Danskerne er job-kyllinger

Nu har jeg efterhånden oplevet det for mange gange.
Jeg er ikke den, der skal ud og svinge de røde faner 1. maj, men derfor er jeg nu alligevel taknemmelig for de forhold fagforbundene har skaffet i Danmark gennem tiden. Jeg tvivler på, at der findes tilsvarende beskyttelse og fair-play for medarbejdere andre steder i verden.
Men! Hvad er det hele værd, når medarbejderne er bange for at gøre deres rettigheder gældende? Jeg har set et eksempel, hvor en mand holder fri nogle dage og bliver trukket i løn, selvom han har feriefridage at tage af - Men han vil ikke sige noget, for han vil nødig gøre chefen i dårligt humør. Så han betaler gladeligt for dage, han skulle have betaling for... (?!?)
Jeg har set et eksempel, hvor en kvinde har undladt at holde ferie overhovedet, fordi hendes chef altid bliver så sur, når nogen beder om ferie. Medarbejderen orker ikke at leve med samvittigheden over, at nu bliver det så-og-så besværligt for chefen at finde en afløser eller endnu værre at chefen nu må gøre det og få endnu mere overarbejde...
Jeg har set et eksempel, hvor flere medarbejdere arbejder med giftige midler, men da de fortalte chefen at de blev syge af det, og chefen ikke som lovet sørgede for værn af deres helbred, fortsatte de, fordi de ikke turde sige mere. De ville nødig fyres eller behandles dårligt pga en sur chef. Så hellere blive syge og have en indtægt (et stykke tid)...
Jeg har uhyggeligt mange eksempler og hver eneste gang jeg snakker med disse mennesker om, at de skal passe på sig selv, og der er en kontrakt og love, som er lavet netop fordi, de også skal have det godt og ikke være slaver, bakker de totalt ud. De kan brokke sig i timer og dage, men når det kommer til at tage en ganske almindelig snak med chefen, står de af. De er bange. De er reduceret til at se, hvad de får i løn, og resten er bare bogstaver, de aldrig får brug for.
Hvad er det alt sammen for noget?????

Jeg er ikke lige den mest politiske aktive person.
MEN det er sådan den regering vi har nu vil have det. Folk skal leve i frygt.
Jeg er selv ræve-rød, så jeg syntes jo at det er vigtigt folk ikke lever i frygt for fremtiden. Og her hører det ind at folk er bange for at miste deres arbejde, måske pga. dårlige tiden, måske fordi virksomhederne udnytter folks frygt.

Mit hade-objekt, er dem der arbejder gratis eller som "frivillige"😮
Hvis ingen gjorde det ville arb.giverne blive tvunget til at betale folk løn🙂

i frygt for deres regering! Regeringen skal leve i frygt for befolkningen!!

Som regel er de der brokker sig mest indbyrdes iblandt kollegaerne, de første til at stikke halen imellem benene og klappe i som en østers, når chefen viser sig. Så er det ellers så stærke sammenhold som man troede var til stede (netop pga. kollegaernes højlydte brokkerier) fuldstændig væk.
Jeg er nået dertil at jeg forhandler løn udelukkende for mig selv, for på de fleste arbejdspladser inden for min branche er det de færreste der 'tør' eller 'vil' forhandle mere i lønningsposen til sig selv.
"Mester bliver bare sur"
eller:
"Vi skal alligevel bare betale det meste i skat"
eller:
"Mester siger at så bliver der ikke noget tilbage til hamselv og så kan han lige så godt lukke firmaet"
er normale undskyldninger jeg har hørt til hudløshed 😮
Hvad kollegaerne desværre ikke kan få ind i hovedet er, at hvor vi tidligere var en branche der blev rigtig godt lønnet, så er vi idag en branche der halter langt bag efter gennemsnittet, både når det kommer til løn, men også når det kommer til vores overenskomster i almindelighed.
Og hvorfor mon det er blevet sådan?
Fordi sammenholdet er væk, og fagforeningerne er krøbet sammen i flyverskjuld og har mistet kontakten til deres medlemmer!

