Det er Lotte Heises skyld
Lego flytter til Kina. Den beslutning kan man vel ikke bebrejde folkene på direktionsgangen i Billund. Børn i Danmark og den øvrige vestlige verden gider ikke lege med klodser mere. De zapper på tv eller spiller poker på mobilen. Imens fosser milliarderne ud af Lego-kassen. Så der er god fornuft i at flytte til Kina. Der er masser af børn og der kommer hele tiden nye til, i millionvis og atter millionvis.
Og så er afstanden til Kina tilpas langt væk fra Lotte Heise og det korps af virksomhedskonsulenter og foredragsholdere, som har plaget det danske erhvervsliv i årevis. Konsulenthæren har gjort det til sin levevej at kunne sige teambuilding, innovation, management og det der er værre i hastig rækkefølge. Lotte Heise har gjort det til sin levevej at sige almindeligheder i et skingert toneleje. Erhvervslivets beslutningstagere har klappet begejstret, mens milliarderne fosser ud af kassen. "Kejserens nye klæder" har stadig sin gyldighed.
Selvfølgelig er det uretfærdigt at give Lotte Heise hele skylden. Men hun er et fremragende eksempel på det narreværk, der har flyttet focus væk fra det væsentlige og enkle - et godt og nyttigt produkt, tilfredse medarbejdere, en effektiv og hæderlig regnskabsafdeling, et salgsapparat og en direktion til at binde funktionerne sammen til fælles bedste.
Man kan vel sammenligne Lotte Heise med Carl-Mar. Af de to er jeg ikke i tvivl om at Carl-Mar er den klogeste og den smukkeste. Men kunne også sammenligne dem med min pegefinger. Så ville den være den smukkeste og mest ærlige - i sin fortsatte søgen i næsebor og andre af livets kringelkroge.
Seneste skud på stammen, over nye måder at dyrke platugle-videnskab på, er "Brand Sense". Produktet, ledelsen, virksomhedskulturen skal være et resultat af vores følelser, vores evne til at røre, smage, lugte, se og høre. Martin Lindstrom hedder den nye guru, som får internationale topledere til at udbryde "genialt". Og her har jeg og min pegefinger i årtier gået rundt med viden om, at hvad der er grimt, lugter fælt, smager afskyeligt giver besværlige afsætningsvilkår. Vi sagde det bare ikke højt. Fordi vi troede at alle vidste det og mente det samme.
Og så er der alle de visionære politiske innovatorer. Forskningsminister Helge Sander, som vist nok kan alle de rigtige og dyre ord, men stadig lyder som og ligner en festtaler ved tante Odas 60 års dag. Erhvervsminister Bendt Bendtsen, som aldrig har tænkt eller udtalt en selvstændig ide. Og storskryderen Anders Fogh Rasmussen, statsministeren som - mens Lego pakker sammen i Billund, fyrer 2.500 medarbejdere og flytter til Kina - med stilsikker mine siger, at vi i Danmark er i gang med at skabe verdens stærkeste vidensøkonomi. Men han er jo også til dagligt omgivet af en hær af konsulenter og rådgivere, som kan de rigtige ord og sige dem hastigt i uendelighed.
På den baggrund kan man ikke fortænke Lego-ledelsen i - i en stille stund bag lukkede døre - at sidde og stirre på de minus 1,9 milliarder kroner på bundlinien, og så sige:
"Skal vi ikke flytte til Kina, derhen hvor børnene er".
"God ide, er der en Lotte Heise der"."
"Nej i Kina er kvinderne venlige og smukke".
"Lad os tage afsted, lad os komme væk"
Og så er afstanden til Kina tilpas langt væk fra Lotte Heise og det korps af virksomhedskonsulenter og foredragsholdere, som har plaget det danske erhvervsliv i årevis. Konsulenthæren har gjort det til sin levevej at kunne sige teambuilding, innovation, management og det der er værre i hastig rækkefølge. Lotte Heise har gjort det til sin levevej at sige almindeligheder i et skingert toneleje. Erhvervslivets beslutningstagere har klappet begejstret, mens milliarderne fosser ud af kassen. "Kejserens nye klæder" har stadig sin gyldighed.
Selvfølgelig er det uretfærdigt at give Lotte Heise hele skylden. Men hun er et fremragende eksempel på det narreværk, der har flyttet focus væk fra det væsentlige og enkle - et godt og nyttigt produkt, tilfredse medarbejdere, en effektiv og hæderlig regnskabsafdeling, et salgsapparat og en direktion til at binde funktionerne sammen til fælles bedste.
Man kan vel sammenligne Lotte Heise med Carl-Mar. Af de to er jeg ikke i tvivl om at Carl-Mar er den klogeste og den smukkeste. Men kunne også sammenligne dem med min pegefinger. Så ville den være den smukkeste og mest ærlige - i sin fortsatte søgen i næsebor og andre af livets kringelkroge.
Seneste skud på stammen, over nye måder at dyrke platugle-videnskab på, er "Brand Sense". Produktet, ledelsen, virksomhedskulturen skal være et resultat af vores følelser, vores evne til at røre, smage, lugte, se og høre. Martin Lindstrom hedder den nye guru, som får internationale topledere til at udbryde "genialt". Og her har jeg og min pegefinger i årtier gået rundt med viden om, at hvad der er grimt, lugter fælt, smager afskyeligt giver besværlige afsætningsvilkår. Vi sagde det bare ikke højt. Fordi vi troede at alle vidste det og mente det samme.
Og så er der alle de visionære politiske innovatorer. Forskningsminister Helge Sander, som vist nok kan alle de rigtige og dyre ord, men stadig lyder som og ligner en festtaler ved tante Odas 60 års dag. Erhvervsminister Bendt Bendtsen, som aldrig har tænkt eller udtalt en selvstændig ide. Og storskryderen Anders Fogh Rasmussen, statsministeren som - mens Lego pakker sammen i Billund, fyrer 2.500 medarbejdere og flytter til Kina - med stilsikker mine siger, at vi i Danmark er i gang med at skabe verdens stærkeste vidensøkonomi. Men han er jo også til dagligt omgivet af en hær af konsulenter og rådgivere, som kan de rigtige ord og sige dem hastigt i uendelighed.
På den baggrund kan man ikke fortænke Lego-ledelsen i - i en stille stund bag lukkede døre - at sidde og stirre på de minus 1,9 milliarder kroner på bundlinien, og så sige:
"Skal vi ikke flytte til Kina, derhen hvor børnene er".
"God ide, er der en Lotte Heise der"."
"Nej i Kina er kvinderne venlige og smukke".
"Lad os tage afsted, lad os komme væk"