Dyrker jeg det?

Min mand var mig utro lige før jul, og i løbet af januar er vi blevet enige om at blive sammen. Selvom han gør alt det rigtige for at jeg skal føle mig tryg, tænker jeg næsten på det hele tiden, og har svært ved at koncentrerer mig om andet. Jeg har talt en del med en veninde om det, men har stadig 1000 spørgsmål til min mand, og et kæmpe behov for at tale med ham om det. Dyrker jeg det?, bør jeg give slip og lade ham slippe?. Han siger det ikke, men er sikkert ikke vild med at tale så meget om det.

Kender jo ikke hele historien. Men jeg mener dog som udgangspunkt at det er din ret og hans pligt eftersom han brød tilliden til at starte med. Men alt har selvfølgelig en grænse .... men jeg tror ikke man kan tale for meget om det faktisk.
Det er hans lod eftersom han var utro

Hej a-net
Det er da helt naturligt at du "dyrker" det så meget. Før jul er ikke længe siden i min kaldener. Hvis min partner havde været mig utro indenfor så kort tidsrum så ville 1000 tanker med sikkerhed også rumstere konstankt inde i mit hoved, hvis jeg da ikke var skredet fra hende for længst. Selvom det er en hypotetisk for mit/vores forhold, så kan man nu sagtens sætte sig ind i dit sted. Det er helt fair, hvis du stadig punker din mand for svar på dine spørgsmål. Så må jeres forhold briste eller bære. Det er ham, der har noget at skulle forklare, ikke dig.
Al held og lykke med kærligheden
/A Man 72

Jeg har prøvet det sammen for nogle år siden, og jeg tror at alle mennesker har det på samme måde som sig, når de udsættes for den slags. Jeg reagerede noget voldsommere, end jeg egentlig havde forestillet mig, men jeg stod på det tidspunkt også med et spædbarn, så jeg følte mig i den grad bundet på hænder og fødder. Det første jeg gjorde var, at stikke ham sådan en på låget, at han næsten gik i gulvet. Derefter spurgte og spurgte jeg, indtil jeg ikke havde flere spørgsmål. Vi blev enige om at se om jeg ville komme over det, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg aldrig ville stole på ham igen, liggyldigt hvilke garantier han kom med. Så jeg valgte altså at blive enlig mor i stedet. Det har ikke været videre morsomt, men jeg synes alligevel det var det værd. Jeg har stadig æren i behold.

Om du dyrker det?
Det synes jeg er et underligt spørgsmål.
Det kan godt ske at i har truffet en beslutning om at blive sammen, men selve sviget er jo ret nyt. Hverken din mand eller nogen andre kan forvente at du indenfor et par måneder både opdager utroskab, beslutter at blive og så glemmer alt om det. Utroskab er forræderi overfor partneren, hvis det ikke er en fast aftale at man må bolle udenom.
Derfor har du en masse svære følelser at håndtere lige nu; nogle af dem er selvfølgelig en sårethed over at han har svigtet din tillid, nogle af dem er uden tvivl vrede og andre er måske endda en følelse af sorg over at han kunne finde på at være så ligeglad.
Det er naturlige følelser ovenpå sådan noget og der skal være plads til dem. Selvom du helst med tiden skal kunne komme videre (ellers er der ingen grund til at blive i forholdet) så er det hele altså så nyt at du skal have lov at reagere - og din mand bliver nødt til at være MEGET large når han har dummet sig så meget. Han skal ikke "straffes" men han er nødt til at forstå at han har såret dig dybt og det vil kræve tid og oplysning at lære at stole på ham igen. Han kan ikke forvente at blæse og have mel i munden samtidig, og det betyder at han skal give dig mere tid til at komme videre med det.
Ærlig talt, så synes jeg du skal bede både ham og veninden om at sætte sig i dine sko, bede dem forestille sig hvilken smerte og hvilket svigt han har påført dig - og spørg dem så om de ville kunne "forgive and forget" i løbet af få uger???

og tage en beslutning om du vil leve videre med ham eller ej og så begynde helt forfra enten alene eller med ham. Bliver du sammen med ham så lad det skete være USKET (hm..så at sige)- i din bevidsthed, og så så at komme videre! Prøv at tag lidt frisk på det (for det er altså ikke jordens undegang dette)og selvom det vil give et ramaskrig herinde, så foreslår jeg det alligevel. Din mands kærlighed til dig er ikke mindre fordi han har været utro, det er vigtigere end noget andet at du kommer til at forstå dette. Det er nok mere DET din mand skal overbevise dig om end han skal "redde din ære" evt. ved at bedyre hvor dum denne elskerinde var, hvor lidt hun betød og hvor meget han fortyder nu for det gav ham jo alligevel ingenting...osv. osv.
Hvis du FØLER din mand elsker dig når I ER SAMMEN så hold dig til det fremfor at gå rundt og endevend fortiden. Men,kan du ikke slippe dette kan det måske også skyldes du ligger under for det "æresbegreb" vi alle via religionen jo er opvokset med. ÆRES-begrebet er jo ikke kun noget muslimerne ligger under for, vi kristnent opdreget kan skam også være med.
Jeg mener så det er noget pjat med denne "ære" , for der er da intet gået af din ære fordi din mand har været utro. Måtte nogen mene det,ja så må det blive deres sag. Nej for mig at se er æren (som du ikke selv har nævnt ved jeg godt) noget andet og mere personligt. Nemlig om du overskrider din EGEN følelsesmæssige beskyttelseszone. DET MÅ DU IKKE GØRE MOD DIG SELV. For hvis du virkelig ikke kan føle dig elsket og dette her sårer dig så dybt, så bør du ikke blive i forholdet, da det vil være at gøre vold på dig selv. Så¨det afgørende her er hvordan du føler dig tilpas. Har en følelse af du går lidt rundt og undertrykketr dig selv nu - ikke kan slippe det skete, hvilket vel er fordi en drøm brast. Men spørgsmålet er så om denne drøm var værd at tro på(?)- og du satsede mere på det du har sammen med din mand, fremfor de få timer han har været sammen med en anden kvinde...hvor meget af hans liv sammen med dig er det...1%?måske...er det virkelig værd at ødelægge sit ellers gode liv på at gå rundt og ruge over?? Jeg mener NEJ! Kom videre med dig selv og smid drømmen om evig trofasthed overfor andre end dig selv over bord. Den er et falsum under alle omstændigheder, så vær kun glad for du slap for den!
Tro på den kærlighed du FØLER og intet andet. Det er her du skal være ærlig overfor dig selv og bruge din mand nu til at finde ud af hvad du selv mærker og føler.....
Jeg selv ville være ligeglad med selve utroskaben - hvis min mand havde haft en hyggetime med en anden kvinde sålænge jeg kunne FØLE ogmærke jeg var hans elskede og den vigtigste i livet. KAN DU DET?
Pusser..bliv nuikke sur på min ligefremhed - prøver blot at se din situation fra en anden vinkel.Jeg har selv lige været min mand utro...så derfor ;-()

men faktum er altså at kvinden er usikker på hvor meget hun må tale om det og spørge til manden. Det er jo altså ikke hende der skal føle det ansvar hun giver udtryk for. Hun har alt den ret i verden der findes og han har alt den pligt der findes til at svare hende.
Han træf jo beslutningen dengang om at være utro. Så hvis han ønsker at leve sammen med sin kone så må han jo erkende at han brød tilliden dengang og stille sig åben overfor hvert eneste spørgsmål hun måtte have hertil.

