hvis arbejde er sundt
så gi det til de syge.
Så enkelt er det jo ikke.
Men et godt arbejde hænger jo ikke på træerne, nogle blive syge af at arbejde på grund af stress og oplevelsen, af ikke at kunne leve op til de krav der stilles, og andre bliver syge af, ikke at lave noget i deres hverdag.
Andre igen gør det jo kun for pengenes skyld, og andre har deres arbejde som en lidenskab og arbejder på grund af de glade for det, og det virker udviklende på deres personlighed.
Mvh
Andre igen gør det jo kun for pengenes skyld, og andre har deres arbejde som en lidenskab og arbejder på grund af de glade for det, og det virker udviklende på deres personlighed.
Mvh
trivsel
Jeg ville ikke kunne fungere, hvis jeg ikke havde arbejde.
Har vi ikke alle brug for at komme ud mellem andre mennesker.
Har vi ikke alle brug for at komme ud mellem andre mennesker.
nej
det har vi ikke allesammen. Nogen få har det helt fint med at være alene med sig selv og deres tanker.
Man kan
Efter min mening sagtens komme ud blandt andre mennesker, uden nødvendigvis at have job. jeg mener, - der er vel ikke nogen der siger at det kun er på jobbet man kan møde andre.
Men det er jo individuelt hvordan vi er indrettet.
Nogle kan som du, ikke fungere uden job, andre nyder at gå hjemme. Andre igen mistrives i deres job, men er nødt til at have det af økonomiske årsager, og vil, selvom de måske kunne få kontanthjælp, hellere være i job selvom det måske ikke lige er det job de ønsker sig.
Selv hører jeg til de heldige ( alt efter hvilken indstilling med har ) der altid har haft job.
Jeg har i perioder måttet søge flere stillinger før jeg fik en, men har altid haft arbejde MENS jeg søgte nye udfordringer, og dermed først sagt mine job op når jeg havde et nyt.
Kun een gang har jeg sagt et job op og taget 5 ugers karantæne i A-kassen, men blev så tilknyttet et vikarbureau inden for mit fag, og der var masser af job at sende mig ud i. samtidig fik jeg set mange forskellige arbejdspladser og læret noget nyt hvert sted.
Nu er jeg selvstændig, men arbejder stadig for et vikarbureau da jeg ikke kan leve af sæsson ordrer.
MEN, MEN MEN,- selvom jeg er glad for det jeg laver ( har da også haft job af rent nød, såsom rengøring og avisjob ) men mit hovedfag er jeg glad for, og alligevel er det i bund og grund KUN fordi vi lige pt ikke kan betale alle vores udgifter hvis ikke vi har to indkomster.
Den dag vores gæld er betalt, og der er mulighed for at klare os for en løn, ja så er jeg den der vælger arbejdsmarkedet fra, og bliver hjemmegående. Min mand ønsker ikke at gå hjemme på fuld tid, han vil gerne ud blandt andre mennesker på jobbet, mens jeg aller helst bare vil være til for ham, mig selv, mit hjem og mit barnebarn. Og så de fritdsinteresser jeg nu har.
Men ved at være selvstændig, og arbejde for vikarbureau, så er jeg trods det at jeg er nødt til at tjeme penge, så tæt på hjemmegående som jeg kan være, selvom jeg også arbejder, da jeg arbejder hjemmefra når der altså er ordre i mit eget firma. Og som vikar kan jeg tillade mig at sige nej i det omfang min økonomi tillader det. jeg får nemlig ingen penge for de dage jeg ikke arbejder, er nemlig ikke i a kasse eller det der ligner, så jeg kan ikke søge om supplerende dagpenge
Men igen, mennekser er forskellige og tænker forskelligt og tolker forskelligt.
Jeg går dermed naturligvis ind for den personlige frihed til at vælge, MEN jeg mener at man selv må betale for sine egne valg. Er man derimod UFORSKYLDT havnet i en situation hvor man ikke kan forsørge sig selv, men gerne vil, så er det helt i orden at samfundet træder til og hjælper INDTIL man igen er kommet på fode og kan klare sig selv. Og INDTIL, - er netop ikke for evigt, - det bør det ikke være.
Det jeg mener er, at selvom jeg dybest set gerne vil slippe for at arbejde, så har jeg selv været med til at skabe de udgifter jeg har, og kan derfor ikke med rimelighed forlange at samfundet skal betale for mit eksistensgrundlag. Jeg må selv betale, og så derefter når det er på plads, så kan jeg slappe af med god samvittighed
Kærlig hilsen
Carmen
Men det er jo individuelt hvordan vi er indrettet.
Nogle kan som du, ikke fungere uden job, andre nyder at gå hjemme. Andre igen mistrives i deres job, men er nødt til at have det af økonomiske årsager, og vil, selvom de måske kunne få kontanthjælp, hellere være i job selvom det måske ikke lige er det job de ønsker sig.
Selv hører jeg til de heldige ( alt efter hvilken indstilling med har ) der altid har haft job.
Jeg har i perioder måttet søge flere stillinger før jeg fik en, men har altid haft arbejde MENS jeg søgte nye udfordringer, og dermed først sagt mine job op når jeg havde et nyt.
Kun een gang har jeg sagt et job op og taget 5 ugers karantæne i A-kassen, men blev så tilknyttet et vikarbureau inden for mit fag, og der var masser af job at sende mig ud i. samtidig fik jeg set mange forskellige arbejdspladser og læret noget nyt hvert sted.
