Fjerde del af krimi-føljetonen
Kriminalassistent Bjørn Steensen bliver budt indenfor i huset midt i Lysabild by: - Forstår De frue. Det drejer sig om en Louise Plum, som boede i nabohuset her indtil et tidspunkt mellem juli og november 2001. Husker De det?
- Åh ja Louise. Jo hende husker jeg så udmærket ... nå det er hende, der er sket noget med? Gudskelov.
- De ligefrem ønsker hende noget ondt? Var hun en skidt nabo?
- Nåh, næh, nej, såmænd ikke så grelt igen. Jeg var blot bange for, at det var et mine egne familiemedlemmer, som der var hændt noget, når en betjent sådan pludselig banker uanmeldt på min dør.
- Nej. I sådanne tilfælde sender vi altid to uniformerede betjente. Husker De, hvornår hun eksakt flyttede herfra?
- Vil De ikke have en kop kaffe?
- Ellers tak. Jeg skal hurtigt videre. Har De nogen mulighed for at sige, hvilken dato, eller i det mindste hvilken måned, at hun forlod huset herinde ved siden af, og under hvilke omstændigheder?
- Omstændigheder!? ... vil De ikke sidde ned? svarer den lidt ældre kvinde og går i retning mod køkkenet: - Hun forsvandt sådan i huj hej... pludselig en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var huset tomt.
- Hvilket hun ikke havde nævnt noget om forstås? råber Bjørn ud til køkkenet.
Marie Sofussen kommer alligevel ind med to kopper kaffe: - Nej, hun var bare væk, og så så jeg hende aldrig mere.
Steensen sukker, da han indser, at det er uhøfligt ikke at drikke kaffen, der bliver serveret: - Det vil samtidig sige, at De ikke har nogen som helst anelse om, hvor hun flyttede hen?
- De kan også få et stykke lagkage til.
- Nej, nej, nej, afviser Bjørn kategorisk, sætter sig og går straks i krig med kaffen; halvlunken og tynd: - Boede hun sammen med nogen herinde ved siden af?
- Hun fik et barn, selvom hun forsøgte at skjule det, kunne jeg ikke undgå at høre, når det skreg næsten hver aften.
- Hmm. Det må jeg nok sige. Boede der også en mand i huset?
- Ja, Willy. Han var til gengæld flink og elskværdig. Synd at han fik arbejde på Grønland og måtte flytte.
- Vil det sige, at denne Willy forlod Louise i utide?
- Jeg har faktisk et billede af ham. Nu skal De bare se, svarer Marie og tripper ind i et andet rum.
Bjørn ser sit snit til at hælde resten af koppens indhold ned i en potteplante, en bregne, der står lige til højre for stolen, han sidder i, mens han tænker: For pokker, nu står den på overarbejde i dag igen.
Fru Sofussen kommer tilbage, slår op i albummet og viser en nydelig, ung mand, der går og river udenfor nabohuset: - Er han ikke nuttet?
- Øh tja, jo... Det er altså faren til Louises datter?
- Virkelig! Det havde jeg aldrig troet om ham.
Frank Spånby har svært ved at acceptere politiets afvisning af hans opdagelse, og han spekulerer dybe tanker over, hvad han kan gøre ved det, under hans kørsel tilbage til husmandsstedet i Borrisholt: - Jeg har ingen mulighed for at få foretaget en DNA-test på moderen og datteren uden at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet, tænker han højt: - Eller kunne man måske hyre en privat, praktiserende læge til at foretage en sådan test?
Efter at have fået parkeret Volvoen i indkørslen og sanset sig til at stige ud, bliver han overfuset med åbne arme samt kys og kram i hobevis af sin nye, unge, smukke, energiske kæreste, så han for en kort bemærkning rives ud af sin begyndende planlægning.
- Har du haft nogle interessante opgaver i dag min snut?
- Nej. Det har været en stille dag på kontoret ... men så har jeg fået tid til at skrive en del fakturaer.
- Fint. Så kan der snart komme nogle flere kroner på kontoen. Jeg trænger sådan til en ny sommerkjole.
- Det skal der nok blive råd til. Men der er noget helt andet, som jeg bliver nød til indvie dig i. Lad os sætte os om på verandaen med et par kolde drinks.
