Det mindste håb?

For en god måneds tid siden skrev jeg et indlæg her, vistnok under samme pseudonym. Kort fortalt havde jeg været sammen med min kæreste i 3½ år, men uden at jeg var kommet ind i hans liv, og jeg følte mig som hans elskerinde.
Jeg havde besluttet mig for at bryde med ham, hvilket alle svar støttede mig i.
Men ak. I stedet for fik jeg en meget grundig snak med ham. Og gav ham nogle ultimatums.
Bla skulle vi være mere sammen, med målet at flytte sammen senere. Jeg ville heller ikke være "usynlig" i hans familie og venners bevidsthed.
Han accepterede det. Selvom jeg havde mine tvivl måtte jeg se det som velvilje.
En af tvivlene var at vi skulle på en forlænget weekend, og jeg sagde meget grundigt til ham at jeg ikke ville med hvis ikke han accepterede. Weekenden betød meget for ham.
Jeg spurgte ham også om han ville holde juleaften med mig...hvilket han lod være åbent(hvilket var godt nok til mig) (Han holder normalt ikke jul...total anti-traditioner)
Vi tog afsted. December forløb fredeligt, dog havde jeg bare intet overskud at give af. Han mandede sig op, kom oftere...men satte sig i sofaen og læste en bog indtil mine børn var puttet. Ingen socialisering hverken med mine børn eller mig.
Jeg spurgte ham igen mht jul. Svaret var "Aldrig i livet, det ved du også godt" Jeg husker det som var han meget hånlig.
Jeg konfronterede ham med at han havde givet mig et noget anderledes svar ("aldrig i livet" passer mig skidt til "måske" efter min mening). Men det havde han i hvert fald aldrig sagt! Heldigvis havde det været en mail-kommunikation og han gemmer alt.
Jeg følte (og føler) at han har løjet for mig. Han benægter...og vil heller ikke undskylde, for ham mener ikke han har gjort noget forkert.
Jeg følte mig enorm low...og slog op. Jeg var såret og rasende.
Men jeg er også dum. Næste dag tog vi ud og fældede juletræ...han er "hellig" nok til at holde løfter uanset, og det var "for børnenes skyld". Det var en rædselsfuld tur...og da vi var vel hjemme igen gik han med "vi ses". Jeg kunne ikke nære mig, måtte råbe lidt af ham om han troede jeg var så billig.
Men dagene gik...og selvom vi ikke snakkede, fik jeg ham overtalt til at tage til juleaften vha envejskommunikation via mail. Ikke for "vores" skyld, ikke for "min" skyld...men faktisk for mine børns skyld. Jeg tog alle midler i brug...jeg elsker ham trods alt.
Han kom. Vi havde det godt. Men ikke mere.
Han var blevet, og blev igen af mine forældre inviteret til 2. juledag. Han havde sagt tidligere til mig at det var ok...men nu havde han jo været med mig juleaften så havde han sandelig ikke tid 2. juledag. Ej familie, venner el.lign...men oprydning før hans søn skulle komme. Ved ikke hvorfor det ikke kunne lade sig gøre 1. juledag. Men den mand har fantastisk tralvt i forhold til han liv. Han er tjaaa...han har af kommunen fået lov til ikke at lave en skid for at lave sit speciale færdigt. Men det gør han ikke...det har ligget stille i flere år. Så han arbejder ikke, læser ikke han har bare sig selv at gå op i. Og han har altid så travlt...
Nu vil han pludselig til at genoptage studierne...hvilket han gør ved at han skal have "arbejdsro" dage i træk. Jeg har ikke hørt om det før i går hvor vi skændtes. Han nævnede det ikke da jeg gav ham mit ultimatum. Han har ikke luften tanken for mig før.
Derudover ved han at nytår er "vigtigt" for mig. De sidste to år sammen har vi holdt det sammen (med hans venner som jeg kun har mødt de to gange) med og uden børn. Jeg er altid inviteret med i sidste øjeblik fordi jeg var "utilfreds" med situationen.
Jeg står med en fod i to lejre. Den ene vil ham ekstremt meget, ved at vi kan få det SÅ godt sammen. Den anden tror ham ikke over en dørtærskel og vil bare væk hurtigtst muligt. Jeg er desværre en der lytter til begge sider og ændrer min mening hele tiden.
Til hans "forsvar" vil jeg sige han har gjort et forsøg. Han er kommet her oftere...men som sagt som pyntepude med bog. Han har også taget "mig og min lille familie" rundt i bilen...ikke som deltagende, mere som chaffør.
I hele december har han ikke sagt en eneste rar/bekræftende ting. Han mener at hans gørelse må være bevis nok for at han elsker mig. Han siger direkte at hvis jeg skal overbevises så har vi intet forhold. Han har ikke givet mig et spontant kys. Jeg har måttet "stjæle" det hele.
Jeg føler mig mere som en der skal holdes tilfreds, end en han har lyst til.
Jeg kan godt selv se mens jeg skriver at det virker som om jeg er dummere end tilladt.
Men han dukkede op juleaften. Han har været her mere...måske han bare ikke evner andet?
Er der nogen der kan se bare det mindste håb for at han mente det da han accepterede mine ultimatums? At han rent faktisk elsker mig?
Mænd kom på banen her...hvad er det jeg ikke forstår hvis ikke han bare talte mig efter munden.

