Det gør meget ondt at miste

Hej Allesammen
For ca. en månedstid har jeg mistet min stedfar og min mor har mistet sin kæreste som hun har haft i over 10 år.
Jeg ved fra mig selv at det gjorde meget ondt, at det fyles som om man var helt knust, mistet en del af en selv.
Da jeg fik at vide at min stedfar var bort knækkede jeg fuldstændig sammen og ville ikke tro på at det var rigtig. På vej ud af hospitalet var jeg nødt til at gå ind igen og tjekke endnu en gang, da vi var på vej ind i værelset fik jeg øje på den seng som har lå på førhen og den tom, en millidel af et sekund tænkte jeg at det bare er en drøm, man så åbnede min storbror døren og jeg fik øje på ham igen og endnu en gang knækkede jeg sammen. Efter 10 til 15 minutter rejste jeg mig op, ville ind og se til ham, ville sige at jeg elskede ham, som jeg aldrig fik sagt live, ville ind og mærke hans hud, man det var rigtig nok han var helt kold. Jeg ved godt inderstinde at det måske var det bedste for han var meget syg i langt tid og med tiden bliv det bare værre, og jeg ved også godt at han nu har fået fred og at han nu har det godt.
Jeg vil starte med at sige at jeg har en rigtig god familie og at vi er gode til at støtte hinanden også i krisesituationer, man jeg har stadigvæk mine on/off tur hvor jeg knækker sammen, og har også lagt mærke til at jeg er blivet mere hidsig, det skal ikke så meget til at få mig til at komme op og flyve, man ellers er jeg meget venlig og meget fredelig.
Jeg skriver til jer fordi jeg er bekymret for min mor, jeg støtter hende selvfølgeligt så meget jeg kan og kommer over til hende så tit jeg kan. Jeg har lagt mærke til at hun er blivet meget stille siger ikke så meget, er ikke så glad som hun har været før i tide. Jeg ringer også til hende, bare for at høre hendes stemme, høre hende snakke, hun har ikke så mange man hun har nogen gode veninder, det som jeg prøver på at sige er at jeg er blivet bange for at der kan ske hende noget, jeg ved simpelhen ikke hvordan jeg mere kan støtte hende og kan jeg så vil jeg også gerne, for jeg hader den tanke om at hun er der helt alene.
Jeg vil høre om der er nogen der har nogen idéer om hvad jeg mere kan gøre?
med venlig hilsen
Slawomir

'Tiden læger alle sår'.. for mig er det noget p*s, for selvfølgelig gør det ikke det. Derimod skal man have tid til at sørge, tid til at bearbejde et tab som det i jeres tilfælde, og det er en rigtig god ting at få hjælp til det. Den bedste hjælp jeg kan forestille mig, er som du allerede gør, støtte hende og snakke med hende. Hele tiden at være der for hende, så hun ikke får tid til at lukke sig inde i sig selv, hele tiden støtte hende, og få hende til at snakke om alt og intet, tror jeg er den bedste terapi som man kan få i sådan en situation. Det går selvfølgelig ikke over fra den ene dag til den anden, og det vil sikkert aldrig gå helt over (hvilket jo bare vil være et tegn på den store kærlighed de har haft.. et godt tegn, ville jeg mene), men efter et stykke tid, vil det forhåbenlig begynde at blive bedre. Jeg syntes du skal blive ved med at holde en meget tæt kontakt med hende, så tror jeg det vil gå. Hvis det bliver være, ville en professionel måske kunne gøre noget ved det. Det er jo ikke ualmindeligt at når meget unge mister nære, bliver de tilbudt krisehjælp, og jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være så dum en ide at gøre for voksne modne mennesker.
Dyb medfølelse herfra, Talant..

du kan gøre er at være der så meget som muligt og støtte hende i denne svære tid - som selvfølgelig også er hårdt for dig.. Men stå sammen så vidt det er muligt!!
Det er utrolig svært - kender det desværre!!
- Min svigermor døde for et halvt år siden af kræft, som havde udviklet sig fra lungerne til hjernen.. I 2 år kæmpede vi med tiden og det gik mere og mere ned af bakke - Vi, min kæreste og jeg var hos hans forældre hver dag i al den fritid vi havde tilovers.. Det var hårdt! Rigtig hårdt.. De sidste 2 måneder specielt - idet det havde udviklet sig til hjernen, kunne hun næsten ikke tale, hun kunne ikke spise selv, gå, .. alle de ting jeg/vi tager for givet til hverdag!! Det var simpelthen frygteligt at se på - tænk at nogle skal lide på den måde!! Jeg husker specielt en dag på hospitalet, hvor jeg var hos hende alene: Vi sidder på hendes seng og jeg hjælper hende med at spise. Pludselig skubber hun skeen væk og udbryder, jeg skal dø skal jeg ikke? Hvad skulle jeg svare.. Jeg forsikrede hende at vi nok skulle passe på hende og at hun nok skulle blive rask igen. "Nej, nej" råbte hun "jeg vil ikke dø", "du må love mig at passe på A.... (min kæreste) og S.... (min svigerfar). Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, nikkede bare (HVAD SIGER MAN?). Bagefter - og den dag i dag har jeg det så dårligt over ikke at have været realistisk.. Hun ville jo dø! Og det vidste vi jo alle på det tidspunkt (Var det forkert af mig?)
Fra den dag gik det hurtigt, halvanden uge så sov hun ind.. Det var meget hårde uger.. Til sidst var der bare ingenting tilbage - INTET!! Hun var helt væk i øjnene og reagerede slet ikke på noget.. Aftenen før hun døde fortalte jeg hende (endnu engang) at jeg elskede hende - hun kiggede på mig og kiggede væk igen.. Mon hun hørte mig?
Nå sorry! Jeg havde bare brug for at få det ud - har ikke snakket med nogle om MINE følelser omkring det..
Her sidder der også en mand og søn tilbage.. Og de er lige dårlige til at tackle det.. Faren lukker sig inde - han snakker ikke med nogle mere!! Virkelig ubehageligt.. Han troede han kunne rejse væk i 1 mdr (er lige kommet hjem)og så var det hele godt igen.. NEJ!!
Imens han var væk rydtede min kæreste og jeg op hjemme hos ham.. Skræmmende hvad vi finder!! Alt fra det sidste år - men hvad kan vi gøre, andet end at støtte ham og hjælpe ham bedst muligt - INTET tror jeg desværre.. Hun kommer ikke tilbage - DESVÆRRE.. Hun var det dejligste menneske på jorden, hjalp så mange mennesker på vej når de havde det svært..
ØV - hvor gør det ondt!!

