Skal man sige sandheden?

Jeg sidder og filosoferer lidt.
Har en veninde som lige har fået konstateret kræft. Hun er naturligvis meget ked af det og stadig rystet. Ligeså er vi andre, da det kommer som et chok, for slev nok så mange bliver ramt af den frygtelige sygdom hver dag, hver uge og hvert år, så er det som om, det aldrig er sket for nogle før, når man får en sådan besked.
Vi håber naturligvis det bedste, men lægerne har sagt, at der ikke er meget håb. Dette har slået min veninde helt ud, hvilket jeg godt forstår. Hvis man sad med blot det mindste håb inden det, så er det hele nu slukt.
Jeg tror personligt på, at håber har så stor betydning i al sygdomsbehandling, for lukkes først alt håbet ude, så er der jo intet at se frem imod, intet at stile og arbejde efter.
Jeg tænker lidt: Øv altså, hvorfor skulle den læge absolut sige noget? Hvorfor skulle han være så ærlig? Hvorfor ikke hjælpe lidt til med at brødføde det spinkle håb, som jeg vover at påstå, at selv den mest syge har.
Mit spørgsmål er derfor: Skal lægerne altid sige sandheden til kræftpatienter?
Er der situationer, hvor det er bedre ikke at sige noget? Og er det etisk korrekt, at man fratager syge mennesker deres håb?
Jeg sidder blot og er lidt eftertænksom, for det er det, som er mest håndgribeligt lige nu. Desværre.

barsk men nok bedst for din veninde. Har man ikke fortalt hvordan det står til, vil patienter ofte have helt forkerte opfattelser af virkeligheden. Disse opfattelser vil oftes være langt værre end virkeligheden.
Undersøgelser viser, at patienter som har fået sandheden omkring deres sygdom og prognose, er langt bedre stillet end dem der lever deres sidste tid i uvished.
Din veninde bør have tilbud om psykologhjælp samt hjælp fra en socialrådgiver.
Man skal også huske, at når patienter bliver informeret om så barske ting, vil de kun have hørt ca´ 20% af det lægen har sagt. Derfor er det vigtigt at der er flere opfølgende samtaler. ( der skal en pårørende med )
Men der er meget synd for den veninde. Hun har brug for dig lige nu. Det kan også være en hård opgave for dig.
Sandheden skal siges med kærlighed og ikke brutalitet.
Håber i får et godt forår på trods
Knuz Malin

fra etisk råd, at informere din veninde hvordan sygdommen står til.
En mulighed havde så været, at din veninde fra starten havde meldt ud at hun ikke ønskede at vide noget om sygdomsforløbet. Men er det ikke mere dit behov end hendes, du skriver om her i debatten?
Der er altid håb, i din venindens tilfælde er fokuset bare en anden. Håbet kunne være at hun når at sige farvel til alle dem hun kender. Eller noget helt andet?
Det er intet jeg kan skrive der vil lindre jeres smerte, men få sagt og gør de ting der er vigtige for hende. I for ikke flere muligheder end nu.
Og nej læger fortæller lang fra alt, da det netop kan påvirke behandlingsforløbet.
men i denne situation er det nødvendigt, da der f.eks er forbundet en del medicin udgifter. Disse slipper din veninde for når hun er erklæret terminal.
føler virkelig med jer, giv hende alt hvad hun har brug for.

- jeg vil gerne have den, så jeg kan disponere derefter, men jeg tror også der er nogen, der helst vil være foruden.
- Ved du hvad dine nærmeste ønsker sig? Det kan jo være godt nok at vide, hvis nogen skulle spørge. Jeg blev spurgt, om de skulle undgå sandheden eller fortælle min mor den, da de ikke kunne gøre mere for hende. Jeg havde da nok følt mig lidt ude af trit med virkelighed, hvis jeg skulle have svaret: "Det ved jeg ikke".
- Min far fik samme besked, men han hørte nemlig kun de 20% som en anden debattør nævner, så han troede tidestimatet var 3-4 år. Det var 3-4 dage.

