Dårligt selskab - hvordan tackler man det?

Hej med jer,
jeg er simpelthen ved at spekulere mig selv til sindssyge og har i DEN grad brug for nogle synspunkter og mulige løsninger. Jeg har skrevet herind tidligere omkring min mistanke om socialt bedrageri i nabofamilien - problemstillingen er en anden nu (tanker og bekymringer omkring det har dog hele tiden været der)).Min datter kommer i en familie, hvor jeg er meget utryg ved at hun kommer - vi er naboer og børnene har været vant til, at rende ud og ind hos hinanden siden de var små. Familien har problemer og falder i den grad udenfor "normen" i vores lille by. Faderen, en rockertype, har været inde og sidde flere gange (ved ikke for hvad), har sprunget container i luften, pisset op og ned ad vores garager i branderter sammen med hans "taber" (sorry) venner, drikker sig fra sans og samling når hans børn er der - er helt igennem en usympatisk og mindrebegavet fyr. Moderen er sød, smilende og har altid været god ved min pige - hun har bestemt ikke opfundet den dybe tallerken og hun er dybt loyal overfor sin mand. Hun ser ikke, at der er en grund til at folk vender dem ryggen ,,, hun og de er fra et HELT andet miljø og med et helt andet sæt værdier end min familie (og langt de fleste familier i byen). - Jeg føler, at mine grænser bliver overskredet ifht. den familie, som jeg ikke har lyst til at omgås. Senest er jeg for 4. gang blevet spurgt om lån af penge - da det blev nej endnu engang - var det forespørgsel om lån af min bil til at hente penge, fordi hun ikke havde råd til togbillet. Der bliver spurgt om lån af cykel,toiletpapir, gummistøvler, paraply, hovedpinepiller, om pasning af deres ene barn fra kl. 7 i weekenden osv. osv. - Min pige kommer og fortæller, at deres store dreng jævnligt har husarrest fordi han kalder lærerne røvhuller osv., at faderen råber ad dem derhjemme, men at så råber de bare igen, at den lille bliver slået over fingrene osv. osv. Det er forbudt at læse aviser fordi man får sorte fingre, man taler IKKE under middagen (hun har spist der nogle gange). Min datter ser frygteligt op til den store dreng (12-13 år) og han leger meget med de små, givetvis fordi han ikke har andre.
Min pige har siden hun var 4 år haft en frygteligt sprog i børnehave og nu skole - det er ikke i vores miljø overhoved og jeg har haft en mistanke om, at det er fra den familie, hun jo færdes meget i samt fra den store dreng (hun skal ikke være sammen med een som er 7 år ældre og har en frygtelig attitude). Hun render og langspytter, fordi det gør den store dreng og faderen, som hun siger ,,, oh skræk. Senest har hun kaldt en lærerer "røvhul" - hun er 6 ÅR! Øvrige naboer kommer til mig og fortæller, at børnene opfører sig mindre pænt når de er ude og lege (og fint, at de fortæller det) Den kan jeg placere direkte hos nabofamilien og den store dreng sammen med min datters attitude overfor voksne iøvrigt (det oplever jeg jo med nabobørnene og moderen + faderen). Jeg har reageret prompte og udover "straf" til min datter, har jeg nu i en længere periode sagt nej til, at min pige kan lege når der er blevet ringet på døren, hvilket er dagligt (naboerne). Min datter holder meget af deres børn og det er så svært ,,,, vi bor i rækkehus og klods op og ned ad dem. Allerhelst så jeg, at min pige ikke legede med børnene og kom i deres familie - jeg har i årevis kæmpet med det, fordi jeg ikke synes, at man kan være bekendt at isolere børn (og børnene bliver frosset ud i det lokale samfund) på den måde. Men min pige får intet godt med sig ved at omgås dem (tværtimod)og jeg bliver invaderet, inddraget i deres møg og i den grad udfordret på moral og værdier. Hvad ville I gøre i min situation?
mvh

