Dårlige oplevelser med psykoterapeuter

Jeg er studerende på Danmarks Journalisthøjskole, og er i øjeblikket i gang med en historie om psykoterapeuter. Der er rigtig mange dygtige psykoterapeuter rundt i landet, men i og med at titlen psykoterapeut ikke er en beskyttet titel, er der også nogle der behandler uden den nødvendige uddannelse.
I den forbindelse søger jeg en eller flere personer, der har haft dårlige erfaringer med en psykoterapeut. Det kan være forkert stillet diagnose, ubehagelige oplevelser, forkert behandling, osv..
Hvis det er nødvendigt, er der mulighed for at medvirke anonymt.
Jeg kan kontaktes på mail: ppedersen@mail.djh.dk
Mvh:
Peter Pedersen
Journaliststuderende

men psykoterapeuter stiller ikke "diagnoser" - og man må sige at "behandling" er et noget søgt ord i den sammenhæng.
Jeg vil foreslå dig, som journalistelev, indledningsvis at konsultere en psykoterapeut, så ved du da i det mindste hvad emnet du vil "belyse" handler om.
"Nogle journalister har så store nosser at de ikke kan nå tastaturet"
Citat af Madsen...😕 Gad vide hvor han får det fra.

det staar altsaa daarligt til med den fremtidige presse i danmark, naar de ikke ved at kun laeger maa stille en diagnose.

Det var en meget nonchalant afvisning af et reelt og yderst alvorligt problem. For det første anvender såvel psykoterapeuter, psykologer som psykiatere begrebet "behandling" om deres arbejdsområde. Samtaleterapi er fx absolut at opfatte som behandling- så der er ikke noget "søgt" i dette.
For det andet - og langt mere alvorligt: Der findes NETOP psykoterapeuter, som er så dårligt uddannede og har så lidt jordforbindelse/fornemmelse for deres kompetencefelter, at de begiver sig ud i at slynge diagnoser ud. Jeg kender fx til en ung pige, som af en psykoterapeut fik at vide, at hun led af depressioner - det viste sig, da hun langt om længe kom i kontakt med en psykiater, at hun led af OCD, men forinden havde hun spildt godt et år og en masse penge på at lægge psyke til den pågældende terapeuts opfattelse af, hvordan man behandler en depression - hvilket hun altså ikke havde. Til gengæld var hun i mellemtiden nærmest invalideret af tvangsritualer og -tanker - men i følge terapeuten skulle hun ENDELIG ikke søge hjælp igennem psykiatrien.
Jeg kender også til en psykoterapeut, som fastholdt, at en teenagepige IKKE led af psykisk sygdom overhovedet, og som brugte adskillige timer på at "kurere" hende for suicidaltanker og apati ved at lade hende visualisere en regnbue og trække dens farver ned til sig som et værn mod de "onde" tanker. Efter fire måneders behandlinger sagde hun og forældrene heldigvis fra og søgte det etablerede system, psykiatrien. Hun led af en dyb depression og blev medicineret i en periode - i dag trives hun uden medicin, men hun kunne i værste fald have taget sit liv pga. den pågældende terapeuts fornægtelse af "traditionelle" sindslidelser.
Der er mange brodne kar inden for psykoterapeuternes kreds - naturligvis, havde jeg nær sagt, når der ikke stilles formelle krav til uddannelse. Journalist-Peter har fat i en relevant problematik, og jeg synes ærligt talt snarere, din arrogance tyder på (indbildt) store nosser - kønnet underordnet. Det bør kun hilses velkomment, at nogen tager emnet op - der er nok at tage fat på.

Sakset fra ug.dk: "En psykoterapeut er en professionel behandler, der bruger psykoterapi som behandlingsmetode.(...) Et behandlingsforløb kan vare fra nogle uger op til flere år."
Behandler, behandlingsmetode, behandlingsforløb - men ordet "behandling" er søgt???

Hej studt
Tak for din opbakning.
Dine historier lyder rigtig spændende, og frem for alt forfærdelige. Hvis det er muligt, kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme i kontakt med en af dem, så de kunne fortælle om, hvad de har været igennem, og på den måde være med til at belyse problemet.
Du kan kontakte mig på mail: ppedersen@mail.djh.dk

Det er et stort problem med det psykoteraputiske marked, idet som der skrives ovenfor, at alle kan kalde sig det. Oftest ligger der er et brevkursus eller nogle weekend kurser taget over et par år bag uddannelsen, hvilket jo sammenlagt giver n meget kort uddannelse. Endvidere er disse uddannelser gerne inden for en eller anden psykologisk retning, som man for længst er gået væk fra i psykologien grundet videnskablige problemer med tilgangen.
jeg kender flere, der har prøvet alternative former for psykoterapi. Jeg kender til en, som havde det virkeligt dårlig og gik i terapi hos en mand, der mente hun skulle gøre ting, som er i den stik modsatte retning af hvad der hjælper. Hun fik det dårligere og dårligere og endte til sidst med at begå selvmord.
Derfor er jeg stærk fortaler for at kun psykologer (og psykiatere) burde kunne give samtaleterapi, idet det er den bedste måde, at værne sig mod terapeuter, der driver hærværk mod sjælen.
Psykologer har en 5 årig uddannelse på universitet, hvor de herefter skal ud at specialisere sig. De er altså uddannet inden for den videnskabelige tradition, og har altså en stor kompetence, når de skal give terapi til folk med psykiske problemer.