Det tror jeg vi alle sammen kan nikke genkende til.
Jeg har selv taget kampen med et par mestre via fagforeningen, og vundet.
Kan huske ca 4 mdr efter jeg var udlært og havde arbejdet i et nyt firma i det 4 mdr. Vi havde gået på en stor byggeplads, og var blevet lovet x-antal kr ekstra i timen.
Da byggeriet var færdig, blev en del af os fyret. Fik den sidste lønseddel,- der var ikke de ekstra penge på som jeg skulle havde. Ringede til ham og spurgte pænt ang de penge. Nej, det var der ikke råd til alligevel.
Kontaktede nogle af de gamle i firmaet for at hører om de havde tænkt sig at gøre noget ved det? Nah... næh... buh... bøh... måske. Fik da så heldigvis den seddel ud af den gamle kollega, arbejdsgiveren havde skrevet under på at vi skulle havde det ekstra i timen. Så måtte jeg, som ny udlært gå på fagforeningen og tage sagen op, fordi ingen af de gamle stoddere turde. Så kunne det jo være, de blev fyret!
Men, ih hvor var de 10-15 medarbejder da alligevel glade da de nogle måneder senere fik Deres penge.
Solidaritet, er ikke eksisterende i dag!
Selvfølgelig er der meget brok kollegaer i mellem over en arbejdsgiver. Brok om det ene og det andet, som man alligevel aldrig tør gå til sin arbejdsgiver med. Men meget af det, skal man nok også se som udtryk for at få luft for sine frustrationer.
Men ja, der er ekstremt mange der er "FIRMAETS MAND"... Der er nogle folk, firmaerne kan købe lidt let. Måske en firmabil,- lidt ekstra ansvar (=ekstra arbejdsbyrder uden ekstra løn) osv så de føler sig vigtige. på godt gammeldags dansk; Røvslikkere! Det er sgu næsten de værste.

Selvfølgelig skal folk have ret til fridage og ferie og ordentlige, sikre og sunde arbejdsforhold. Der hvor man som chef godt kan blive lidt utilfreds er hvis nogen pludselig skal have en masse fridage og afspadsering i en periode hvor afdelingen ligger vandret og der er nogle deadlines lige op over.
Især hvis folk bare skal holde fri for at holde fri.
Det er da klart at der vil være forståelse for hvis man er ved at forberede en konfirmation eller skal til rund fødselsdag eller sådan noget.
Arbejdsopgaver idag er mere krævende og komplekse end de var under Staunings tid og derfor er min holdning også at man har pligt til at udvise lidt fleksibilitet som medarbejder og ikke kun firkantet altid holde på sin ret til dit og dat.
De der paragrafryttere som altid har evigt travlt med alle de goder de har ret til at skulle have af arbejdspladsen men knapt så travlt med at være fleksibel i forhold til deres arbejdsopgaver er enhver chefs mareridt.

fordi hvad konkret kan du nævne af tiltag som vores nuværende regering har lavet for at folk skal føle mere frygt omkring deres ansættelse?
Faktisk tror jeg også du skal frygte en del fra oppositinen.
VK har ikke nedsat dagpengeperioden - det gjorde deres teknokratiske forgængere i SR'regeringen.
VK har ikke pillet ved efterlønnen - Det prøvede SR indtil det gik op for dem at det ikke vælgermæssigt var opportunt.
VK siger at de ikke vil røre ved dagpengeperioden og efterlønnen - det vil de radikale i den røde oppositionsblok.
Beskæftigelsen har under det meste af VK været historisk høj - det var den ikke under SR.
Så du må gerne lige uddybe dine påstånde om at VK får folk til at leve i frygt med nogle eksempler.

Det er det jeg er lidt bange for. Men heldigvis er der stadig liv i fagforeningerne. Og heldigvis er ikke alle stukket i "flyverskjul".
(Den lød godt, så den hapser ejg til fremtidig brug)

Klart at alle skal tage hensyn til hinanden og opgaverne.
Jeg har gået og tænkt over denne tråd. Min leder har gjort mig til paragrafrytter, for alt skal igennem fagforeningen, før hun tager det alvorligt. De ting, der ikke findes regler for men som skal aftales indbyrdes mellem leder og medarbejder kører hun linen ud med.
Sådan gider jeg ikke være. Sådan vil jeg ikke behandles. Det må blive en opsigelse fra min side.
Jeg er glad for min fagforening, men jeg behøver ikke snakke med dem hver uge.
Jeg er glad for selve jobbet, men jeg orker ikke så dårlig en leder.