Dét Sekund

Virkeligheden kan være så hektisk. Så forvirrende og forjættende. Mennesker som alle kræver og forventer, at du spiller din rolle, og at du spiller den godt. Fandtes der blot et eneste sekund, hvor stemmerne hører op, og de sultne og bebrejdende blikke standser, hvorefter alt hører op og døser hen. Et sekund af fred, hvor du kan lade masken falde og lade folk se hvem du i virkeligheden er. Det sekund som varer for evigt…
Kun når vi drømmer kan vi være os selv. Give os hen og lade boblen springe. For der er ingen lyd. Kun musik. De smukkeste toner man kunne tænke sig. Smukkere end harpespil og tusind engles sang. Nu er stemmerne hørt op og døset hen, og overalt ånder der af fred og idyl. Jeg griber fat om mit ansigt, men mærker straks, at der ingen maske er. Den er væk? Forsvundet bort til det dybeste hav, hvor den sejler rundt med 2 små mus ombord.
Jeg er i en club, men ingen danser. De ser alle på mig og jeg ved hvad de tænker. De tænker: Næh, hvor fint. Jeg går op i baren og lige som jeg skal til at sætte mig, bliver jeg løftet op helt af mig selv. En drink med et grønt oliven på bunden dukker pludselig op lige ved siden af min hånd som en invitation. Et forsigtigt lille sip, og fyren i baren vender sig for at se mig dybt i øjnene. Sikken en galant ung mand. Så smuk som en prins, og med al sin charme og uskyld. Pludselig flyder det hele ud og bliver til regnbuer. Smukke forblindende regnbuer i alle tænkelige farver. Så prægtig og enestående står han nu der lige foran mig. Han kærtegner min mund og aer mit hår. Jeg ved nok at jeg elsker ham. Alle dage har jeg elsket ham, men aldrig vidst hvor han var at finde. Jeg var fortabt, men nu er jeg fundet. Vores kroppe bliver til et, og vi er i paradis. Rundt om os høres mange tusind vindklokker ringe, bjælderne på hver en ko på hver en mark, og hver eneste blomst synger for os.
Nu forstår jeg hvorfor jeg var bange. Hvorfor jeg gemte mig. Jeg var bange for aldrig af finde dig, men end vidste jeg dog, at du kun var at finde på netop der gemmested som var dit…
Sandt at sige, virkeligheden kan være hektisk. Så uendeligt forvirrende og forjættende. Fyldt med mennesker som alle kræver og forventer, at du spiller din rolle, og at du spiller den godt. Fandtes der blot et eneste sekund, hvor stemmerne hører op, og de sultne og bebrejdende blikke standser, hvorefter alt hører op og døser hen. Et sekund af fred, hvor du kan lade masken falde og lade folk se hvem du i virkeligheden er. Det sekund som varer for evigt. Dét sekund føler jeg med dig.

Sig mig hvad I synes om det og fortæl mig hvordan I tolker det.🙂
På forhånd tak![l]

Jeg synes det er et dejligt digt med en masse smukt billedsprog i. Det minder mig lidt om Alice i eventyrland.. Helt eventyrligt 🙂
Men jeg ville dog ønske at du ikke gjorde brug af begrebet "masker", da jeg synes det er alt for brugt og uoriginalt.
Jeg synes heller ikke at første del af verset i sidste strofe fungerer: "Sandt at sige". Det gør på en måde dit digt helt jordbundent igen og hiver os ud af den trance du har opbygget.
Højdepunktet i digtet må være verset: "Jeg ved nok at jeg elsker ham", meget velplaceret, velformuleret og dejlig toneændring. Ellers ligger dine bedste vers spredt rundt omkring i digtet.
Jeg synes ikke der er noget specielt at tolke i digtet, da det ikke er specielt tvetydigt og heller ikke særligt dybt eller originalt. Men du formår dog at skabe nogle smukke sætninger, nogle mere vellykkede end andre, som taget ud af en drøm. Det er lykkedes dig at få mig til at læse hele digtet og få mig i en god stemning. Så kort sagt jeg synes det var et dejligt digt, der fik mig til at drømme lyserødt, men dog ikke satte nogle videre tanker i gang hos mig.
Hvis du sætter dig og filosoferer lidt mere over livet, er jeg sikker på at du kan skabe noget smukt 🙂

Du ikke har fundet dig selv.

man nogensinde sig selv helt?

under selve livet finder man måske ikke helt ud af hvem man er fordi man gennemgår så mange forandringer hele tiden og det er aldrig de helt samme tanker man har men på en måde vil jeg tro på det tidspunk man finder sig selv er lige før døden hvor man virkelig kan se hvad og hvem man er efter et langt liv hvor man kan se alt hvad man har lavet gennem tiden går det nok op for en om hvilken person man er :)

Hejsa :-)
Jeg tolker det som om du (i teksten) er en homoseksuel mand.
Til hverdag skal du gemme dig og holde facaden så folk ikke ser hvem du virkelig er på de inderste lag. Men når du så er i drømmeverdenen kan du smide alle hæmninger og være dig selv.
Man kan også tolke "drømmeverdenen" som den club du beskriver. Der hvor bøsser kan være bøsser, og lesbiske kan være lesbiske. Det er der du gemmer dig væk og hvor du kan være dig selv.
Og så det du siger med regnbuer; det er jo også et symbol på homoseksualitet.
Synes det var et ret sødt digt :)