Jeg kan godt se dit dilemma. Du vil ikke nægte din datter samvær med naboens unger, men omvendt har de en dårlig indflydelse på hende.
Jeg tror nu nok, jeg ville skære igennem og nægte min datter at være sammen med dem, og så tage flæberiet. Senere kommer naboerne så, måske og spørger om du har problemer med noget i forbindelse med dem, siden din datter holdes hjemme.
Så ville jeg sige, at jeg syntes hendes opførsel er blevet usædvanlig dårlig, og at jeg hører rundt omkring, at hun er slem, så hun skal ingen steder indtil du har opklaret, hvor en så dårlig opførsel stammer fra. De benytter jo selv stuearrest, så hvorfor skulle du ikke også gøre det ?
Mht deres låneri og pasning, er du nød til, at blive ved med at nægte dem det.
På et eller andet tidspunkt trænger det nok ind. En dag kommer der nok et verbalt oprør, hvor du SKAL sige din mening, ellers kommer du ikke videre. Du er nød til at finde ud af, hvad du vil med din datter. Skal hun opføre sig efter dine regler, eller skal hun opdrages i rendestenen ?
Jeg ved det her er svært, og det er dejligt bekvemt for mig, at give råd (jeg kan bare slukke pcén, så er det ovre) Men du må stå fast. Tal tydeligt uden omsvøb, og fortæl klart, hvad du mener.
Alternativt må du flytte.
Held med det hele.

sige nej til, at hun går derind, eftersom du er utryg ved det. Men til gengæld bede dem indenfor, når de ringer på. Og i dit hus gælder selvfølgelig dine regler. Du kan ikke være bekendt at fryse børnene ud, og din datter har kun godt af at lære at klare sig blandt andre slags mennesker).. selvfølgelig under behørigt tilsyn (det har du også, og mange af os andre med. Hun langspytter? So what😉 Sig til hende, at den slags gør man kun udendørs, og at lærerne bliver kede af at blive kaldt røvhuller. Det er hun nok for lille til at forstå af sig selv.

nægte sine børn at se andre børn, fordi de bander og spytter og har irriterende forældre? Nej. Det kunne jeg ikke nænne overfor nogen af børnene, og datteren tager nok ikke skade af at høre et par bandeord?

nu er der vist ikke lige tale om "et par bandeord"
Hvis du orker, kan du jo se denne mors tidligere indlæg.
Her er tale om, at datteren beklageligvis tager for meget ved lære, af naboens afkom.
Uenig eller ej, det kan jeg love dig jeg ville få stoppet.
Jeg kan levende forestille mig, at folk ville se skævt til mine unger, pga deres opførsel her i vores lille by. Det ville skaffe ungerne en masse problemer. Men du bestemmer selvfølgelig selv om, du vil lade dine egen unger være under dårlig indflydelse. Mine får ikke lov. Basta.
Jeg kan fortælle dig, at her i vores lille by, hvor vi også har en lille skole, er jeg kendt som en omsorgsfuld og kærlig far, der hverken er voldelig eller led ved sine unger. Men jeg siger nøjagtig, hvad jeg mener. Det falder så flere af byens borgere for brystet, når jeg ikke holder mig tilbage med meningstilkendegivelser f.eks til læreren eller præsten, selvom jeg risikerer, at møde dem hos købmanden senere på dagen. Og mere end et par gange har jeg oplevet folk give mig ret, udenfor referat naturligvis. Man skal jo helst være perlevenner med alle i byen. Mener nogen, men ikke jeg. Så du gør bare, hvad du har lyst til med dine unger, og så tager skraldet når der virkelig er bøvl, istedet for at snuppe problemerne i opløbet. God fornøjelse og god week-end.

Den model, kan jeg egentlig godt tilslutte mig. Men her viser man også, at her i hytten er der regler, lavet af beboerne og dem følger gæsterne osv. Fint nok.
Det med at lærerne bliver kede af det osv..... altså gider du lige ?
Det er simpelthen uhørt opførsel, at kalde nogen som helst røvhul. Om de er lærere eller ej. Man skal ikke ud i en lang søforklaring med en 6-årig om ked af dit, og ked af dat. Det skal bare falde kontant "det der fister, gider vi ikke høre på, du stopper med det nu" Det er ikke hverken lærerseminariet eller pædagogstudiet, det her men ganske almindelig god opdragelse. Så svært er det heller ikke.
Men du har ret i, at ungerne under opsyn godt kan komme ind, og evt se hvordan man opfører sig andre steder end hjemme i jordhulen 🙂

