Dåben er en indvielse til Gud
Det er muligt at andre ikke opfatter dåben på samme måde, men for Jehovas Vidner er dåben en indvielse til Gud som disciple af Herren Jesus Kristus. (Mattæus 28:19-20)
Med venlig hilsen, ftg.
Med venlig hilsen, ftg.
ftg, husk at forklare det rigtigt, ikke?
Dåben er IKKE indvielsen. Dåben er den offentlige bekræftigelse af indvielsen.
Indvielsen sker før dåben, ved en personlig bøn. (indvielse og bøn)
Dåbsspørgsmålene til dåbskandidaterne:
1) "Har du på grundlag af Jesus Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?
2) Er du indforstået med at du, ved din indvielse og dåb, bekender dig som et af Jehovas vidner der tjener i forening med den menighedsorganisation Gud leder ved sin ånd?"
Forklaring:
I flg. Vagttårnsselskabets litteratur, skal man forstå, at bibelen er skrevet til de "salvede kristne". Disse salvede kristne udgør "den lille skare" (144.000)som skal regere som konger i Tusindårsriget. Disse er salvet med hellig ånd (guds upersonlige virksomme kraft), hvorved at den virker igennem de salvede.
Helligånden virker altså igennem de salvede (trællen), hvorved at det er igennem dem, at man får den åndelige føde man har behov for, for at tro. Helligåndens virke i ens liv fås ved at læse de skrifter, som de salvede skriver. (derfor er studier af litteraturen vigtig) Dette er vigtigt først at forstå, når man læser litteraturen, hvor at helligåndens velsignelser gennemgås.
Den "store skare" betegnes som alle andre folk fra hele jorden, som slutter sig op om de salvede. Jehovas Vidner i almindelighed forstår sig selv, som tilhørende den "store skare", også kaldet "Jonadab-skaren" (de er hoppet med på vognen).
Når man døber sig som JV er betydningen altså:
Faderen : Jehova, den almægtige skaber, (viljen)
Sønnen : Jesus, hvis sonoffer dækker synder (de salvedes)
Helligånden : Selskabet, Guds Israel, som udvirker guds hensigt. (Kristus brud, er konger)
Forklaringen om den hellige ånd i flg. Vagttårnsselskabet ved læsning af "Indsigt i de hellige skrifter".
Denne kontekst skal man hele tiden have med ved læsningen:
->Bibelen er skrevet af salvede, til de salvede og for de salvede.<-
De salvede frelses ved Jesu' sonoffer, Jonadabberne (menige JV) ved at tilslutte sig de salvede.
Som det efterhånden går op for en, vil man se, at selskabet anser sig som værende den hellige ånd på jorden.
Indsigt i den hellige skrift bnd 2 s. 1226-1231 Ånd
Guds virksomme kraft; den hellige ånd. Langt de fleste steder sigter ru´ach og pneu´ma til Guds ånd, hans virksomme kraft, hans hellige ånd.
Ikke en person. Læren om at den hellige ånd er en person og en del af Gud, blev først et officielt kirkedogme i det 4. århundrede e.v.t. De tidlige „kirkefædre“ førte ikke en sådan lære; Justinus Martyr lærte i det 2. århundrede at den hellige ånd var Guds indflydelse eller virkemåde; Hippolytos tilskrev heller ikke den hellige ånd nogen personlighed. Bibelen selv viser at Guds hellige ånd ikke er en person, men Guds virksomme kraft hvormed han udfører sin vilje og gennemfører sin hensigt.
Det bør allerførst nævnes at ordene „i Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet“ (R-L), som findes i ældre oversættelser af 1 Johannes 5:7, i virkeligheden er en uægte tilføjelse til grundteksten. En fodnote i den katolske Jerusalem-Bibel siger at disse ord „ikke findes i de gamle græske håndskrifter, i de ældre oversættelser og i de bedste håndskrifter af Vulgata“. (Bibelkommentar, København 1968, bd. II, s. 331) Den uægte passages historie er grundigt behandlet i værket A Textual Commentary on the Greek New Testament af Bruce Metzger (1975, s. 716-718). Det oplyses her at passagen første gang dukkede op i en afhandling med titlen Liber Apologeticus fra det 4. århundrede, og at den forekommer i gammellatinske håndskrifter og Vulgatahåndskrifter fra og med det 6. århundrede. Nyere katolske og protestantiske oversættelser anerkender at ordene er uægte, og medtager dem ikke i hovedteksten. — DA92, RS, NE, NAB.
Personificering ikke bevis for personlighed. Det er sandt at Jesus omtalte den hellige ånd som en „hjælper“ og sagde at denne hjælper ville „lære“, „vidne“, ’give overbevisende vidnesbyrd’, „lede“, „tale“, ’høre’ og „få“. Det fremgår også af den græske grundtekst at Jesus i nogle tilfælde brugte det personlige stedord i maskulinum om denne „hjælper“ (paraklet). (Jf. Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7-15.) Det er dog ikke usædvanligt at upersonlige begreber personificeres i Bibelen. Visdommen personificeres i Ordsprogenes Bog (1:20-33; 8:1-36), og i den hebraiske tekst står det personlige stedord for visdom i hunkøn, ligesom det gør i nogle danske oversættelser. (DA92, Li) Visdommen personificeres også i Mattæus 11:19 og Lukas 7:35, hvor det siges at den både har „gerninger“ og „børn“. Apostelen Paulus beskrev både synden, døden og den ufortjente godhed som „konger“. (Ro 5:14, 17, 21; 6:12) Han sagde at synden „fik en anledning“, ’udvirkede begær’, „forførte“ og „dræbte“. (Ro 7:8-11) Til trods herfor mente Paulus tydeligvis ikke at synden var en person.
På samme måde må Jesu ord om den hellige ånd som de er gengivet i Johannesevangeliet, ses i deres sammenhæng. Jesus personificerede den hellige ånd ved at omtale den som en „hjælper“, og eftersom det græske ord for „hjælper“ (para´kletos) er hankøn, er det helt korrekt at Johannes i gengivelsen af Jesu ord bruger personlige stedord i hankøn. Når den hellige ånd i samme sammenhæng betegnes med det græske ord pneu´ma, bruger Johannes derimod et stedord i intetkøn, da pneu´ma selv er intetkøn. At stedordene i forbindelse med para´kletos i Johannesevangeliet står i hankøn, skyldes altså grammatiske regler og udtrykker ikke en religiøs lære. — Joh 14:16, 17; 16:7, 8.
Kendetegnes ikke som en person. Eftersom Gud selv er en ånd og er hellig, og eftersom alle hans trofaste engle er ånder og er hellige, skulle man, hvis „den hellige ånd“ var en person, forvente at finde et eller andet i bibelteksten som adskilte denne åndeperson fra alle de øvrige ’hellige ånder’. Det ville i det mindste være rimeligt at forvente at den blev nævnt i bestemt form alle de steder hvor den ikke kaldes „Guds hellige“ ånd eller forbindes med lignende udtryk. Dette ville i hvert fald skille den ud som DEN hellige ånd. Men nej — i mange tilfælde forekommer udtrykket „hellig ånd“ i den græske tekst uden kendeord, hvilket viser at den ikke er nogen person. — Jf. Apg 6:3, 5; 7:55; 8:15, 17, 19; 9:17; 11:24; 13:9, 52; 19:2; Ro 9:1; 14:17; 15:13, 16, 19; 1Kor 12:3; He 2:4; 6:4; 2Pe 1:21; Jud 20 i Int og andre interlineare oversættelser.
Hvordan man døbes i dens „navn“. I Mattæus 28:19 omtales „Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. Ordet „navn“ betyder ikke altid et personnavn. Når vi på dansk siger „i lovens navn“ eller „i sandhedens navn“, tænker vi ikke på en person. Vi tænker på det som loven står for, dens myndighed, eller på det som sandheden står for, det den kræver. Det græske ord for „navn“ (o´noma) kan også bruges i disse betydninger. Mens nogle oversættelser (Li, Rø) i Mattæus 10:41 følger den græske tekst ordret og siger at „den, som modtager en Profet i en Profets Navn, skal faa en Profets Løn, og den, som modtager en Retfærdig i en Retfærdigs Navn, skal faa en Retfærdigs Løn“, siger andre oversættelser derfor: „tager imod en profet fordi vedkommende er profet,“ og: „tager imod en retfærdig fordi vedkommende er retfærdig,“ eller noget tilsvarende. (GD, DA31, DA92, Se, NV) Robertsons ordbog Word Pictures in the New Testament (1930, bd. I, s. 245) siger om Mattæus 28:19: „Denne brug af ordet navn (onoma) er almindelig i Septuaginta og papyrusserne som et udtryk for magt eller myndighed.“ Ved at blive døbt i „den hellige ånds navn“ anerkender man altså åndens myndighed, at den er fra Gud og virker i overensstemmelse med hans vilje.
