Danmark år 2019
Det er en fremskrivning af damarkshistorien med 8 år: Det var en kold vintermorgen i 2019, da chefduoen for EU’s Krisefond, Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Ole Sohn ventede. Med sig i bagagen havde de et diktat til den danske regering om sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent. De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015. Men hvordan var det kommet så vidt?
En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgere på overførselsindkomst og offentligt ansatte havde – med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen – givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten.V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene og forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre.
Ole Sohn fik en af SF’s otte ministerposter. Hvis Warszawapagtens angrebsplaner med succes var blevet gennemført i 1988, ville han som formand for Danmarks Kommunistiske Parti formentlig være blevet indsat som statsminister i Danmark, men posten som erhvervs- og skatteminister var dog et godt springbræt til den videre karriere.
Allerede den første røde finanslov varslede nye tider, og den røde regering gennemførte til punkt og prikke programpunkterne fra ’Fair forandring’. Efterlønnen blev fredet, og der blev i første omgang indført 8,5 mia. kr. i nye erhvervsskatter i tillæg til de 2 mia. kr. i særlige bankskatter. Der blev indført ekstra skat på cigaretter, sukker, sodavand og slik for 4 mia. kr. og 2 mia. ekstra i bilafgifter. En million danskere fik en ekstra hilsen i form af beskatning af deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring, og ’de rige’ skulle ydermere betale med 5 pct. højere marginalskatter på såvel arbejds- som kapitalindkomst og et loft over fradrag for pensionsindbetalinger. Hertil kom en ny aktieomsætningsafgift på 4 mia. kr.
Statsministeren måtte senere »med beklagelse« konstatere, at lønmodtagerne ved urafstemninger valgte at takke nej til at arbejde de ekstra 12 minutter, hvorfor det yderligere finansieringsbehov på 15 mia. kr. skulle inddækkes. Løsningen lå lige for: En »beklagelig«, men nødvendig kraftig forhøjelse af boligskatterne for ’de rige’ og fjernelse af rentefradragsretten kombineret med øget offentlig låntagning.
Midtvejs i 2014 gik landets økonomiske vækst i stå som følge af stigende renter og mangel på arbejdskraft. Erhvervslivets investeringer faldt markant, tilgangen til efterlønsordningen steg, og underskuddet på de offentlige finanser voksede. Regeringens svar kom direkte fra SF’s plan ’Ny vækst – nye job’: Fremrykkede (om end ulønsomme) investeringer for 10 mia. kr., en »innovativ offentlig indkøbspolitik«, »friere budgetrammer for kommuner og regioner og ret til at stifte gæld« og »igangsætning af innovationsprojekter hos alle offentlige myndigheder« og »statslig udvælgelse af fremtidens vindere«. De fremrykkede offentlige »investeringer« og afskaffelse af den »stramme« budgetstyring af kommunerne – førte til øgede kommuneskatter og yderligere offentlig låntagning.
Valget i 2015 gav – traditionen tro – regeringen endnu en valgperiode og et styrket mandat. En frustreret opposition kunne på trods af henvisningen til en stribe skræmmende økonomiske nøgletal – herunder at Danmark som det eneste europæiske land var i recession – konstatere, at VK sammen med Liberal Alliance kun havde fået stemmer svarende til de 28 procent af vælgerne, som fortsat var i privat beskæftigelse. Midtvejs i 2014 gik landets økonomiske vækst i stå som følge af stigende renter og mangel på arbejdskraft Dansk Folkeparti fik et godt valg og gik nu – efter Pia Kjærsgaards pensionering – efter at søge indflydelse hos regeringen, ikke mindst for at forbedre vilkårene for ’de svage’.