Som du selv skriver, så har han levet op til de ultimatums du har stillet ham. Ikke helt 100% levet op til dine forventninger, men kan den mand på nogen måde ane hvad du forventer af ham?
Når betingelser stilles ensidigt, altså når kun den ene part forlanger noget, så bør den der forlanger altså også indse at den anden har strakt sig. Måske har din kæreste strakt sig langt, set udfra ham. Medens du ikke føler han har strakt sig langt nok.
Jeg tror at din kæreste er ude i at "give dig lillefingeren" men hvad du forventer er "hele armen"?
Nej, jeg kan ikke se at du på nogen måde er berettiget til at lægge hele din kærestes liv om. Nøjsomhed er en totalt underkendt dyd hos os. Og sorry, specielt hos kvinder. I ville få langt mere tilfredse mænd/fyre/kærester hvis I ville være lidt mere nøjsomme.
Den som altid forventer/forlanger/kræver, vil ofte (selvforskyldt) blive skuffet/aldrig føle at alt bliver indfriet.
HotStud

Jamen hvem vil have en mand der leger sofapude? Vi (han og jeg) har tidligere haft "småtingene" oppe til debat. Det KAN ikke komme bag på mig at jeg vil have mere end hans fysiske tilstedeværelse. Jeg vil sgu også have hans psykiske. Og forresten...hvem vil ikke det? Derudover er det vel næppe nogen glæde for ham at være her på den måde?
Og nej. Han har ikke opfyldt alle ultimatums. Omkring hans familie/venner og ikke mindst hans søn er jeg stadig noget der minder om bandlyst. (Vi har kendt hinanden i 3½ år)
Jeg skar det meget kraftigt ud i pap for ham. Han prøvede at undvige mine krav, men jeg holdt fast, og han accepterede.
Han gav også mig nogle betingelser. Jeg synes jeg indfriede dem indtil han højlydt grinte af mig i telefonen og hånende sagde at aldrig i livet ville han holde jul med mig.

Følgende er min fortolkning af situationen. Det er muligt, at jeg tager 100% fejl. Hav det i hovedet, når du har læst resten af dette indlæg:

Manden ønsker arbejdsro.
Han taler dig efter munden for at få ro. Han kan ikke lide at blive presset, så kan han kan ikke samle sine tanker. Han ønsker ikke at dele sine tanker med en, der ikke forstår, at han har brug for fred og ro til at komme på benene. Han har brug for masser af fred og ro til at finde sig selv. Der er en masse sager den mand gerne vil have ordnet i sit liv, før han er klar til at komme videre. Det ene er at få gennemført sit studie. For at det skal lykkes, så har han brug for fred og ro. Han føler sig presset. Meget presset. Presset hele tiden.
Det centrale i hans liv er ikke dig og dine børn. Det centrale i hans liv er at overleve. Det er at komme på benene. Når det er lykkedes, så vil han gerne have den familie, som også er i hans drømme. Den familie er bare meget fjern lige nu. Problemet er bare at "lige nu" kommer til at vare meget længere end han har fantasi/kræfter til at forestille sig.
K: "Jeg spurgte ham igen mht jul." Pres pres pres. Manden svarer i en rå tone: "Aldrig i livet, det ved du også godt". Han kan ikke klare presset mere.
Han har brug for fred og ro. Masser af fred og ro.
Det bedste for ham og jer, er at han ikke kommer hos jer før han er klar til det, hvilket kan være en meget lang periode.
Det er vigtigt for ham, at han får fred og ro helt for sig selv til at få styr på sit liv.
Alternativet er at han tager dig med på råd, men det ville han have gjort for længst, hvis det var hans natur eller du havde været hans fortrolige. Du er ikke hans fortrolige og bliver det aldrig. Det ligger ham fjernt at være noget for dig og dine børn, fordi han har meget store problemer at tumle med.
Den dag om mange år - måske 10 år - hvor han har gjort sit studie færdig og nedkæmpet alle ånderne, så er han klar til et forhold med dig og børnene, men til den tid, så er verden en anden.
Det her handler om ham. Har intet med dig at gøre. Hans dæmoner overskygger dig og børnene.

