0tilføjet af

Colosseum 2013

I lyset af bl.a. den krakilske rundbarbering af en reformdagsorden som politikerne vellystigt genopdrager folket med, er det vist på høje tid med en smule udvikling i balancen mellem magthavere og vælgere her i flertalstyranniet.

Hvad om man indførte fortegn på stemmesedlerne, så de kære pus kunne få lidt reelt modspil i deres karriereræs?
Det ville jo være helt i tråd med fx det bipolære karaktersystem de nu skærer ungdommen over. Og med den nultolerance og stresstaktik de med myndige miner møder dagens udvalgte storeslem.
Det ville begrænse det demokratiske underskud som nok vil affødes af læren fra sidste valg - at man, ligegyldigt hvem man støtter, får et politisk lederskab med Frau Merkels hånd bagi.

For at læne sig op af noget politikerne også kender og elsker kunne det passende udformes som en smiley-ordning. Og det samlede mandatantal til fordeling kunne stå i forhold til andelen af indløste stemmesedler og fordeles uden kunstige, stordriftsfremmende barrierer som fx spærregrænsen.
Man ville ikke som nu umyndiggøre de vælgere som ikke føler sig repræsenteret af noget kandidatur. Dem for hvem stemmesedlen ligner et begrænset omend varieret udbud over pest eller kolera, burde vel have ret til et kvalificeret fravalg? For det er jo ikke nødvendigvis deres opfattelse den er gal med.
Således indrettet ville politikernes prædiken og mediestunts belønnes for indhold frem for omfang – et mætningspunkt ville indtræffe og opmærksomhed for enhver pris ville ikke længere være grundvilkåret for politik.
Hø - mon ikke alene det ville være en tiltrængt genoplivningshjælp til demokratiet?
Ideen har dog selvfølgelig ingen gang på jord. Politikernes spidskompetence er jo at befæste egne tårne og de har en behændig selvforståelse som uundværlige. Se bare forslaget om den nye offentlighedslov, som yderligere vil konsolidere deres piedestaler. Oh ve, om de skulle fungere på vilkår der var i korrespondance med den gemene hobs.
Men den nuværende balance mellem vælger og valgt er jo det rene Colosseum - fraktion efter fraktion smides for løverne og kun de stærkeste interesseorganisationer kan gøre sig håb om den opadvendte fra de urørlige.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.