Løgn er bedre end den dårlige sandhed, alt andet er squ bare misforståelse.
Intet menneske er tjent med kynisk kalkule, så hellere en snak om foråret osv.

et menneske, min røv er også erklæret terminal, tag da for hel... at revurdere dit livssyn. medicinudgifter rend mig, dårligere argumentation er da ikke hørt før.
Hørt på apoteket:
Nej det kan virkelig ikke betale sig, har i noget billigere, jeg skal jo alligevel krasse af.
hold da kæft, embedsmænd og klinikkere er dette samfunds største svøbe.
Hvor faen blev resten af

jeg har hørt om læger der har sagt, at patienten kun har nogle måneder tilbage at leve i, men det viste sig, at patienten faktisk levede i nogle år....
Tja vil nogen sikkert sige, om det er måneder eller år tilbage at leve i, for død skal man jo alligevel....
Det er rigtig synd for både din veninde og dig og jeg håber, at I kan "nyde" hinandens selskab lige til det sidste..

nogle er mere velvalgte end andre.
Men ja, sandheden skal siges - ikke fordi Etisk eller en anden råd har besluttet det, men af hensyn til patienten og hans/hendes omgivelser.
Når man ikke er over 80 og har fortsat nogle ønsker, forhåbninger og forventninger til livet eller det, der måtte være tilbage af samme, er det vigtigt, at så længe patienten kan, får han/hun lov til at udleve det, der er muligt.
Du har på sin vis ret i at man aldrig skal fratage håbet fra den syge. Men når det er sagt, melder der sig andre aspekter på banen.
Lige nu tygger du som veninde på at lægen med sin besked har frataget din veninde håbet - hvis formuleringen var en anden, ville du efter hendes død sidde tilbage og sige "han kunne godt have sagt sandheden fuldt ud".
Du reagerer på situationen som den er; og det er der ikke noget odiøst i, men forestil dig (hvis du kan på nuværende tidspunkt) det modsatte.
Din veninde ville få falske forhåbninger, ville formentlig lulle sig ind i "at det skal nok gå altsammen" og dermed gå glip af de ting, hun stadig kan nå at udføre, inden sygdommen tager overhånd.
Min umiddelbare reaktion er, at ved at sige sandheden som den er sagt ifølge dine udtalelser, har pågældende læge ønsket at give din veninde en så god tid som muligt, inden hun når dertil, hvor kræfterne ikke er der længere.
Selv om det er svært, så prøv at se denne udlægning af sandheden - måske kan det hjælpe dig med at støtte din veninde på en konstruktiv og givende måde.

mere er der ikke at sige til det.

Som tidligere kræftpatient kan jeg for min dels vedkommende sige, at det var alfa og omega at jeg fik sandheden at vide. Nu var jeg jo heller ikke ved at dø - det var 50/50, men uanset hvad, er det for sådan een som mig, supervigtigt at lære "monstret" at kende. For mig er intet værre end uvished, fordi jeg dermed mister kontrollen og ansvaret, for mit eget liv - hvor kort det så end måtte være. Hvis jeg skal dø om et halvt år så vil jeg sgu vide det - så jeg kan få det rundet af på en ordentlig måde.
Anderledes stod det til da min mor døde af kræft i en forholdsvis ung alder (50). Hun ville ikke vide det og det, der gjorde at hun levede længere end forudset, var at hun hver eneste dag stod op og sagde "jeg vil leve". Den dag hun opgav fremtidsperspektivet klappede hun sammen og døde 2 dage efter.
Så - vi er alle forskellige. Hvad der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtig for den anden. Min mors utroligt søde kræftlæge fornemmede min mor og kunne derfor gøre det rigtige ift. hende.
Jeg tror det er utroligt vigtigt at man har aftalt den slags med sine nærmeste, så de kan tage over for een i sådan en situation. Den syge selv, vil ofte være lamslået af chock og ikke forstå lægens beskeder, kan ikke stille de rigtige spørgsmål og kan i situationen have svært ved at overskue egne ønsker. Ved en sådan aftale er det derfor vigtigt, at man er HELT ærlig om hvad der er bedst for een, hvis situationen skulle opstå.
Noget andet er at vi som pårørende ofte kan have svært ved at overskue, hvad der er den syges behov og hvad der er vores eget. Da min mor døde havde jeg fx. stort behov for at vide hvad det var vi kæmpede mod, tidsperspektivet osv osv - men det var, når alt kom til alt, MIT behov og ikke min mors.
Tænker at ift. din veninde er det klart at hun er klappet sammen - hun er jo højst sandsynligt ved at dø og det er klart at det er svært og gør ondt at være pårørende til een der har det så svært og er dødsangst. Men her er det vigtigt at man prøver at være ærlig overfor sig selv. Er du/i selv bange for det forestående og derfor helst vil se det positive/håbet eller ??
De fleste af os vil jo helst tro på og sige "Jamen - det skal nok gå alt sammen". Det er naturligt, fordi det er det der får os til at fortsætte troen på alt muligt. Men nogen gange ER det jo altså bare ikke sådan.
Jeg ønsker jer det bedste
1-2-3