Flere vidnesbyrd om at den er upersonlig. At den hellige ånd er upersonlig, fremgår også af at den sidestilles med upersonlige ting som vand og ild (Mt 3:11; Mr 1:8), og at kristne siges at blive døbt „i hellig ånd“. (Apg 1:5; 11:16) Man opfordres til at lade sig ’fylde med ånd’ i stedet for at fylde sig med vin. (Ef 5:18) Man kan være fuld af hellig ånd på samme måde som man kan være fuld af visdom, tro og glæde. (Apg 6:3, 5; 11:24; 13:52) Og i 2 Korinther 6:6 nævnes den hellige ånd på lige fod med en række egenskaber. Sådanne bemærkninger og udtalelser ville ikke forekomme hvis den hellige ånd var en person. Der siges ganske vist at ånden „vidner“ (Apg 5:32; 20:23), men det samme siges om vandet og blodet i 1 Johannes 5:6-8. Selv om Bibelen nogle steder siger at ånden vidner, taler eller siger noget, viser andre skriftsteder at den gør det gennem personer, og at den ikke selv har nogen stemme. (Jf. He 3:7; 10:15-17; Sl 95:7; Jer 31:33, 34; Apg 19:2-6; 21:4; 28:25.) Ånden kan i disse tilfælde sammenlignes med radiobølger der overfører et budskab fra en der taler i en mikrofon, til personer der befinder sig langt borte, idet radiobølgerne så at sige ’taler’ gennem radiomodtageren. Gud bruger sin ånd til at overføre sine budskaber og meddele sin vilje til sine jordiske tjeneres sind og hjerte, hvorefter de kan viderebringe budskaberne til andre.
Ikke det samme som „kraft“. Når ordene ru´ach og pneu´ma bruges om Guds hellige ånd, betegner de altså Guds usynlige virksomme kraft hvormed han gennemfører sin guddommelige vilje og hensigt. Den er „hellig“ fordi den ikke udgår fra en jordisk kilde, men fra Gud, og fordi den som ’hellighedens ånd’ er fri for ethvert fordærv. (Ro 1:4) Den er ikke slet og ret Jehovas „kraft“. Dette begreb beskrives mere præcist med andre ord på grundsprogene, nemlig det hebraiske ko´ach og det græske dy´namis. Ru´ach og pneu´ma bruges i nær sammenhæng med eller endda parallelt med disse ord der betyder „kraft“, hvilket viser at de er nært forbundne og dog adskilte begreber. (Mik 3:8; Zak 4:6; Lu 1:17, 35; Apg 10:38) „Kraft“ er i sin grundlæggende betydning evnen til at handle eller at gøre noget, og denne evne kan være latent eller inaktivt til stede. „Virksom kraft“ beskriver derimod en energi der projiceres over på eller udøves på nogen eller noget, og den kan defineres som „en indflydelse der sætter noget i bevægelse“. „Kraft“ kan sammenlignes med den energi der er oplagret i et batteri, mens „virksom kraft“ kan sammenlignes med den elektriske strøm når den udsendes fra batteriet. „Virksom kraft“ gengiver således mere præcist betydningen af det hebraiske og det græske ord der bruges om Guds ånd, hvad et nøjere studium af Bibelen vil bekræfte.
Brugt ved skabelsen. Jehova Gud skabte det materielle univers ved hjælp af sin ånd, eller virksomme kraft. I forbindelse med de første stadier af Jordens tilblivelse siger beretningen at „Guds virksomme kraft [eller „ånd“ (ru´ach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. (1Mo 1:2) I Salme 33:6 siges der: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd.“ Som et vældigt åndepust kan Guds ånd sendes ud for at udvirke noget uden at Gud har legemlig berøring med det der virkes på. (Jf. 2Mo 15:8, 10.) Hvor et menneske vil bruge sine hænder eller fingre til at fremstille noget, bruger Gud sin ånd. Derfor omtales ånden også som Guds ’hånd’ eller ’finger’. — Jf. Sl 8:3; 19:1; sml. Mt 12:28 med Lu 11:20.
Inden for moderne videnskab omtales stof som organiseret energi, „energibundter“, og det erkendes at „stof kan omdannes til energi og energi til stof“. (The World Book Encyclopedia, 1987, bd. 13, s. 246) Den del af det umådelige univers som mennesket indtil nu har været i stand til at udforske ved hjælp af teleskoper, giver os en idé om hvilken uudtømmelig energikilde Jehova Gud må være. Som profeten skrev: „Hvem har taget mål af Jehovas ånd?“ — Es 40:12, 13, 25, 26.
Kilden til alt levende og til forplantningsevnen. Ikke blot den livløse natur, men også alt levende er blevet til som følge af Jehovas ånd, der frembragte de første levende skabninger gennem hvilke alle de nutidige levende skabninger har fået livet. (Jf. Job 33:4; se afsnittet nedenfor under overskriften „Åndedræt; livets ånde; livskraft“.) Jehova brugte sin hellige ånd til at genoplive Abrahams og Saras forplantningsevne, og derfor kunne Isak siges at være „født på åndens måde“. (Ga 4:28, 29) Ved sin ånd overførte Gud også sin søns liv fra himmelen til jorden, til den jødiske jomfru Marias moderliv. — Mt 1:18, 20; Lu 1:35.
Anvendt til gavn for Guds tjenere. En af Guds ånds vigtigste funktioner er at underrette, oplyse eller åbenbare. David kunne derfor bede: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Sl 143:10) Langt tidligere havde Josef med Guds hjælp tydet Faraos profetiske drømme, og den ægyptiske hersker erkendte at Guds ånd virkede i ham. (1Mo 41:16, 25-39) Åndens oplysende kraft kommer især til udtryk i forbindelse med fremsættelsen af profetier. Som apostelen Peter påpeger, er profetierne ikke udsprunget af en menneskelig fortolkning af forhold og begivenheder; de skyldes ikke at profeterne havde en medfødt evne til at forklare begivenhederne eller forudsige hvordan de ville forme sig. Nej, profeterne blev „ført af hellig ånd“ — de blev ledet, styret og drevet af Guds virksomme kraft. (2Pe 1:20, 21; 2Sa 23:2; Zak 7:12; Lu 1:67; 2:25-35; Apg 1:16; 28:25; se PROFET; PROFETI.) På samme måde er hele Skriften „inspireret af Gud“ — en vending der er oversat fra det græske ord theo´pneustos, som bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. (2Ti 3:16) Når ånden meddelte sig til disse mænd og ledede dem, virkede den på forskellige måder, i nogle tilfælde sådan at de fik syner eller drømme (Ez 37:1; Joel 2:28, 29; Åb 4:1, 2; 17:3; 21:10), men i alle tilfælde virkede den på deres sind og hjerte sådan at den motiverede og ledede dem i overensstemmelse med Guds hensigt. — Da 7:1; Apg 16:9, 10; Åb 1:10, 11; se INSPIRATION.
Guds ånd formidler altså ikke alene oplysning om og forståelse af Guds vilje, men den giver også hans tjenere kraft til at handle i overensstemmelse med denne vilje. Ånden virker som en drivkraft der animerer og ansporer dem; Markus siger for eksempel at ånden „drev“ Jesus ud i ørkenen efter hans dåb. (Mr 1:12; jf. Lu 4:1.) Ånden kan være som en ild i dem, så de bliver „brændende i ånden“ (Apg 18:25; Ro 12:11; 1Ts 5:19), idet den så at sige opbygger et indre tryk i dem som får dem til at udføre en bestemt gerning. (Jf. Job 32:8, 18-20; 2Ti 1:6, 7.) De kommer „under åndens indflydelse“ eller får „kraft ved hans ånd“. (Lu 2:27; Ef 3:16; jf. Mik 3:8.) Og dog er det ikke blot en ubevidst, blind impuls, for deres hjerte og sind påvirkes også så de bevidst kan samarbejde med den virksomme kraft de får. Derfor kunne apostelen Paulus sige om dem der havde fået profetiens gave i den kristne menighed, at „profeternes ånds gaver skal beherskes af profeterne“ så der kunne råde orden i menigheden. — 1Kor 14:31-33.
