Det var en sød tid?
Man kan kun håbe, at nogle fra Folketingets multikulturelle fanklub selv en dag havner i situationer svarende til dem, der her er beskrevet, for hvis Marianne Jelved f.eks. blev frarøvet sin håndtaske af en flok vilde arabere, ville hun måske komme på bedre tanker mht. den skadelige og vanvittigt kostbare udlændingepolitik, hun og hendes parti fortsat er tilhængere af.
…I det første par år var jeg aldrig utryg ved at bo i området, og jeg løb f.eks. ofte ned omkring Brabrand-søen alene - også sent om aftenen. En af mine bekendte, som boede i en lejlighed inde i selve Gellerupparken, blev dog på et tidspunkt nærmest jaget ud af området, og det skyldtes, at han havde forsøgt at gribe ind over for nogle unge arabere, der var i færd med at dyrke den oversete sportsgren, der hedder “præcisionskast med cykel fra gangbro”. Her handler det angiveligt om at gribe den nærmeste cykel - altså ikke sin egen - og slynge den ned mod de cyklister og biler, der passerer forbi nede på kørebanen.
Der skete dog aldrig noget med mig, i hvert fald ikke før nytårsaften 96/97, da jeg skulle alene hjem fra byen med en natbus….. Det var en dobbeltbus, og fra min ståplads nede bagi havde jeg frit udsyn til en gruppe på omkring otte unge arabere, der højlydt havde indtaget de allerbagerste sæder.
Araberne syntes vist, at busturen var lidt kedelig, for kort efter afgang begyndte de i hvert fald - på festlig vis - at antænde kanonslag, som de så smed hen ad midtergangen…. Ved næste stoppested holdt bussen ind, hvorefter chaufføren modigt gik ned til araberne og bad dem om at opføre sig ordentligt, hvilket imidlertid blot afstedkom en hånlig latter fra ballademagerne, samt en verbal tilsvining af den arme chauffør, der blot passede sit job.
…Da vi nåede det første stoppested ud for indkøbscenteret City Vest, trykkede en af araberne på stop, og jeg drog et lettelsens suk, for det måtte jo betyde, at vore mørklødede plageånder skulle af. Men da bussen trak ind til siden, blev jeg slemt skuffet, for selv om gruppen godt nok rejste sig op, stod de ikke alle sammen af - et par af dem stillede sig i stedet midt i den bagerste døråbning, så chaufføren enten ikke kunne eller turde lukke dørene og fortsætte turen.
Inden helvede for alvor brød løs, nåede jeg lige at tænke, at jeg personligt nok havde valgt blot at trykke på speederen, men så lød der et øresønderrivende brag, hvorefter det regnede ned med glasskår - jeg fik lige akkurat sat mig ned på hug for at komme i dækning, før jeg gik i chok.
I starten forstod jeg derfor ikke meget af, hvad der skete - jeg registrerede blot, at vinduerne blev smadret, samt at flere af mine (voksne) medpassagerer både skreg og græd. Men da jeg kiggede ud, kunne jeg se, at araberne stod ved et stengærde, og at det var sten herfra, der blev rettet mod bussens vinduer, som knustes ét efter ét. Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der var bevægelse oppe ved førersædet, og da jeg drejede hovedet, så jeg, at chaufføren blev overdænget med sten via den åbne fordør - han forsøgte desperat at værge for sig med armene.
Hvor længe dette stod på, har jeg ingen fornemmelse af, men omsider stoppede det, hvorefter araberne gik op imod boligblokkene lige foran os - dvs. de gik samme vej, som jeg skulle….
…I dag så jeg hellere end gerne, at samtlige landets arabere pakkede sydfrugterne og rejste tilbage, hvor de kom fra - og dét selv om jeg altså som nævnt også har haft gode oplevelser med arabere, ligesom jeg fuldt ud er klar over, at det er urimeligt at skære alle over én kam. Men alligevel er jeg altså begyndt at tænke sådan.
Jeg er dog også i stigende grad begyndt at vende min vrede mod de uduelige og uansvarlige landspolitikere, der først tillod en massiv arabisk indvandring, og siden ikke fattede, at det kræver en jætteindsats at få så mange mennesker med så fremmedartet en kultur indpasset i det danske samfund.
