Den onde ånd på Glostrup Hospital

Så blev min mor indlagt med en infektion på Glostrup Hospital. I onsdags blev hun indlagt med høj feber og ude af stand til at sanse eller samle endsige gå, og rystede over det hele.
Hun har i flere år kæmpet med en svær kræftsygdom i hjernen, og har været opereret to gange samt gennemgået diverse kemokure og strålebehandlinger, så hun er svært medtaget både fysisk og psykisk.
Rigshospitalet, som hun ellers har været indlagt på, kunne ikke tage imod hende, og en læge havde talt med Glostrup hospital om at have en neurolog parat, så vi kunne køre direkte dertil.
Ikke desto mindre sad vi i fem stive timer uden at kunne få en læge i tale med en dødsyg patient, som vi selv skulle hjælpe med at få noget væske i og i seng.
De kunne ikke foretage scanning, da CT personalet var gået hjem efter de 5 timer.
De indlagde dog min mor til observation.
Personalet havde ingen oplysninger om hende, så alt skulle forklares fra bunden af.
Hvorom alting er, så kom jeg tilbage til hospitalet dagen efter, efter at have været hjemme for at sove. Det var ved frokosttid og det første syn der mødte mig var en persoanlestue med alt personalet, der spiste frokost sammen - vel en 15 personer. Vældigt hyggeligt, men ude på gangen lå to patienter.
Den ene havde fået maden galt i halsen, var højrød i hovedet og gispede efter vejret og havde kastet op ud over sig selv og sengen, og jeg måtte løbe hen til personalestuen, hvoor de modvilligt rejste sig og gik hen og hjalp staklen. Min mor havde fået noget uhåndterligt mad og også overladt til sig selv, så hun havde vel fået et par bidder ned.
Hun kunne ikke drikke selv. og fik først noget ned da jeg havde hentet noget med sugerør.
Samme dag blev hun flyttet til Hvidovre hospital - og selvfølgelig mistede hun halvdelen af sine ejendele ved samme lejlighed, velsagtens fordi personalet også var pisseligeglade med det.
Det er typisk for Glostrup hospital, at den ånd, der hersker, er en gammel sovjetlignende tilstand, hvor man mangler respekt for de personer, der er der, og at de ikke betragter syge mennesker som andet end arme og ben på tilfældig visit.
Jeg har været der tidligere med min søn, og det er ikke blevet anderledes på de år der er ået siden da. En dårlig ånd og manglende respekt for de mennesker der kommer der - patienter som pårørende.
Godt hun kom på Hvidovre i stedet.
Jævn den gamle betonbunke med jorden. Ellers bliver folk aldrig behandlet ordentligt.

- hvis du har ressourcer til det.
- God bedring med din mor. [f]

Det kan være sådan andre steder også. Jeg glemmer aldrig manden, der skulle på toilettet. Han var hjælpeløs. Jeg prøvede at få personalet til at komme, men nej, de spiste.
Han sad i sin stol og besørgede i bukserne. Hvor må han have haft det rædselsfuldt. Så ydmygende for ham. Alle kunne lugte det.
Desværre magtede jeg ikke at hjælpe ham, for ellers havde jeg gjort det.

på Herlev Hospital.
Efter et 6-mdrs. sygdomsforløb med uhelbredelig kræftsvulst i pandelapperne (hjernen) på ovennævnte hospital, blev svigerfar indlagt uden returbillet en torsdag.
Fredag blev det noteret i hans journal, at han skulle have så meget smertestillende (morfin), som han havde behov for.
Lørdag middag besøger vi en mand med uudholdelige smerter, synsforstyrrelser, vrøvleri, tankespind, m.v.
Fat i en sygeplejerske, hvorefter vi får udleveret et bæger yoghurt samt 1 (èn) Panodil, som vi skal knuse i yoghurten, da han har meget svært ved at synke!
Hvorfor får han ikke morfin som ordineret, spørger vi.
Fordi hjernen skal være frisk til på mandag - scanning, prøver o.s.v., siger sygeplejersken.... Manden er terminalpatient!!!
Vi tager hjem, aldeles rystede, og taler om det.
Retur til hospitalet lørdag aften, hvor vi klager. Møder ny sygeplejerske, som forsikrer os om at manden da skal holdes smertefri, hvilket straks ordnes med morfinplastre.
Søndag morgen ringer den nye sygeplejerske og siger, at vi skal komme og sige farvel.
Det blev et smukt og kærligt sidste møde med en stærkt afkræftet men forholdsvis klar far, mand og svigerfar, som formåede at sige godt farvel.
Meget afhænger altså af personalets empati.
Håber, du og din mor falder i gode hænder.
V.h.
NinaO