Jeg personligt mistede min alt for unge far på 53 år for lidt under en måned siden, også af kræft. jeg er slet ikke i tvivl om at det skal siges. patienten skal have mulighed for at forberede sig på det værste. At lægerne så siger at der er et spinkelt håb vil jo bare være en løgn, og noget man bliver endnu mere vred over som pårørende når patienten er død. I min fars tilfælde var han så syg i de sidste fem uger af hans to-måneders forløb med kræft, at man godt kunne fornemme det gik den forkerte vej. Men jeg syntes stadig at det var rart at kunne gå og forberede mig som pårørende på det frygtelige. Og ærlig talt, så er det jo os, de pårørende, der skal leve videre.
Selvfølgelig skal lægen sige det på en god og ordentlig måde (hvilket jeg fandt ud af, at mange læger er enormt DÅRLIGE til) og det synes jeg der skal arbejdes på og med; at man får en besked som er til at leve med, men sand. Men jeg synes ikke man kan lyve sig fra ta være dødeligt syg af kræft. Måske kan det endda give mere livskvalitet i den sidste tid, for så må man jo nyde hvert øjeblik man har.

Du har jo fuldstændigt misforstået det, som indlægs skriveren skrev. Fordelen ved at være erklæret "terminal" er, at den pågældende patient IKKE selv skal bære byrden af omkostninger til behandling og medicin.Det var derfor bestemt et MEGET positivt indlæg og helt og holdent til støtte for den ulykkelige; væsentligt forskelligt fra dit....
tag nu og vær et mandfolk og erkend din fejl; en undskyldning til indlægs skriveren ville klæde dig.

Om lægen skal sige sandheden er et svært spørgsmål, der er meget forskel på hvad folk har brug for. Men jeg har selv stået i situationen da min far fik konstateret kræft, vi fik ikke sandheden og vi troede virkelig på at det hele nok skulle blive godt igen, men han døde blot 3 måneder efter at diagnosen var stillet. I den situation ville jeg havde sat pris på sandheden og jeg ville have taklet vores sidste tid sammen helt anderledes end jeg gjorde.
Alt held og lykke plus tanker til din veninde herfra

Dit spørgsmål går på om man skal skjule, at døden rammer alle, der lever længe nok til at opleve det. Og nej - det skal man ikke.
Man skal lære børnene i skolen, at døden er en nødvendighed for, at der kan opstå liv - for ellers bliver der pladsmangel, når der er en tilgang af nyfødte, men ingen der dør af noget som helst. I så fald dør alle af pladsmangel på planeten.
Men når jeg i overskriften skriver "tanken er syg", provokerer det mig lidt til at sige, at vi - når vi fx spiller lotto, er sikker på, at det netop er MIG der vinder.
Er det derimod cancer, trafikdrab eller noget andet ubehageligt, ja så er det naturligvis naboens lod i livet.
Det er forskelligt fra person til person, om vi kan accepterer at høre sandheden. Men hellere det, end at dø af skræk!.

Min holdning er, at patienten skal informeres om sygdommens forløb, hvor fremadskreden den er, og om muligheder for behandling.
Derudover synes jeg det er op til patienten selv, om denne vil have flere informationer. I øvrigt synes jeg også det er op til lægen at vurdere hvordan det skal fortælles, og hvor mange informationer patienten kan rumme til den første samtale.

der er jo mange aspekter i situationen. umiddelbart tænker jeg på at folk reagere meget forskelligt, fx vil nogle måske sørge for at få oplevet så meget som muligt, hvis de vidste at deres tid var begrænset. hvorimod de ville tage den med ro hvis de troede på at de ville overleve.
hvordan vil du have det, hvis din veninde fik et (falskt) håb, og du så indså sandheden da hun gik bort? vil du ikke hellere vide det på forhånd, så du kan nå at tilbringe så meget tid med hende som muligt. blot nogle af mine tanker.
mh Jacob

