Der var engang et land........
Det lå ovre på den anden side. Befolkningen var delt op i to næsten lige store grupper.
Højpanderne og fladpanderne.
Fladpanderne var de mest højtråbende. "Vi har en bedre moral end jer højpander" påstod de. I tænker ikke meget på andre,
"se på os, vi tænker overordentligt meget på os selv" det gør I ikke, og det er meget forkert.
"Derfor skal I rige højpander, begynde at betale til os fladpander. I må se at få en social ansvarsbevidsthed."
Fladpanderne var meget begejstret over deres egen retorik. Så meget at de af og til gik rundt i gaderne med store skilte, så alle kunne læse deres budskab.
Det er os der skal bestemme, for jo mere vi kræver, jo mere skal i højpander bestille og skabe vækst. Det er godt for samfundet, og se - det er os der sørger for det.
Nu var højpanderne nogen venlige sjæle, så de kunne godt se man ikke kunne lade fladpanderne i stikken, bare fordi de ikke kunne klare sig selv,. Så højpanderne betalte en stor skat, omend ikke med glæde, men de betalte.
Var fladpanderne nu tilfredse, Nej det var de ikke.
Vi må have mere gang i hjulene sagde deres tre anførere.
Vi betaler også skat sagde den ene af anførerne, bare til Schweitz, så der kan i se hvor solidarisk jeg er. Jeg har en meget høj moral.
Højpanderne begyndte efterhånden at få svært ved at skaffe penge til alle de mange fladpander, og ikke mindst alle de udenlandske fladpander der strømmede til i håb om at få del i gaveboden.
Så der kom en diskussion mellem de to befolkningsgrupper. Fladpanderne havde en dårlig sag, så højpanderne skrev nogen forbandet irriterende indlæg.
"det finder vi os ikke i" sagde fladpanderne, så de fik fat i ham der havde hængt opslagstavlen op. Han havde nemlig også viskelæderet.
Det ændrede bare ikke realiteterne.
Højpanderne og fladpanderne.
Fladpanderne var de mest højtråbende. "Vi har en bedre moral end jer højpander" påstod de. I tænker ikke meget på andre,
"se på os, vi tænker overordentligt meget på os selv" det gør I ikke, og det er meget forkert.
"Derfor skal I rige højpander, begynde at betale til os fladpander. I må se at få en social ansvarsbevidsthed."
Fladpanderne var meget begejstret over deres egen retorik. Så meget at de af og til gik rundt i gaderne med store skilte, så alle kunne læse deres budskab.
Det er os der skal bestemme, for jo mere vi kræver, jo mere skal i højpander bestille og skabe vækst. Det er godt for samfundet, og se - det er os der sørger for det.
Nu var højpanderne nogen venlige sjæle, så de kunne godt se man ikke kunne lade fladpanderne i stikken, bare fordi de ikke kunne klare sig selv,. Så højpanderne betalte en stor skat, omend ikke med glæde, men de betalte.
Var fladpanderne nu tilfredse, Nej det var de ikke.
Vi må have mere gang i hjulene sagde deres tre anførere.
Vi betaler også skat sagde den ene af anførerne, bare til Schweitz, så der kan i se hvor solidarisk jeg er. Jeg har en meget høj moral.
Højpanderne begyndte efterhånden at få svært ved at skaffe penge til alle de mange fladpander, og ikke mindst alle de udenlandske fladpander der strømmede til i håb om at få del i gaveboden.
Så der kom en diskussion mellem de to befolkningsgrupper. Fladpanderne havde en dårlig sag, så højpanderne skrev nogen forbandet irriterende indlæg.
"det finder vi os ikke i" sagde fladpanderne, så de fik fat i ham der havde hængt opslagstavlen op. Han havde nemlig også viskelæderet.
Det ændrede bare ikke realiteterne.