Kunne da aldrig drømme om at kalde dig voldelig eller led ved dine unger? Er bare uenig. Jeg ville altså hegne problemet ind med klare grænser. Dvs, når nabobørnene kommer, fortælle dem og datteren, at jeg har hørt, at de ikke opfører sig pænt på udebane. Derfor må de indtil de har bevist, at de kan optræde med maner, kun ses hos lillepigen fra klokken dit til dut to til tre gange om ugen. De andre dage må hun holde sig til familielivets glæder eller se andre venner. SÅ må man jo se, hvordan det går senere. Samtidig får man jo lejlighed til selv at lære ungerne at kende Selvfølgelig skal man sige fra.. men jeg mener stadig ikke, at man kan udelukke børn fra det gode selskab, det er jo ikke Peter Lundin, der er tale om, men nærmere et par uvorne knægte, der har været uheldige at få nogle utilpassede forældre. Jeg kan ikke nænne mine børn deres bedste venner, medmindre forbrydelser ell lignende er involveret. Ikke pga langspyt og bandeord. Jeg tror, at datteren med tiden lærer at skelne skidt fra kanel, hvis mor træder i karakter og siger sin mening om god opførsel istedet for at krumme tæer i stilhed - og det indebærer efter min mening ikke, at man ikke kan omgås folk med andre synspunkter.

Der er ikke modsætning mellem at sige STOP og begrunde det med, at lærerne og andre bliver kede af at blive kaldt røvhul? Der kan jeg ikke følge dig. Fint du har sympati for lærerne, men den viser du ikke ved at pointere at "det ikke er lærerseminariet". Mine brødre er lærere og fædre - og de kan godt sige fra. Det skal man også overfor sine børn, kan man ikke, lærer man det i løbet af et par år efter min erfaring.

Tak fordi, at I har givet jer tid til både at læse og besvare mit indlæg. Jeg vil gerne præcisere, at det ikke drejer sig om langspytteri og andre småforteelelser. Det handler om, at jeg kan se, at min pige tilegner sig en adfærd, som jeg mener kommer fra nabohjemmet. - Jeg er der, hvor det hele vender sig i mig når jeg ser faderen og efterhånden også moderen (efter utallige tiggerier om penge o.a.), fordi, at jeg ikke synes, at det er fair, at jeg sidder i den situation, som jeg gør. - Forestil jer, at jeres børn kom i en familie, hvor du ved, at faderen har siddet inde med mellemrum - hvor moderen lyver for dig, fordi hvad i alverden skal hun ellers gøre. Hvor du ser faderen i sin Brian-bil med en flok venner og flere rammer øl ... oppe for at hente barn i børnehaven. Børnene ringer på dagligt, stor som lille ... jamen, min pige skal ikke rende rundt med en knægt på 12-13 år; den er jo helt gal. Moderen siger, at den store søger dårligt selskab i skolen, men alt taler jo for, at han er det dårlige selskab. Jeg kunne styre det bedre, hvis vi ikke var naboer. Jeg tror, at det er enhver forældres ønske, at ens barn færdes, hvor det kan få nogle sunde værdier og oplevelser med på vejen. Det kan jeg så 100% sige, at det gør min ikke fra det hjem. - Jeg er blevet min nabos fortrolige, er blevet bedt om at holde tæt med fængsling (og at hun beder om penge) - jeg har ikke bedt om at være der og jeg synes ikke, at jeg har inviteret til det. Jeg kan jo se, at min pige tilegner sig attitude og en måde at tale på, som kommer derfra. Og med attitude, mener jeg, at svare igen og være nedladende og fræk overfor voksne. Jeg var dybt rystet og RASENDE, da jeg hørte at hun havde talt sådan til en lærer og meget, meget ked af det for det er alamerende, synes jeg. - Jeg har, som jeg skrev, sagt nej til leg det sidste stk. tid ,,, ikke mindst for at kunne holde styr på mit barn og så for at få en tænkepause. Og hele tiden, har jeg frygtelig dårlig samvittighed, fordi det strider sådan imod mine værdier, at jeg efterhånden har det med børnene som jeg har det. Jeg føler det som om, at jeg er ved at hyle med resten af flokken her i byen, som klart tager afstand fra familien ,,,,
mvh