Jeg HAR da tænkt over hvordan jeg ville tage det, hvis min mand var utro. Jeg ville se på det sådan, at det seksuelle da ikke skal komme til at betyde SÅ meget at det kan ødelægge AL DET ANDET vi har sammen eller overskygge tiden vi ellers bruger på hinanden (seksuelt - alm. samvær - ture vi går sammen - snak om det vi brænder for - rejser - ideer og humor vi har fælles - samvær med venner - FAMILIEN - og al vi bruger på hinanden).
Hvorfor er det SÅ forfærdeligt at man har et seksuelt forhold til en anden i en kortere periode? Hvor mange ægtefolk boller hinanden daglig...? To gang ugentlig er vel det normale...en elskerinde/elsker måske een gang hver 14 dag❓Men al den anden tid vælger man jo at være sammen med denman elsker...hvordan kan de få timer ens partner har haft med en anden kvinde/mand komme til at fylde SÅ meget (som jeg har læst herinde ) at utroskab gør når den opdages . Den svigtede part KAN ikke slippe det - det bliver nærmest et fixpunkt. Men det synes jeg så er at lægge alt for meget betydning i sex.
Pusser..håber du finder dig selv igen snart :-)

ja det kan du sige men fra min stol er sex den eneste egentlig grund til at man har et forhold.
Du kan have venskaber (og bolle uden om) med andre mennesker ... det gælder dog ikke den du har valgt at leve sammen med som kæreste/kone eller mand. Den person deler man altså det hele med kan man sige. Det er et spørgsmål om tillid/kærlighed og at dele/blotte det mest intime.

kunne jeg spørge mig selv om i dag ét år efter jeg opdagede min mand havde indledt et forhol til en anden kvinde.
I dag er det ikke så meget utroskaben der fylder, men løgnen og dobbeltspillet der er svært at slippe af med.
Jeg opdagede at han havde lovet hende ægteskab og at hele hans familie ville elske hende incl. vores to næsten voksne børn!!! Da han så fandt ud af hun havde indtil flere forhold kørende med forskellige gifte mænd, var hun ikke såååå interessant mere. Han fik pludselig øjnene op, og fandt ud af hvad det var, han var igang med at kassere.
Vi har talt meget om det - RIGTIG meget - og han har erkendt, at det nok er den handling han har fortrudt mest i hans liv, da det er gået op for ham, hvor meget han har såret ikke bare mig, men også hans børn og ham selv.
Mistilliden og løgnen er det værste, at komme over og jeg er langt fra sikker på, jeg tør stole på ham igen selv om der nu er gået et år.
Jeg ved endnu ikke med sikkerhed om jeg forlader ham for at leve for mig selv. Det er ikke noget vi taler så meget om, for det er en afgørelse, der kun kan tages af mig alene.
Men han ved, jeg endnu ikke stoler på ham som før.
Jeg håber ikke det gør dig forskrækket, at det tager så lang tid, hvis du læser med i debatter som her på SOL-debat og brevkasser på diverse sites, kan du se, at det ikke er specielt for mig, at denne proces tager lang tid.
Men for ikke at trække pinen for os begge ud i det uendelige, har jeg givet mig selv en deadline hvor jeg skal have gjort op med mig selv om jeg "tør" give slip og fortsætte sammen med ham, eller om jeg skal fortsætte alene.
Din mand har haft mod til at være dig utro, så må han også have mod til at give dig det du skal bruge for at genoprette tilliden til ham igen.
Held og lykke

det er der vist heller ingen der kan være uenig i..heller ikke jeg.
Men det hindrer da ikke kvinden i at se på sin mands utroskab ud fra en anden vinkel også! Det kunne han måske ligefrem være hende behjælpelig med. Altså med at fortælle hende hvad HUN betyder for ham...og hvad udenomssex betød for ham. Nu er utroskaben jo sket, så der er da ingen grund til at diskutere moralen nu, da de fleste jo enige her på soldebatten i at fordømme det. Hvad pokker skal hun bruge det til? Alstå ud over at hænge fast i fordømmelse og selvmedlidenhed - som jo er normer på disse debatter om utroskab.
Hvordan kvinden kommer VIDERE var jo spørgsmålet. Men vi hører jo KUN og udelukkende den TUNGE version herinde fra, så måske det kunne hjælpe kvinden her netop IKKE at gøre som så mange af de andre utrosramte jeg læser om og debatterer med på disse debater. De kommer jo aldrig nogensinde helt FRI af detteb traume og bærer på et HAD til elskerinden, som de så overfører på andre...
Synes bestemt man skal føle det man gør...det er ikke det. Men engang imellem kunne det være forfriskende om man tog fat på de ideal billeder man bygger sit kærlighedsforhold op på. De lader ikke til at holde nogen steder hele livet - folk bliver jo skilt rask væk eller går rundt og er ulykkelige fordi drøm og virkelighed ikke kan forenes.
Pusser

Hvad er der så galt med at få det på hjemmefronten?

utroskab fra min ægtemand. Det kom som et chok for mig, da han altid har givet udtryk for sin foragt over for andre mennesker, der kunne finde på at handle sådan. Det var svært at forholde sig til at MIN mand, som jeg troede jeg kendte så godt, havde gjort det. Det var endnu værre at måtte erkende at han på intet tidspunkt havde givet udtryk for at han savnede noget i vores forhold( han begrundede utroskaben med : Det var bare sex). Jeg måtte spørge mig selv, hvad han manglede , spørge ham om han havde lyster jeg ikke kendte til osv. Det er 9 mdr siden nu, og det er ved at glide i baggrunden, men jeg kan mærke at noget er væk for evigt. Ikke tilliden, jeg tror på at han ikke gør det mere ( jeg har INTET behov for at kontrollere ham eller føler mig på nogen måde usikker på om han gør noget, han ikke skulle, at han ikke vil miste mig/os, og at han fortryder, at han sårede mig og børnene. Nej, jeg mistede måske netop illusionen om ,at jeg var betingelsesløst elsket af min mand. Da jeg ikke kunne give ham - hvad det nu var- så gik han andre veje. Jeg troede, at kærlighed betød, at man ikke ville såre sin elskede for "blot" at få tilfredsstillet et behov. Eller at man , hvis der var et seriøst problem tog det op med sin partner i loyalitet. Jeg tog fejl! Jeg har ikke behov for at han undskylder eller "råder bod", men jeg har haft et behov for at forstå, hvad det var han søgte og ikke fik hos mig, da det for mig var vigtigt at finde ud af for at kunne undgå dette i fremtiden.
Et eller andet sted må jeg erkende at jeg nok aldrig kommer til at forstå hans sidespring, da det ligger mig så fjernt, men jeg må tro på ham, når han siger at han vælger mig/os og at han stadig ikke selv forstår, hvad der egentlig skete. Han nævner trangen til bekræftigelse som mand, da han selv har været kørt ned. Jeg tænker: Hvorfor kom han ikke til mig?. Han svarer: Jeg er din mand og kan derfor ikke være svag overfor dig. Derfor , tror jeg, måtte jeg bekræfte min manddom andre steder. Det virkede i øvrigt ikke, snarere tvært i mod!
Jeg havnede dengang i mit livs krise, tabte 20 kg på 2-3 mdr. og begyndte sågar at tabe mit hår. Chok, sagde lægen, det gror ud igen!
Jeg har det ok nu. Vi er atter ved at finde hinanden for alvor. Det bliver aldrig som det var, skal nok heller ikke være det, da vi jo "kørte forbi" hinanden. Jeg håber der i mod, at vi atter finder gnisten, glæden ved livet og trygheden ved hinanden på godt og ondt, da vi begge trods alt ønsker dette.
Kun du kan svare på om du reagerer "rimeligt". Andre kan ikke vide, hvordan du har det, føler det så du må i gang med at kigge lidt ind ad.
Held og lykke!

