Dit Astrallegeme?
Det var sådan set Lyjse der inspirerede mig til at skrive dette indlæg I forbindelse med en debat hun havde med een der ikke kunne forstå det der med "fortabelseslegemet".
____________________________________
Et menneskes ”ødelæggelseslegeme” er ”kødet”.
Det er ikke selve det kødelige legemet der er et ”ødelæggelseslegeme”, men det er den proces der går fra hjernen via hjertet til de ”legemlige handlinger” der i den grad er ødelæggende for sjælen.
Det er ikke selve legemet der er noget i vejen med bortset fra, at vi kan blive syge, lide af forskellige ”skavanker”, for legemet har Gud jo skabt eller sagt på en anden måde;
Fra begyndelsen, fra Energiens udtryk i atomer og molekyler til det menneskelige molekyle, har Gud kontrolleret processen med et ”fuldkomment” udtryk (resultat).
Imidlertid, kender vi jo til de ”omstændigheder”, der fører os til vore sygdomme og eller skavanker, men det i sig selv er jo ingen synd.
_____________________________________
Derimod sker der noget helt andet når ”indtryk”, ”påvirkning”, ”dårlige vaner”, ”dårligt selskab”, ”underlødig påvirkning gennem film og litteratur”, skabet et ”monster” i forholdet til Guds Ord (I hvad, hvilket legeme?)
Paulus udtrykker det således:
Romerne kap. 7
Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever?
2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.
______________________________________
4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
5 Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
7 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.
9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;
10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;
11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.
12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
_____________________________________
13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig.
14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden.
_______________________________
15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god.
17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
_______________________________________
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;
19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg.
20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden
22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?
25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Citat slut.
Kommentar:
Det er ”fortabelseslegemet”. Kødet, men ...... Men det Paulus ikke får med her er følgende.
Hvis der ikke er noget galt med ”legemet”, de kødelige legeme (det har Gud jo ”skabt” ”fuldkomment”); det kødelige legeme opfylder jo formålet (i denne forbindelse forplantningen), men det er vist ikke forplantningen der tænkes på, når et menneske bryder loven, både Moseloven og det ord (den lov) der sammenføjer en mand og en kvinde i ægteskabet og ellers ”indtil ægteskabet”.
Det er begær.
Så, hvis det kniber med at sætte ord på sine handlinger (f.eks. i denne forbindelse), så kan man lære hvad det hedder ved at læse Moseloven.
Så, det er ikke legemet der er noget galt med eller selve den legemlige funktion der er syndig, men det er ”sindet”.
Paulus siger, at han ikke finder noget godt i sindet. Det er nærmest et problem for ham, det er sindet der får ham til at synde.
Han ønsker jo ikke at synde, men gør det.
Han giver således sine syndige handlinger ”sindet” skylden, der får legemet tit at ”gøre syndige handlinger”.
Fortabelseslegemet er ”sindet” (dit Astrallegeme). Kødet er ”sindet”. Det er herfra, at ”de onde handlinger udspringer”.
Hvad er så Ånden? Ånden er Helligånden.
Man kan sige, at det der kaldes ”fortabelseslegemet” er et fremmedlegeme og at ”det nye legeme” er ”Renheds og Sandheds usyrede Brød”.
Vi kan jo ikke sige, at vi ikke synder; eller gør noget forkert; eller tænker noget syndigt og forkert. Det gør vi og det er da ikke sådan vi forstår Jesus.
(Apostlen Paulus undskyldninger gælder derfor ikke)
Vi tror lige indtil det sidste åndedrag, at Jesus er barmhjertig, tilgivende og nådig. Tror vi ikke sådan, kan ”det hele” jo være bedøvende ligegyldigt.
For så, én enkelt syndig handling og – færdig for ever. Det tror vi så ikke, men vi tror Jesus tilgiver os vore synder.
Derfor beder vi hele tiden bønnen, ”….. tilgiv os vore synder …..”. Den bøn Jesus selv lærte os.
Så, fortabelseslegemet er sindet (Astrallegemet) der udtrykker synd og ondskab i vort fysiske legeme; vort fysiske legeme afslører i virkeligheden sindet, men Jesus giver os et nyt sind (et nyt hjerte) og det udtrykker så andre gerninger i vore legemer, der ikke bliver til vor fortabelse og når vi synder, bliver det ikke til vor fortabelse, men barmhjertighed.
Vort frelseslegeme er Ånden, det nye menneske der ikke ligger under for ”syndens lov”, men nådens og barmhjertighedens lov.