Forskellige kraftvirkninger. Ligesom elektrisk strøm kan bruges til mange forskellige formål, benytter Gud sin ånd til at bemyndige mennesker og sætte dem i stand til at udrette meget forskelligt. (Es 48:16; 61:1-3) Som Paulus skrev om de mirakuløse gaver der fandtes på hans tid: „Nu er der forskellige gaver, men det er den samme ånd; og der er forskellige former for tjeneste, og dog er det den samme Herre; og der er forskellige kraftvirkninger, og dog er det den samme Gud som udvirker dem alle i alle mennesker. Men manifestationen af ånden gives hver enkelt til et gavnligt formål.“ — 1Kor 12:4-7.
Ånden kan sætte mennesker i stand til at udføre et arbejde eller bestride et hverv. Bezalel og Oholiab havde sikkert erfaring som håndværkere før de fik til opgave at fremstille tabernaklets udstyr og præsteklæderne, men Guds ånd ’fyldte dem med visdom, forstand og kundskab’ så arbejdet kunne udføres på den foreskrevne måde. Ånden øgede deres naturlige færdigheder og tilegnede viden og satte dem i stand til at oplære andre. (2Mo 31:1-11; 35:30-35) Tegningerne til det senere tempel blev ved inspiration, det vil sige ved Guds ånds virke, givet til David så han blev i stand til at træffe omfattende forberedelser til arbejdet. — 1Kr 28:12.
Guds ånd virkede på og igennem Moses så han både kunne profetere og gøre mirakler og lede folket og virke som dommer for det, hvorved han forudskildrede den opgave Jesus Kristus skulle få. (Es 63:11-13; Apg 3:20-23) Ufuldkommen som Moses var, fandt han imidlertid ansvarsbyrden for tung, og Gud ’tog noget af den ånd bort der var over Moses og lagde den på 70 ældste’ så de kunne hjælpe ham med at bære byrden. (4Mo 11:11-17, 24-30) Ånden virkede også på David fra den dag han blev salvet af Samuel, idet den ledede ham og forberedte ham til hans senere opgave som konge. — 1Sa 16:13.
Som Moses’ efterfølger var Josua „fuld af visdoms ånd“, men ånden gav ham ikke evne til at profetere og gøre mirakler i samme grad som Moses. (5Mo 34:9-12) Den satte ham imidlertid i stand til at gå i spidsen for Israels hær og gennemføre erobringen af Kana?ans land. På samme måde ’iklædte Jehovas ånd sig’ mænd som Otniel, Gideon, Jefta og Samson og ’ansporede’ dem til at kæmpe for Guds folk. — Dom 3:9, 10; 6:34; 11:29; 13:24, 25; 14:5, 6, 19; 15:14.
Guds ånd satte mennesker i stand til at forkynde hans sandhedsbudskab frimodigt og frygtløst for modstandere til trods for at det var med fare for deres liv. — Mik 3:8.
At Guds ånd ’udgydes’ over hans folk, er et tegn på hans gunst, og det fører til velsignelser og fremgang. — Ez 39:29; Es 44:3, 4.
Afsiger og eksekverer domme. Ved sin ånd afsiger Jehova domme over mennesker og nationer; han fuldbyrder også sine domme idet han straffer og tilintetgør. (Es 30:27, 28; 59:18, 19) I sådanne tilfælde kan ru´ach passende gengives med „vind“, som når Jehova taler om at han i sin vrede vil „lade en vældig stormvind bryde igennem“. (Ez 13:11, 13; jf. Es 25:4; 27:8.) Guds ånd kan nå alle vegne hen og handle til gunst eller ugunst for dem der har påkaldt sig Guds opmærksomhed. — Sl 139:7-12.
I Åbenbaringen 1:4 tales der om Guds „syv ånder“ som er foran hans trone, hvorefter der fremføres syv budskaber som alle slutter med en formaning til at „høre hvad ånden siger til menighederne“. (Åb 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22) Disse budskaber indeholder både ransagende domme og velgørende løfter om løn til de trofaste. Guds søn fremstilles som den der „har Guds syv ånder“ (Åb 3:1), og de beskrives som „syv lamper med ild“ (Åb 4:5) og ligeledes som det slagtede lams syv øjne der „betyder Guds syv ånder som er blevet sendt ud over hele jorden“. (Åb 5:6) Da syv i andre profetiske passager bruges som udtryk for fuldstændighed (se TAL), ser det ud til at disse syv ånder symboliserer den herliggjorte Jesu Kristi, Guds lams, fulde opmærksomhed, hans virksomme iagttagelsesevne og dømmekraft, som sætter ham i stand til at inspicere hele jorden.
Guds ord er åndens „sværd“ (Ef 6:17) som afslører hvad et menneske virkelig er. Det blotlægger et menneskes skjulte egenskaber eller hjertetilstand og får det til enten at blødgøre sit hjerte og indrette sig efter Guds vilje som udtrykkes i dette ord, eller at forhærde sit hjerte i genstridighed. (Jf. He 4:11-13; Es 6:9, 10; 66:2, 5.) Guds ord spiller derfor en vigtig rolle når det forudsiger en ugunstig dom, og da ordet eller budskabet nødvendigvis må fuldbyrdes, virker det som en ild blandt strå og som en smedehammer der knuser klippebjerge. (Jer 23:28, 29) Som „Guds Ord“ forkynder Guds ypperste talsmand, Kristus Jesus, Guds domsbudskaber og er bemyndiget til at give ordre til eksekveringen af dommene over de dømte. Det er uden tvivl det der sigtes til når det siges at han udrydder Guds fjender „med sin munds ånd [virksomme kraft]“. — Jf. 2Ts 2:8; Es 11:3, 4; Åb 19:13-16, 21.
Guds ånd virker som „hjælper“ for menigheden. Som lovet anmodede Jesus efter sin himmelfart sin Fader om hans hellige ånd, eller virksomme kraft, og han fik bemyndigelse til at bruge denne ånd. Han udgød den over sine trofaste disciple på Pinsedagen og fortsatte derefter med at udgyde den over dem der vendte sig til Gud gennem hans søn. (Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7; Apg 1:4, 5; 2:1-4, 14-18, 32, 33, 38) Ligesom de var blevet døbt i vand, blev de nu alle „døbt til at være ét legeme“ ved hjælp af denne ene ånd, idet de så at sige blev nedsænket i den ligesom et stykke jern kan nedsænkes i et magnetfelt og derved blive gjort magnetisk. (1Kor 12:12, 13; jf. Mr 1:8; Apg 1:5.) Skønt Guds ånd allerede havde virket på dem, hvilket fremgår af at de havde uddrevet dæmoner (jf. Mt 12:28; Mr 3:14, 15), virkede den nu på dem i forstærket og udvidet grad og på måder de ikke før havde oplevet. — Jf. Joh 7:39.
Som messiansk konge er Kristus Jesus i besiddelse af „visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd“. (Es 11:1, 2; 42:1-4; Mt 12:18-21) Denne retfærdigt virkende kraft kommer til udtryk ved at Jesus bruger Guds virksomme kraft, eller ånd, i forbindelse med ledelsen af den kristne menighed på jorden, idet han af Gud er indsat som menighedens hoved, ejer og herre. (Kol 1:18; Jud 4) Som en „hjælper“ gav denne ånd menighedens medlemmer forøget forståelse af Guds vilje og hensigt og åbnede Guds profetiske ord for dem. (1Kor 2:10-16; Kol 1:9, 10; He 9:8-10) De fik kraft til at tjene som vidner på hele jorden (Lu 24:49; Apg 1:8; Ef 3:5, 6), og de fik mirakuløse gaver som satte dem i stand til at tale fremmede sprog, profetere, helbrede og gøre meget andet som både ville fremme deres forkyndelse af den gode nyhed og tjene som bevis på at de var bemyndiget af Gud og havde hans støtte. — Ro 15:18, 19; 1Kor 12:4-11; 14:1, 2, 12-16; jf. Es 59:21; se GAVER FRA GUD (Åndens gaver).
Som menighedens tilsynsmand benyttede Jesus ånden til at overvåge udvælgelsen af mænd til at varetage særlige opgaver, undervise og føre tilsyn i menigheden og ’bringe den i den rette tilstand’. (Apg 13:2-4; 20:28; Ef 4:11, 12) Han ansporede menighedernes medlemmer eller holdt dem tilbage, hvorved han lod dem forstå hvor de skulle koncentrere deres indsats (Apg 16:6-10; 20:22), og han satte dem i stand til at skrive ’breve fra Kristus, indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, på kødtavler, på menneskehjerter’. (2Kor 3:2, 3; 1Ts 1:5) Som lovet opfriskede ånden deres hukommelse, stimulerede deres tænkeevne og gav dem frimodighed til at vidne endog for herskere og ledere. — Jf. Mt 10:18-20; Joh 14:26; Apg 4:5-8, 13, 31; 6:8-10.