Det hænger ikke sammen at man fjerner folks håb, ved at fortælle dem sandheden. Tværtimod. Man kan kun bygge et realistisk håb, på realiteter. Det er da indlysende synes jeg.
Det er aldeles etisk ukorrekt at forholde nogen sandheden om deres sygdom. Det ville faktisk være en fatal løgn!
Du siger din veninde er slået helt ud nu. Det er hun sikkert, og det er meget forståeligt, men det er derfra, hvor hun faldt, at hun skal rejse sig igen, ikke på en dyne af fortielser og urealistiske håb.
Kan du forestille dig, hvordan hendes forløb vil være, hvis hun går og tror det ikke er noget særligt, men hvor hun i virkeligheden er dødhamrende syg? Kan du forestille dig, hvordan hun vil føle sig svigtet og ført bag lyset, den dag hvor sandheden ikke kan undgå at bryde gennem til hende? Kan du sætte dig ind i hvordan det må føles, når det går op for hende, at den løgn hun har levet på, er der nogen andre, der har valgt for hende? Kan du sætte dig ind i, at man bliver rasende når man for sent finde ud af alle de valg man kunne have foretaget, men nu er det bare for sent?
Jeg kender en kvinde, som er blevet opereret flere gange, men valgte til sidst at stoppe lægebehandling, fordi hun følte sig selv reduceret mere og mere. Hun kom med i foreningen tidslerne, og fandt alternative helbredelsesmetoder, og er altså nu erklæret rask. Det er 8 år siden hun blev rask. Hun var ellers dømt ude. Jeg nævner hende fordi hun netop tog kampen op, og gjorde tingene på sin egen måde. Hendes håb groede på et realistisk grundlag, fordi lægerne fortalte hende tingene, som de var. Det eneste etisk rigtige efter min mening, er at give folk mulighed for at vælge selv.

har lægen pligt til at fortælle sandheden.
Sikke mange patientklager hospitalerne kunne få hvis lægerne ikke fortæller sandheden til deres patienter.
Lægen kan heller ikke tage ansvar for hvordan patienter tænker, nogen mennesker synes koppen er halv tom andre at den er halv fuld.

bestemmer ikke, hvad lægens pligt er.
Hun kan stadig slippe for medicinudgifterne, uden at hun selv er vidende.

Uvisheden er mange gange værre, selvfølgelig ska man ikke tage håbet helt fra patienterne, uanset hvor slemt det står til, du har ret hvis man først slukker for alt håb kan man ligeså godt give op først som sidst.
jeg har selv haft kræft, er heldigvis rask nu, men kan huske fra forløbet at det var uvidenheden som var rigtig slem, og ventetiden.
Bedste håb for din veninde

Som tidligere kræftpatient vil jeg gerne deltage i debaten - min holdning er: Lægen skal være ærlig.
Selvom det er en ualmindelig svær oplevelse, at få meldingen "du er ramt af kræft", så har man som kræftpatient et behov for at vide, hvordan og hvorledes man er ramt. Det kan lige i første omgang være utroligt svært at takle, men uvisheden - mener jeg - er værre. Hermed være ikke sagt, at man blot ved første møde skal have en kold og kynisk "dødsdom", men et objektivt skøn fra lægen om behandling, kræfttype osv, osv. Min oplevelse har været, at man kun får behandlingerne/konsekvenserne at vide i små doser - dette fordi, de færreste kan takle at få hele forløbet at vide på en gang - men at det også er vigtigt at have noget at forholde sig til. DET ER MEGET VIGTIGT, at man som kræftpatient har et godt netværk - hvadenten det består af familie eller venner eller begge dele - så skal der tales. Problemerne/behandlingen skal vurderes - de praktiske ting, behandling, takling af arbejdsplads, børn, forældre mm skal være i focus, derved får den kræftramte ro til at pleje sin sygdom og sit eget velfærd. Ikke alle er lige åbne, når de er syge - Men jo mere, der tales om det - jo lettere er det at være ærlig, når man har det dårligt. Operationer, kemo, stråler osv. tager kræfterne fra patienten - men hvis alle kender til sygdommen, er det lettere for patienten, at melde fra, når der er dage, hvor man har det dårligt - det bliver mere "legalt". I dag er en kræftsygdom ikke lig med en dødsdom!!! Rigtig mange kræftpatienter "kommer ud på den anden side" - måske efter 2 - 4 år, men med "livet i behold". Når man først har prøvet kemo og stråler, så kan man klare alt!! Vi skal rose de utroligt dygtige læger vi har, men også deltage aktivt i vort sygdomsforløb, og stille kritiske spørgsmål, når vi ikke er enige - Og frem for alt: Aldrig miste troen på, at VI KAN! Min opfordring til alle patienter eller pårørende: Tænk positivt, vær aktiv og deltagende - og frem for alt - vær åbne! Held og lykke med din veninde.

