Definition af filosofi
Lad det være slået fast med det samme: Der gives ingen fast definition på, hvad filosofi er. Selv blandt filosofferne er man uenige om, hvilken form for filosofi der er den rigtige filosofi.
Foreløbig kan vi fastslå, at filosofiens oprindelse henregnes til omkring 600 f.Kr., og når nogen vil sætte et navn på, nævnes Thales af Milet. Men med Sokrates får filosofien en drejning, der har haft afgørende betydning helt op til i dag.
Filosofi kan betragtes som en tankemæssig aktivitet, der består af rationelle undersøgelser af almene problemstillinger, hvorved bl.a. evnen til at skelne, identificere og vurdere kvalificeres.
Herefter kan vi forsøge os med følgende karakteristik af filosofi:
Filosofi bygger på undren
Genstanden er u-videnskabelige problemstillinger
Redskabet er argumentation
Kravet er konsistens og almenhed.
Når du har opnået, at du selv har handlet godt, og at en anden er blevet behandlet godt, hvorfor bærer du dig så ad som dåren og ønsker endnu et tredje: at folk også skal synes, at du har handlet godt, eller at få gengæld for din velgerning?"
(Marcus Aurelius: Meditationer, s. 80)
Lyder lidt som om jesus har kopieret dn gamle romer?
Edmund Husserl (1859-1938), moraviansk-jødisk filosof og grundlægger af den fænomenologiske skole. Født og opvokset i Prosna i Moravien, det daværende Østrig-Ungarske rige, senere Tjekkoslovakiet.
Husserl startede sin akademiske karriere som matematiker, men vendte sig tidligt mod filosofi. Det der blev hans ikke fuldførte projekt, som kaldes fænomenologi, var at fremstille det teoretiske rene grundlag for viden, og med dette nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed, og dermed omformulere al tidligere filosofi. Ifølge Husserl tager videnskaberne udgangspunkt i, at virkeligheden eksisterer uafhængig af vor bevidsthed. Det gælder således om, at udforske og studere virkeligheden, med det formål at kunne udvikle generelle love omkring den. Men for Husserl er der usikkerhed omkring selve den proces hvorigennem vor virkelighedsopfattelse skabes. På den måde kan man sige, at virkeligheden er skabt af mennesket. Det er således fænomenologiens opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Og deri ligger en kortlægning af den menneskelige bevidstheds sande natur, den naturlige indstilling til verden, som hverken er påvirket af forudfattede meninger eller videnskab.
Husserl sætter derved spørgsmålstegn ved, om den objektive og abstrakte gengivelse af menneskets liv, som positivismen står for, er mulig. Abstraktioner og systematiseringer af menneskets hverdag betyder, at videnskaben ikke længere kan begribes med den naturlige indstilling til verden. Mennesket reduceres til objekt, og man ser derved bort fra dets subjektive evne til at tolke og systematisere de erfaringer, som til stadighed opleves.
Husserls begreb om den naturlige indstilling udvikles af senere fænomenologer som Alfred Schultz, Peter Berger og Thomas Luckmann, som knytter fænomenologien til socialvidenskaberne. Dvs. at menneskets subjekt er central for forståelse af hvorledes samfundet er konstrueret. Og denne konstruktion eksisterer i den sociale vekselvirkning i hverdagslivet, i hverdagslivets mange «ansigt til ansigt møder». En tankegang som også har påvirket Habermas i hans udvikling af begrebet den kommunikative fornuft.
Foreløbig kan vi fastslå, at filosofiens oprindelse henregnes til omkring 600 f.Kr., og når nogen vil sætte et navn på, nævnes Thales af Milet. Men med Sokrates får filosofien en drejning, der har haft afgørende betydning helt op til i dag.
Filosofi kan betragtes som en tankemæssig aktivitet, der består af rationelle undersøgelser af almene problemstillinger, hvorved bl.a. evnen til at skelne, identificere og vurdere kvalificeres.
Herefter kan vi forsøge os med følgende karakteristik af filosofi:
Filosofi bygger på undren
Genstanden er u-videnskabelige problemstillinger
Redskabet er argumentation
Kravet er konsistens og almenhed.
Når du har opnået, at du selv har handlet godt, og at en anden er blevet behandlet godt, hvorfor bærer du dig så ad som dåren og ønsker endnu et tredje: at folk også skal synes, at du har handlet godt, eller at få gengæld for din velgerning?"
(Marcus Aurelius: Meditationer, s. 80)
Lyder lidt som om jesus har kopieret dn gamle romer?
Edmund Husserl (1859-1938), moraviansk-jødisk filosof og grundlægger af den fænomenologiske skole. Født og opvokset i Prosna i Moravien, det daværende Østrig-Ungarske rige, senere Tjekkoslovakiet.
Husserl startede sin akademiske karriere som matematiker, men vendte sig tidligt mod filosofi. Det der blev hans ikke fuldførte projekt, som kaldes fænomenologi, var at fremstille det teoretiske rene grundlag for viden, og med dette nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed, og dermed omformulere al tidligere filosofi. Ifølge Husserl tager videnskaberne udgangspunkt i, at virkeligheden eksisterer uafhængig af vor bevidsthed. Det gælder således om, at udforske og studere virkeligheden, med det formål at kunne udvikle generelle love omkring den. Men for Husserl er der usikkerhed omkring selve den proces hvorigennem vor virkelighedsopfattelse skabes. På den måde kan man sige, at virkeligheden er skabt af mennesket. Det er således fænomenologiens opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Og deri ligger en kortlægning af den menneskelige bevidstheds sande natur, den naturlige indstilling til verden, som hverken er påvirket af forudfattede meninger eller videnskab.
Husserl sætter derved spørgsmålstegn ved, om den objektive og abstrakte gengivelse af menneskets liv, som positivismen står for, er mulig. Abstraktioner og systematiseringer af menneskets hverdag betyder, at videnskaben ikke længere kan begribes med den naturlige indstilling til verden. Mennesket reduceres til objekt, og man ser derved bort fra dets subjektive evne til at tolke og systematisere de erfaringer, som til stadighed opleves.
Husserls begreb om den naturlige indstilling udvikles af senere fænomenologer som Alfred Schultz, Peter Berger og Thomas Luckmann, som knytter fænomenologien til socialvidenskaberne. Dvs. at menneskets subjekt er central for forståelse af hvorledes samfundet er konstrueret. Og denne konstruktion eksisterer i den sociale vekselvirkning i hverdagslivet, i hverdagslivets mange «ansigt til ansigt møder». En tankegang som også har påvirket Habermas i hans udvikling af begrebet den kommunikative fornuft.