det handler da vel også om at komme videre ... det er jeg da ikke uenig i
Det næste er muligt .. men ikke min erfaring. Der har du jo en anden opfattelse og sådan er det.
Ellers er jeg enig med dig i det øvrige.
Captain

Men hverken du eller jeg kender jo alt det der i denne trådtarters situation. jeg syntes da heller ikke man skal bære nag. Hvis man vælger hinanden efter utroskab så er der vel en grund og et ønske om at komme videre. Det skal jo så gælde begge parter ... mht. ansvar og delagtighed i det ønske.

tværtimod blev jeg rørt over dit lange indlæg, med vigtige pointer. Du ramte noget, noget med at mærke de vigtige følelser og ikke kun de dårlige. Jeg føler meget for ham, bla. kærlighed, samhørighed og en grundlæggende tro på at han vil mig det bedste. Så jeg bør give ham en ærlig chance for at vise mig at det er holdbare følelser. Jeg er dog nød til at sige, at jeg følte en vis skuffelse ved at læse at du har været utro, det underminere lidt de føleleser dit ellers gode indlæg har vækket i mig.
Knus A

Ingen spørgsmål bør være ubesvaret, han burde hvis han elsker dig drage omsorg for at du igen kan føle dig tryg.
Det samme gælder også dig selv, har man været den optimale partner, kan man gøre noget i fremtiden der sikrer parforholdet, han har også en interresse i at tale det ordenligt igennem.
Der kan ikke puttes noget i gemmeren, det bliver ved med at dukke op, fejl bliver begået igen, mistanke bliver til mistillid til ens partner, det kan drive folk til handlinger der ikke er konstruktive.
Jeg håber at det ender godt for jer.

dvs ca. 2 mnd efter.Chokket er jo først ved at lægge sig nu, så nej du dyrker det ikke.
Du er igang med en proces med at prøve og forstå,og det kommer til at tage sin tid.
Måske lægger det sig aldrig og i må skilles.Men det kan kun tiden vise.
At få svar på alle de spørgsmål du har, er en vigtig del af processen.
Hvis i skal samarbejde om at finde melodien igen bliver han nødt til at svære ærlig.
Længre er den ikke.

den sætning skræmmer mig. Men måske er det heller ikke det vi skal stile efter. Tak for dit indlæg jeg kan se så mange ligheds punkter. Det giver mig høj puls, men også en følelse af ikke at være alene. Jeg vil fortsætte med at tale om det jeg har brug for, men jeg vil også gøre mit ypperste for at tænke positivt og se det som en ny start, i stedet for et forsøg på at reparerer.

citat:"Jeg er dog nød til at sige, at jeg følte en vis skuffelse ved at læse at du har været utro, det underminere lidt de føleleser dit ellers gode indlæg har vækket i mig."
Lad os tage den derfra, for du rammer her lige det jeg godt ville sige med mit indlæg.
Pga. din opfattelse (indlærte indealer om trofasthed osv.) omkring utro mennesker (utroskab)føler du de ord, der FØRST virkede positivt på dig pludselig mister sin vægt. Ordene undermineres ;-)
Det samme sker jo med din mands ellers oprigtige følelserfor dig, du kan ikke modtage dem helt som før, de underminderes af din videnom hans utroskab! Kan du se hvad jeg mener?
MEN MINE ORD ER DA DE SAMME akkurat som DIN MANDS FØLELSER ER DE SAMME...virkningen udebliver bare fordi du har en barriere i dig SELV der stiller sig i vejen.Og det kan kommetil at ødelægge ikke kun din egen oplevelse af din mands kærlighed nu men også hans lyst eller tro på kærligheden til dig kan leve op til dine forventninger....efter de er blevet så at sige filtreret af den fortid du møder NUET med.
Jeg lever selv meget i nuet...øver mig på det hver dag og har gjort det hele livet.:-)
Og det har gjort jeg simpelthen ikke KAN bære nag til nogen og aldrig gør det! Jeg har derfor også sjældent samvittighedsnag - hvilket jo er meget praktisk lige nu vil nogen så sikkert tilføje...;o) Men omvendt er min mand også kommet afsted med i vores lange forhold at have behandlet mig ret hårdt i perioder - ikke utroskab, men det jeg føler er værre næsten. Han har forsøgt at modarbejde mig som kunstner! Nå men det gør han ikke nu, for jeg har så frigjort min energi fra at være nedtrykt og bitter til bare gøre hvad der passer mig, hvilket har givet gode resultater.
Så for at kunne føle sig FRI og leve i et mere rent NU, så er man altså nødt til at kunne begynde forfra hver dag - give den man elsker og sig selv en ny chance. Vaske tavlen ren så at sige.
Pusser :-)

hvad jeg mener med det. Vi har atter fået ro på i dagligdagen. Børnene er atter trygge og ved nu at far og mor ikke går fra hinanden. Vi er alle afklaret med at vi er en familie, som vil gøre hvad vi kan for at blive sammen, respektere hinanden, arbejde på at være bedre til at "se" hinanden, vøære opmærksom på hinanden.
Der, hvor det aldrig bliver det samme , er inden i mig. Et eller andet brast i mig, måske min naive barnetro på den evige lykke med den elskede, at kærligheden er nok til at beskytte en mod at blive ramt af livets luner, at kærlighed til partneren betyder automatisk en samhørighed, der gør at man altid læner sig op af hinanden, finder trøst hos hinanden, er hinandens bedste kammerat. Det er svært at forklare men, jeg føler mig et eller andet sted svigtet over at min mand ikke valgte mig som sin støtte, da han havde det svært med sig selv. Måske var det en illusion, der brast?
Ja, jeg håber at vi får en ny tilværelse, hvor vi kender os selv og hinanden bedre, fremfor at leve i en illusion om noget der i virkeligheden ikke er!
Fat mod, hvis begge parter vil det, tror jeg det vil være muligt at komme videre med en ny og bedre forståelse af sig selv og hinanden!

