desværre er sådan idag

at mange kvinder der bliver skilt fra deres mænd mener at børnene pr. definition er kvindens at råde over. både etik og barnets tarv siger mig at et barn pr. definition er begge forældres ansvar og derfor også begge forældres at råde og råde over. der er derfor forsk. præmisser i diskutionen. for at diskutere en sag på et sagligt plan er man nødt til at have ens præmisser. kvinder finder hurtigt ud af at deres argumeter falder til jorden pga dette. og det bliver de meget sure over. men så kommer kvinden i mange tilfælde på den præmis der siger at barnet bliver psykisk eller fysisk misbrugt af faren. vores samfund fungerer på den måde at du som mand i sådant tilfælde er skyldig indtil det modsatte er bevist. og moderen får råderetten over barnet. faren skal så bevise at det ikke forholder sig som moderen påstår. med det offentliges måde at gøre tingene på kan det godt tage mange år. og når så faren er renset for alle anklager har barnet boet hos moderen i flere år. ja så skønner det offentlige at det bedste for barnet er at blive i den hverdag det har og har haft i flere år. al argumentation, uanset hvor sand den så er, fra farens side er nu fejet af bordet. og han har tabt råderet over sine børn. selvom han var en god far der bare ville det bedste for barnet. her ville logisk tænkning komme frem til: faren er uskyldigt "dømt" til ikke at have råderet, altså vil ansvaret også falde væk. men nej nej han er stadig økonomisk ansvarlig for barnet.
godt nok har vi fået mere ligestillende love på området, men denne problematik lever stadig.
ER DET FAIR????

- Det du ridser op her, handler da heldigvis ikke om langt de fleste sager.
- Indledningsvis vil jeg sige det var et ganske underligt ord du der fandt frem "råderet".
- Hvad i himlens navn har man inde i hovedet, hvad er der sket én, når man vil tale om "råderet" over et barn? Allerede dér, har du fået lavet "støj på ledningen". Så længe det ikke er BARNETS tarv, men fædre rettigheder, der er den interessante del af diskussionen - ligeså længe er diskussionen dødsyg.
- Jeg kan se logikken i "råderet", når man iagttager ting man betaler for, men udskift lige ordet "for" med "til".
- Yderemere er det blevet til at for farmand er der valgfrihed fra alle hylder. Hvormange takker ja til den fulde deleordning? Prøv lige at undersøge det. Der bliver meget langt fra ført sager på alle de aftaler der indgås om weekend-samvær. Fars vigtige arbejde, liv og interesser kan nemlig ikke rumme mere end hveranden weekende. Det kniber endda også af og til. Så stop du bare dit klynk. Det er Jer der altid får lov at vælge Eller er samfundsnormen, der hvor du opholder dig blevet til "okay skat, jeg henter ungerne næste weekend, hvis min nye kæreste ikke har fundet på noget andet. Han er nemlig børnefri". Jeg tvivler, så læg ikke kvinderne til last, at I er for dårlige til at påtage Jer et reelt ansvar. Når realiteterne tårner sig op, kan I nemlig sagtens indse konsekvensen for jeres "liv" og det smarte i at indrette sig, så det er kvinderne der har ansvaret. Det er så for dårligt at I så hyler over vi også har magten. De to ting må naturligvis hænge sammen.

og jo i de tilfælde hvor forældrende ikke kan finde ud af og dele sol og vind lige og er blevet enige om et 7/7 system, er det som jeg siger. bliver der en tvist, bliver moderen favoriseret, og i mange tilfælde med brug af urigtige oplysninger om faderens gøren og laden.
hvis du gad læse havd jeg mente med råderet er det faktisk det bedste ord for det. jeg skrev: derfor også begge forældres at råde og råde over. dermed er min vending råderet forklaret. det er jo faktisk det man har. ret til at råde og fraråde. derudover råder man også over barnet i juridisk forstand, økonomisk og socialt.
alt hvad jeg har skrevet omhandler barnets tarv. og at faderen har klare lige rettigheder i den slags sager er alfa omega for barnets selvforståelse og tarv. og det er lige præsis problemet.
mange fædre har givet op i forhold til deres rettigheder, den folkelige mening er at det hjælper nok ikke noget alligevel. her kan man som du gør måske godt udlede at faderen ikke interesserer sig for barnet, men det forholder sig tit anderledes. faderen har mange gange set fremad og sat sig ind i hvad en lang sej kamp vil gøre ved barnets tarv, og derfor lader han være. kvinder tænker meget med følelserne i disse sager og tit ikke ret langt ud i fremtiden og på de konsekvenser en sådan kamp vil have på længere sigt. de føler sig måske forsmået og det er manden der har afsluttet forholdet skal han straffes.
at komme med påstanden om at fædrene ikke gider at påtage sig ansvar, er jo en omsonst udtalelse. i de fleste familier er det nu engang sådan at manden er den primære forsørger. hans indtægt er normalt også højere end kvindens. i mange tilfælde har han arbejdet hårdt for at bibringe familien de goder som man har idag. tag nu vores eks. jeg arbejder meget for at skaffe pengene og dermed et godt liv for vores familie, mens min kone studerer. jeg hjælper også til med rengøring og madlavning. vi deler dette ca 50/50. det er da hårdt men ansvaret som mand og far kræver det. skulle min kone og jeg skilles er jeg ikke sikker på at jeg ville tage kampen op om børnene, da jeg mener en sådan kamp ville skade dem i det lange løb. men hun skulle bare en gang komme og sige at jeg dermed ikke tog ansvar som far, så ville jeg sætte alt ind for at få råderetten over dem. det er nemlig ikke i barnets tarv at være hos en mor der er så snæversynet at hun ikke kan se hvad hendes påstande gør ved barnet på længere sigt. gudskelov har vi fået mere fair regler på området. men det er altsåstadig et problem at en beskyldning kan resultere i intet samværd med barnet.
i har jo ikke taget magten, i har passivt fået den overgivet. og ja i har magten og ansvaret. disse ting hører sammen. du kan vel ikke argumentere at manden skal tage ansvar og ellers i alle andre henseender mht. barnet holde sin kæft og ikke blande sig.

