Den ukendte elskede
Der unbekannten Geliebten !
Irgendwo hinter dem Horizont
blüht mir noch emmal das Glück !
Hinter der Zukunft Gewitterfront,
in Lebenslandschaft freundlich durchsonnt,
einst ich noch Blumen pflùck’ !
Von herbstlichen Astern einen Strauβ !
Bind’ Du ihn mir zum Kranze
und leg’ ihn mir beim letzten Kehraus,
wenn enge mich birgt ein hölzern Haus,
auf die kleine Schanze!
Februar 1945.
Den ukendte elskede !
Et sted bag horisonten
venter lykken endnu en gang på mig !
Bag fremtidens uvejrs-front,
i livets landskab venligt badet i solen,
vil jeg en gang til plukke blomster !
En buket af efterårets asters !
Bind du mig den i en krans
og læg den hos mig ved den sidste tur,
når nært mig skjuler et hus af træ,
på den lille vold !
Dette digt, skrevet fire måneder før han blev befriet fra koncentrationslejr, kan måske give en smule håb til dem, der synes, at alt ser totalt håbløst ud lige nu. Digteren siger selv, at det er vished om fremtiden - han har været synsk.
Jeg kalder det ukuelig optimisme, som jeg også ser i andre af hans digte. Selv om man måske har set fremtiden, skal der nu alligevel en vis robusthed og tillid til fremtiden til, hvis man skal tænke på kærlighed, der VIL komme, når man er i en "døds-barak" i nazistisk koncentrationslejr.
Men når han kan, skulle vi så ikke også kunne se et solstrejf på skyerne, selv om alt ellers ser sort ud ?
Irgendwo hinter dem Horizont
blüht mir noch emmal das Glück !
Hinter der Zukunft Gewitterfront,
in Lebenslandschaft freundlich durchsonnt,
einst ich noch Blumen pflùck’ !
Von herbstlichen Astern einen Strauβ !
Bind’ Du ihn mir zum Kranze
und leg’ ihn mir beim letzten Kehraus,
wenn enge mich birgt ein hölzern Haus,
auf die kleine Schanze!
Februar 1945.
Den ukendte elskede !
Et sted bag horisonten
venter lykken endnu en gang på mig !
Bag fremtidens uvejrs-front,
i livets landskab venligt badet i solen,
vil jeg en gang til plukke blomster !
En buket af efterårets asters !
Bind du mig den i en krans
og læg den hos mig ved den sidste tur,
når nært mig skjuler et hus af træ,
på den lille vold !
Dette digt, skrevet fire måneder før han blev befriet fra koncentrationslejr, kan måske give en smule håb til dem, der synes, at alt ser totalt håbløst ud lige nu. Digteren siger selv, at det er vished om fremtiden - han har været synsk.
Jeg kalder det ukuelig optimisme, som jeg også ser i andre af hans digte. Selv om man måske har set fremtiden, skal der nu alligevel en vis robusthed og tillid til fremtiden til, hvis man skal tænke på kærlighed, der VIL komme, når man er i en "døds-barak" i nazistisk koncentrationslejr.
Men når han kan, skulle vi så ikke også kunne se et solstrejf på skyerne, selv om alt ellers ser sort ud ?