Det satans liv...

Det er nok bare en masse følelser jeg skal af med, fordi jeg er super frustreret over livet lige nu, og selv om jeg aldrig har været bange for det uvisse, så synes jeg alligevel det er en stor mundfuld.
Kort historie:
Altid været positiv, aldrig haft problemer med kvinderne.. Altid masser af socialliv, oplevelser/eventyr, og kender efter mange år øvelse også mig selv ret godt. Men har alligevel haft en tendens til at sørge for jeg aldrig var sådan "rigtig alene." Typen som kunne hjælpe alle andre med deres problemer - komme med råd, og være sådan overskuds agtig.
Nu har jeg så stoppet mit forhold efter 10 år, og jeg har fået 2 fantastiske unger, som jeg aldrig i livet vil lade i stikken. Fik simpelthen nok, der blev sat for mange grænser, og jeg kunne ikke være mig selv, og alt gik op i diskussioner og det negative overskyggede det positive med flere længder (i 3-4 år). Så jeg fik det sagt efter mange overvejelser og tanker. Er rimelig afklaret med det hele, og jeg glæder mig til det hele er overstået. Situationen lige nu er den at vi skal have solgt vores bolig, og hun skal have noget at bo i, og jeg har givet hende alt! Så jeg har aftalt med en af vennerne at jeg skal bo på hans sofa (så længe jeg har behov) så nu venter jeg på hun finder en bolig, så vi kan sælge vores lejlighed og komme videre.. Men FUCK det er en svær tid! Det er jo mig der er gået, så skal være super large, og jeg skal samtidigt få mit arbejde (kontor) til at fungere, og det er edderhugme svært at finde en begejstring frem. Den ene dag er hun okay, den anden dag er hun ked af det, den tredje dag har hun lyst til at slå mig ihjel. Og samtidig med det, skal jeg finde en rutine med unger, så de ikke bliver alt for påvirket af situationen. Puha, jeg synes virkelig den er led i øjeblikket, det går skidt over hele linien, og jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv?
Det er selvfølgelig lys for enden af det hele, men nøøøøj den er hård! Det er ligefør man har lyst til at løbe skrigende ud af døren, og det ville jeg vil også have gjort hvis det ikke var for de 2 fantastiske unger, så jeg er ligesom forpligtet til at skabe en dagligdag.. Glæder mig ikke ligefrem til jeg skal forklare den store, at vi ikke skal bo sammen mere. Vi har aftalt en 7/7 ordning, men det kræver jo så også lige at JEG finder en bolig, og jeg er ligesom ikke skrevet op nogle steder, og der er både daginstitutioner osv at tage højde for.
Hvis du har læst min klage så langt, så hatten af for dig 🙂
Nu vil jeg drikke mig noget rødvin, så jeg kan stikke lige af for virkeligheden - det er ikke nemt det her.
Nogen som har et par råd til hvordan jeg overlever det næste stykke tid? eller jeg er jeg bare en ynkelig idiot, som får som fortjent?

Tja til og starte med kan jeg ikke forstå hvorfor du bor sammen med kvinden når i aligevel skal skilles, det er da værre for dine børn og være sammen med jer 2 hvis der er en dårlig stemning hele tiden.
Hvis i ikke kan være sammen længere er det jo en ærlig sag, så held og lykke med og finde et nyt sted og bo.

Vi prøver jo at få tingene til at hænge sammen i dagligdagen, og jeg kan jo ikke skride fra den ene dag til den anden pga de unger (den tanke har i hvert fald ikke strejfet mig før) jeg vil jo gerne hjælpe til, så hun ikke står alene med 2 unger. Den ene er ikke særlig gammel. Jeg har i hvert fald hele tiden tænkt, jeg ville blive til hun fik den lejlighed, så jeg kunne hjælpe hende videre på den måde.
Men så dårligt som det var før, så er det lige før det er blevet bedre nu her efter beslutningen er taget. (knapt så mange diskussioner) Men er nu stadigvæk afklaret, og føler det er det rigtige.

Lad mig forstå dig ret, du føler dig forpligtet til og skulle hjælpe hende både nu og når hun flytter selvom i ikke skal være et par?
Jeg vil bare hører, hvis i aftaler og have de børn 7dage hos hver af jer. Vil hun så også hjælpe dig? er du ikke bange for at hun tror hun bare kan bruge dig konstant efter noget tid?