Hej igen
Kan godt se nu at jeg måske har misforstået noget i dit oprindelige indlæg. Og nej, hvem gider leve sammen med en sofapude?
Men, når du når til den indsigt, bør du så ikke sige til dig selv at han simpelthen ikke er den du håbede han var? At han ikke er den du vil tilbringe resten af livet med?
Livet er mange ting, bl.a. kommer man nu og da til at træffe beslutninger som gør én og andre kede af det. Men i det lange løb vil du nok være bedre tjent med én som driver ekstremsport og er meget aktiv?
Mvh HotStud

Jeg tror du har ret.
Jeg tror også at han har flere dæmoner end sit studie. Tidligere er det lykkedes mig at ramme plet på en af hans dæmoner. Han blev glad for min "indsigt", for han fortrænger sine dæmoner. Samtidig sagde han at han kun lyttede til mig, da han af andre årsager var meget ked af det.
Jeg ville gerne at han ville lytte lidt mere til mig. For jeg tror jeg kender alle hans dæmoner. Ved hvad der trykker ham. Men hver gang jeg nærmer mig det, kaster han det i skraldespanden.
Jeg ville så gerne hjælpe ham over dæmonerne. Jeg tror der er en dybere mening med os (ja...jeg er altså til det alternative) og jeg tror det er min "opgave" i vores forhold. Han har også en opgave mht mig, og den er han i fuld gang med.
Men som du siger, bliver jeg aldrig hans fortrolige.
Selvom dit svar er trist, er jeg sådan set glad for det. Jeg har aldrig overvejet at han sådan set gerne vil, men bare ikke kan gennemskue det før hans dæmoner er ude. Jeg har altid troet at de to ting kunne gå hånd i hånd.
Og nej. Jeg har ikke lyst til at vente i 10 år. Så der er vel kun en vej for mig. Dog føler jeg at jeg lader ham i stikken. For jeg har en rigtig god ide om at han aldrig kommer videre.
Har du et godt råd her? *piv, jeg synes virkelig det er elendigt...*

har jeg ikke mange af. Måske et enkelt. Han opfører sig meget pænt med at gøre ting for dig, når du beder ham indtrængende om det, selv om han måske ikke har lyst. Det kunne tyde på, at han har tendens til at gøre som hans mor siger. Altså at han har været nært knyttet til sin mor i sin barndom. Hvis det er rigtigt, så kan du lære en masse ved udefra at kigge på samspillet mellem ham og hans mor. Hvis du er så langt væk fra hans familie, at det er umuligt for dig, så må du på anden vis lægge mærke til hvordan han reagerer, når hans mor bliver nævnt.
Mødre har det med at behandle deres drengebørn som om de stadig er 5 år gamle selv om de for længst er fyldt 30 år. Det driver nogle mænd - inklusive mig selv - til vanvid, når det sker. Prøv at finde ud af hvilke sider han elsker ved sin mor og hvilke sider han hader. Hvis du absolut vil prøve at lave ham om, så ligger nøglen måske her. Mænd vil gerne behandles som mænd og ikke som små drenge. Lad derfor øjeblikkelig være med at pyldre om ham ved at give ham indtryk af, at du ikke tror, at han kan klare sig selv og komme videre uden mor (dig) til at sørge for ham. Selvfølgelig kan han det.
Giv ham rollen som mand i huset og han vil hurtigt blomstre op og blive en aktiv person, der ikke sidder stille i sofaen og er sur på mor (dig). Spørg ham til råds i stedet for at fortælle ham hvad han skal. Man kan ikke være en mand, hvis man ikke bliver behandlet som en mand. Han vil have godt af at få ansvaret for nogle opgaver i jeres forhold. Nogle han af sig selv påtager sig, så det ikke bliver nogle mor har pålagt ham.
Det var et vildt skud, men selv om jeg rammer ved siden af, så er forholdet mellem mor og søn altid interessant.
Held og lykke med det
Mand35