Som „levende sten“ blev de opbygget som et åndeligt tempel der hvilede på Kristus, en bygning hvor der skulle bringes „åndelige ofre“ (1Pe 2:4-6; Ro 15:15, 16), synges åndelige sange (Ef 5:18, 19), og hvor Gud kunne bo ved ånd. (1Kor 3:16; 6:19, 20; Ef 2:20-22; jf. Hag 2:5.) Guds ånd er en stærkt forenende kraft, og så længe de kristne lod den virke frit iblandt sig, blev de forenet i fredens bånd, i kærlighed til og hengivenhed for Gud, hans søn og hinanden. (Ef 4:3-6; 1Jo 3:23, 24; 4:12, 13; jf. 1Kr 12:18.) Åndens gaver gav dem ikke praktisk håndelag, sådan som Bezalel og andre ved åndens hjælp var blevet sat i stand til at opføre bygninger og fremstille udstyr, men den udrustede dem til åndelige opgaver — til at undervise, lede, rådgive og være hyrder. Det åndelige tempel de udgjorde, skulle prydes med Guds ånds smukke frugter, og disse frugter, „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro“ og lignende egenskaber, var et klart bevis på at Guds ånd virkede i dem og iblandt dem. (Ga 5:22, 23; jf. Lu 10:21; Ro 14:17.) Dette var afgørende for at deres menighedsliv kunne være præget af orden og god ledelse. (Ga 5:24-26; 6:1; Apg 6:1-7; jf. Ez 36:26, 27.) De underkastede sig „åndens lov“, der effektivt virkede til fremme af retfærdighed ved at hjælpe dem til at undgå det syndige køds gerninger. (Ro 8:2; Ga 5:16-21; Jud 19-21) De satte ikke deres lid til egne evner eller færdigheder, men til Guds ånd som virkede på dem. — 1Kor 2:1-5; Ef 3:14-17; Flp 3:1-8.
Når der opstod spørgsmål, hjalp den hellige ånd dem til at nå frem til en afgørelse, som det for eksempel skete da spørgsmålet om omskærelse blev forelagt apostel- og ældsterådet i Jerusalem. Peter fortalte ved denne lejlighed om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne folk fra nationerne; Paulus og Barnabas berettede om hvordan ånden havde virket i deres tjeneste blandt uomskårne; og Jakob, hvis erindring om Skrifterne uden tvivl var blevet skærpet af den hellige ånd, henledte opmærksomheden på Amos’ inspirerede profeti om at folk fra nationerne skulle kaldes med Guds navn. Guds hellige ånd pegede således entydigt i én retning, og i anerkendelse af dette skrev apostlene og de ældste derfor i brevet med deres afgørelse: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige.“ — Apg 15:1-29.
Salver, avler, giver ’åndeligt liv’. Ligesom Gud havde salvet Jesus med hellig ånd ved hans dåb (Mr 1:10; Lu 3:22; 4:18; Apg 10:38), salvede han nu Jesu disciple. Denne salvelse med ånden var et „forskud“ på den himmelske arv som de nu var kaldet til (2Kor 1:21, 22; 5:1, 5; Ef 1:13, 14), og den var et vidnesbyrd for dem om at de var blevet ’avlet’, eller frembragt, af Gud til at være hans sønner med løfte om åndeligt liv i himmelen. (Joh 3:5-8; Ro 8:14-17, 23; Tit 3:5; He 6:4, 5) De blev vasket rene, helliget og erklæret retfærdige „i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd“, den ånd som havde sat Jesus i stand til at bringe genløsningsofferet og blive Guds ypperstepræst. — 1Kor 6:11; 2Ts 2:13; He 9:14; 1Pe 1:1, 2.
Som følge af denne himmelske kaldelse og arv havde Jesu salvede disciple et åndeligt liv skønt de endnu levede på jorden som ufuldkomne, kødelige skabninger. Det var øjensynlig dét apostelen hentydede til da han stillede jordiske fædre i kontrast til Jehova Gud og kaldte ham „vort åndelige livs Fader [ordr.: „åndernes Fader“]“. (He 12:9; jf. v. 23.) Som Kristi medarvinger der skal oprejses fra de døde i et åndeligt legeme og bære hans himmelske billede, bør de her på jorden være „én ånd“ med ham, det vil sige leve i samhørighed med ham som deres hoved, og ikke lade sig beherske af kødets lyster eller umoralske tilbøjeligheder, hvilket endog kunne føre til at de blev „ét kød“ med en skøge. — 1Kor 6:15-18; 15:44-49; Ro 8:5-17.
Hvordan man får og bevarer Guds ånd. Den hellige ånd er Guds „frie gave“ som han med glæde skænker dem der oprigtigt søger den og anmoder om den. (Apg 2:38; Lu 11:9-13) Det vigtigste er at man har en ret hjerteindstilling (Apg 15:8), men det er også væsentligt at man kender Guds krav og retter sig efter dem. (Jf. Apg 5:32; 19:2-6.) Når man har modtaget Guds ånd, bør man ikke ’bedrøve’ den ved at ignorere den (Ef 4:30; jf. Es 63:10), hvilket man kunne gøre ved at slå ind på en vej der strider mod dens ledelse, stræbe efter andre mål end dem ånden foreholder én og tilskynder én til at nå, og afvise Guds inspirerede ord og dets vejledning. (Apg 7:51-53; 1Ts 4:8; jf. Es 30:1, 2.) Ved at optræde hyklerisk kan man „bedrage“ den hellige ånd hvormed Kristus leder menigheden, og de der således ’sætter Jehovas ånd på prøve’, er slået ind på en skæbnesvanger vej. (Apg 5:1-11; se i modsætning hertil Ro 9:1.) Overlagt modstand og oprør mod Guds ånds tydelige virke kan være ensbetydende med bespottelse imod ånden, en synd der ikke vil blive tilgivet. — Mt 12:31, 32; Mr 3:29, 30; jf. He 10:26-31.
Hvis det ikke forstås første gang, så læs det igennem igen. Husk, den hellige ånd på jorden i dag, er de salvede ved Det Styrende Råd.
Indvielsen sker før dåben, ved en personlig bøn. (indvielse og bøn)
Dåbsspørgsmålene til dåbskandidaterne:
1) "Har du på grundlag af Jesus Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?
2) Er du indforstået med at du, ved din indvielse og dåb, bekender dig som et af Jehovas vidner der tjener i forening med den menighedsorganisation Gud leder ved sin ånd?"
Forklaring:
I flg. Vagttårnsselskabets litteratur, skal man forstå, at bibelen er skrevet til de "salvede kristne". Disse salvede kristne udgør "den lille skare" (144.000)som skal regere som konger i Tusindårsriget. Disse er salvet med hellig ånd (guds upersonlige virksomme kraft), hvorved at den virker igennem de salvede.
Helligånden virker altså igennem de salvede (trællen), hvorved at det er igennem dem, at man får den åndelige føde man har behov for, for at tro. Helligåndens virke i ens liv fås ved at læse de skrifter, som de salvede skriver. (derfor er studier af litteraturen vigtig) Dette er vigtigt først at forstå, når man læser litteraturen, hvor at helligåndens velsignelser gennemgås.
Den "store skare" betegnes som alle andre folk fra hele jorden, som slutter sig op om de salvede. Jehovas Vidner i almindelighed forstår sig selv, som tilhørende den "store skare", også kaldet "Jonadab-skaren" (de er hoppet med på vognen).
Når man døber sig som JV er betydningen altså:
Faderen : Jehova, den almægtige skaber, (viljen)
Sønnen : Jesus, hvis sonoffer dækker synder (de salvedes)
Helligånden : Selskabet, Guds Israel, som udvirker guds hensigt. (Kristus brud, er konger)
Forklaringen om den hellige ånd i flg. Vagttårnsselskabet ved læsning af "Indsigt i de hellige skrifter".
Denne kontekst skal man hele tiden have med ved læsningen:
->Bibelen er skrevet af salvede, til de salvede og for de salvede.<-
De salvede frelses ved Jesu' sonoffer, Jonadabberne (menige JV) ved at tilslutte sig de salvede.
Som det efterhånden går op for en, vil man se, at selskabet anser sig som værende den hellige ånd på jorden.
Indsigt i den hellige skrift bnd 2 s. 1226-1231 Ånd
Guds virksomme kraft; den hellige ånd. Langt de fleste steder sigter ru´ach og pneu´ma til Guds ånd, hans virksomme kraft, hans hellige ånd.