Den røde regerings udfordringer begyndte nu for alvor at vokse. De private virksomheders konkurrenceevne var faldet markant (udbuddet af arbejdskraft til erhvervslivet var faldende og lønningerne derfor stigende), og investeringerne fra ind- og udland var næsten tørret ud på grund det internationalt set uhørt høje skattetryk på personer og virksomheder. Det havde heller ikke hjulpet på investeringslysten med en nærlæsning af SF’s principprogram om at »skulle gøre ende på det kapitalistiske samfunds forskellige former for udbytning, underordning og undertrykkelse« og med udenrigsminister Villy Søvndals forslag om indførelse af økonomisk demokrati. Samtidig betød S-SF’s konsekvente gennemførelse af klimaplanen i sig selv et årligt dræn i statskassen på over 30 mia. kr. – genindførelsen af formueskatten og en tredobling af arveafgifterne bidrog kun med en tiendedel af det beløb. Protesterne fra erhvervslivet og de økonomiske eksperter faldt for døve ører.
Virkningerne af befolkningens aldring slog nu for alvor igennem, samtidig med at finansieringskilderne i det private erhvervsliv begyndte at tørre ud. Underskuddet på statens finanser var på vej mod græsk niveau, og renten på 18 procent mindede om Anker Jørgensens regeringstid. Boligejere med variabelt forrentede lån blev sat på gaden i hobetal. Udflytningen af resten af Novo Nordisk og Novozymes til Schweiz og af A.P. Møller – Mærsk til det borgerlige Sverige føjede kun spot til skade for en regering, som ikke kunne søge trøst i de efterhånden store underskud i de nye offentligt ejede virksomheder og i det næsten totale fravær af nystartede private erhvervsvirksomheder. Mange familieejede virksomheder var lukket eller flyttet til udlandet eller havde – tvunget af formue- og arveskat – solgt deres virksomhed til det nu helt statsstyrede ATP.
I begyndelsen af 2017 kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en »klokkeklar« aftale med den kinesiske regering. Finansministeren erkendte, at landet havde »alvorlige økonomiske udfordringer«, men at dette var en naturlig og nødvendig fase i overgangen til det socialistiske samfund. Han kunne henvise til SF’s princip- og perspektivprogram: »SF vil et socialistisk samfund. Det betyder, at den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor«.
I sommeren 2019 kunne statsminister Helle Thorning-Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens i særklasse største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsindkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning, i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer – og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiderne havde blot været ugunstige.
Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.
En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgere på overførselsindkomst og offentligt ansatte havde – med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen – givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten.V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene og forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre.
Ole Sohn fik en af SF’s otte ministerposter. Hvis Warszawapagtens angrebsplaner med succes var blevet gennemført i 1988, ville han som formand for Danmarks Kommunistiske Parti formentlig være blevet indsat som statsminister i Danmark, men posten som erhvervs- og skatteminister var dog et godt springbræt til den videre karriere.
Allerede den første røde finanslov varslede nye tider, og den røde regering gennemførte til punkt og prikke programpunkterne fra ’Fair forandring’. Efterlønnen blev fredet, og der blev i første omgang indført 8,5 mia. kr. i nye erhvervsskatter i tillæg til de 2 mia. kr. i særlige bankskatter. Der blev indført ekstra skat på cigaretter, sukker, sodavand og slik for 4 mia. kr. og 2 mia. ekstra i bilafgifter. En million danskere fik en ekstra hilsen i form af beskatning af deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring, og ’de rige’ skulle ydermere betale med 5 pct. højere marginalskatter på såvel arbejds- som kapitalindkomst og et loft over fradrag for pensionsindbetalinger. Hertil kom en ny aktieomsætningsafgift på 4 mia. kr.
Statsministeren måtte senere »med beklagelse« konstatere, at lønmodtagerne ved urafstemninger valgte at takke nej til at arbejde de ekstra 12 minutter, hvorfor det yderligere finansieringsbehov på 15 mia. kr. skulle inddækkes. Løsningen lå lige for: En »beklagelig«, men nødvendig kraftig forhøjelse af boligskatterne for ’de rige’ og fjernelse af rentefradragsretten kombineret med øget offentlig låntagning.