Der hvor vore tanker er, vil også vort hjerte være. Det er altså en livslang kamp, som vi kæmper.
Platoon
____________________________________
Et menneskes ”ødelæggelseslegeme” er ”kødet”.
Det er ikke selve det kødelige legemet der er et ”ødelæggelseslegeme”, men det er den proces der går fra hjernen via hjertet til de ”legemlige handlinger” der i den grad er ødelæggende for sjælen.
Det er ikke selve legemet der er noget i vejen med bortset fra, at vi kan blive syge, lide af forskellige ”skavanker”, for legemet har Gud jo skabt eller sagt på en anden måde;
Fra begyndelsen, fra Energiens udtryk i atomer og molekyler til det menneskelige molekyle, har Gud kontrolleret processen med et ”fuldkomment” udtryk (resultat).
Imidlertid, kender vi jo til de ”omstændigheder”, der fører os til vore sygdomme og eller skavanker, men det i sig selv er jo ingen synd.
_____________________________________
Derimod sker der noget helt andet når ”indtryk”, ”påvirkning”, ”dårlige vaner”, ”dårligt selskab”, ”underlødig påvirkning gennem film og litteratur”, skabet et ”monster” i forholdet til Guds Ord (I hvad, hvilket legeme?)
Paulus udtrykker det således:
Romerne kap. 7
Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever?
2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.
______________________________________
4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
5 Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
7 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.
9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;
10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;
11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.
12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
_____________________________________
13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig.
14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden.
_______________________________
15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god.
17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
_______________________________________
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;
19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg.
20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden
22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?
25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Citat slut.
Kommentar:
Det er ”fortabelseslegemet”. Kødet, men ...... Men det Paulus ikke får med her er følgende.
Hvis der ikke er noget galt med ”legemet”, de kødelige legeme (det har Gud jo ”skabt” ”fuldkomment”); det kødelige legeme opfylder jo formålet (i denne forbindelse forplantningen), men det er vist ikke forplantningen der tænkes på, når et menneske bryder loven, både Moseloven og det ord (den lov) der sammenføjer en mand og en kvinde i ægteskabet og ellers ”indtil ægteskabet”.
Det er begær.
Så, hvis det kniber med at sætte ord på sine handlinger (f.eks. i denne forbindelse), så kan man lære hvad det hedder ved at læse Moseloven.
Så, det er ikke legemet der er noget galt med eller selve den legemlige funktion der er syndig, men det er ”sindet”.
Paulus siger, at han ikke finder noget godt i sindet. Det er nærmest et problem for ham, det er sindet der får ham til at synde.
Han ønsker jo ikke at synde, men gør det.
Han giver således sine syndige handlinger ”sindet” skylden, der får legemet tit at ”gøre syndige handlinger”.
Fortabelseslegemet er ”sindet” (dit Astrallegeme). Kødet er ”sindet”. Det er herfra, at ”de onde handlinger udspringer”.
Hvad er så Ånden? Ånden er Helligånden.
Man kan sige, at det der kaldes ”fortabelseslegemet” er et fremmedlegeme og at ”det nye legeme” er ”Renheds og Sandheds usyrede Brød”.
Vi kan jo ikke sige, at vi ikke synder; eller gør noget forkert; eller tænker noget syndigt og forkert. Det gør vi og det er da ikke sådan vi forstår Jesus.
(Apostlen Paulus undskyldninger gælder derfor ikke)
Vi tror lige indtil det sidste åndedrag, at Jesus er barmhjertig, tilgivende og nådig. Tror vi ikke sådan, kan ”det hele” jo være bedøvende ligegyldigt.
For så, én enkelt syndig handling og – færdig for ever. Det tror vi så ikke, men vi tror Jesus tilgiver os vore synder.
Derfor beder vi hele tiden bønnen, ”….. tilgiv os vore synder …..”. Den bøn Jesus selv lærte os.
Så, fortabelseslegemet er sindet (Astrallegemet) der udtrykker synd og ondskab i vort fysiske legeme; vort fysiske legeme afslører i virkeligheden sindet, men Jesus giver os et nyt sind (et nyt hjerte) og det udtrykker så andre gerninger i vore legemer, der ikke bliver til vor fortabelse og når vi synder, bliver det ikke til vor fortabelse, men barmhjertighed.
Vort frelseslegeme er Ånden, det nye menneske der ikke ligger under for ”syndens lov”, men nådens og barmhjertighedens lov.
Der hvor vore tanker er, vil også vort hjerte være. Det er altså en livslang kamp, som vi kæmper.
Platoon