Ikke en person. Læren om at den hellige ånd er en person og en del af Gud, blev først et officielt kirkedogme i det 4. århundrede e.v.t. De tidlige „kirkefædre“ førte ikke en sådan lære; Justinus Martyr lærte i det 2. århundrede at den hellige ånd var Guds indflydelse eller virkemåde; Hippolytos tilskrev heller ikke den hellige ånd nogen personlighed. Bibelen selv viser at Guds hellige ånd ikke er en person, men Guds virksomme kraft hvormed han udfører sin vilje og gennemfører sin hensigt.
Det bør allerførst nævnes at ordene „i Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet“ (R-L), som findes i ældre oversættelser af 1 Johannes 5:7, i virkeligheden er en uægte tilføjelse til grundteksten. En fodnote i den katolske Jerusalem-Bibel siger at disse ord „ikke findes i de gamle græske håndskrifter, i de ældre oversættelser og i de bedste håndskrifter af Vulgata“. (Bibelkommentar, København 1968, bd. II, s. 331) Den uægte passages historie er grundigt behandlet i værket A Textual Commentary on the Greek New Testament af Bruce Metzger (1975, s. 716-718). Det oplyses her at passagen første gang dukkede op i en afhandling med titlen Liber Apologeticus fra det 4. århundrede, og at den forekommer i gammellatinske håndskrifter og Vulgatahåndskrifter fra og med det 6. århundrede. Nyere katolske og protestantiske oversættelser anerkender at ordene er uægte, og medtager dem ikke i hovedteksten. — DA92, RS, NE, NAB.
Personificering ikke bevis for personlighed. Det er sandt at Jesus omtalte den hellige ånd som en „hjælper“ og sagde at denne hjælper ville „lære“, „vidne“, ’give overbevisende vidnesbyrd’, „lede“, „tale“, ’høre’ og „få“. Det fremgår også af den græske grundtekst at Jesus i nogle tilfælde brugte det personlige stedord i maskulinum om denne „hjælper“ (paraklet). (Jf. Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7-15.) Det er dog ikke usædvanligt at upersonlige begreber personificeres i Bibelen. Visdommen personificeres i Ordsprogenes Bog (1:20-33; 8:1-36), og i den hebraiske tekst står det personlige stedord for visdom i hunkøn, ligesom det gør i nogle danske oversættelser. (DA92, Li) Visdommen personificeres også i Mattæus 11:19 og Lukas 7:35, hvor det siges at den både har „gerninger“ og „børn“. Apostelen Paulus beskrev både synden, døden og den ufortjente godhed som „konger“. (Ro 5:14, 17, 21; 6:12) Han sagde at synden „fik en anledning“, ’udvirkede begær’, „forførte“ og „dræbte“. (Ro 7:8-11) Til trods herfor mente Paulus tydeligvis ikke at synden var en person.
På samme måde må Jesu ord om den hellige ånd som de er gengivet i Johannesevangeliet, ses i deres sammenhæng. Jesus personificerede den hellige ånd ved at omtale den som en „hjælper“, og eftersom det græske ord for „hjælper“ (para´kletos) er hankøn, er det helt korrekt at Johannes i gengivelsen af Jesu ord bruger personlige stedord i hankøn. Når den hellige ånd i samme sammenhæng betegnes med det græske ord pneu´ma, bruger Johannes derimod et stedord i intetkøn, da pneu´ma selv er intetkøn. At stedordene i forbindelse med para´kletos i Johannesevangeliet står i hankøn, skyldes altså grammatiske regler og udtrykker ikke en religiøs lære. — Joh 14:16, 17; 16:7, 8.
Kendetegnes ikke som en person. Eftersom Gud selv er en ånd og er hellig, og eftersom alle hans trofaste engle er ånder og er hellige, skulle man, hvis „den hellige ånd“ var en person, forvente at finde et eller andet i bibelteksten som adskilte denne åndeperson fra alle de øvrige ’hellige ånder’. Det ville i det mindste være rimeligt at forvente at den blev nævnt i bestemt form alle de steder hvor den ikke kaldes „Guds hellige“ ånd eller forbindes med lignende udtryk. Dette ville i hvert fald skille den ud som DEN hellige ånd. Men nej — i mange tilfælde forekommer udtrykket „hellig ånd“ i den græske tekst uden kendeord, hvilket viser at den ikke er nogen person. — Jf. Apg 6:3, 5; 7:55; 8:15, 17, 19; 9:17; 11:24; 13:9, 52; 19:2; Ro 9:1; 14:17; 15:13, 16, 19; 1Kor 12:3; He 2:4; 6:4; 2Pe 1:21; Jud 20 i Int og andre interlineare oversættelser.
Hvordan man døbes i dens „navn“. I Mattæus 28:19 omtales „Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. Ordet „navn“ betyder ikke altid et personnavn. Når vi på dansk siger „i lovens navn“ eller „i sandhedens navn“, tænker vi ikke på en person. Vi tænker på det som loven står for, dens myndighed, eller på det som sandheden står for, det den kræver. Det græske ord for „navn“ (o´noma) kan også bruges i disse betydninger. Mens nogle oversættelser (Li, Rø) i Mattæus 10:41 følger den græske tekst ordret og siger at „den, som modtager en Profet i en Profets Navn, skal faa en Profets Løn, og den, som modtager en Retfærdig i en Retfærdigs Navn, skal faa en Retfærdigs Løn“, siger andre oversættelser derfor: „tager imod en profet fordi vedkommende er profet,“ og: „tager imod en retfærdig fordi vedkommende er retfærdig,“ eller noget tilsvarende. (GD, DA31, DA92, Se, NV) Robertsons ordbog Word Pictures in the New Testament (1930, bd. I, s. 245) siger om Mattæus 28:19: „Denne brug af ordet navn (onoma) er almindelig i Septuaginta og papyrusserne som et udtryk for magt eller myndighed.“ Ved at blive døbt i „den hellige ånds navn“ anerkender man altså åndens myndighed, at den er fra Gud og virker i overensstemmelse med hans vilje.
Flere vidnesbyrd om at den er upersonlig. At den hellige ånd er upersonlig, fremgår også af at den sidestilles med upersonlige ting som vand og ild (Mt 3:11; Mr 1:8), og at kristne siges at blive døbt „i hellig ånd“. (Apg 1:5; 11:16) Man opfordres til at lade sig ’fylde med ånd’ i stedet for at fylde sig med vin. (Ef 5:18) Man kan være fuld af hellig ånd på samme måde som man kan være fuld af visdom, tro og glæde. (Apg 6:3, 5; 11:24; 13:52) Og i 2 Korinther 6:6 nævnes den hellige ånd på lige fod med en række egenskaber. Sådanne bemærkninger og udtalelser ville ikke forekomme hvis den hellige ånd var en person. Der siges ganske vist at ånden „vidner“ (Apg 5:32; 20:23), men det samme siges om vandet og blodet i 1 Johannes 5:6-8. Selv om Bibelen nogle steder siger at ånden vidner, taler eller siger noget, viser andre skriftsteder at den gør det gennem personer, og at den ikke selv har nogen stemme. (Jf. He 3:7; 10:15-17; Sl 95:7; Jer 31:33, 34; Apg 19:2-6; 21:4; 28:25.) Ånden kan i disse tilfælde sammenlignes med radiobølger der overfører et budskab fra en der taler i en mikrofon, til personer der befinder sig langt borte, idet radiobølgerne så at sige ’taler’ gennem radiomodtageren. Gud bruger sin ånd til at overføre sine budskaber og meddele sin vilje til sine jordiske tjeneres sind og hjerte, hvorefter de kan viderebringe budskaberne til andre.
Ikke det samme som „kraft“. Når ordene ru´ach og pneu´ma bruges om Guds hellige ånd, betegner de altså Guds usynlige virksomme kraft hvormed han gennemfører sin guddommelige vilje og hensigt. Den er „hellig“ fordi den ikke udgår fra en jordisk kilde, men fra Gud, og fordi den som ’hellighedens ånd’ er fri for ethvert fordærv. (Ro 1:4) Den er ikke slet og ret Jehovas „kraft“. Dette begreb beskrives mere præcist med andre ord på grundsprogene, nemlig det hebraiske ko´ach og det græske dy´namis. Ru´ach og pneu´ma bruges i nær sammenhæng med eller endda parallelt med disse ord der betyder „kraft“, hvilket viser at de er nært forbundne og dog adskilte begreber. (Mik 3:8; Zak 4:6; Lu 1:17, 35; Apg 10:38) „Kraft“ er i sin grundlæggende betydning evnen til at handle eller at gøre noget, og denne evne kan være latent eller inaktivt til stede. „Virksom kraft“ beskriver derimod en energi der projiceres over på eller udøves på nogen eller noget, og den kan defineres som „en indflydelse der sætter noget i bevægelse“. „Kraft“ kan sammenlignes med den energi der er oplagret i et batteri, mens „virksom kraft“ kan sammenlignes med den elektriske strøm når den udsendes fra batteriet. „Virksom kraft“ gengiver således mere præcist betydningen af det hebraiske og det græske ord der bruges om Guds ånd, hvad et nøjere studium af Bibelen vil bekræfte.