Hun er en del mindre rummelig end jeg er, og hun er af en anden støbning end jeg er, så måske gør jeg det for at "hjælpe" hende, men jeg forventer hun lærer at takle tingene, når hun ender i sin egen lejlighed, men jeg tror helt sikkert hun håber på jeg kommer til at være en slags redningslinie for hende på sigt. Jeg får absolut ikke brug for hjælp når ungerne er hos mig.
Så min plan er jo at jeg kan få noget ro, og tid til mig selv, når hun har fået en lejlighed, for det har jeg bestemt ikke nu

Det er nok bare en masse følelser jeg skal af med, fordi jeg er super frustreret over livet lige nu, og selv om jeg aldrig har været bange for det uvisse, så synes jeg alligevel det er en stor mundfuld.
Kort historie:
Altid været positiv, aldrig haft problemer med kvinderne.. Altid masser af socialliv, oplevelser/eventyr, og kender efter mange år øvelse også mig selv ret godt. Men har alligevel haft en tendens til at sørge for jeg aldrig var sådan "rigtig alene." Typen som kunne hjælpe alle andre med deres problemer - komme med råd, og være sådan overskuds agtig.
Nu har jeg så stoppet mit forhold efter 10 år, og jeg har fået 2 fantastiske unger, som jeg aldrig i livet vil lade i stikken. Fik simpelthen nok, der blev sat for mange grænser, og jeg kunne ikke være mig selv, og alt gik op i diskussioner og det negative overskyggede det positive med flere længder (i 3-4 år). Så jeg fik det sagt efter mange overvejelser og tanker. Er rimelig afklaret med det hele, og jeg glæder mig til det hele er overstået. Situationen lige nu er den at vi skal have solgt vores bolig, og hun skal have noget at bo i, og jeg har givet hende alt! Så jeg har aftalt med en af vennerne at jeg skal bo på hans sofa (så længe jeg har behov) så nu venter jeg på hun finder en bolig, så vi kan sælge vores lejlighed og komme videre.. Men FUCK det er en svær tid! Det er jo mig der er gået, så skal være super large, og jeg skal samtidigt få mit arbejde (kontor) til at fungere, og det er edderhugme svært at finde en begejstring frem. Den ene dag er hun okay, den anden dag er hun ked af det, den tredje dag har hun lyst til at slå mig ihjel. Og samtidig med det, skal jeg finde en rutine med unger, så de ikke bliver alt for påvirket af situationen. Puha, jeg synes virkelig den er led i øjeblikket, det går skidt over hele linien, og jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv?
Det er selvfølgelig lys for enden af det hele, men nøøøøj den er hård! Det er ligefør man har lyst til at løbe skrigende ud af døren, og det ville jeg vil også have gjort hvis det ikke var for de 2 fantastiske unger, så jeg er ligesom forpligtet til at skabe en dagligdag.. Glæder mig ikke ligefrem til jeg skal forklare den store, at vi ikke skal bo sammen mere. Vi har aftalt en 7/7 ordning, men det kræver jo så også lige at JEG finder en bolig, og jeg er ligesom ikke skrevet op nogle steder, og der er både daginstitutioner osv at tage højde for.
Hvis du har læst min klage så langt, så hatten af for dig 🙂
Nu vil jeg drikke mig noget rødvin, så jeg kan stikke lige af for virkeligheden - det er ikke nemt det her.
Nogen som har et par råd til hvordan jeg overlever det næste stykke tid? eller jeg er jeg bare en ynkelig idiot, som får som fortjent?

Hans Birgir Hansen skrev
Prøv alle sammen se http://www.helsenyt.com tryk genvej til livet og genvej til sygdom
læs endel art: og produkt info læs mer det give jer alle indsigt forståelse bevidsthed
ingen får fra det etableret system der ikke er indtresseret i folkesundhed i Danmark.
Der finder alternativ til det etableret behandlingssystem kommunelæger og læger på de
danske sygehuse i hele landet se http://www.webwitch.htm her får i indsigt forståelse
bevidsthed befolkningsgrupper i lokalsamfund alle skal videre info familie og venner.