Du skriver:"Der, hvor det aldrig bliver det samme , er inden i mig. Et eller andet brast i mig, måske min naive barnetro på den evige lykke med den elskede, at kærligheden er nok til at beskytte en mod at blive ramt af livets luner, at kærlighed til partneren betyder automatisk en samhørighed, der gør at man altid læner sig op af hinanden, finder trøst hos hinanden, er hinandens bedste kammerat. Det er svært at forklare men, jeg føler mig et eller andet sted svigtet over at min mand ikke valgte mig som sin støtte, da han havde det svært med sig selv. Måske var det en illusion, der brast? "
Men det er jo VIRKELIGHEDEN for pokker i al sin gru og skønhed du oplever....det er ikke forfærdeligt det er GODT! Som en kunstner der har en IDÈ om et værk. Men værket bliver nemlig ALDRIG præcis som ideen - udkastet - idealet om du vil. Og skal heller ikke være det, for så var det ikke kunst men skønmaleri..kopi! Værket bliver altid anderledes end ideen ellers var det jo ikke blevet til...ligesom livet...
Sådan er livet jo - det BLIVER TIL IMENS VI LEVER! Hvis vi tør leve det altså.
Det er derfor det er så godt at slippe alle disse romantiske forestillinger om kærlighed og komme helt ind til essensen i ens forhold. For kommer man helt derind, så finder man ud af hvad der er sandt og falsk i ens forhold. Når to mennesker finder kærligheden lige DÈR så kan de ikke miste dette, uanset hvor mange elskere eller elskerinder, der måtte træde ind som bifigurer undervejs.

Så vær bare glad for du vågnede op og måske nu begynder at bygge et kærlighedsforhold op på virkeligheden FREMFOR FORESTILLINGEN OM VIRKELIGHEDEN. Der er en verden til forskel!
Pusser..håber dette modtages i rette ånd ;-)

At leve livet efter indlærte idealer og forestillinger gør jo folk til kopier, hvor livet bliver en stor frustration hvis idealerne netop ikke indfries. Det sker så at folk i tilspidsede situationer, der IKKE kan finde ud af at leve (acceptere)livet som det er, desværre ender i ekstremisme. Mest for at FASTHOLDE de idealer de simpelthen ikke kan eller VIL slippe!
Tænk bare på religiøse fanatikere men også politisk med nationalisme og andre ekstremistiske grupperinger - ja i værste fald terrorister!
Jeg plejer så at kalde det for "parforholdsfundamentalisme" når det er kærligheden død og pine skal tillempes idealet...fremfor omvendt ;-)
Pusser

Sødeste du
Selvfølgelig kan du ikke bare kaste låg over en gryde med kogende vand og tro at det ikke bobler over, med mindre nogen skruer ned for blusset.
Og din mand skruer ikke ned for blusset! Altså må du. Selvfølgelig skal I tale sammen, tale så du føler, at du får din smerte udlevet. Men lad være med at dyrke detajler. Dem kan du ikke bruge til noget. Du har krav på at få besvaret - det du ønsker. Hvis din mand vil dig. Så svarer han også. Du er i den rette position - ikke ham.
Du lyder til at elske ham stadig. Så kæmp. Men forlang ærlighed....hvis ikke...så - out of the door!!!
Knus herfra

'Pga. din opfattelse (indlærte indealer om trofasthed osv.) omkring utro mennesker (utroskab)føler du de ord, der FØRST virkede positivt på dig pludselig mister sin vægt. Ordene undermineres ;-)'
Mon ikke det er DIG, der underminerer! - indlærte idealer??????? Det vil sige du mener disse idealer er helt forkerte: Troskab og ærlighed er bare YT?
Selvfølgelig skal vi leve i NUET, - men hvad er NUET og hvordan lever man i det, hvis ikke man gør brug af erfaringer fra fortiden og forventninger om fremtiden.
Du er da helt forkvaklet!

Min mand var mig utro. Jeg opdagede det hurtigt og han fik stoppet same aften. Inden jeg konfronterede ham tænkte jeg længe over hvad jeg ville opnå. Et ægteskabsbrud eller en forandring? Jeg konstaterede at efter 22 år, 2 skønne mindre børn og i bund og grund en dejlig mand ville jeg fortsætte.
Jeg gjorde følgende 3 ting:
Jeg har været igennem hele processen og det er ikke nemt. Du skal gøre op med digselv om du synes dit forhold er værd at bygge på. Der er nogle skår der ikke kan laves om, men det er muligt at få en fantastisk liv alligevel.
Hvis du synes det er værd at arbejde for skal du gøre 3 ting, for din egen og ikke hans skyld.
1. Det første er at du skal være vred og ked af det m.m i en tidsbegrænset periode. I den periode skal han lytte til dig en halv time 3 gange om ugen. Det skal ikke være en diskussion, men han skal høre hvad du siger. Svar behøves ikke. Jeg gjorde det i en måned. Da måneden var slut begravede jeg vreden. Jeg skrev ned alt hvad der havde gjort ondt i vores forhold ned. Jeg tog brevet og begravede den ned i haven i gården.
2. Så tilgav jeg ham.Igen ikke for hans skyld, men for min. Jeg ville ikke bruge mit liv på at være vred og bitter. det fortjente jeg ikke. Jeg fortjener at være lykkelig - med eller uden en ægtefælle.Samtidig med tilgivelsen besluttede jeg mig til at mistro og kontrol var ydmygende for mig. Det ville jeg ikke nedværdige mig til. Så jeg tjekker ikke mobil eller andet.
3. Skab din egen lykke. Når manden ser at du er tilfreds, udadvendt og aktiv uden at han er en del af det, kommer jægerinstinktet frem igen. Han vil arbejde hårdt for at gør sig fortjent til din kærlighed. Han vil være stolt af at være sammen med dig. Du finder samtidig ud af at din lykke ikke er afhængig af et andet menneske, men at du skaber lykke indenfra.

