Dødens mysterium - og kærligheden før!

Jeg er i tvivl om det er her mit indlæg skal være, men jeg forsøger..
Jeg skriver herinde fordi jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer med døden og følelserne omkring..
Min farfar døde i 1998, hvor jeg var 13 år.. Jeg har altid haft et utrolig stærkt bånd til min farfar/farmor (lever stadig).. Jeg cyklede derud selv, der er ikke så langt kun omkring 6 km men mere tanken i det.. Så i december døde han og jeg kan stadig den dag idag, føle mig "snydt" af ham. Han var blevet syg ½ år før, hvor han blev rask, men døde da pludseligt..
Jeg synes, at det der gør mest ondt idag er den følelse af, at han aldrig kan opleve min kæreste, som jeg mest af alt gerne ville have ham til at "godkende" og mine børn får aldrig muligheden for at møde et af de varmeste mennesker der har levet..
Det lyder helt fjollet, men jeg føler mig stadig efterladt af ham. Ikke, at jeg tænker på ham hver dag, men på hans fødselsdag og juleaften er jeg på graven og sætte et lys og nogle gange i løbet af året..
Nogle der har gode råd til hvordan, jeg virkelig får accepteret at han er død..
- Mia

…du leve med altid. Det har du til fælles med din farmor.
Var det ikke en ide, at du en dag tog en god snak med hende om savn, om at blive efterladt. I har sikkert mange ord at støtte hinanden med.
Du ved jo godt, at det ikke var din farfars hensigt at svigte dig og farmor. Han forlod jer - af omstændigheder han ikke selv kunne kontrollere. Men er der stadig, i sin ånd, tanke og i mindet om alt det gode, han var for jer. I dig er han oven i købet fysisk tilstede i kraft af de gener han via forplantningens gave videregav.
Hvis du prøver at vende tankerne om svigt, til i stedet at spekulere over hvordan du med dit liv kan ære og respektere din farfar, så er du kommet langt.
Intet ville gøre ham mere glad, end vished for, at det gode eksempel han og farmor var for dig, det eksempel vil du videreføre i dit eget liv på dine nærmeste, kolleger, livsledsager og børn, når det kommer så vidt. Så vil han vide at han ikke har levet forgæves – og du vil få lettere ved at acceptere hans død, og glædes ved hans minde.

...det tab det vil være, når man mister et menneske man elsker eller har elsket, men man lærer at leve med det.
Sorg er simpelthen kærlighed man ikke kan komme af med.
Lidt ligesom ulykkelig kærlighed.
Men døden er uundgåelig og desværre et stort tabu i vores del af verden. Jeg tror på, at jo mere naturligt forhold man har til døden jo mere tør man at leve.
Dine mistede ønsker, at du skal leve livet og være glad, præcis som du selv ville ønske for dine kære, hvis du var død.
Demi

Hey igen Mia...

Synes overhovedet ikk det er fjollet -jeg kan fuldstændig følge dig. Jeg mistede min bedstemor i 1995 -da jeg kun var 5år, og jeg var sønderknust! Jeg elskede urtolig højt -og var tæt knyttet til hende da vi var derovre så ofte vi kunne. Jeg elskede at blive passet af hende -så var så kærlig og forstående. Jeg tænker da heller ikke på hende hver dag -men mindes hende stadig. Vi kører så ofte vi kan over på kirkegården og sættet nogle blomster og tænder et lys. Jeg har tit tænkt på hvad forhold jeg ville have til hende nu som 16årig -hvor tit jeg ville være der -hvilke ting jeg ville fortælle hende. Men hvad der plager mig mest udover aldrig at kunne se hende igen var at hun ikke oplevede min konfirmation, mit bryllup, mine børn og alt andet i mit liv som jeg ville dele med hende. Hun døde af kræft -pga. hun røg meget -åbenbart. fik jeg først at vide lang tid efter -hun røg aldrig når os børn var der, for at skåne os. Blev så vred over at hun døde pga. noget så latterligt -derfor hader jeg også at min mor stadig ryger. Men dete r også pga. min bedstemors død jeg har besluttet mig for aldrig at ville ryge -for jeg ved hvor galt det kan gå

Det er hårdt at miste, men tænk på hvor stor en glæde din farfar har været i dit liv og hold fast i det.
Jeg mistede min far ved selvmord, da jeg var 14 år gammel og det er svært at håndtere et tab, når personen selv vælger livet (herunder mig) fra. Tankerne bliver negative og jeg husker ikke min far for noget godt. Han svigtede og ønskede åbenbart ikke at se mig vokse op, hvilket gør meget ondt. Jeg ville give alt for at kunne have nogle gode minder og tænke på ham med glæde, men det kommer jeg aldrig til.
Husk derfor også på hvor heldig, du har været at have så dejlig en farfar...