[quote="Mikey" post=2479926]Det er nok bare en masse følelser jeg skal af med, fordi jeg er super frustreret over livet lige nu, og selv om jeg aldrig har været bange for det uvisse, så synes jeg alligevel det er en stor mundfuld.
Kort historie:
Altid været positiv, aldrig haft problemer med kvinderne.. Altid masser af socialliv, oplevelser/eventyr, og kender efter mange år øvelse også mig selv ret godt. Men har alligevel haft en tendens til at sørge for jeg aldrig var sådan "rigtig alene." Typen som kunne hjælpe alle andre med deres problemer - komme med råd, og være sådan overskuds agtig.
Nu har jeg så stoppet mit forhold efter 10 år, og jeg har fået 2 fantastiske unger, som jeg aldrig i livet vil lade i stikken. Fik simpelthen nok, der blev sat for mange grænser, og jeg kunne ikke være mig selv, og alt gik op i diskussioner og det negative overskyggede det positive med flere længder (i 3-4 år). Så jeg fik det sagt efter mange overvejelser og tanker. Er rimelig afklaret med det hele, og jeg glæder mig til det hele er overstået. Situationen lige nu er den at vi skal have solgt vores bolig, og hun skal have noget at bo i, og jeg har givet hende alt! Så jeg har aftalt med en af vennerne at jeg skal bo på hans sofa (så længe jeg har behov) så nu venter jeg på hun finder en bolig, så vi kan sælge vores lejlighed og komme videre.. Men FUCK det er en svær tid! Det er jo mig der er gået, så skal være super large, og jeg skal samtidigt få mit arbejde (kontor) til at fungere, og det er edderhugme svært at finde en begejstring frem. Den ene dag er hun okay, den anden dag er hun ked af det, den tredje dag har hun lyst til at slå mig ihjel. Og samtidig med det, skal jeg finde en rutine med unger, så de ikke bliver alt for påvirket af situationen. Puha, jeg synes virkelig den er led i øjeblikket, det går skidt over hele linien, og jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv?
Det er selvfølgelig lys for enden af det hele, men nøøøøj den er hård! Det er ligefør man har lyst til at løbe skrigende ud af døren, og det ville jeg vil også have gjort hvis det ikke var for de 2 fantastiske unger, så jeg er ligesom forpligtet til at skabe en dagligdag.. Glæder mig ikke ligefrem til jeg skal forklare den store, at vi ikke skal bo sammen mere. Vi har aftalt en 7/7 ordning, men det kræver jo så også lige at JEG finder en bolig, og jeg er ligesom ikke skrevet op nogle steder, og der er både daginstitutioner osv at tage højde for.
Hvis du har læst min klage så langt, så hatten af for dig 🙂
Nu vil jeg drikke mig noget rødvin, så jeg kan stikke lige af for virkeligheden - det er ikke nemt det her.
Nogen som har et par råd til hvordan jeg overlever det næste stykke tid? eller jeg er jeg bare en ynkelig idiot, som får som fortjent?

Hans Birgir Hansen skrev
Prøv alle sammen se http://www.helsenyt.com tryk genvej til livet og genvej til sygdom
læs endel art: og produkt info læs mer det give jer alle indsigt forståelse bevidsthed
ingen får fra det etableret system der ikke er indtresseret i folkesundhed i Danmark.
Der finder alternativ til det etableret behandlingssystem kommunelæger og læger på de
danske sygehuse i hele landet se http://www.webwitch.info/index.htm her får i indsigt forståelse bevidsthed befolkningsgrupper i lokalsamfund alle skal videre info familie
og venner.

Tak Birger.. Når jeg får kræft eller KOL, så skal jeg nok gå derind, men det passer ikke skidegodt til mit indlæg! GÅ VÆK

Nå okay, jojo det er fint at du er en mulighed hvis tingende brænder på men du burde ikke være den første hun ringer til.
Uanset hvad held og lykke med det hele

Tak Birger.. Når jeg får kræft eller KOL, så skal jeg nok gå derind, men det passer ikke skidegodt til mit indlæg! GÅ VÆK

Hans Birgir Hansen skrev
Du er galt info oppe i dit hoved vi kan både forebygge og helbrede kræft med kosttilskud
det passer alt hvad jeg skriver du skulle få klaret op med dig selv også din kone forstå
det skal du og konen komme vidre i livet lær dig brug hoved tænk før du skriver og taler

Hej Mikey.. I sådan en situation som du er i ligenu skal du gøre hvad du finder bedst for dig selv, så vil dette også være bedst for dine børn.. De har brug for en far der smiler.. så gør hvad der i denne situation kan gøre dig glad. Ved godt det kan være svært at smile, men du har dog truffet en beslutning som du på sigt nok skal få dig til at smile. Alt mulig held og lykke i dit liv fremover.. Husk som du selv skriver lyset venter lige om hjørnet.
... Har selv været hvor du er..og du skal nok klare det..Men vigtigt TÆNK PÅ DIG SELV