Jeg blev bange igår --- vidste ikke

Hvorfor skal det være så svært at leve? Hvorfor alle de forhindringer og spørgsmål...
Jeg troede jeg var kommet videre, holdt op med at skade mig selv og forstå livet.
jeg har læst mange indlæg herinde og tænker at hvor er det trist at så mange mennesker er kede af det og ser sort på livet, og vil selv se de gode ting ved livet og være glad.. - men når hele livet skal være så hård, hvordan finder man roen og lykken?
For 1½ måned siden mistede jeg min far. Min mor fandt ham derhjemme, han havde fået en hjerneblødning og der var intet at stille op. Fik aldrig sagt farvel og aldrig oplevet at have en far i mine 19 år..
Min mor, søster og jeg måtte igennem begravelse, sorg og tristhed, men vi havde hinanden og min søster ventede sig, og havde en måned tilbage.
Så vi havde alle noget at se frem til, vi havde noget at finde glæden ved!
Men 2 uger før min søster skulle føde og 4 uger efter min fars begravelse, fik de beskeden at barnet var dødt. Og min søster skulle føde selv.
I 24 timer lå min søster i fødsel, og kæmpede med at få det lille døde barn ud - min mor og jeg kunne intet stille op, bare side på hospitalet og vente.
Der kom den dejligste lille dreng ud, men ham skulle vi nu også begrave.
Det er vist først nu det hele er ved at gå op for mig. Igår brød det hele sammen og jeg skar i mig selv -det er meget lang tid siden jeg har gjort det, men var så vred og ligeglad med alt.
Jeg forstår ikke livet. Jeg kan ikke finde mig selv!! Finde den jeg er.
Under alt det her, har jeg slået op med min kæreste, som jeg har været sammen med i 3 år, jeg kunne ikke finde kærligheden til ham mere og bruge ham til min sorg.
Min nærer ven, som altid har været i baggrunden, er nu blevet min kæreste-jeg er meget glad for ham. og jeg håber virkelig jeg kan være en god kæreste så vi kan få mange gode måneder samme..
jeg er forvirret, fortvivlet og syns det hele er engang lort. Igen en menneske som ser sort på livet. Jeg er glad af natur og hader stilhed, så snakker altid når jeg er sammen med folk, kan ikke sætte mig ned og bare være trist og stille.
jeg blev bange igår, vidste ikke om jeg ville være her dagen efter, jeg ved godt inderst inde at selvfølgelig er jeg det-for kan ikke svigte min familie. Det underlige er at jeg jo godt ved at selvfølgelig gør jeg ikke noget dumt. Sad med 30 piller igår, men vidste jo godt at jeg ikke ville spise dem, men skulle alligevel lige spise 8-for hvis nu..
det lyder så dumt alt det her, og jeg forstår det heller ikke helt selv. Jeg går til psykolog-det skulle jeg efter det med min far. Men helt ærlig, det er røv kedeligt, hvis man ikke har lyst til at fortælle at man har det af helvede til, finder sådanne jo heller ikke ud af det. Kan ikke helt forstå hvad man bruder sådanne til.. - det kan sikkert være godt for nogle mennesker.
Livet er noget underligt noget, når man selv prøver at tage styringen, så glider det alligevel fra en.......
Hilsen Tnn

Kære TNN,
Ja, der er mange ting. Jeg har prøvet det samme som dig. Hvad skal man sige og havd skal man gøre? Jeg fandt min trøst i Gud. Jeg tænker, at der er en højere mening med livet. Der var engang da vi ikke var her, ikke? Der kommer også engang hvor vi ikke er her. Hvorfor kom vi ind i denne verden med de "problemer" som er? Der må være en mening. Personligt tror jeg, at det handler om at bruge sit liv for det bedste og for andre. I medgang og i modgang må vi søge en vej vi kan gå. Det kan betyde, at vi nogen gange ikke er så lykkelige og andre gange er vi oven på. Sådan har andre det også. Jeg tænker tit på Louis Amstrong sang A wonderful world. Den kan godt give mening. Altså, vi må få det bedste ud af alting og der hvor vi ikke kan se en mening, der kan der godt alligevel være een, som kan betyde at vi prøves og modnes og udfordres fordi en anden gang skal vi måske være der for en anden, som har brug for vor hjælp. Altså vi er til for hinanden. Engang skal vi mødes med alle vore kære og andre. Der skal vi leve en tilværelse som er forskellig fra denne, men hvad vi gør her i vort fysiske tilværelse får betydning for tilværelsen hinsides. Her skal vi forbedrede os. Så når vi mødes vil det blive med smil og gensynsglæde og vi har opnået noget med vort liv. Det vil "de" glæde sig over. Så tab og fortvivlelse kan godt betyde noget godt engang.
Kærlig hilsen
Enich