Brugt ved skabelsen. Jehova Gud skabte det materielle univers ved hjælp af sin ånd, eller virksomme kraft. I forbindelse med de første stadier af Jordens tilblivelse siger beretningen at „Guds virksomme kraft [eller „ånd“ (ru´ach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. (1Mo 1:2) I Salme 33:6 siges der: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd.“ Som et vældigt åndepust kan Guds ånd sendes ud for at udvirke noget uden at Gud har legemlig berøring med det der virkes på. (Jf. 2Mo 15:8, 10.) Hvor et menneske vil bruge sine hænder eller fingre til at fremstille noget, bruger Gud sin ånd. Derfor omtales ånden også som Guds ’hånd’ eller ’finger’. — Jf. Sl 8:3; 19:1; sml. Mt 12:28 med Lu 11:20.
Inden for moderne videnskab omtales stof som organiseret energi, „energibundter“, og det erkendes at „stof kan omdannes til energi og energi til stof“. (The World Book Encyclopedia, 1987, bd. 13, s. 246) Den del af det umådelige univers som mennesket indtil nu har været i stand til at udforske ved hjælp af teleskoper, giver os en idé om hvilken uudtømmelig energikilde Jehova Gud må være. Som profeten skrev: „Hvem har taget mål af Jehovas ånd?“ — Es 40:12, 13, 25, 26.
Kilden til alt levende og til forplantningsevnen. Ikke blot den livløse natur, men også alt levende er blevet til som følge af Jehovas ånd, der frembragte de første levende skabninger gennem hvilke alle de nutidige levende skabninger har fået livet. (Jf. Job 33:4; se afsnittet nedenfor under overskriften „Åndedræt; livets ånde; livskraft“.) Jehova brugte sin hellige ånd til at genoplive Abrahams og Saras forplantningsevne, og derfor kunne Isak siges at være „født på åndens måde“. (Ga 4:28, 29) Ved sin ånd overførte Gud også sin søns liv fra himmelen til jorden, til den jødiske jomfru Marias moderliv. — Mt 1:18, 20; Lu 1:35.
Anvendt til gavn for Guds tjenere. En af Guds ånds vigtigste funktioner er at underrette, oplyse eller åbenbare. David kunne derfor bede: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Sl 143:10) Langt tidligere havde Josef med Guds hjælp tydet Faraos profetiske drømme, og den ægyptiske hersker erkendte at Guds ånd virkede i ham. (1Mo 41:16, 25-39) Åndens oplysende kraft kommer især til udtryk i forbindelse med fremsættelsen af profetier. Som apostelen Peter påpeger, er profetierne ikke udsprunget af en menneskelig fortolkning af forhold og begivenheder; de skyldes ikke at profeterne havde en medfødt evne til at forklare begivenhederne eller forudsige hvordan de ville forme sig. Nej, profeterne blev „ført af hellig ånd“ — de blev ledet, styret og drevet af Guds virksomme kraft. (2Pe 1:20, 21; 2Sa 23:2; Zak 7:12; Lu 1:67; 2:25-35; Apg 1:16; 28:25; se PROFET; PROFETI.) På samme måde er hele Skriften „inspireret af Gud“ — en vending der er oversat fra det græske ord theo´pneustos, som bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. (2Ti 3:16) Når ånden meddelte sig til disse mænd og ledede dem, virkede den på forskellige måder, i nogle tilfælde sådan at de fik syner eller drømme (Ez 37:1; Joel 2:28, 29; Åb 4:1, 2; 17:3; 21:10), men i alle tilfælde virkede den på deres sind og hjerte sådan at den motiverede og ledede dem i overensstemmelse med Guds hensigt. — Da 7:1; Apg 16:9, 10; Åb 1:10, 11; se INSPIRATION.
Guds ånd formidler altså ikke alene oplysning om og forståelse af Guds vilje, men den giver også hans tjenere kraft til at handle i overensstemmelse med denne vilje. Ånden virker som en drivkraft der animerer og ansporer dem; Markus siger for eksempel at ånden „drev“ Jesus ud i ørkenen efter hans dåb. (Mr 1:12; jf. Lu 4:1.) Ånden kan være som en ild i dem, så de bliver „brændende i ånden“ (Apg 18:25; Ro 12:11; 1Ts 5:19), idet den så at sige opbygger et indre tryk i dem som får dem til at udføre en bestemt gerning. (Jf. Job 32:8, 18-20; 2Ti 1:6, 7.) De kommer „under åndens indflydelse“ eller får „kraft ved hans ånd“. (Lu 2:27; Ef 3:16; jf. Mik 3:8.) Og dog er det ikke blot en ubevidst, blind impuls, for deres hjerte og sind påvirkes også så de bevidst kan samarbejde med den virksomme kraft de får. Derfor kunne apostelen Paulus sige om dem der havde fået profetiens gave i den kristne menighed, at „profeternes ånds gaver skal beherskes af profeterne“ så der kunne råde orden i menigheden. — 1Kor 14:31-33.
Forskellige kraftvirkninger. Ligesom elektrisk strøm kan bruges til mange forskellige formål, benytter Gud sin ånd til at bemyndige mennesker og sætte dem i stand til at udrette meget forskelligt. (Es 48:16; 61:1-3) Som Paulus skrev om de mirakuløse gaver der fandtes på hans tid: „Nu er der forskellige gaver, men det er den samme ånd; og der er forskellige former for tjeneste, og dog er det den samme Herre; og der er forskellige kraftvirkninger, og dog er det den samme Gud som udvirker dem alle i alle mennesker. Men manifestationen af ånden gives hver enkelt til et gavnligt formål.“ — 1Kor 12:4-7.
Ånden kan sætte mennesker i stand til at udføre et arbejde eller bestride et hverv. Bezalel og Oholiab havde sikkert erfaring som håndværkere før de fik til opgave at fremstille tabernaklets udstyr og præsteklæderne, men Guds ånd ’fyldte dem med visdom, forstand og kundskab’ så arbejdet kunne udføres på den foreskrevne måde. Ånden øgede deres naturlige færdigheder og tilegnede viden og satte dem i stand til at oplære andre. (2Mo 31:1-11; 35:30-35) Tegningerne til det senere tempel blev ved inspiration, det vil sige ved Guds ånds virke, givet til David så han blev i stand til at træffe omfattende forberedelser til arbejdet. — 1Kr 28:12.
Guds ånd virkede på og igennem Moses så han både kunne profetere og gøre mirakler og lede folket og virke som dommer for det, hvorved han forudskildrede den opgave Jesus Kristus skulle få. (Es 63:11-13; Apg 3:20-23) Ufuldkommen som Moses var, fandt han imidlertid ansvarsbyrden for tung, og Gud ’tog noget af den ånd bort der var over Moses og lagde den på 70 ældste’ så de kunne hjælpe ham med at bære byrden. (4Mo 11:11-17, 24-30) Ånden virkede også på David fra den dag han blev salvet af Samuel, idet den ledede ham og forberedte ham til hans senere opgave som konge. — 1Sa 16:13.
Som Moses’ efterfølger var Josua „fuld af visdoms ånd“, men ånden gav ham ikke evne til at profetere og gøre mirakler i samme grad som Moses. (5Mo 34:9-12) Den satte ham imidlertid i stand til at gå i spidsen for Israels hær og gennemføre erobringen af Kana?ans land. På samme måde ’iklædte Jehovas ånd sig’ mænd som Otniel, Gideon, Jefta og Samson og ’ansporede’ dem til at kæmpe for Guds folk. — Dom 3:9, 10; 6:34; 11:29; 13:24, 25; 14:5, 6, 19; 15:14.
Guds ånd satte mennesker i stand til at forkynde hans sandhedsbudskab frimodigt og frygtløst for modstandere til trods for at det var med fare for deres liv. — Mik 3:8.
At Guds ånd ’udgydes’ over hans folk, er et tegn på hans gunst, og det fører til velsignelser og fremgang. — Ez 39:29; Es 44:3, 4.