min elskede bedstefar
han fik konstasteret lungekræft en måned efter mit bryllup :-( døde her den 12 maj
den 19 maj havde ham og min mormor kunne fejre 26 års bryllupsdag :-/
det gør ondt det gør så skide ondt at miste en man gerne vil beholde, men livet skal gå videre og selvom det er svært at affinde sig med personen er væk så skal man støtte og hjælpes videre af sin familie
du skal vide at du ikke er alene der er masser af folk omkring dig der føler samme sorg som dig og de ved at du har det af h... til

hun ikke er alene
hun ved hun har en omsorgsfuld barn der støtter og hjælper hende
tro mig

Kære Slawomir
Ja, det gør desværre rigtig ondt at miste, men med tiden gør det mindre ondt, og man finder ud af at leve med og på minderne. I mange større byer findes selvhjælpsgrupper, og nogle af dem har sorggrupper, hvor man kan deltage og møde andre i sorg. Det kan måske hjælpe dig (og din mor) at tale med andre, som har mistet.
De bedste ønsker for dig og din mor fremover!

at komme igennem, fordi man skal igennem alle mærkedage, såsom fødselsdage i familien, jul påske og pinse. Alle de dage hvor man normalt samler familien. Og det er så hårdt, for netop her mangler man i allerhøjeste grad den, der er død. Jeg mistede min mand, da jeg var 27 år, så jeg ved hvad jeg taler om.
Det jeg bare vil sige til dig er, at det man har behov for i denne situation er at få lov til at tale om det der er sket. Igen og igen og igen. For derigennem hjælper man sig selv til at forstå og acceptere det der er sket. Du må også huske din egen sorg og ikke kun tænke på din mor. Sammen må i støtte hinanden, men husk: I har hver jeres sorg, du har mistet din stedfar og din mor har mistet sin mand. Det er ikke det samme, for din mor mærker tabet hver eneste dag (det gør du nok også, men da du ikke bor hos hende, er det ikke på samme måde)fordi hendes mand er væk. Du mærker det nok mest, når du er hos din mor og han ikke er der.
Din mor har ret til at få tilskud til psykologsamtaler, hvis hun mener at have brug for det. I op til et halvt år efter dødsfaldet kan hun gennem egen læge søge om tilskud til det. Det kan være godt at vide, måske ikke lige nu, men om er par måneder kan det være, at din mor synes hun kan gøre brug af det. (Jeg går ud fra at det gælder over hele landet).
Jeg håber i alle kommer hele gennenm sorgen, for tiden læger ikke alle sår, man kommer aldrig OVER det, men man kan lære at leve med tabet. For mig tog det mange år, før jeg endelig fik min sorg bearbejdet og jeg kunne komme videre i mit liv.

triller sorgen stille,
tillige med tårerne ned mod kilden under os.
Sammen med sol og varme
nærer de kilden,
hvorfra livet springer.
Og døden spejler sig dér,
mellem millioner af minder,
om vores kærlighed før og nu.
Mor, du bar og bar og bar.
Du bærer endnu en byrde idag,
og alt jeg kan gøre
er at synge en lille sang for dig.
Den handler om lyset,
og glæden ved livet.
I de mørke timer,
hvor du behøver styrke til at bære,
ønsker jeg og håber,
at du husker tonerne fra min lille sang.
Jeg kan ikke lindre din smerte,
eller bære din byrde,
men når du husker min sang,
vil den lyse af sig selv
og dér vil du se et billede
af en lille bitte fugl,
der synger at hjertets lyst.
Det er mig mor, der synger for dig,
en hyldest til livet,
som jeg fik af dig.

Halfevil333
Maria
~ Naira ~
------------------------------------------
Ved ikke hvad du bør gøre, andet end at bære tabet sammen med hende.
Modtag min dybe medfølelse

Vil jeg gerne sige tusind tak for jeres hurtig respons. Jeg virkeligt glad for jeres input.
Det var ikke mening at mit indlæg skulle lyde som om at jeg er palle alene i verden, jeg har nogen rigtige gode venner som er der og støtter mig uanset tid og sted, havde bare brug for at komme ud med nogen tanker og oplevelser.
Jeg takker jer endnu en gang
Pas godt på jer selv
med venlig hilsen
Slawomir