Det er et spørgsmål om autoritet
Noget bliver ikke rigtigt af, at det står i nogle skrifter, eller fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er evig, overleveret viden - viden, der kan undersøges og verificeres gennem den rette metode. I den vediske tradition har man 3 referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig - guru, sadhu og sastra - dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne. De må alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden bliver der også tilbudt en videnskabelig proces igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftiget.
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen. Den materiellevidenskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets relation til verden og Gud. Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet - hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers, hvad der er rigtigt og forkert?
Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden ned gennem historien via rækken af disciple.
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste, eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna, brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden. Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen. Den materiellevidenskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets relation til verden og Gud. Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet - hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers, hvad der er rigtigt og forkert?
Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden ned gennem historien via rækken af disciple.
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste, eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna, brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden. Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)