Det negative fylder for meget :(

Hej Solveig!
Føler med stor interesse med i andre debattøres indlæg og dine svar 🙂
Håber du også kan hjælpe mig.....
Det drejer sig kort sagt om min mor...
(Lidt bagrundshistorie)
Jeg kan huske for meget lang tid siden at hun var glad, hun havde gejst, hun var da i et forhold til en mand som gav mig to små søskende på nu hhv. 15 og 12 år (er selv 21) Men altså, hun havde overskud og virkede ikke ulykkelig, ligesom nu [:|] Hun har altid haft et rigtig hårdt liv, psyksisk som fysisk, så sin egen brors død som 12 årig, min morfar var en hårdt arbejdende mand, min mormor lavede ingenting... Hun valgte at tage min morfars hårdtarbejdende vane til sig, og efter at hun gik fra min stedfar, efter nogle meget dårlige år (vi børn ønskede inderligt at hun gjorde det forbi) skulle vi til at finde et hus med jord til, da vi havde heste... Indtil vi fandt det flyttede vi rundt og rundt forskellige steder i omtrendt et år, vi boede i sommerhus da min mor skulle have fjernet sin livmoder pga. celle forandringer, og jeg måtte aflyse min ferie med min veninde fordi skulle tage mig af mine søskende mens mor var indlagt i nogle dage. Jeg var 14 og der var ingen hjælp at hente fra min storebror, som skred kort efter fordi han kedede sig 😕 Selvom han kun var 17 på det tidspunkt, har jeg stadig ikke tilgivet ham i dag, for da han efterfølgnede besøgte vores mor på sygehuset, var det for at spørge om penge til morgenmad til ham og hans kammerater!! 🙁 da vi langt om længe fandt noget mor havde råd til (det var nok her jeg sidst så mors inderlige gejst) Det var faldefærdigt, småt men vores eget 🙂
Men med 4 unger, heste og dårlig økonomi, skulle vi næsten have set problemerne komme... Mor kunne ikke længere være positiv over noget, hun har aldrig været det store positive menneske, men det er i de sidste år gået hen og taget overhånd. Var lykkelig da jeg flyttede hjemmefra, havde dårlig samvittighed over at min små søskende måttes lades alene med hendes negative sind, og de negative kommentarer. Hun arbejdede altid og når hun kom hjem var hun selvfølgelig meget træt og smadret... og de måtte ikke sige en lyd, hvis de kom til at vække hende. Det var/er hårdt for mig at se mine små søskende ønske at mor er på arbejde for at de kan få pusterum, men jeg tvivler meget på at det var sådan mor havde set sit liv udfolde sig [:*(]
Hun er nu tilbage med en masse gæld, børn der egentlig helst så hun ikke var der, og et hus der er ved at falde fra hinanden... Det gør SÅ ondt at vide, at der ikke er noget jeg kan gøre, og oveni alt det, så har jeg lagt mærke til at jeg selv er ved at føre det negative... Jeg tænker ikke videre over det - før næste dag, og der er det jo ligesom for sent. Min kæreste siger ikke noget (lukker måske bare af??) Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal "styre det ubevidste" Jeg har set hvad det har gjort til min mor og hendes omgivelser, og ønsker bare ikke at det skal fortsætte, det tager så meget energi [:*(] Har set hvad det har gjort ved min lillesøster - alle stempler hende som negativ og det gør mig så ked af det! Hun plejede at være sådan en glad pige!
Undskyld den lange historie Solveig, har udeladt en masse men håber at du kan får en fornemmelse af situtionen alligevel...
kh datteren

Kæreste Datter
Det gør helt ondt i mit hjerte at læse dit brev. Du skal bestemt ikke undskylde den lange historie, for jeg tror at det var vigtigt for dig at skrive det hele ned. Det er god terapi at skrive, for det er en måde at få tingene ud af systemet på. Nogen gange skriver man breve, som aldrig bliver sendt og nogen gange sender man dem.
Jeg synes det vidner om stor kærlighed fra dig til din mor, at du bekymrer dig så meget om hende, at du ligefrem skriver til mig. Og jeg tænker, hvordan det ville være, hvis du viste din mor dit brev til mig og mit svar.
Din mor er jo inderst inde en glad kvinde med gejst, men livet har været hårdt ved hende og det har været svært for hende at se en vej ud af det. Men måske kan dit brev med din bekymring for hende være dét, der giver hende gejst til at kæmpe videre og finde en løsning ud af problemerne. Måske skal hestene sælges, hvis de ikke allerede er det, for jeg er sikker på, at alle jer børn hellere vil have en glad mor og så undvære hestene.
Med hensyn til din bekymring for om du vil komme til at føre det negative videre vil jeg sige, at ved at du erkender, at en del af dig er negativ, og at det er helt ok, så behøver den følelse ikke fylde så meget i dig. Da jeg var yngre fik jeg altid at vide, at jeg var så vred og at jeg lignede min far SÅ meget. Han var nemlig vældig hidsig og havde et stort temperament. Jeg ønskede ikke at være som min far, men først den dag, da jeg erkendte, at jeg havde et stort temparament og jo, jeg kunne blive vældig hidsig, først derefter faldt jeg til ro og havde ikke behov for at lade vreden fylde så meget. Idag er jeg vist kendt som en kvinde, der stort set altid er glad, positiv og som smiler rigtig meget. Så det kan lade sig gøre at ændre på sig selv, man skal bare blive klar over, hvad det er, som man gerne vil ændre og erkende, at det er en del af en selv og altid vil være det, for så behøver det ikke fylde så meget mere.
Jeg er ked af, at jeg har været så længe om at give dig svar og vil gerne vide, hvordan det kommer til at gå med dig og din familie.
Mange varme kærlige tanker
Solveig [s]