- Det lyder spændende og mystisk, svarer Henriette og styrter ind til køleskabet og mikser et par Tequila Sunrises med sugerør, paraply og isterning sammen. Dem stiller hun på det netop imprægnerede havebord.
- Mit oprindelige navn er Robert Madsen, begynder Frank.
- Hvad, er du så slet ikke min Frank? udbryder Henriette særdeles forbavset.
- Jo. Indtil videre er jeg nød til at være Frank. Men der er netop sket noget, som kan få Robert til at genopstå.
- Det lyder kryptisk, svarer kæresten nøgtern, selvom hun frygter at få noget at vide, som kan slå deres idyl i stykker: - Vil du ikke nok være venlig, at forklare hele historien. Og gerne straks.
- Jo. Men det er meget vigtigt, at det bliver mellem os to. Lover du mig, at du ikke siger det videre til andre?
- Naturligvis. Vi er jo nære venner og mere end det. Men hvad i alverden har du været ude for?
- Indtil for 4 år siden boede jeg i Næstved, men så en dag forsvandt der en lille pige på et år fra byens park. Af særdeles uheldige omstændigheder blev jeg inddraget i sagen som hovedmistænkt, forklarer Frank omhyggeligt og kommer med den lange beretning om varetægtsfængslingen, plastikkirurgen, osv.
- Jeg husker godt forløbet fra nyhedsudsendelserne. Nej, var det virkelig dig? udbryder Henriette forundret og erindrer pludselig, hvor skuffet hun selv blev, da hun hørte at den, alle troede var den skyldige, blev frikendt.
Herefter fortæller Frank om sin oplevelse dagen før i Karise, og hvor sikker han er på, at det var barnet fra dengang, som han fik øje på, i sikker forvisning om, at kæresten vil tro ham.
Men som kriminalkommissær Bernhard Ulriksen er hun en mistroisk sjæl: - Det er da ikke muligt at genkende et barn efter så lang tid, og et barn på 6 år ligner på ingen måde sig selv fra det var 1 år.
Da Frank uventet og skuffet opdager den manglende opbakning og tillid, undlader han behændigt at fortælle om fødslen på Sønderborg sygehus.
Et kvarter senere har en grådkvalt Henriette pakket sine vigtigste pakkenelliker og er forsvundet i Volvoen.
Fortsættelse følger.
- Åh ja Louise. Jo hende husker jeg så udmærket ... nå det er hende, der er sket noget med? Gudskelov.
- De ligefrem ønsker hende noget ondt? Var hun en skidt nabo?
- Nåh, næh, nej, såmænd ikke så grelt igen. Jeg var blot bange for, at det var et mine egne familiemedlemmer, som der var hændt noget, når en betjent sådan pludselig banker uanmeldt på min dør.
- Nej. I sådanne tilfælde sender vi altid to uniformerede betjente. Husker De, hvornår hun eksakt flyttede herfra?
- Vil De ikke have en kop kaffe?
- Ellers tak. Jeg skal hurtigt videre. Har De nogen mulighed for at sige, hvilken dato, eller i det mindste hvilken måned, at hun forlod huset herinde ved siden af, og under hvilke omstændigheder?
- Omstændigheder!? ... vil De ikke sidde ned? svarer den lidt ældre kvinde og går i retning mod køkkenet: - Hun forsvandt sådan i huj hej... pludselig en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var huset tomt.
- Hvilket hun ikke havde nævnt noget om forstås? råber Bjørn ud til køkkenet.
Marie Sofussen kommer alligevel ind med to kopper kaffe: - Nej, hun var bare væk, og så så jeg hende aldrig mere.
Steensen sukker, da han indser, at det er uhøfligt ikke at drikke kaffen, der bliver serveret: - Det vil samtidig sige, at De ikke har nogen som helst anelse om, hvor hun flyttede hen?
- De kan også få et stykke lagkage til.
- Nej, nej, nej, afviser Bjørn kategorisk, sætter sig og går straks i krig med kaffen; halvlunken og tynd: - Boede hun sammen med nogen herinde ved siden af?
- Hun fik et barn, selvom hun forsøgte at skjule det, kunne jeg ikke undgå at høre, når det skreg næsten hver aften.
- Hmm. Det må jeg nok sige. Boede der også en mand i huset?