Jeg tager ejerskab for en del af de problemer der udløste utroskaben. Selve utroskaben er min mands dårlige beslutning og det er hans alene. I bagklogskab kan jeg idag se at han har forsøgt at tale med mig inden. Jeg har bare ikke lyttet. Og det er nemlig kommunikation der er vores største problem.
Vi går i parterapi for at løse det. det er en smertefuld proces. Men vi har så mange andre ting der er værdifuld at jeg synes det er det værd.
Men hold da op hvor utroskab gør ondt. Ens selvværd tager et dyk. Men jeg har ikke mistet lysten til min mand. Vi har fantastisk sex. Han har det svært med sit eget selvbillede da han ikke er"den utro-type", dvs. samvittighedsløs. Han har det nogle gang svært hvis han kommer i tanke om hvad der er sket mens vi er i seng sammen. Så bliver han slap. Men så må vi på den igen. Tiden hjælper også.
Men jeg konkluderede at selv om vi har det svært, så er vi sammen. Og jeg er en stærk, flot og elskværdig kvinde. Han er heldig han har mig og jeg er heldig jeg har ham. Han er en lækker mand - og fremover kun min mand. Det valgte han og det valgte jeg.
Elskerinden var en kvinde der var interesseret i at skabe en familie med min mand. Hun ville smerte min mands børn for at få børn med ham. Paradoksalt! Ellers har jeg ikke ville bruge tid på at tænke på hende. Hun er en kvinde der ikke kan tage min mands ansvar for hans dårlige valg fra ham. Når det er sagt så ville grundlaget for at danne en ny familie være skabt på bedrag, og det ville være en del af hendes ansvar. Jeg håber hun finder det hun søger og er glad for at det ikke er min mand der skal opfylde hendes behov.
Så midt i alt den smerte er jeg taknemlig for at han råbte vagt i gevær. Vi har nu mulighed for at skabe et godt liv.
Jeg ved ikke om dette måske kan give nogle andre facetter på det svære i livet. Livet er som en diamant. Der er mange facetter og ikke alle er lige heldigt skåret, men nogle er funklende og er det så ikke dem vi skal fokusere på?
Held og lykke Boston. Parterapi er en god ting. Det gør dog meget ondt men godt.

du kan ikke leve i nuet hvis du gør brug af erfaringer fra fortiden og forventninger om fremtiden.
Du har 3 zoner :
Din ydre = alt det der foregår uden for dig
Din mellem = dit hoved
Dine indre = dine følelser
Feks:
du går en tur og lægger mærke til fuglene (ydre zone) - du får en forventningsfuld følelse i maven (din indre zone) og du tænker nu er det snart forår (dit hoved)

Indre og ydre zone er altid nutid og kan ikke være andet - hovedet er fortid /fremtid.
Det kan ikke lade sig gøre at være mest i den ydre zone.
Er man mest i sin mellem zone og har ingen fornemmelser for andre eller får lukket helt af for sine følelser kan man være neurotisk.
Er man mest i sin indre zone og har ingen fornemmelser for andre eller "tænker" ikke så meget over andet end sig selv kan man være psykotisk.
Der skal helst være ligevægt mellem alle 3 zoner for at vi er harmoniske mennersker.

bare lidt info :0)
Lotte

at leve i nuet er ren følelse. Hvis man relaterer NUET til erfaringer eller forventninger, så lever man netop ikke i NueT?
Altså - så er jeg vældig glad for at jeg ikke lever i nuet, for hvad skulle det dog kunne bruges til, udover at vide om jeg er sulten eller mæt, fryser eller sveder, har behov eller er tilfreds. Undskyld, men det lyder som et dyr og jeg er glad for at være et harmonisk menneske med fortid, nutid og fremtid:D

Dit hoved der indholder alle dine erfaringer om fortiden bruger du netop, hvis du vil FRIGØRE dig fra disse fortidige bindinger og leve i nuet. Altså dit hoved (hvis du da bruger det;) er en væsentlig faktor for enten at frigøre sig for fortidens bindinger eller vælge at hænge fast og lade bitterhed og depressive FORVENTNINGER om fremtiden (med baggrund i fortidens bitre erfaringer) forpeste NUET.
Den "neurotiske" personlighedstype fastholdes i skuffede forventninger og ANGST for at leve i nuet (kan aldrig glemme) da denne persontype lader følelser fremfor sund fornuft afgøre, hvad der er relevant at bruge fra fortiden i mødet med fremtiden - netop i NUET. Det kræver en del hjernearbejde at kunne frigøre sig fra bindinger stammende fra fortidens ofte negative erfaringer.
Ser man en fugl f.eks. så er der mange "måder" at se den fugl på. Man kan se den og lytte til den i frihed for fortiden..dvs. bare opleve den som den nu er som var det første gang man mødte en fugl. ;-)
Men man kan også se på fuglen og lytte til den TYNGET af fortidens negative bagage. Så hjernen kan her vælge at tolke fuglen følelsesmæssigt negativt. I stedet for at se og lytte til fuglen i det lykkelige NU man kunne opleve den, så kæder man fuglen sammen med minder. Minder der giver smerte (da fortiden der ikke er bearbejdet?) og derfor tynger så man ikke kan opleve nuet i frihed. Den neurotiske eller bare småbekymrede personlighedstype kan slet ikke opleve nuet. Han/hun vil måske tænke på dengang man gik hånd i hånd med kæresten en forårsdag i en skov med fuglesang. Huske en situation med en fugl, hvor man var lykkeligt uvidende omkring utroskab i ens forhold, og tænke tilbage og tolke fuglen ud fra dette MINDE (fortiden). Så man lever ikke i nuet, men tolker fuglen negativt med udgangspunkt i ens smerte, vedat huske og mindes dengang man troede man var lykkelig. Hm..man længes måske ovenikøbet tilbage til den tilstand igen.
Fuglen kan så her i vores utroskabsdebat være alle de nuer, man oplever med sin elskede EFTER utroskab.
Ja det kræver faktisk en vis beqavelse at kunne frigøre sig fra fortiden og møde NUET uden negative (eller positive?) forventinger. Kan man det kan man give sin partner FRI og han/hun kan få en chance for selv at frigøre sig fra fortidens traumatiske hændelser.
Det er stor kærlighed at kunne gøre dette overfor sin partner, og noget helt andet end TILGIVELSE, der jo bare er at give sig selv fri og styrke sit eget EGO der hermed fastholder sin partner i hans/hendes synd. Altså alt andet end at give sin partner FRI!
Pusserpigen...og en interessant debat dette har udviklet sig til ;-)

Det må du vist lige forklare lidt mere om, hvis vi reelt skal kunne vurdere denne toeri!

Jeg er ret ny her på solen, men jeg har siddet og læst nogle at dine indlæg, da jeg finder dine holdninger ret unikke/specielle. Jeg kan også se at der er en del garvede debattører, der ikke gider svare dig mere, hvad du lige får ud af det... det ved jeg ikke? Men som en klog mand har sagt "ingen gør noget uden det har en mening" Måske er du ikke interesseret i konkurrenter?
Grunden til jeg spørger, er at nogle gange virker dine svar som en "goddag mand og økseskaft dialog". Du er sågar blevet kaldt solens "Baune" (Ham fra "Svinene" i DR 2)
i et ældre indlæg.
Du svarer gang på gang debatører, der savner andres mening om hvordan, de skal forholde sig til deres partners utroskab. Hver gang svarer du, at at du har været din mand utro og det har reddet dit ægteskab? Nå!? Men hvordan har du så talt med din mand om dine "udenrigspolitiske ærinder"? Det savner jeg at høre noget om? Hvordan kom i to videre? Hvad var svært for din mand? og hvad var svært for dig efter du havde været utro?
Det står der faktisk ingenting om i dine indlæg - Det kunne jo være, at de som spørger herinde, havde brug for den vinkel?