Men det er jo i høj grad forældrene, der er problemet, og du skal for din egen skyld sige fra overfor deres spørgsmål om at låne penge osv. Sig fra, det bliver nemmere og nemmere, betragt det som en læreproces for dig, rigtig mange har svært ved at sige fra. Og når du holder fast, holder de op med at spørge, for de spørger jo nok, fordi de fornemmer, at du er "svag" mht at sige nej.
Jeg har allerede skrevet, hvad jeg ville gøre i forhold til børnene. Forstår godt, at det er nemmere helt at sige fra. Men personligt mener jeg, som du vist også gør, at man faktisk især når man selv er forælder, har en skærpet pligt til at se til, at andres børn også har det ok. De her børn ser jo ikke ud til at lide nød i den forstand, men har "bare" nogle svage rollemodeller, og det er synd for dem at falde udenfor.
Jeg ville altså, for at gentage mig selv, invitere dem ind og få syn for sagn.. sætte tidsgrænser for samværet og evt tale direkte med den store om ordentlig opførsel. De trænger til en voksen, der gider dem lidt, hvis du orker det, og hermed mener jeg ikke, at du skal sætte al din fritid af, men bare at du viser dem interesse, når de kommer, indenfor dine tidsrammer og på dine præmisser. Alle de andre dage kan du så gøre andre ting med din datter, herunder tale tingene igennem med hende og forklare hende, hvordan hun risikerer et dårligt rygte, hvis hun ikke taler pænt til folk.
Det er mit bedste bud.. God søndag[f]

for dit svar. Jeg vil lige pointere, at jeg ikke krummer tæer i stilhed. Når nabobørnene er her, bestiller jeg stort set ikke andet end at korrekse - og det er sket ganske ofte, at jeg har stoppet samvær og sendt børnene hjem. - Jeg har tit følt mig invaderet i eget hjem, fordi at udstukne regler om bl.a. leg på eget værelse ikke bliver respekteret. Jeg ved, at moren anser mig for skrap, fordi at jeg kan "råbe højt". Jeg har også uendeligt svært ved at nægte min pige, at se sin ven ,,, det gør frygteligt ondt på mig, at sige nej, som jeg har gjort på det sidste.
mvh

Hvem påstår jeg har det ?
Det har jeg over for enkelte lærere og pædagoger, men så langt fra alle.
Min erfaring med børneopdragelse rækker ca 25 år tilbage, så jeg har lært at sige fra, tak.
Jeg mener stadig ikke man skal ud i en særlig forklaring, mht at kalde nogen omtalte gloser. Der skal bare stoppes. Men bevares, vil man diskutere, begrunde og forklare overfor en 6-årig, hvorfor grænserne går, hvor de går så for mig gerne. Det er bari ikke noget jeg har benyttet. Og det har mine unger fattet, så det tror jeg også andre vil forstå.

Jeg tror nok, det ofte gør ondt, at sige nej til ungerne. Sådan har jeg det også. Men jeg syntes selv mine nejér plejer at være velovervejede, så det gælder måske om, at tænke lidt længere frem, end skrigeriet den næste times tid.
Her i huset respekteres reglerne uden der er kæft, trit og retning. Selv om jeg måske virker som en kontant og mavesur gammel diktator, virker det faktisk (her) til alles tilfredshed.

Jeg kan godt forstå du er ked af din datters opførsel. Det lyder også som et skråplan. Desværre ser mindre børn ofte op til de lidt større - også selvom det i vores forældreøjne ikke nødvendigvis er de "rigtige" børn der ses op til.
Nu er det også min erfaring, at denne fascination som regel går over igen efter en periode, og at de yngre børn finder sammen med "lige børn" igen.
Men sådan lyder det ikke i jeres situation?
Leger din datter ikke med andre børn end naboens store dreng? Er hun ikke sammen med børn, der har samme værdier og grænset som i jeres familie? Er din datter meget grænsesøgende?
Jeg kan sagtens forstå din bekymring for din datter, men det bliver ikke bedre, før du tager ansvar. For mig lyder det som om, du lægger ansvaret for din datters opførsel fra dig. Dine datters opførsel er ikke naboens ansvar - det er dig ansvar! Børn kan sagtens tåle at se og opleve "dårlig opførsel" uden nødvendigvis at overtage den - hvis de altså har den gode opførsel og de sunde værdier fastforankret på rygraden. Hvis din datter normalt har velopdragne legekammerater med sunde værdier, og iøvrigt hjemmefra er opdraget og har fået sat grænser, kan hun sagtens tåle omgangen med naboen, fordi den kun er en lille del af hendes sociale liv.
Lige nu er det naboen - det kunne ligeså godt være et barn i børnhaven, i skolen, fritidshjemmet eller til en fritidsaktivitet - din datter vil altid møde børn/familier, du ikke nødvendigvis billiger. Og du har som regel ikke den store indflydelse herpå. Det eneste du kan sørge for er, at opdrage din datter så kunder de værdier, du ønsker hun lever efter. Alfa omega er din opdragelse - ikke hvordan omverdenen opfører sig.