Det er først og fremmest disse politikere, vi kan takke for, at integrationsopgaven i dag er fuldstændig uoverskuelig:
Mange tusinde arabere er kommet hertil med manglende eller kun ringe kundskaber, hvorfor de er endt som en (betydelig) belastning for det danske velfærdssystem. Vi er derfor pisket til at undersøge, om det kan betale sig for samfundet på langt sigt at gøre en kraftanstrengelse for at få disse mennesker i job eller uddannelse, hvilket bl.a. vil kræve, at vi i visse tilfælde får nedbrudt kulturelle barrierer, f.eks. hvad angår kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet samt ligestilling generelt…
…I det første par år var jeg aldrig utryg ved at bo i området, og jeg løb f.eks. ofte ned omkring Brabrand-søen alene - også sent om aftenen. En af mine bekendte, som boede i en lejlighed inde i selve Gellerupparken, blev dog på et tidspunkt nærmest jaget ud af området, og det skyldtes, at han havde forsøgt at gribe ind over for nogle unge arabere, der var i færd med at dyrke den oversete sportsgren, der hedder “præcisionskast med cykel fra gangbro”. Her handler det angiveligt om at gribe den nærmeste cykel - altså ikke sin egen - og slynge den ned mod de cyklister og biler, der passerer forbi nede på kørebanen.
Der skete dog aldrig noget med mig, i hvert fald ikke før nytårsaften 96/97, da jeg skulle alene hjem fra byen med en natbus….. Det var en dobbeltbus, og fra min ståplads nede bagi havde jeg frit udsyn til en gruppe på omkring otte unge arabere, der højlydt havde indtaget de allerbagerste sæder.
Araberne syntes vist, at busturen var lidt kedelig, for kort efter afgang begyndte de i hvert fald - på festlig vis - at antænde kanonslag, som de så smed hen ad midtergangen…. Ved næste stoppested holdt bussen ind, hvorefter chaufføren modigt gik ned til araberne og bad dem om at opføre sig ordentligt, hvilket imidlertid blot afstedkom en hånlig latter fra ballademagerne, samt en verbal tilsvining af den arme chauffør, der blot passede sit job.
…Da vi nåede det første stoppested ud for indkøbscenteret City Vest, trykkede en af araberne på stop, og jeg drog et lettelsens suk, for det måtte jo betyde, at vore mørklødede plageånder skulle af. Men da bussen trak ind til siden, blev jeg slemt skuffet, for selv om gruppen godt nok rejste sig op, stod de ikke alle sammen af - et par af dem stillede sig i stedet midt i den bagerste døråbning, så chaufføren enten ikke kunne eller turde lukke dørene og fortsætte turen.
Inden helvede for alvor brød løs, nåede jeg lige at tænke, at jeg personligt nok havde valgt blot at trykke på speederen, men så lød der et øresønderrivende brag, hvorefter det regnede ned med glasskår - jeg fik lige akkurat sat mig ned på hug for at komme i dækning, før jeg gik i chok.
I starten forstod jeg derfor ikke meget af, hvad der skete - jeg registrerede blot, at vinduerne blev smadret, samt at flere af mine (voksne) medpassagerer både skreg og græd. Men da jeg kiggede ud, kunne jeg se, at araberne stod ved et stengærde, og at det var sten herfra, der blev rettet mod bussens vinduer, som knustes ét efter ét. Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der var bevægelse oppe ved førersædet, og da jeg drejede hovedet, så jeg, at chaufføren blev overdænget med sten via den åbne fordør - han forsøgte desperat at værge for sig med armene.
Hvor længe dette stod på, har jeg ingen fornemmelse af, men omsider stoppede det, hvorefter araberne gik op imod boligblokkene lige foran os - dvs. de gik samme vej, som jeg skulle….
…I dag så jeg hellere end gerne, at samtlige landets arabere pakkede sydfrugterne og rejste tilbage, hvor de kom fra - og dét selv om jeg altså som nævnt også har haft gode oplevelser med arabere, ligesom jeg fuldt ud er klar over, at det er urimeligt at skære alle over én kam. Men alligevel er jeg altså begyndt at tænke sådan.
Jeg er dog også i stigende grad begyndt at vende min vrede mod de uduelige og uansvarlige landspolitikere, der først tillod en massiv arabisk indvandring, og siden ikke fattede, at det kræver en jætteindsats at få så mange mennesker med så fremmedartet en kultur indpasset i det danske samfund.
Det er først og fremmest disse politikere, vi kan takke for, at integrationsopgaven i dag er fuldstændig uoverskuelig:
Mange tusinde arabere er kommet hertil med manglende eller kun ringe kundskaber, hvorfor de er endt som en (betydelig) belastning for det danske velfærdssystem. Vi er derfor pisket til at undersøge, om det kan betale sig for samfundet på langt sigt at gøre en kraftanstrengelse for at få disse mennesker i job eller uddannelse, hvilket bl.a. vil kræve, at vi i visse tilfælde får nedbrudt kulturelle barrierer, f.eks. hvad angår kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet samt ligestilling generelt…