Eller er det sådan, at du har taget den rolle herinde på solen, at du er den, der skal fortælle alle, der er blevet svigtet af deres partner, at de er helt forkerte på den fordi de har svært ved at komme videre?
Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så vigtig for dig at have den rolle?
Det er rigtigt hvad du skriver når du fx skriver, at det ikke skal stække sig over en "for lang periode" og at den, der har svigtet i al evighed skal gå og føle sig som et "svin"... Selvfølgelig skal han/hun ikke det.
Men hvad tænker du om, at der overhovedet er sådan en periode?
Hvor lang den periode varer, er efter min mening ikke noget jeg kan sidde og bedømme her fra min PC, det kommer jo helt an på utroskabens omfang og de efterfølgende omstændigheder, der er i den enkelte familie.
Uha! Det var mange spørgsmål i ét "kinder æg" - Håber du kan klare det:o)

Ja her kom jeg lige til at se at min ringe erfarenhed her på solen kunne blive til en misforståelse. Ups! Beklager hvis andre end "Pusserpigen" troede indlægget var svar til dem.

at Pusserpigen har været så hensynsfuld IKKE at indvi sin ægtefælle eller ladet sig afsløre i sin utroskab. Det er det hendes agitation går ud på: Red DIT ægteskab med utroskab!

man igen og igen støder på herinde. I overfører jeres vrede (afmagt) på symbolet for utroskaben: elskerinden! Læg mærke til du synes du fik noget ud af mine indspark INDEN du opdagede jeg selv også var en "synder" ...men jeg har ingen særlig berøringsangst overfor folks EGO`er og æresfølelser omkring utroskab. Så jeg skriver det jeg nu mener og føler omkring utroskab - læs det eller lad det ligge. Der er ingen LÆSETVANG!:-)
Hvis man læser de mange indlæg (FRA UTRORAMTE KVINDER) nøjere har de samme tema, manden er ganske vist en bedrager og han løj bag konens ryg. Men han FORTRØD bittert - han er ulykkelig, ja han skal tilgives (hvor storsindet!) mens elskerinden er en heks og den egentlige årsag til utroskaben. Det ligger ligesom en rød tråd i alle indlæggene fra de bedragne hustruer. Manden skal ovenikøbet "forståes"...hjælpes på vej når kippen er slap fordi det selvfølgelig skyldes han kommer til at tænke på sin ugerning (skrev en herinde for nyliggudhjælpemig!) - altså hans dårlige samvittighed (!) gør ham impotent!
Men ingen tør tænke tanken at han måske tænkte på elskerinen som han ikke må bolle ?
Det er denne forflygtelse af sandheden og forsøget på at fortsætte en livsløgn jeg opponerer imod...hvorfor være så naiv. Tænk hellere på jeres egen lykke fremfor hele tiden at fokusere på jeres mænds do. Og forlad manden hvis I ikke kan klare hans undenomsfantasier..eller lad ham være og nyd de øjeblikke af kærlighed og lykke I kan få med ham! Dvs. frigør jer fra drømmen om tosomheden - evt. som jeg ved at turde opleve andre mænds begær og leve begæret ud. Gir man sig selv lov til det, sker det forunderlige (skete for mig) at al det udenoms <(idealer og drømmeog konformitet) bliver siet fra og man når ind til essensen i ens kærlighedsforhold. Ind til selve FØLELSEN til ens elskede - det står pludselig lysende tilbage. Det gjorde det for mig, og jeg har aldrig haft så godt et ægteskab som nu - lige bortset fra de første år i vores ægteskablige lykke...:-)
Pusser

Hvis du har læst mine indlæg vil du vide jeg intet har sagt til min mand om min utroskab. I Frankrig regnes det ikke for utroskab, hvis det ikke bliver opdaget.
Men des længere et udenomsforhold varer des større er sandsynligheden for det opdages og des mere smertefuldt for den bedragne - hvis altså denne ligger under for sit ego og føler det er mangel på kærlighed hvis han/hun ikke SELV er ENESTE årsag til sin partners lykke.Sådan er vi alle opdraget så ikke mange vil kunne føle andet end sårethed og så videre hvis den anden part er en utro bag ens ryg.Jeg ville sikkert føle det samme hvis min mand var mig utro. MEN DET ER IKKE DET SAMME SOM JEG SYNES DET ER HENSIGTSMÆSSIGT eller udtryk forkærlighed overfor ens partner man har disse følelser. Det er det forfængelige EGO der bliver såret - bliver man elsket og FØLER kærligheden fra sin partner er der jo intet der bliver taget fra en. Udover ens nedarvede "æresfølelse"!
Jeg kan oplyse jeg ikke tror jeg ville være bedre end jer "kramper" herinde mht. sårethedsfølelse, da jeg ligger under for samme forældede normer som jer (dog ville jeg aldrig lade min vrede gå ud over en evt.elskerinde!) og af samme grund vil jeg helst ikke vide noget, hvis min mand evt. var utro. Jeg vil sige det hører til hans privatliv (har iøvrigt sagt det til ham, men han har ingen lyst til at være mig utro..så han forstår ikke min pointe her). Men han har altså fået friheden til at leve et privatliv ved siden af. Og grunden til jeg kan unde ham det er jo at jeg SELV har prøvet at være ham utro og indset det intet har gjort ved mine følelser overfor HAM. Jeg elsker ham stadig højt - ja næsten mere end nogensinde, da jeg kom helt ind til kernen i vores forhold efter min utroskab.
Jeg kan også være så "large" fordi min mand giver mig så meget, så jeg har ikke brug for mere NU! Derfor - det eneste der tæller er FØLELSEN i det NU jeg lever sammen med min mand. Er det godt og livgivende og inspirerende, jamen hvad skal jeg så med mit EGO`s krav på at være eneste(på kvindesiden) som min mand må glæde sig over. Bare jeg er den vigtigste i hans liv som han er det for mig, så er det mere end nok:-)
Pusser

