da jeg så de øjne

i al deres vand,og blå skær
så de falske ud fra første øjeblik
dine små hår ved ørene
så gyselige ud
jeg tilbeder hvor hæslig det er lykkes dig at ligge dig i sofaen og blive
og forbander nu fnulleret blandt dine negleløse kragetåer
dine fingre famler efter min hals
og du hæsper
kom lad os aldrig skilles
men lad os i tavshed give ro til hinanden
din snak og de deller er mig for kvalm
glem dem
de er håndtag på den modne kvinde
hende der længes ud mod de gyldne lys i horisonten
din kærlighed til alt du ikke har set i årtier er visnet bort,er det klimaet på dit værelse
hvor er din friskhed
hvad skal du med de pilleglas?
du undgår at tale om dig selv som en der fysisk er
hvor er du gemt i bolledejen?hvad skal vi med de rutiner,de stinker.
Er du en høne,der kagler efter orm?

Tak...

i dit digt skriver du:
"din kærlighed til alt du ikke har set i årtier er visnet bort"
Er det mon dig selv, der ikke har været der for din elskede ?
Har du været fraværende, ligeglad og alt muligt andet, så din livsledsager har givet op til sidst?
Tro mig - af bitter erfaring er det ikke fingre, man skal pege af andre, men tværtimod kigge ind i sig selv og se hvad man EVENTUELT KUNNE HAVE GJORT BEDRE SELV.
Kærlig hilsen
John