Afsiger og eksekverer domme. Ved sin ånd afsiger Jehova domme over mennesker og nationer; han fuldbyrder også sine domme idet han straffer og tilintetgør. (Es 30:27, 28; 59:18, 19) I sådanne tilfælde kan ru´ach passende gengives med „vind“, som når Jehova taler om at han i sin vrede vil „lade en vældig stormvind bryde igennem“. (Ez 13:11, 13; jf. Es 25:4; 27:8.) Guds ånd kan nå alle vegne hen og handle til gunst eller ugunst for dem der har påkaldt sig Guds opmærksomhed. — Sl 139:7-12.
I Åbenbaringen 1:4 tales der om Guds „syv ånder“ som er foran hans trone, hvorefter der fremføres syv budskaber som alle slutter med en formaning til at „høre hvad ånden siger til menighederne“. (Åb 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22) Disse budskaber indeholder både ransagende domme og velgørende løfter om løn til de trofaste. Guds søn fremstilles som den der „har Guds syv ånder“ (Åb 3:1), og de beskrives som „syv lamper med ild“ (Åb 4:5) og ligeledes som det slagtede lams syv øjne der „betyder Guds syv ånder som er blevet sendt ud over hele jorden“. (Åb 5:6) Da syv i andre profetiske passager bruges som udtryk for fuldstændighed (se TAL), ser det ud til at disse syv ånder symboliserer den herliggjorte Jesu Kristi, Guds lams, fulde opmærksomhed, hans virksomme iagttagelsesevne og dømmekraft, som sætter ham i stand til at inspicere hele jorden.
Guds ord er åndens „sværd“ (Ef 6:17) som afslører hvad et menneske virkelig er. Det blotlægger et menneskes skjulte egenskaber eller hjertetilstand og får det til enten at blødgøre sit hjerte og indrette sig efter Guds vilje som udtrykkes i dette ord, eller at forhærde sit hjerte i genstridighed. (Jf. He 4:11-13; Es 6:9, 10; 66:2, 5.) Guds ord spiller derfor en vigtig rolle når det forudsiger en ugunstig dom, og da ordet eller budskabet nødvendigvis må fuldbyrdes, virker det som en ild blandt strå og som en smedehammer der knuser klippebjerge. (Jer 23:28, 29) Som „Guds Ord“ forkynder Guds ypperste talsmand, Kristus Jesus, Guds domsbudskaber og er bemyndiget til at give ordre til eksekveringen af dommene over de dømte. Det er uden tvivl det der sigtes til når det siges at han udrydder Guds fjender „med sin munds ånd [virksomme kraft]“. — Jf. 2Ts 2:8; Es 11:3, 4; Åb 19:13-16, 21.
Guds ånd virker som „hjælper“ for menigheden. Som lovet anmodede Jesus efter sin himmelfart sin Fader om hans hellige ånd, eller virksomme kraft, og han fik bemyndigelse til at bruge denne ånd. Han udgød den over sine trofaste disciple på Pinsedagen og fortsatte derefter med at udgyde den over dem der vendte sig til Gud gennem hans søn. (Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7; Apg 1:4, 5; 2:1-4, 14-18, 32, 33, 38) Ligesom de var blevet døbt i vand, blev de nu alle „døbt til at være ét legeme“ ved hjælp af denne ene ånd, idet de så at sige blev nedsænket i den ligesom et stykke jern kan nedsænkes i et magnetfelt og derved blive gjort magnetisk. (1Kor 12:12, 13; jf. Mr 1:8; Apg 1:5.) Skønt Guds ånd allerede havde virket på dem, hvilket fremgår af at de havde uddrevet dæmoner (jf. Mt 12:28; Mr 3:14, 15), virkede den nu på dem i forstærket og udvidet grad og på måder de ikke før havde oplevet. — Jf. Joh 7:39.
Som messiansk konge er Kristus Jesus i besiddelse af „visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd“. (Es 11:1, 2; 42:1-4; Mt 12:18-21) Denne retfærdigt virkende kraft kommer til udtryk ved at Jesus bruger Guds virksomme kraft, eller ånd, i forbindelse med ledelsen af den kristne menighed på jorden, idet han af Gud er indsat som menighedens hoved, ejer og herre. (Kol 1:18; Jud 4) Som en „hjælper“ gav denne ånd menighedens medlemmer forøget forståelse af Guds vilje og hensigt og åbnede Guds profetiske ord for dem. (1Kor 2:10-16; Kol 1:9, 10; He 9:8-10) De fik kraft til at tjene som vidner på hele jorden (Lu 24:49; Apg 1:8; Ef 3:5, 6), og de fik mirakuløse gaver som satte dem i stand til at tale fremmede sprog, profetere, helbrede og gøre meget andet som både ville fremme deres forkyndelse af den gode nyhed og tjene som bevis på at de var bemyndiget af Gud og havde hans støtte. — Ro 15:18, 19; 1Kor 12:4-11; 14:1, 2, 12-16; jf. Es 59:21; se GAVER FRA GUD (Åndens gaver).
Som menighedens tilsynsmand benyttede Jesus ånden til at overvåge udvælgelsen af mænd til at varetage særlige opgaver, undervise og føre tilsyn i menigheden og ’bringe den i den rette tilstand’. (Apg 13:2-4; 20:28; Ef 4:11, 12) Han ansporede menighedernes medlemmer eller holdt dem tilbage, hvorved han lod dem forstå hvor de skulle koncentrere deres indsats (Apg 16:6-10; 20:22), og han satte dem i stand til at skrive ’breve fra Kristus, indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, på kødtavler, på menneskehjerter’. (2Kor 3:2, 3; 1Ts 1:5) Som lovet opfriskede ånden deres hukommelse, stimulerede deres tænkeevne og gav dem frimodighed til at vidne endog for herskere og ledere. — Jf. Mt 10:18-20; Joh 14:26; Apg 4:5-8, 13, 31; 6:8-10.
Som „levende sten“ blev de opbygget som et åndeligt tempel der hvilede på Kristus, en bygning hvor der skulle bringes „åndelige ofre“ (1Pe 2:4-6; Ro 15:15, 16), synges åndelige sange (Ef 5:18, 19), og hvor Gud kunne bo ved ånd. (1Kor 3:16; 6:19, 20; Ef 2:20-22; jf. Hag 2:5.) Guds ånd er en stærkt forenende kraft, og så længe de kristne lod den virke frit iblandt sig, blev de forenet i fredens bånd, i kærlighed til og hengivenhed for Gud, hans søn og hinanden. (Ef 4:3-6; 1Jo 3:23, 24; 4:12, 13; jf. 1Kr 12:18.) Åndens gaver gav dem ikke praktisk håndelag, sådan som Bezalel og andre ved åndens hjælp var blevet sat i stand til at opføre bygninger og fremstille udstyr, men den udrustede dem til åndelige opgaver — til at undervise, lede, rådgive og være hyrder. Det åndelige tempel de udgjorde, skulle prydes med Guds ånds smukke frugter, og disse frugter, „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro“ og lignende egenskaber, var et klart bevis på at Guds ånd virkede i dem og iblandt dem. (Ga 5:22, 23; jf. Lu 10:21; Ro 14:17.) Dette var afgørende for at deres menighedsliv kunne være præget af orden og god ledelse. (Ga 5:24-26; 6:1; Apg 6:1-7; jf. Ez 36:26, 27.) De underkastede sig „åndens lov“, der effektivt virkede til fremme af retfærdighed ved at hjælpe dem til at undgå det syndige køds gerninger. (Ro 8:2; Ga 5:16-21; Jud 19-21) De satte ikke deres lid til egne evner eller færdigheder, men til Guds ånd som virkede på dem. — 1Kor 2:1-5; Ef 3:14-17; Flp 3:1-8.
Når der opstod spørgsmål, hjalp den hellige ånd dem til at nå frem til en afgørelse, som det for eksempel skete da spørgsmålet om omskærelse blev forelagt apostel- og ældsterådet i Jerusalem. Peter fortalte ved denne lejlighed om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne folk fra nationerne; Paulus og Barnabas berettede om hvordan ånden havde virket i deres tjeneste blandt uomskårne; og Jakob, hvis erindring om Skrifterne uden tvivl var blevet skærpet af den hellige ånd, henledte opmærksomheden på Amos’ inspirerede profeti om at folk fra nationerne skulle kaldes med Guds navn. Guds hellige ånd pegede således entydigt i én retning, og i anerkendelse af dette skrev apostlene og de ældste derfor i brevet med deres afgørelse: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige.“ — Apg 15:1-29.