aldrig, at man skal bruge sætningen: Der er ikke meget håb. Det viser sig jo netop i sådanne tilfælde som kræft, at en person med gå-på-mod osv. har større chancer for at klare den. Den psykiske del kan faktisk i nogle tilfælde være det, der gør, at man vinder over sygdommen.
Lægen skulle have holdt sig til de konkrete oplysninger: Hvor meget, der er. Hvordan behandlingerne virker. Hvilke forholdregler man bør tage. Hvordan det går undervejs i forløbet...Osv. Når og kun når, der slet ikke er noget håb tilbage, bør man forklare det til patienten. Det andet kan man ikke bruge til andet end at stresse og miste mere modstandskraft ved.
Jeg håber, at du kan give din veninde gode oplevelser og andet end sygdommen at tænke på. En krammer til jer begge fra mig af. Håber virkelig, at hun kommer over det.

din veninde selv har spurgt lægen om, hvor meget håb, der var for hende, bør lægen selvfølgelig svare korrekt på spørgsmålet. Men hvis hun bare har været hos lægen for at få konstateret kræft, synes jeg, at det er en mening, lægen burde holde for sig selv.

er chokerende for alle der får bekræftet kræft. For dem der får forslag om behandling, har også en tvivl om det passer "mon det bare er noget lægen siger?".
For dem der ikke er noget håb får snart en ro over sig, de slipper for de belastende behandlinger og forsøg.
Er de stærke nok, kan de også tilbyde sig til eksperimenterende behandling, mange får en ekstra tid med det.

Ja, det skal man, men der er mange måder at sige den på. Men hvem ved, hvad sandheden er om sygdommen, når alt kommer til alt.
Jeg er selv kræftpatient fra 11 år siden. Jeg ønskede at vide besked og jeg må sige, at mange læger gav ikke meget livshåb! Jeg oplevede ikke at nogen gav mig håb, men jeg havde det håb, at kunne bede, Jeg vidste, at Jesus kunne helbrede mig, fordi jeg er hans barn, men jeg vidste ikke om det var hans vilje. Men jeg lever idag!
Jeg havde det bare sådan, at jeg ville vide alt om min sygdom, så jeg vidste, hvad jeg skulle forholde mig til: kæmpe eller berede mig på at dø. Jeg kæmpede via kosten, vitaminpiller og gik til forbøn. Samtidig ved man, at der kan være 2 udveje på sygdommen, og jeg mener, man skal være realistisk og forberede sig på, at det værste kan ske.
Jeg har også mødt bekendte, som blev ramt af cancer hvor man slet ikke måtte spørge om noget og vedkommende heller ikke selv ville vide noget fra lægerne. Jeg tror, vi mennesker håndterer sygdommen meget forskelligt.
Under alle omstændigheder, er det en sygdom, som kun langsom går op for een.
Men grundlæggende mener jeg ikke, at lægerne må tage alt håb fra patienter, for alle har brug for at kunne klynge sig til et halmstrå. Måske nogle af Lægerne skulle på kursus i at udtrykke sig. Man siger, hvor der er liv, er der håb. Og så længe man lever, kan man bede.
Margit1950

.. måske tidligere. Man ved jo aldrig om det vender tilbage. Jeg er ung og har børn som stadig har brug for deres mor. JA!! For alt i verden skal man sige sandheden. For mig var/er det ikke så meget døden som er skræmmende, - men mere hvordan de efterladte vil klare sige uden. JA !! Sandheden, - så man har mulighed for at sige farvel og mulighed for at sikre de efterladte de bedst mulige betingelser.

Og jeg vil tilføje, det at lægen siger at den knude skal undersøges nærmere, er nok til at chokket er der. Og dersom patienten ved at "lægen ikke må sige sandheden", vil dette virke mere skræmmende, mest sandsynligt ubegrundet. For det er så mange kræftpatienter der lever mange år med en indkapslet eller fjernet kræft.