Du er rigtig godt på vej.
Hans dæmoner er ikke dine. Påtag dig dem ikke, du vil jo ikke have et ekstra barn, men en mand ikke?
Du bruger så mange ressourcer på den mand, at der ikke er nok til dine børn. Beslut dig for at stille forventningerne i nul, og tag det som en oplevelse, når han dukker op.
Vil han dig, vender bøtten. Lad være med at bede ham om noget, søg ikke at lave aftaler med ham, lad ham fuldstændig styre det selv. Det bliver hårdt, men det er din eneste mulighed.

Jeg har aldrig mødt hans mor. Ved hun er en gammel dame og han bruger hendes alder til at holde os adskilt. Hun ved ikke heller meget om mig, hvis noget overhovedet.
Han hjælper hende med feks breve, da hun næsten er blind.
Han taler meget irriteret om hende. Han orker næsten ikke at hun ringer. Han er ret træt af hende, virker det som.
Men "sjovt nok" har hun været på hospitalet et par gange mens vi har kendt hinanden. Og han har hver gang reageret som om hun skulle dø. Været enormt påvirket af det.
De har vist aldrig haft et alt for kærligt forhold. Han har boet meget hos sin mormor, jeg ved ikke hvorfor (ja, han er ikke helt ung mere) og det snakker han meget rosenrødt om, mens jeg kun har hørt om grønsagstvang hos hans mor.
Det at han omtaler hende med suk og irritation men samtidig er så frygtelig påvirket når hun er på hospitalet stemmer ikke helt overens. Det har jeg også fortalt ham.
Engang vi var sammen gik han og jamrede sig, fordi hans mor snart ville ringe og hyggesnakke. Jeg fik ham overtalt til at ringe til hende i stedet for at vente på hendes opkald, dels for at glæde hende, og dels for at "få det overstået". Det var vist en succes, han var i hvert fald glad for det bagefter. Men det er aldrig sket igen...
Jeg tror han har et enormt behov for at føle der er brug for ham. Han reagerer kun når der er brug for ham.
Jeg er bange for at jeg er hans mor som du skriver. Det har jeg også fortalt ham. At jeg er den der skal ordnes ting for. At han sukker og stønner bare ved tanken om at jeg snart ringer til ham.
Det er en sjov måde at vise sin kærlighed...

Hans mor har sandsynligvis været den der bestemte i familien. Det er hun åbenbart stadig. Hun har opdraget *sin* søn med en hård men kærlig hånd, mens mormor har haft en blid og kærlig hånd om barnebarnet.
Jeg tror faktisk han har fået nogle gode værdier med sig videre i livet fra sin barndom, men som så mange andre sønner af dominerende mødre, så har han haft svært ved at løsrive sig fra sin mor. Faktisk er det nok aldrig lykkedes helt. Hun er hans fortrolige. En stærk kvinde, som han altid har kunne søge tilflugt hos. Hun har altid været der med råd og vejledning, når han havde brug for det. Den slags mødre har ofte svært ved at give deres yngste søn fra sig, hvilket gør at de får utrolig stor indflydelse på sådanne sønners liv. Han er selvfølgelig hundeangst, når hun kommer på hospitalet. Hvem vil miste sin åndelige vejleder og ledestjerne frivilligt?
Så længe hun lever - og det gør hun forhåbentlig mange år endnu - så kan en hvilken som helst anden kvinde højst blive nummer to i hans liv.
Jeg tror du vil lære ham meget bedre at kende og forstå meget mere om ham og den måde han reagerer på, hvis du får lov til at møde hans mor, så det synes jeg, at du skal få trumfet gennem, hvis du har lyst.
Ellers er mit råd stadig at give ham plads til at være mand på nogle områder i jeres forhold. Det er muligt, at han rent faktisk godt kan lide at blive domineret en smule af kvinder. Det har jeg nu aldrig selv kunnet, men verden er nogen gange større end ens egen lille verden.
Endnu engang held og lykke med det alt sammen
Mand35