MEN:
Se dog i øjnene at VIRKELIGHEDEN ikke er den romantiske drøm om at vi kvinder er den ENESTE ENE for manden. Mænd tænder altså på andre end lige konen og det er på tide kvinder indser dette og forstår det IKKE betyder manden ikke elsker dem. Og rigtigt jeg har indset (gennem praksis) at utroskab ikke er verdens undergang - ja at det endog kan være anbefalelsesværdigt i flere tilfælde.
Så utroskab er nødvendigvis IKKE tegn på manglende kærlighed til sin partner (men kan være det)- hvadenten det er mand eller kvinde der nu er utro.
Til Anne Mones "go`dav mand økseskaft" spørgsmål (sverer lige her nu du også blander dig med personfokusering) har jeg kun eet svar:
Glem min person!
Dvs. mine intentioner mht. at deltage i debatten her - glem hvad jeg evt. måtte have af overvejelser EFTER min egen utroskab og hvad jeg ellers føler og tænker. Jeg skriver det som jeg føler er relevant for den almene debat omkring utroskab. At det gør mange af jer utrosramte sure og forbitrede på personen Pusserpigen, det synes jeg I hellere skulle prøve at interesserer jer for fremfor lave personangreb.
Jeg prøver at ruske lidt op I jer, fordi det irriterer mig voldsomt at kvinder i den grad ligger under for mænd og ligger under for deres nedarvede idealforestillinger om kærligheden. Det er ren romanblad at læse om denne naive tilgang til mænd. Jeg har selv været elskerinde til 3 gifte mænd gennem mit efterhånden lange liv - og har veninder der har prøvet det samme, og med den smerte der også følger af et sådant forhold.. Den ene er nu gift med manden hun i over 2 år havde et udenomsforhold til, så jeg kender problematikken, men mest fra "den anden side". Så jeg ved da godt jeg provokerer med mine indlæg ;-)
Men jeg tager gerne imod jeres vrede, for jeg synes det er vigtigt vi kvinder vågner op og fremfor at kæmpe imod hinanden begynder at indse, at mænds seksualitet ofte er en selvstændig størrelse, der ikke altid hænger sammen med kærligheden til den kvinde de elsker! OG at det ikke er elskerindernes skyld, hvis der skal laves en rettergang på utroskab. Men kan eller vil I utrosramte kvinder ikke forholde jer til denne virkelighed (omkring mænds seksualitet), så bliver I godt og grundigt skuffede i jeres liv. Forlad drømmen - fortiden - og forhold jer til NUET og den lykke jeres mænd hellere end gerne vil give jer, hvis de altså kan få lov og ikke skal have deres følelser gennem vridemaskinen først. Altså lige tjekkes efter parforholdsfundamentalisternes logbog. Giv jeres mænd lov til at elske på DERES præmisser...så kan det ligefrem tænkes de har nok i jer,og sådan helt frivilligt ;-)
Men giv nu ikke elskerinderne skylden for misèren omkring utroskab!!!!
Pusser...glad for debatten da jeg godt vil komme med en anden kvindevinkel på problematikken omkring utroskab. Men hvad jeg gider svare på vælger jeg selv - regner med I andre gør det samme...håber jeg da ;-)

kære Pusserpige,
Fri mig for dine generaliseringer. Hvis du læser mine indlæg, vil du opdage at jeg netop siger at elskerinden ikke har ansvar for min mands valg. Jeg bruger heller ikke energi på at tænke på hende. Men jeg synes det er en paradoks at hun ønskede at skabe en familie ved at ødelægge en anden. Længere er den ikke.
Når du nu ønsker et nuanceret syn på mænds seksualitet, ville det klæde dig at se nuanceret på kvindernes oplevelse af svigt!

at du netop skal have en harmonisk fordeling mellem dine zoner
hvis du brænder ovnen skulle du jo gerne gøre brug af dine erfaringer så du ikke bliver ved med det resten af dit liv..
Tilgengæld hvis du hver gang din partner går ud af døren har en tanke om at nu går personen ud for at være utro så kan det være du skal tjekke med din ydre zone (din partner) om det du mærker i din indre zone er korrekt.

Ja det kan godt være det lyder som et dyrs - og hvis du tænker lidt over det hvor ofte hører man så om (oftest) kvinder der når en partner har været utro siger - hvorfor sker det altid for mig...
Det sker måske "altid" for hende for hun tjekker ikke sine zoner af - hun har en forventning i sin mellem zone om at sådan er livet og alligevel kommer det som en overraskelse og hun er et offer...
og her er der så rigtigt mange andre ting inde over. - manglende ansvarstagen - følelsen af at være offer osv.

noget andet er at når jeg skriver neurotisk og psykotisk så er det jo i yderste instans - ikke desto mindre så må jeg jo erkende at jeg førhen absolut befandt mig mest i mit hoved (mellem zonen) og dette gjorde at mine drømme om mig og min partner kom aldrig længere end til mit hoved - dette betød at da han var utro så kom det som et enormt chok for det hang jo ikke sammen med de ting jeg havde gået og tænkt - og dermed hang det jo ikke sammen med min opfattelse af virkeligheden.
************************************************************************
Denne teori kommer i øvrigt fra gestalt terapi.

Lotte

Jeg er i næsten samme situation. Bortset fra at jeg stadig overvejer om jeg vil gå tilbage til ham. Bor i øjeblikket på en venindes sofa og har gjort det i tre uger og kommer nok til det lidt endnu (Tak for gode veninder) Vi har været sammen i 14 år og jeg er gravid i 5. måned med vores 1. barn. Han blev forelsket i en arbejdskollega og det kan man jo ikke selv forhindre, det man kan forhindre er hvad man gør med de følelser, han valgte så at begynde et forhold til hende bag min ryg.
Hvis jeg vælger at gå tilbage til ham, Hvilket han meget gerne vil have og siger han ikke kan undvære mig, Kommer jeg til at gøre livet rigtig surt for ham, det ved jeg med mig selv og tror egentlig han vil acceptere hvad som helst bare jeg kommer tilbage, mine tanker kredser så om om jeg selv kan holde ud at være så mistroisk at jeg hele tiden vil tænke over hvad han laver og spørge ham ud om det ene og det andet bare han blinker forkert med det ene øje. Som en skrev tidligere i tråden er det egentlig ikke så meget det han har været mig utro, det mere alle løgnene og følelsen af at være blevet svigtet af en man stolede på. For mit vedkomne handler det ikke om ære, men i bund og grund kun om hvad jeg selv kan holde ud at leve med. Har desværre en tendes til at bære nag.

Jeg nåede kun til dette:
Den "neurotiske" personlighedstype fastholdes i skuffede forventninger og ANGST for at leve i nuet (kan aldrig glemme) da denne persontype lader følelser fremfor sund fornuft afgøre, hvad der er relevant at bruge fra fortiden i mødet med fremtiden - netop i NUET. Det kræver en del hjernearbejde at kunne frigøre sig fra bindinger stammende fra fortidens ofte negative erfaringer.
så måtte jeg opgive - hvordan kan du tillade dig at stemple disse mennesker ?
Og hvad der er sund fornuft for dig er jo ikke nødvendigvis for andre -har vi vist set nok eksempler på herinde ikk.
Og nej jeg er uenig med dig her - og jeg har netop brugt meget tid i mit hoved - jeg mærkede ikke en disse efter - for så havde jeg nok fundet ud af at min virkelighed ikke hang så godt sammen med min partners virkelighed ..
så jeg nåede til dette :

jeg gider simpelthen ikke læse dit indlæg - det er sikkert interessandt nok - "lige som alle dine andre indlæg" - ikke desto mindre så praler netop du med at leve i nuet og ikke desto mindre så oplever jeg at den aversion du har mod mig og som gør at jeg oplever at du har bestemt dig for konsekvent at være uenig med mig kommer til udtryk allerede i din overskrift.