Hvis lægen vurderer at patienten kan tåle sandheden så ja.
Det kan være aftalt at man blot bliver underrettet om et behandlingsforløb, det er på en måde fint, det virker bedre på mange fordi man får indtryk af god tid.
Måske lidt naivt men på en måde er sandheden ikke altid det bedste der findes.
Et kompromis midt imellem - sandheden giver en person ret !
Hvad er der egentligt ved at få ret, hvis det eneste man får ud af det er FRYGT.
Så mit bud er: Behandl alle mennesker ganske forsigtigt, livet er så skrøbeligt.

Nej. du har ret det er jo ellers det vi alle altid forlanger; men jeg så hvordan seeanserne med lægerne var en belastning for min kone da hun var døende af cancer. Det var da sikkert velmenene , de skulle nu hellere have arbejdet på at hjælpe hende, de ville tydeligt nok bare have hende ud af systemet, det korter jo ventelisterne. Aldrig gjorde de noget for at kurere eller forsinke sygdommens udvikling, intet var en overvejelse værd , og alt hvad de gjorde var kun for at få hende sendt hjem. 3 dage døde hun af blodpropper i tarm og mave , altså den virkelige årsag til hendes død var overdosering af morfin og stesolid. Alt er jo for sent og lægerne begraver som altid deres fejl og ligegyldighed i tavshed og fællesskab

Da jeg fik konstateret kræft for godt fem år siden (da var jeg 29 år) overraskede det mig, at hverken læger eller sygeplejesker brugte ordet kræft eller cancer - og de ville heller ikke sige mig hvad mine chancer var! Jeg måtte selv spørge: "jamen er det da kræft?" for at få et direkte svar.
Noget tid senere, sad jeg og tænkte over min nye situation og tænkte over hvor mærkelig en dag, det var; dagen der med eet ændrede mit liv, blev jeg sådan lidt irritabel over, at jeg ikke fik ærlig besked. at alting blev pakket ind og at læger og sygeplejesker så på mig med sådan nogle 'åh hvor er det synd for dig'-hundeøjne, som om at alt håb allerede var ude. Og som jeg sad der og tænkte blev jeg sgu sur, rigtig møghamrende sur! Ikke på personalet, men på den forbandede sygdom! Den skulle fan'me ikke få bugt med mig! Sådan en luskepeter-sygdom, der ikke engang vil 'stikke hovedet frem' og kæmpe en ærlig kamp - næh, den lusker rundt blandt mine blodceller, hvor den er svær at få bugt med. Totalt dårlig stil - selv for en sygdom!
Men den trods og 'surhed' (og mit generelt gode humør og tro på at det nok skal gå altsammen) har holdt mig oppe - selv da det så allersortest ud! Så mit bedste råd er; lad være med at sidde og tænke for meget, det er dårlig indadrettet energi. Søg istedet viden og oplysninger om den specifikke type kræft, der er tale om. Og har din veninde brug for at snakke med nogen (og det har man faktisk tit som kræftpatient - nogle gange uden at være helt bevidst om det) så snak med nogen, der rent faktisk ved, hvad de taler om. Jeg var ved at gå ned på alle de velmenende mennesker, der allesammen gerne ville hjælpe, men istedet tømte mig for energi, fordi jeg skulle fortælle den samme historie igen og igen, og høre på hvad de mente og synes jeg skulle gøre, og om en mand i indien der havde kureret nogen for kræft vistnok, og en klinik i sverige og en i usa... og så videre og så videre. Jeg var fuldstændig flad og drænet for energi! I næsten et år holdt jeg min telefon slukket for jeg kunne ikke 'spilde' mine kræfter på at tilfredsstille andres ønske om 'at være der for mig'. Og ved du hvad, det er helt ok at være fokuseret på sig selv, når man kæmper for sit liv!
Sig til din veninde at hun skal gøre brug af Kræftens Bekæmpelses tilbud - fx kræftlinien på 80 30 10 30 (www.cancer.dk). Og tag så at blive sur på den sygdom!!!! Og tag kampen op - den skide sygdom skal fan'me ikke få bugt med hende!