om problematikken. og jeg skal prøve at finde links til dem

"I har jo ikke taget magten, i har passivt fået den overgivet" er lige netop hvad jeg siger, og du har ikke skrevet noget indtil videre, der ikke underbygger, hvad jeg ellers iøvrigt har ytret om sagen. I er nogle dovne hunde.
- Hvis de der ulækre sager du bliver ved med at savle i (guderne må vide hvorfor) kunne nøjes med at fylde, hvad de faktisk fylder uden for dit hoved, så blev diskussionen måske mindre - hmmm ulækker.

- Den er der vist ikke nogen, der ikke kender. Var det to ud af tre der holdt vand?

VIL diskutere denne problemstilling. jeg lægger op til en saglig debat om en vigtig sag der for alle andre end dig foregår i det danske samfund idag, men du skyder alle argumenter ned med udsagnet: sådan er det jo ikke. jo det er. det er et faktum at det sker jævnligt. problemet er nok mere at det i tilfælde af at det blev lavet om ville amputere kvindens ret til at komme med grundløse beskyldninger. altså tage det eneste våben, kvinder har til at straffe manden i sådan en situation, fra hende.
for øvrigt er din og flere andre kvinders logik: gør manden noget får vi af vide at vi prøver at tage magten. gør manden intet tager han ikke ansvar.
dobbeltmoral er dobbelt så godt.

holdt de alle vand og der var flere sager end 3.

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=170&posting=1611151
hallo lige netop en af de kvinder.

at gennemskue, hvad du mener med det eksempel?
Hvis manden lige fra starten af barnets liv tager del i alt hvad der sker omkring barnet mener jeg helt bestemt forældrene er lige stillet.
Hvor mange mænd tager orlov for at være sammen med barnet?
Hvis færdrene ønsker deres barn, så må de jo give udtryk herfor . Af alle de skilsmissepar jeg kender, har der faktisk ikke været nogen diskussion om, hvem der skal have børnene. Mændene har selv valgt ar være weekend far!

at fædrene ikke viger tilbage. det jeg udtaler mig om er grunden til at de gør det. dulkis vil gerne have at det er et spørgsmål om at tage ansvar. det tror jeg ikke at det er. jeg tror stadig at det er et spørgsmål om at de i højere grad end kvinderne kan se det, for barnet, skadende i en lang kamp for ligeret. en kamp som er op ad bakke hele vejen for faren. mænd ser ikke sig selv og barnet som en helhed, eller sagt på en anden måde, som et individ. og det har mødrene det med. en fars argument er tit at det og det er ikke godt for barnet. hvor moderen i tilknytning til barnets tarv også lige får indskudt hvor meget det betyder for hende selv. og efter min mening er hun faderen og moderen ret ligegyldige i den sammenhæng.
i sager som disse må man uudelukke personlige følelser og kun kigge på barnets muligheder ved den ene og den anden.
prøv at spørge de mænd du refererer til hvad grunden var til at de valgte som de gjorde. og spørg dem om, hvorfor de ikke krævede deres ret?
på den måde er du ikke nødsaget til at gisne om grunden.

og forsøgt at forstå alt hvad du har skrevet her. Jeg tror jeg ved hvor du vil hen, men det er en forfærdelig gang vrøvl du får lukket ud!
Det korte af det lange er, Stop kvindens falske beskyldninger mod farmand, for at bevare børnene for sig selv! Har jeg ret?
For at nå frem til det, som ingen kan være uenig i, og som Dulkis påpeger, sker så få gange, at det dårligt er værd at lave en debat om, får du langet ud til højre og venstre og taler om forsmåede kvinder og hævn?
Hvad nu hvis der er noget om snakken? Hvad nu hvis det forholder sig omvendt, at manden hævner sig på kvinden og hiver barnet i forvaltningen gang på gang?
Tror du ikke du skulle være lidt bedre inde i sagerne inden du går igang med en bredspektret generalisering?
Løvemor