Nu er jeg selvstændig, men arbejder stadig for et vikarbureau da jeg ikke kan leve af sæsson ordrer.
MEN, MEN MEN,- selvom jeg er glad for det jeg laver ( har da også haft job af rent nød, såsom rengøring og avisjob ) men mit hovedfag er jeg glad for, og alligevel er det i bund og grund KUN fordi vi lige pt ikke kan betale alle vores udgifter hvis ikke vi har to indkomster.
Den dag vores gæld er betalt, og der er mulighed for at klare os for en løn, ja så er jeg den der vælger arbejdsmarkedet fra, og bliver hjemmegående. Min mand ønsker ikke at gå hjemme på fuld tid, han vil gerne ud blandt andre mennesker på jobbet, mens jeg aller helst bare vil være til for ham, mig selv, mit hjem og mit barnebarn. Og så de fritdsinteresser jeg nu har.
Men ved at være selvstændig, og arbejde for vikarbureau, så er jeg trods det at jeg er nødt til at tjeme penge, så tæt på hjemmegående som jeg kan være, selvom jeg også arbejder, da jeg arbejder hjemmefra når der altså er ordre i mit eget firma. Og som vikar kan jeg tillade mig at sige nej i det omfang min økonomi tillader det. jeg får nemlig ingen penge for de dage jeg ikke arbejder, er nemlig ikke i a kasse eller det der ligner, så jeg kan ikke søge om supplerende dagpenge
Men igen, mennekser er forskellige og tænker forskelligt og tolker forskelligt.
Jeg går dermed naturligvis ind for den personlige frihed til at vælge, MEN jeg mener at man selv må betale for sine egne valg. Er man derimod UFORSKYLDT havnet i en situation hvor man ikke kan forsørge sig selv, men gerne vil, så er det helt i orden at samfundet træder til og hjælper INDTIL man igen er kommet på fode og kan klare sig selv. Og INDTIL, - er netop ikke for evigt, - det bør det ikke være.
Det jeg mener er, at selvom jeg dybest set gerne vil slippe for at arbejde, så har jeg selv været med til at skabe de udgifter jeg har, og kan derfor ikke med rimelighed forlange at samfundet skal betale for mit eksistensgrundlag. Jeg må selv betale, og så derefter når det er på plads, så kan jeg slappe af med god samvittighed
Kærlig hilsen
Carmen
Helt enig
Jeg er helt enig med dig og jeg kan også godt forstå de forældre der ønsker at gå hjemme, men jeg kan ikke forstå, at hvis man ikke har familie og forpligtelser, at man så ikke finder et arbejde man er glad for.
naturligvis
Hvis man kun har sig selv at forsørge, så mener jeg da bestemt også at man må søge et job, og naturligvis vil alle, uanset hvad, trives bedst i et job hvor man beskæftiger sig med det man kan lide, og det man er god til. Det er jeg da helt enig med dig i :-)
Nogle gange kan det, - desværre bare være nødvendigt at tage et mindre atraktivt job i en periode, mens man så søger det man drømmer om.
jeg tror på at er man i gang, så er det nemmere på sigt at få det man vil have.
Altså kan man ikke få det man vil have, må man tage det man kan få, - i en periode
Kærlig hilsen
Carmen :-)
Nogle gange kan det, - desværre bare være nødvendigt at tage et mindre atraktivt job i en periode, mens man så søger det man drømmer om.
jeg tror på at er man i gang, så er det nemmere på sigt at få det man vil have.
Altså kan man ikke få det man vil have, må man tage det man kan få, - i en periode
Kærlig hilsen
Carmen :-)
Tø hø
det ville være rart, hvis de så også holdt deres tanker for dem selv.
troede du havde forladt os
troede du havde forladt os
fandt ud af at droppe
et andet forum der alligevel var for dødt.
og selvom jeg kommer i arbejde slipper I ikke.
og selvom jeg kommer i arbejde slipper I ikke.
Det gør vi skam også..
jeg har lige afsluttet 8 mdr som opvasker i en fabrikskantine. Desværre var det ikke varigt arbejde, men det var hele 20 timer om ugen til minimumsløn og jeg fik hele 6000 udbetalt om måneden for at have ondt i ryggen, få smadret mine slimhinder, og for at få ødelagt mit fodtøj.
Tidligere ansættelser var som projektleder for ledige på Vesterbro i 3 år og IT supporter i 5 år.
Skilsmissen smadrede mit liv og jeg belv ledig i en periode hvor jeg var allerlængst nede i kulkælderen, men jeg har ikke givet op og jeg er kun ledig når jeg vitterligt ikke kan få noget at lave.
Men 500.000 ledige til under 30.000 job i databaserne.. ak ja.. hvis ma kan renge så kan man se at stykket ikke kan gå op og hvad angår aktivering vil jeg henvise til dette indlæg:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=2&conference=47&posting=229440
Tidligere ansættelser var som projektleder for ledige på Vesterbro i 3 år og IT supporter i 5 år.
Skilsmissen smadrede mit liv og jeg belv ledig i en periode hvor jeg var allerlængst nede i kulkælderen, men jeg har ikke givet op og jeg er kun ledig når jeg vitterligt ikke kan få noget at lave.
Men 500.000 ledige til under 30.000 job i databaserne.. ak ja.. hvis ma kan renge så kan man se at stykket ikke kan gå op og hvad angår aktivering vil jeg henvise til dette indlæg:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=2&conference=47&posting=229440