Hej Mette68,
tak for dit fornuftige svar. Du har ret i, at min datter vil kunne løbe ind i dårligt selskab hvor som helst og at hun burde kunne skelne ml. god og dårlig opførsel ,,, Problemet i mit tilfælde er, at nabobørnene er en meget stor del af hendes sociale liv - netop fordi, at vi bor så tæt og fordi de går i sammme børnehave og givetvis også kommer til at gå i samme klasse (byen er meget lille). Jeg ved jo hvordan snakken i byen går om børnene og familien og at forældre generelt ikke gerne ser, at deres børn omgås nabobørnene. Jeg har haft det meget skidt over dette og har derfor altid inddraget nabobørnene, når min datter har haft andre børn med hjem (de ringer jo på hver dag). - Det er muligvis her, at jeg må træde i karakter og tage et ansvar ,,, hvilket jeg også har gjort et lille stykke tid nu. - Jeg har sat benhård begrænsning på leg med nabobarnet; det er blevet til en gang på 14 dage, hvor det førhen har været hver dag. Når der er legekammerat med hjem, så er det kun dem, der leger. Og der er ingen leg efter aftensmaden. Altsammen noget, der ville være helt naturligt, hvis vi ikke boede som vi gør (10 meter ml. vores hoveddøre) og jeg har ladet det flyde lidt.
Min datter er vendt på en tallerken i skolen - der kommer nu superpositive tilbagemeldinger. Jeg ved så ikke om det har været min meget skarpe reaktion, de strammere rammer eller det mindre leg med naboerne ,,, men en helt utrolig forvandling, er der sket. Og JEG har det tiltagende bedre - og forhåbentlig bliver det også tiltagende nemmere, at sætte grænserne overfor nabofamilien som sådan. Moren var der straks og spurgte om lån af noget den ene gang, hvor børnene legede her de sidste 14 dage. Det er meget, meget specielt ,,,, det gør mig ondt, for jeg tror, at hun har det svært samtidigt med, at jeg ikke har lyst til at være en del af det.
Tak endnu engang:-)

Hej igen
Ud fra din beskrivelse af din datters ændrede opførsel lyder det som om du har fat i noget rigtigt :-) Flot at du har evne og overskud at gøre noget ved det.
Kan godt forstå det er hårdt at sige fra overfor nabofamilien, men husk på, at selvom det er synd for dem, er det ikke dit ansvar at løse deres problemer. Hverken de sociale eller de økonomiske. Jeg synes det er naturligt at hjælpe andre og dele ud af sit (eventuelle) overskud. Men det er også tilladt at sige fra. Selvfølgelig skal man ikke sparke til nogen der ligger ned, men man skal også være obs på, at støtte til andre ikke skal være på bekostning af sig selv. Hensynet til andre må ikke få negative konsekvenser for én selv. Det er utrolig storsindet, at du tidligere tænkte på nabobørnene og har inddraget dem i din datters sociele liv. Men hvis det har negative konsekvenser for din datter, synes jeg du er gået for langt i hjælpen til nabofamilien.
Det lyder måske ikke så pænt, men et eller andet sted kunne man jo håbe på, at du og din familie på et tidspunkt får nogle nye naboer....

Jeg har det sådan selv med min snart 17 årige søn. Det der med forkert selskab. Egentlig mener jeg ikke man skal blande sig i deres venner/Tøj/væremåde/talemåde, de må lære selv, men men men. Mit bæger flyder snart over, hans attitude, tøjstil, det er så langt fra resten af familien. Tøjet kan jeg leve med, men attituden og sproget og ikke mindst respekten, jeg har meget svært ved at takle det og de venner han hænger ud med, er ikke min kop te. Her kommer indvandrer-drengene ind i billidet (nu rynker sikkert mange bryn), men hele deres sprog og kulturelle holdninger, er så langt fra den danske (der findes selvfølgelig undtagelser)men jeg kan ikke klare deres sprog og holdninger og har derfor lysten til at nægte min søn samværet, da han er så let påvirkelig. Der findes selvfølgelig lydige med respekt, men jeg mener min søn går med de forkerte, hvad ville i gøre. Jeg kan mærke hvordan det tærer på en indvendigt, fordi man ikke vil blande/nægte for sine børn: Jeg vil ham kun det bedste....åhhhh den er svær.