Salver, avler, giver ’åndeligt liv’. Ligesom Gud havde salvet Jesus med hellig ånd ved hans dåb (Mr 1:10; Lu 3:22; 4:18; Apg 10:38), salvede han nu Jesu disciple. Denne salvelse med ånden var et „forskud“ på den himmelske arv som de nu var kaldet til (2Kor 1:21, 22; 5:1, 5; Ef 1:13, 14), og den var et vidnesbyrd for dem om at de var blevet ’avlet’, eller frembragt, af Gud til at være hans sønner med løfte om åndeligt liv i himmelen. (Joh 3:5-8; Ro 8:14-17, 23; Tit 3:5; He 6:4, 5) De blev vasket rene, helliget og erklæret retfærdige „i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd“, den ånd som havde sat Jesus i stand til at bringe genløsningsofferet og blive Guds ypperstepræst. — 1Kor 6:11; 2Ts 2:13; He 9:14; 1Pe 1:1, 2.
Som følge af denne himmelske kaldelse og arv havde Jesu salvede disciple et åndeligt liv skønt de endnu levede på jorden som ufuldkomne, kødelige skabninger. Det var øjensynlig dét apostelen hentydede til da han stillede jordiske fædre i kontrast til Jehova Gud og kaldte ham „vort åndelige livs Fader [ordr.: „åndernes Fader“]“. (He 12:9; jf. v. 23.) Som Kristi medarvinger der skal oprejses fra de døde i et åndeligt legeme og bære hans himmelske billede, bør de her på jorden være „én ånd“ med ham, det vil sige leve i samhørighed med ham som deres hoved, og ikke lade sig beherske af kødets lyster eller umoralske tilbøjeligheder, hvilket endog kunne føre til at de blev „ét kød“ med en skøge. — 1Kor 6:15-18; 15:44-49; Ro 8:5-17.
Hvordan man får og bevarer Guds ånd. Den hellige ånd er Guds „frie gave“ som han med glæde skænker dem der oprigtigt søger den og anmoder om den. (Apg 2:38; Lu 11:9-13) Det vigtigste er at man har en ret hjerteindstilling (Apg 15:8), men det er også væsentligt at man kender Guds krav og retter sig efter dem. (Jf. Apg 5:32; 19:2-6.) Når man har modtaget Guds ånd, bør man ikke ’bedrøve’ den ved at ignorere den (Ef 4:30; jf. Es 63:10), hvilket man kunne gøre ved at slå ind på en vej der strider mod dens ledelse, stræbe efter andre mål end dem ånden foreholder én og tilskynder én til at nå, og afvise Guds inspirerede ord og dets vejledning. (Apg 7:51-53; 1Ts 4:8; jf. Es 30:1, 2.) Ved at optræde hyklerisk kan man „bedrage“ den hellige ånd hvormed Kristus leder menigheden, og de der således ’sætter Jehovas ånd på prøve’, er slået ind på en skæbnesvanger vej. (Apg 5:1-11; se i modsætning hertil Ro 9:1.) Overlagt modstand og oprør mod Guds ånds tydelige virke kan være ensbetydende med bespottelse imod ånden, en synd der ikke vil blive tilgivet. — Mt 12:31, 32; Mr 3:29, 30; jf. He 10:26-31.
Hvis det ikke forstås første gang, så læs det igennem igen. Husk, den hellige ånd på jorden i dag, er de salvede ved Det Styrende Råd.
Man har indviet sig til Gud i sit hjerte
før man kan lade sig døbe. Det er rigtigt. Sådan var det også for mit eget vedkommende.
Med venlig hilsen, ftg.
Med venlig hilsen, ftg.
JV's dåbsrital, er først og sidst en indvielse til JW/WTS
´
... Det er Sandheden i al sin lunefulde obskønitet - for:
Det er ikke MULIGT under nogen omstændigheder, at komme forbi JW/WTS som lille JV'er.
Først den "Guddommelige Organisation JW/WTS" - hvis man så har passet sin missioneren - måske:
GUDERNE max. 144,000 - dernæst gud JESUS - også måske "gud jehova"!
Men INGEN FRELSE til nogen uden den Guddommelige JW/WTS-Organisation?
Spørgsmålet er bare, hvor det står i BIBELEN!
Med venlig hilsen
jalmar
... Det er Sandheden i al sin lunefulde obskønitet - for:
Det er ikke MULIGT under nogen omstændigheder, at komme forbi JW/WTS som lille JV'er.
Først den "Guddommelige Organisation JW/WTS" - hvis man så har passet sin missioneren - måske:
GUDERNE max. 144,000 - dernæst gud JESUS - også måske "gud jehova"!
Men INGEN FRELSE til nogen uden den Guddommelige JW/WTS-Organisation?
Spørgsmålet er bare, hvor det står i BIBELEN!
Med venlig hilsen
jalmar
Nej først og fremmest til Organistionen - Du intet uden
´
... Sandheden er ftg:
Kun gennem JW/WTS er det muligt for DIG at opnå frelse ...
Kun gennem at lystre Organisationen JW/WTS 100% får du muligvis frelse ...
Intet overgår Organisationens frelserkraft som undergiven til JW/WTS ...
ETHVERT VIDNE ER EJET MED HUD OG HÅRD AF DEN GUDDOMMELIGE ORGANISATION JW/WTS ...
Ingen jehova uden JW/WTS - Ingen Jesus uden JW/WTS -
Ingen Hellig ånd uden JW/WTS - Ingen FRELSE uden gennem JW/WTS !
Det er egentlig pudsigt ftg, for der står faktisk i Bibelen, Ingen frelse Uden JESUS KRISTUS!
Med venlig hilsen
jalmar
... Sandheden er ftg:
Kun gennem JW/WTS er det muligt for DIG at opnå frelse ...
Kun gennem at lystre Organisationen JW/WTS 100% får du muligvis frelse ...
Intet overgår Organisationens frelserkraft som undergiven til JW/WTS ...
ETHVERT VIDNE ER EJET MED HUD OG HÅRD AF DEN GUDDOMMELIGE ORGANISATION JW/WTS ...
Ingen jehova uden JW/WTS - Ingen Jesus uden JW/WTS -
Ingen Hellig ånd uden JW/WTS - Ingen FRELSE uden gennem JW/WTS !
Det er egentlig pudsigt ftg, for der står faktisk i Bibelen, Ingen frelse Uden JESUS KRISTUS!
Med venlig hilsen
jalmar
Jamen dog, ftg
havde du det også sådan, at du simpelthen ikke under nogen omstændigheder, kunne lade være med at sige ja til Jesus?
At hjertet i den grad, boblede over så du måtte bare sige JA?
Hvis du havde det sådan, helt ind i sjælen til rygmarven, jamen så tillykke. Havde du det ikke sådan, skulle du måske igen overveje om dit valg er ret.
Jeg fornemmer at du vil sige, selvfølgelig havde jeg det sådan. Dog med det forbehold, at det er ikke Jesus du har sagt JA til, men Jehova. Og her må jeg altså tilføje, JW/WTS
Men du behøver ikke at svare her. Kun overfor Gud. For se, det er kun en sag mellem Gud og dig.
Man ved nemlig, dybest set inderst inde, når tidspunktet er rigtigt i ens liv. Gud ved det og du ved det.
Manjana
At hjertet i den grad, boblede over så du måtte bare sige JA?
Hvis du havde det sådan, helt ind i sjælen til rygmarven, jamen så tillykke. Havde du det ikke sådan, skulle du måske igen overveje om dit valg er ret.
Jeg fornemmer at du vil sige, selvfølgelig havde jeg det sådan. Dog med det forbehold, at det er ikke Jesus du har sagt JA til, men Jehova. Og her må jeg altså tilføje, JW/WTS
Men du behøver ikke at svare her. Kun overfor Gud. For se, det er kun en sag mellem Gud og dig.
Man ved nemlig, dybest set inderst inde, når tidspunktet er rigtigt i ens liv. Gud ved det og du ved det.
Manjana
;) ftg du har ikke...
;)Til ftg du har endnu ikke svaret mig på om hvor mange
vinger en Engel har🙂
Og med det menner jeg at du skal site tal på hvor mange de har…
Og det er alser ifølge de første Bibler og ikke Jehovas Vidner fortolkning ftg… Karpis ?...
Hilsen Fra Lys & Mørke ;)
vinger en Engel har🙂
Og med det menner jeg at du skal site tal på hvor mange de har…
Og det er alser ifølge de første Bibler og ikke Jehovas Vidner fortolkning ftg… Karpis ?...
Hilsen Fra Lys & Mørke ;)