Min far blev indlagt der for lidt over 3 år siden, dødssyg med cancer i mave-tarmsystemet. Han var skrevet op til operation på Herlev, men der var stadig 14 dage til han skulle derind. I ventetiden fik han blødende mavesår, han gik og faldt om hjemme, og kom akut ind på Glostrup, med en lille tillægslidelse, nemlig hjernerystelse efter de mange fald hjemme. De var intet mindre end fantastiske. Han blev passet og plejet, han fik enestue, og sygeplejerskerne var altid opdateret på hans tilstand. Når vi kom på besøg, kom den første sygeplejerske der fik øje på os, straks og fortalte om dagens hændelser.
Lægerne ville gerne operere hans mavesår, men fordi der var så kort tid til han skulle til Herlev og opereres, ville vil blot risikere, at Herlev så ikke ville operere på tumoren, før såret efter mavesårsoperationen var lægt. Vi valgte derfor at vente til han skulle til Herlev.
Da han blev overført til Herlev gik alting galt. Han blev flyttet på 3 forskellige stuer mens vi var der. Lægerne havde ikke tid til at tale med hverken min far eller os. Og når de hårdt presset endelig tog en samtale med os, talte de til os som om vi var 4 årige børn de skulle forklares hvorfor grøntsagerne skulle skylles inden de kan spises.
Sygeplejerskerne vidste intet. Ingen anede hvordan han havde når vi kom. Da han blev overført, var han nogenlunde frisk. 2 dage før han skulle opereres, kom jeg og så han lå nærmest bevidstløs i sengen, med slange alle vegne. Jeg ringede og ringede på en sygeplejerske, men intet skete. De kom bare ikke!
At Herlev derudover var en svinesti er jo en helt anden historie. Der lå tommetykt støv og nullermænd alle vegne på en afdeling hvor mennesker med svære sygdomme, skulle ligge og komme sig efter store operationer.
Overlægen på den afdeling var den mest idiotiske mand jeg nogen sinde har oplevet, sygeplejersken inaktive og uvidende, og jeg håber ALDRIG jeg nogen sinde kommer til at skulle indlægges på det hospital. Så vil jeg hellere dø hjemme uden behandling.

Jeg vågede et par dage over min uklare mor inden hun døde på Roskilde, de sygeplejersker der kom ind var søde og gav mig også lidt god mad, men dørene til stuerne var åbne og jeg kunne ikke undgå at høre en mandlig sygeplejer råbe nedladende til patienter der ikke spiste deres mad op eller andre ting.
Han kom så ikke ind hos os, han skulle også kun komme med eet forkert ord, så havde jeg reageret prompte.

Tror desværre ikke det hjælper. En dårlig ånd stammer ofte fra oven.
Men det er sørgeligt, at man skal have et godt helbred for at blive indlagt, og at helt bassale behov, såsom at få noget at spise og drikke, bliver negligeret, og man kunne ønske at man så på patienten som et menneske frem for en sygdom og en diagnose.
Jeg bliver stjernetosset når man som pårørende oplever at så snart man vender ryggen til, så ignorerer personalet de patienter, der ikke selv er i stand til at sige fra eller til.