- Ja, Willy. Han var til gengæld flink og elskværdig. Synd at han fik arbejde på Grønland og måtte flytte.
- Vil det sige, at denne Willy forlod Louise i utide?
- Jeg har faktisk et billede af ham. Nu skal De bare se, svarer Marie og tripper ind i et andet rum.
Bjørn ser sit snit til at hælde resten af koppens indhold ned i en potteplante, en bregne, der står lige til højre for stolen, han sidder i, mens han tænker: For pokker, nu står den på overarbejde i dag igen.
Fru Sofussen kommer tilbage, slår op i albummet og viser en nydelig, ung mand, der går og river udenfor nabohuset: - Er han ikke nuttet?
- Øh tja, jo... Det er altså faren til Louises datter?
- Virkelig! Det havde jeg aldrig troet om ham.
Frank Spånby har svært ved at acceptere politiets afvisning af hans opdagelse, og han spekulerer dybe tanker over, hvad han kan gøre ved det, under hans kørsel tilbage til husmandsstedet i Borrisholt: - Jeg har ingen mulighed for at få foretaget en DNA-test på moderen og datteren uden at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet, tænker han højt: - Eller kunne man måske hyre en privat, praktiserende læge til at foretage en sådan test?
Efter at have fået parkeret Volvoen i indkørslen og sanset sig til at stige ud, bliver han overfuset med åbne arme samt kys og kram i hobevis af sin nye, unge, smukke, energiske kæreste, så han for en kort bemærkning rives ud af sin begyndende planlægning.
- Har du haft nogle interessante opgaver i dag min snut?
- Nej. Det har været en stille dag på kontoret ... men så har jeg fået tid til at skrive en del fakturaer.
- Fint. Så kan der snart komme nogle flere kroner på kontoen. Jeg trænger sådan til en ny sommerkjole.
- Det skal der nok blive råd til. Men der er noget helt andet, som jeg bliver nød til indvie dig i. Lad os sætte os om på verandaen med et par kolde drinks.
- Det lyder spændende og mystisk, svarer Henriette og styrter ind til køleskabet og mikser et par Tequila Sunrises med sugerør, paraply og isterning sammen. Dem stiller hun på det netop imprægnerede havebord.
- Mit oprindelige navn er Robert Madsen, begynder Frank.
- Hvad, er du så slet ikke min Frank? udbryder Henriette særdeles forbavset.
- Jo. Indtil videre er jeg nød til at være Frank. Men der er netop sket noget, som kan få Robert til at genopstå.
- Det lyder kryptisk, svarer kæresten nøgtern, selvom hun frygter at få noget at vide, som kan slå deres idyl i stykker: - Vil du ikke nok være venlig, at forklare hele historien. Og gerne straks.
- Jo. Men det er meget vigtigt, at det bliver mellem os to. Lover du mig, at du ikke siger det videre til andre?
- Naturligvis. Vi er jo nære venner og mere end det. Men hvad i alverden har du været ude for?
- Indtil for 4 år siden boede jeg i Næstved, men så en dag forsvandt der en lille pige på et år fra byens park. Af særdeles uheldige omstændigheder blev jeg inddraget i sagen som hovedmistænkt, forklarer Frank omhyggeligt og kommer med den lange beretning om varetægtsfængslingen, plastikkirurgen, osv.
- Jeg husker godt forløbet fra nyhedsudsendelserne. Nej, var det virkelig dig? udbryder Henriette forundret og erindrer pludselig, hvor skuffet hun selv blev, da hun hørte at den, alle troede var den skyldige, blev frikendt.
Herefter fortæller Frank om sin oplevelse dagen før i Karise, og hvor sikker han er på, at det var barnet fra dengang, som han fik øje på, i sikker forvisning om, at kæresten vil tro ham.
Men som kriminalkommissær Bernhard Ulriksen er hun en mistroisk sjæl: - Det er da ikke muligt at genkende et barn efter så lang tid, og et barn på 6 år ligner på ingen måde sig selv fra det var 1 år.
Da Frank uventet og skuffet opdager den manglende opbakning og tillid, undlader han behændigt at fortælle om fødslen på Sønderborg sygehus.
Et kvarter senere har en grådkvalt Henriette pakket sine vigtigste pakkenelliker og er forsvundet i Volvoen.
Fortsættelse følger.