Lotte

Og jeg stempler ingen her,så føler nogen sig truffet af mine ord er det vel ikke mit ansvar.
Jeg tror på der er lige så mange årsager og lige så mange måder at bearbejde utroskab på, som der er mennesker der oplever samme. Jeg hælder til at hver enkelt person gør bedst i at tømme sin egen rygsæk af minder og nedarvede idealer om kærlighed FØR de dømmer andre (incl. deres egne mænd) for at være bedragere og usling pga. utroskab.
Pusser

Det er et stort problem du står med der. Jeg tror at grunden til at du ønsker at stille ham 100 spm og ønsker at snakke om det, er håbet om at det på den måde går i orden igen. Men sådan fungere det ikke. Uanset hvor meget i snakker om hændelsen, kan den ikke slettes. Det lyder som om I er blevet om at give forholdet et forsøg. Hvis det skal lykkedes er du nødt til at give slip. Uanset hvad han siger til dig når I snakker om det, kan han ikke gøre det om, og det er jo det man inderst inde ønsker Så selvom det er svært bliver du nødt til at stoppe med at snakke om det (det er nemlig farligt for forholdet)og finde ud af med dig selv om du virkelig kan tilgive og komme videre eller ej

Du skriver at du også lægger under for gamle fordomme/drømme om parfoldets "ukrænkelighed" samtidig med at du et andet sted fortæller at den norm, du oplevede i din barndom og også senere i livet, var at utroskab var helt almindeligt og "acceptabelt"?
Jeg forstår heller ikke, hvilken magt du mener mændene har over os kvinder??? jeg har ALDRIG følt nogen havde magt over mig , så vil du forklare nærmere?

Den vil jeg så tænke lidt mere over!

Du siger det er farligt for forholdet at snakke om det! NEJ- DET ER IKKE!
Det er farligt at LADE VÆRE - men samtidig er det da rigtigt at på et tidspunkt skal det stoppe. Aftal et tidsrum hvor I taler det igennem og får alle spørgsmålene besvaret- dog ikke unødvendige detaljer , men spørgsmål som: Hvorfor skete det? Manglede du noget? Hvad kan jeg/vi gøre for at det ikke sker igen? Er der noget vi skal ændre i vores samliv? - og lignende.

Kære Pusserpige,
Jeg forstår langt hen ad vejen din motivation. Jeg har modsat haft en meget stærk mor som har vist vejen i forhold til livets kriser, herunder en invaliderende bilulykke, utroskab og besværlige unger.
Jeg tror at man når langt ved at træffe nogle beslutninger. eks. som at tilgive eller stoppe spørgsmpål m.m. efter en egen bestemt periode. For så tager man ansvar for sig selv, sin sind m.m. Jeg valgte en måned, og bestemte 3 dage om ugen. det var mine beslutninger og derfor satte jeg mig i den handlekraftig position.
Som du selv siger er det vigtigt at den utro part ikke straffes for tid og evig. Det valgte jeg heller ikke at gøre. det gøre han selv til fulde. Hans selvbillede er noget revnet.
Men ved at træffe beslutninger sidder man ikke og dvæler i en offerrolle. Men smerten er der og det er en stor smerte. Men sådan er livet. Fokus er vigtigt.
Jeg tror personligt at man hjælper andre kvinder bedst - ikke ved at sparke r** . For de ligger nede nu, men ved at give værktøjer til at rejse sig stærk og træffe den rigtige beslutning for dem selv. Hvad enten det er at blive eller skilles.
Knus;-) Micha

Jeg er ikke i tvivl om du og din mand har et stærkt ægteskab og de følelser der binder netop jer to sammen, er noget du bevidst har valgt at fokusere på. Det er klogt og vel også det der gør I hurtigere finder en lige balance igen i ægteskabet. Og det er efter min mening også det mest retfærdige, hvis man endelig skal fælde dom over en såkaldt "sýnder". At tage helheden med og ikke stemple eller stigmatisere den lille procentdel, der netop ikke glimter som en diamant...for at blive i dit sprog. ;-)
At tage det med ind i fremtiden som kan bruges - og smide resten UD!
Som jeg forstår dig fokuserer du på den del der lyser (som en diamant) og det synes jeg er smukt.
Knus igen fra Pusser:-)

Jeg er - som hele min generation (snart 56 år) opvokset med det kærlighedsbilled kvinderne nu engang (og desværre ofte stadig indkodes med) at kærligheden og et lykkeligt ægteskab er alfa omega for en kvinde. Min mors forhold til en gift mand fjernene bestemt ikke dette ideal...tværtom var det jo drømmen at få den eneste ene:-)
På den anden side en religiøs opvækst hos en far med hans religiøse kone og hvad dertil hører af religiøse dogmer mht. parforholdet som fundament for kærligheden.Jeg havde så min mors version, at kærlighed skam også kan eksistere udenfor parforholdet. Jeg er ikke i tvivl om hendes gifte elsker virkelig elskede hende. Det var et sideløbende parforhold han havde kørende faktisk i (jeg mener det var) 17 - 18 år...lige til hand død.

citat:"Jeg forstår heller ikke, hvilken magt du mener mændene har over os kvinder??? jeg har ALDRIG følt nogen havde magt over mig , så vil du forklare nærmere?"
Mænd har i den grad styret kvinder og deres følelseliv igennem tiderne og gør det stadig. Og ALT for meget...læs bare herinde i diverse kærlighedsdebatter. Den sidste jeg husker var med "den forelskede" der lå helt under for sin kærestes luner og slet ikke var i stand til at sæte grænser selvom hun var ret ulykkelig over situationen. Hvis man er ulykkelig med en mand- det være ens elsker eller kæreste så forstår jeg simpelthen ikke at de mænd kan have så megen magt over en at man bliver i forholdet eller ikke selv tager affære og frigør sig.
Det var såmænd bare det jeg mente omkring mænds mangt. Kvinder har generelt svært ved at frigøre sig fra mænd de elsker og som behandler dem elendigt. Tænk bare på koner til voldelige ægtemænd - psykisk vold er iøvrigt lige så slemt og ses også ofte, hvor kvinderne lidt efter lidt mister deres selvværd. Det er en urimelig magt de mænd har overfor kvinder...at kvinden er SÅ følelsesmæssigt bundet til manden at han går forud for hendes eget velbefindene.
Men det er da heldigt for dig du ikke har de problemer ;o)
Pusser
Jeg synes i det hele taget mænd bliver taget alt for højtideligt!

du vil ikke påtage dig ansvaret for noget som helst - uanset dine relationer til folk eller det faktum at du direkte sviner folk til(dine indlæg ligger som svar på et tidligere indlæg)men alligevel fralægger du dig ethvert ansvar. Mage til overfladisk arrogance skal man lede længe efter!

jo der er noget der bliver taget bort. Det er naivt at tro at lidt leg med ilden er ok. Hvis du i et civiliseret, sofistikeret samfund, hvor alle har deres forholdsvise frie valg, har en partner, som har svoret troskab(ægteskab), men som er sammen med en anden, bør det i forhold til slægtens overlevelse være en "høj alarm" situation. Vores grundlag er familien og dennes sammenhold og videre førelse. Hver gang du gør mere end at være venskabelig overfor det modsatte køn, udsætter du din familie for en betydelig risiko. Alt kan ske pga formildende omstændigheder, men det skal tages dybt alvorligt. Hvis vi begynder at tro, at bare vi elsker vores retmæssige ægtefælle, er der ikke nogen grund til at bekymre sig om lidt "snask" ved siden af, er frygtelig naiv. "Bare jeg er den vigtigste", var du det, så var du også den eneste.
knus A