Du har følt modgangen i livet meget tidligt. Midt i glæderne kan uheld og katatrofer opstå. Du er totalt lammet i den rationelle adfærd.
Når man mister et kært medlem af familien, har man altid følelsen af, at et "farvel" ikke blev sagt. Det vil alle opleve nu og fremover.
Mit budskab til dig er: Styrk dit bånd til din moder og søster. Lad din kæreste få lov til at trøste dig.
Med dette vil du efter en ukendt tid se nye ting at glæde dig over i livet. Bevar dog dine minder som dejlige og gode minder.
Dine sår heles; men arrene vil aldrig forsvinde.

Hej T.
Jeg kan godt huske dig, og det gør mig både ondt at høre om babyen og godt at vide, at du fandt sammen med din bedste ven. Alene det sidste må vel fortælle dig, at der også kan komme noget godt ud af noget dårligt?
Jeg mistede også min far for snart 4 mdr. siden, så jeg kan stadig sætte mig ind i en smule af det, du føler - men aldrig helt, for jeg er ikke dig. Så mine ord kan kun komme ud fra min egen erfaring og mit eget hjertes overbevisning om, at der på en mystisk måde er en mening med alting, også i de tilfælde hvor det slet ikke ser sådan ud. Vi skal åbenbart lære en masse her i livet, og de lektioner vi lærer mest af mange gange, det er desværre de dårlige eller mindre positive. Måske går der endda mange år, før man erfarer, hvad det var man skulle lære, men jeg tror som sagt på, at den ene handling åbner døren for en anden, som aldrig ville være blevet åbnet ellers.
Jeg har også haft masser af dage i de sidste mdr., hvor håbløsheden har overvældet mig og livet føltes meningsløst. Dage, hvor jeg vågnede af en drøm, hvor min far krammede mig, og jeg stadig kunne føle krammet - lige indtil det slog som en mursten i maven, at det vil aldrig ske mere. Dage, hvor jeg på en ellers nogenlunde glad dag med gode og positive oplevelser pludselig kan begynde at græde uden nogen egentlig grund. Og dage, hvor jeg ikke har haft lyst at stå op af sengen eller se verden i øjnene, for hvad var meningen med at gennemgå hver dag med alle de krævende og trivielle gentagelser, når man alligevel bliver straffet ved at ens kære tages fra en?
Men så er der også de dage, hvor jeg vågner af drømme om min far, men kan bevare smilet om læberne, fordi det smil kan følelsen af ham stadig give mig. Jeg tænker på ham og alle hans gode sider og selv de dårlige, og jeg griner for mig selv og varmes ved, at jeg havde den glæde og ære at kende ham og være elsket af ham. Han var en af de største grunde til, at jeg er, som jeg er. Han har ikke kun skabt mig, men også formet mig, og alt dette kan jeg da ikke betale tilbage ved at drive rovdrift på mig selv, vel? Han havde ønsker for mig, ønsker om et godt liv, lykke, godt helbred og masser af dejlige oplevelser i tiden frem, og ved at kæmpe i mod alt dette ved at grave mig ned og give op, så kæmper jeg jo også i mod det gode i ham?
Jeg har nogle flere år på bagen end dig, T, så måske er jeg en anelse bedre rustet til modgangen. Men stadig, så er det individet selv, der afgør, hvordan sorgen skal takles, og hvor meget man kan klare, før hjertet knuses. Du har fået din del, må man sige og, såvidt jeg erindrer, skulle/skal du også sjælesørge for din mor/søster, hvilket er rigtig meget for en pige på kun 19 år, for hvem livet først lige skulle være begyndt for alvor. Jeg er ikke sikker på, jeg selv kunne klare så meget ansvar, men alligevel så vokser vi jo på forunderlig vis mange gange med ansvaret, især når det er kærligheden, der er ens lægende værktøj. En ven sagde engang til mig, at hjertet (i overført betydning: hvor kærligheden bor) er en muskel, og som med andre muskler kan det styrketrænes til at håndtere mere og mere af både det gode og det dårlige. Mens hvis vi låser hjertet (og vores sjæl) inde, fordi verden smider for meget dårligt i hovedet på os, så vil det sygne hen af mangel på brug.
Når jeg har det værst - når sorgen overvælder mig mest - så har jeg lært at lave en liste i mit hoved over alle de gode og glade ting, der også er tilstede i mit liv. Og jeg tvinger mig selv til at tænke på min far, selv om jeg mest lige der måske har lyst at tage skyklapperne på og fortrænge alt for at komme i gennem dagen. Ved netop at tænke på ham og de gode ting, så husker jeg også hans kærlighed og håb for mig - og ikke mindst hans tro på, at uanset hvad livet kunne finde på at byde mig, så skulle jeg nok holde hovedet højt og komme videre - ikke kun med tab i bagagen, men absolut også med gevinster i form af større glæde ved livet, når det så går godt, og en større selvindsigt, så jeg er stærkere til næste gang, det går galt. For een ting er sikkert, det er ikke sidste gang, der sker noget dårligt, men jeg kan selv være med til at bestemme, om det er sidste gang, jeg næsten knuses af det.
Jeg ved ikke, om mine ord "make any sense", eller om du kan bruge det til noget. Jeg følte bare trang til at prøve at trøste dig lidt og dele lidt af min egen erfaring med dig i håbet om, at det kunne give dig lidt styrke og inspiration til at se lyst på livet igen.
Du, jeg og alle andre, der har været udsat for sorg, vi har ændret os for altid - og hvis du kæmper for at finde tilbage til den person, du var, før din far og nevø døde, så kæmper du forgæves. Mens hvis du tager det til dig og prøver at skabe et nyt og måske bedre menneske ud af al sorgen, så tror jeg, du vil vinde stort.
Alle mine ønsker og mit håb for at du kommer stærkere i gennem dette og bliver lykkelig igen.
Kærlig hilsen
D.