Min far blev ramt af kræft for 1 år siden. En type der rammer mellem 700 og 800 mennesker årligt. Og en tybe der slår langt de fleste ihjel - kun 2 procent overlever.
Han blev syg som et lyn fra en klar himmel, og på kun 3 uger gik han fra at være i fantastisk form af en 70 årig at være, til at være 15 kg. lettere, og helt ufatteligt syg.
Da min far fik dommen, fik han også en brochure hvori risikoen var beskrevet. Da han fortalte mig om det, havde jeg allerede læst alt omkring denne sygdom, og var helt klar på risikoen. Men min overbevisning var og er stadig: Det nægter jeg at godtage!
Min far blev først umådeligt ked af det, for han havde behov for at tale om den forfærdelige sygdom han havde fået, han havde behov for at tale om risikoen, han skulle sige farvel og have orden på sine ting, og han opfattede min holdning som benægtelse af kendsgerningerne. Og det var det bestemt ikke.
Jeg fik en meget god snak med ham, om sansynligheden for overlevelse, risikoen ved operationen, og det lange opslidende efterforløb. Men også om vigtigheden af ikke at give op. Jeg ville simpelthen ikke have at min far bukkede under, og jeg krævede af ham at kæmpede imod sygdommen. Forlangte at han ikke kunne være andet bekendt.
Han lever i dag. Han var en af de 10% der rent faktisk overlever denne form for kræft. Han er stadig skind og ben, og har stadig ikke meget at gøre godt med, men han lever, og han er blevet erklæret rask. Jeg er helt på det rene med, at kun 2% overlever de første 5 år - men det nægter jeg også at godtage. Han har overlevet det første år, og han vil også overleve de næste 4 år.
Min erfaring er, at man SKAL vide alle detaljer. Det nytter ikke at lade som om. Til gengæld skal man også kæmpe for at være en del af den statistik der stadig er her 1 år efter diagnosen. Og 5 år efter og 10 år efter. Og til den kamp handler det om at have nogle omkring sig, som vil kæmpe sammen med en. Nogen som tør se virkeligheden i øjnene, men som også tør tage kampen op, og som har energi til at slås mod det umulige.
Hjælp din veninde. Læs alt hvad du kan om sygdommen, og fortæl hende, at nu har du læst alt hvad der er at læse, og uagtet at x antal dør af sygdommen - så agter du at holde hende fast på at x antal overlever. Og at du forventer at hun er en af dem der overlever.
Græd med hende - det har hun brug for. Langt mere end påtaget munterhed. Vis din sorg over at dette uretfærdige skulle ramme hende, men vis hende også, at du er der, klar til at hjælpe hende igennem.
Mine tanker er hos jer begge. Håber det bedste for din veninde.

Jeg mistede min mor for 3 år siden af galoperende kræft, hun fik heller ingen chancer af lægerne, der var intet håb. Lægerne gav aldrig min mor den rettte behandling, de sendte hende fra Horsens sygehus, til Fredericia, videre til Esbjerg, Fredericia ien, og som det sidste Vejle. De kunne ikke finde det der kaldes "moder kræfen", der hvor det hele stammer fra, det er ret vigtigt, når man skal have kemoterapi, den rette dosis, kan give blodprop i hjernen/hjerne blødning. Efter min mor var blevet kastet rundt i knap 3 måneder, beslutter lægerne sig for at give den første dose kemoterapi, selvom de stadig ikke ved hvor meget der skal gives. Det får hun Fredag, Lørdag har hun det nogenlunde, Søndag får hun en blodprop i hjernen, Mandag er hun halv sidet lammet, koldbrand i det andet ben, hukomelses svigt, og som slut, blind, om natten til Tirsdagen dør hun.
Man kan ikke stole på de danske kræft læger, de er ikke dygtige nok til at hjælpe, eller forstå sygedommen, jeg taler af erfaring. Jeg er selv uddannet sygeplejerske. Hvis man får kræft, skal man betale sig fra det, ved at rejse til England eller Tyskland, de er meget længere fremme, og helbreder, en stor del af de patienter, det danske sygehus system ikke selv kan klare.
Det gør ondt at miste, højtiderne i løbet af et år er det rene helved, det bliver bedre med årene, men man glemmer heldigvis aldrig.
Sæt pris på det du har, den tid kommer aldrig tilbage, og man opdager det desværre altid når der er for sent.
Jeg ønsker dig og din veninde, og hendes familie det bedste lykke og held.
Hilsen en der ved hvad det siger at miste.

.. at han overlevede. Men hvad med livskvalitet❓Han lyder da ikke til at have det for godt i sin overlevelse. Og måske synd for ham hvis han skal leve 5 år til. Når man når de +70 år skal døden altså have en årsag - vi er jo ikke udødelige !.