Midtvejs i 2014 gik landets økonomiske vækst i stå som følge af stigende renter og mangel på arbejdskraft. Erhvervslivets investeringer faldt markant, tilgangen til efterlønsordningen steg, og underskuddet på de offentlige finanser voksede. Regeringens svar kom direkte fra SF’s plan ’Ny vækst – nye job’: Fremrykkede (om end ulønsomme) investeringer for 10 mia. kr., en »innovativ offentlig indkøbspolitik«, »friere budgetrammer for kommuner og regioner og ret til at stifte gæld« og »igangsætning af innovationsprojekter hos alle offentlige myndigheder« og »statslig udvælgelse af fremtidens vindere«. De fremrykkede offentlige »investeringer« og afskaffelse af den »stramme« budgetstyring af kommunerne – førte til øgede kommuneskatter og yderligere offentlig låntagning.
Valget i 2015 gav – traditionen tro – regeringen endnu en valgperiode og et styrket mandat. En frustreret opposition kunne på trods af henvisningen til en stribe skræmmende økonomiske nøgletal – herunder at Danmark som det eneste europæiske land var i recession – konstatere, at VK sammen med Liberal Alliance kun havde fået stemmer svarende til de 28 procent af vælgerne, som fortsat var i privat beskæftigelse. Midtvejs i 2014 gik landets økonomiske vækst i stå som følge af stigende renter og mangel på arbejdskraft Dansk Folkeparti fik et godt valg og gik nu – efter Pia Kjærsgaards pensionering – efter at søge indflydelse hos regeringen, ikke mindst for at forbedre vilkårene for ’de svage’.
Den røde regerings udfordringer begyndte nu for alvor at vokse. De private virksomheders konkurrenceevne var faldet markant (udbuddet af arbejdskraft til erhvervslivet var faldende og lønningerne derfor stigende), og investeringerne fra ind- og udland var næsten tørret ud på grund det internationalt set uhørt høje skattetryk på personer og virksomheder. Det havde heller ikke hjulpet på investeringslysten med en nærlæsning af SF’s principprogram om at »skulle gøre ende på det kapitalistiske samfunds forskellige former for udbytning, underordning og undertrykkelse« og med udenrigsminister Villy Søvndals forslag om indførelse af økonomisk demokrati. Samtidig betød S-SF’s konsekvente gennemførelse af klimaplanen i sig selv et årligt dræn i statskassen på over 30 mia. kr. – genindførelsen af formueskatten og en tredobling af arveafgifterne bidrog kun med en tiendedel af det beløb. Protesterne fra erhvervslivet og de økonomiske eksperter faldt for døve ører.
Virkningerne af befolkningens aldring slog nu for alvor igennem, samtidig med at finansieringskilderne i det private erhvervsliv begyndte at tørre ud. Underskuddet på statens finanser var på vej mod græsk niveau, og renten på 18 procent mindede om Anker Jørgensens regeringstid. Boligejere med variabelt forrentede lån blev sat på gaden i hobetal. Udflytningen af resten af Novo Nordisk og Novozymes til Schweiz og af A.P. Møller – Mærsk til det borgerlige Sverige føjede kun spot til skade for en regering, som ikke kunne søge trøst i de efterhånden store underskud i de nye offentligt ejede virksomheder og i det næsten totale fravær af nystartede private erhvervsvirksomheder. Mange familieejede virksomheder var lukket eller flyttet til udlandet eller havde – tvunget af formue- og arveskat – solgt deres virksomhed til det nu helt statsstyrede ATP.
I begyndelsen af 2017 kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en »klokkeklar« aftale med den kinesiske regering. Finansministeren erkendte, at landet havde »alvorlige økonomiske udfordringer«, men at dette var en naturlig og nødvendig fase i overgangen til det socialistiske samfund. Han kunne henvise til SF’s princip- og perspektivprogram: »SF vil et socialistisk samfund. Det betyder, at den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor«.
I sommeren 2019 kunne statsminister Helle Thorning-Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens i særklasse største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsindkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning, i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer – og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiderne havde blot været ugunstige.
Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.