hej...
Jeg er kun 14 år, mine forældre er skilt og sådan.. min familie er et stort rod. Min mor har svært ved at få børn, så kender følelsen af at miste på den måde, det gør ondt. hmm. selv om det måske virker.. ja.. men, altså.. har været der. har været der, har også skåret mig, og taget piller. er kommet ud af det shit nu, men fryter stadig at "falde tilbage". Ved godt at sansynligheden for at du ikke er ligeglad er ret så lille, men du er ikke alene. Ved godt det ikke hjælper vildt, når jeg kun er 14, men.. ja.. tror jeg gik lidt i baglås over dit indlæg. hmm. så vel lidt af migselv der i? hmm, jeg kunne godt tænke mig at hjælpe, eller noget. hmm, ved hvordan du kunne føle det! min bror og hans mor er flyttet, til den anden ende af landet og resten af familien sys ikke at vi skal hoplde kontakten, prøv at spørge hvor ondt det gør?! hmm, ved ikk.. det skræmmer mig lidt at du os kunne have det sådan.. tror hele tiden at jeg har støttet mig til tanken om at det forsvinder når jeg bliver ældre.. men selvfølgelig ikke, vel? ... ved ikk rigtig hvad formålet med det her er. mårkse bare et bevis på at der findes nogen, uanset alder, der kan forstå en på den ene eller den anden måde? hmm. ved ikke helt.. men tænker meget på¨det.
forstår godt, hvor skræmmende det er. man tænker ikke rigtig noget mens man gø'r det, alligevel ber ens hoved så fuldt af tanker som bare.. svier? hmm.. tanker med magt, magt nok til at slå ihjel?
hmm.. ved ikk om du kan bruge det her indlæg til noget, men.. ja.. ?
lolli..