Det er faktisk foruroligende, at man dårligt tør tage hjem for at sove af frygt for at ingen reagerer, når der er behov for hjælp, eller at de ikke holder de ting man har aftalt omkring behandlingen eller at patienten får lov til at blive kvalt i eget opkast fordi ingen holder øje med dem.
Jeg har også siddet ved min mor natten igennem under en anden indlæggelse, bare for at sikre mig, at hun ikke pludselig gik i krampe eller blev kvalt.
Når patienter er så dårlige, at de ikke selv kan forklare sig eller sanse noget, så er de på herrens mark og er meget dårligere stillet ved at være på hospitalet end hjemme, hvis de da bor sammen med nogen. Og personalet har en tendens til at tage sig af de patienter først, der er raske nok til at klage, hvis behandlingen er dårlig. Desværre!

En bekendt blev indlagt med en sprængt blindtarm.
Operationen tog 4 timer, og næste dag blev han udskrevet med feber.
Han blev dårliger i løbet af den næste uge, blev så imdlagt igen i fredags, og blev igen udskrevet lørdag da havde han fået to indsprøjtningerm og havde det tilsyneladende godt, men næste dag er han igen så sløj, og han har tabt 10 kg, for han kan ikke spise noget, og sover bare hele døgnet, så hvad det ender med ved jeg ikke, men er da meget nervøs på hans vegne.
Neg huspitalerne er ikke hvad de var engang, desværre.Og det var begge gange på Hvidovre.

at hun skal tilbringe sin sidste tid med at ryge ind og ud af hospitaler proppet med slanger og ignoreret af tilfældigt og uvidende personale og skubbet rundt af bureaukrati og overføres mellem forskellige afdelinger og hospitaler fordi den indbyrdes økonomiafregning mellem hospitaler gør, at de forsøger at skubbe problemerne og patienterne videre rundt mellem hospitalerne.
Men jeg vil ikke finde mig i, at når en indlæggelse er påkrævet, at hun bliver nedprioriteret, fordi hendes primære sygdom er så fremskreden, at sekundære følgesygdomme eller infektioner ikke bliver behandlet eller taget alvorligt. Og helt basale behov for pleje, mad og drikke skal tilgodeses, selvom patienten ikke selv er i stand til at bede om hjælp.
Og så vil jeg blæse på om personalet synes det er hyggeligt at spise frokost sammen. Jeg ved ikke om de bruger deres tid på at chatte på internettet eller bruger deres tid på at hygge sig sammen og bruger deres tid på alt andet end patienterne. Mit indtryk er nemlig ikke, at der mangler personale, men at tiden bliver brugt dårligt, og på nogle af de rigtigt store hospitaler er der tilsyneladende en dårligere ånd end andre.

for den syge og ganske hårdt for de pårørende. Men det er også en meget rørende og tæt oplevelse.
Jeg boede i en stor by 30 km fra min far. Passede arbejdet, tog derop, passede ham, tog hjem, sov, arbejdede o.s.v. Det blev nemmere, da jeg fik lov at bruge bilen 🙂
Men det var skrækkelig hårdt, især fordi man er helt alene om det.
Iflg. sit eget ønske, døde min far hjemme med hjælp fra nogle fantastisk søde damer, der kom hver 5. time.
Da det strammede lidt til og han lå og pev, kom de hver anden time for at holde ham smertefri. Til sidst ringede de til vagtlægen for at få en ende på smertehelvedet, men han mente ikke at man kunne dø om natten, så fatter skulle bare holdes i live.
De søde damer klarede det så selv, hvilket jeg er meget taknemmelig for.
Jeg holdt min far i hånden, da han gav op. Vi åbnede vinduet og hans sjæl fløj ud - det var meget fredfyldt og jeg skylder de kompetente damer stor tak.
Til hjælp for andre:
Søg plejeorlov, hvis I kommer i samme situation. Jeg anede ikke, at det eksisterede og det er jeg meget, meget ked af. Jeg ville gerne have været der hele tiden.
V.h.
NinaO

- det største problem i regionerne i dag er ikke at "som mester, så svende" er den herskende ånd. Det er kommunikationen, der skranter.
- Så klag hvis du orker. Det hjælper og gør en forskel.

du er vred..hold op hvor er det sørgeligt at man behandler mennesker sådan..jeg har selv været ude for hvor ligegyldige personalet er på skadestuen..de sad også bare og sladrede ,alt imens folk havde det frygtelig..(ikke på Glostruå)...Håber din mor har det bedre...