Dødelighed blandt Danskere
Der er lige blevet lavet en undersøgelse, der viser at gennemsnitslevealderen blandt Danskerne, er en af de laveste i verden.
Skyldes det så vores måde at forvalte livet på?
Det mener man ihvertfald fra politisk hold.
Og den gengse måde er at lovgive sig ud af problemet. Så folkesundheden bliver i top.
Jeg mener nu at man måske skulle kigge lidt på, om vores praktiserende læger, er så kompetente som de selv mener!
Her kan jeg bidrage til en debat om at sætte fokus på det problem, ved at berette om mit eget sygdomsforløb.
Jeg har i årevis, fået pludselige svimmelhedsanfald, mistet bevidstheden og i korte perioder mistet førligheden. Er selvfølgelig gået til egen læge og beskrevet problemet.
Hver gang er han kommet til den samme konklusion, at der nok var noget galt med balancen i mine ører. Og blevet henvist til en ørespecialist.
I 2011 kort før nytår, var den så gal igen. Jeg får indtil flere anfald i løbet af et par dage. Bliver lammet i højre side og hele verden drejer rundt.
Kontakter læge og bliver transporteret til Nyk. falsters sygehus. Havde før det kontaktet Natlæge, da det skete i weekenden, men han mente jeg ikke fejlede det store.
Jeg bliver så undersøgt og indlagt på sygehuset, men udskrevet 3 timer senere, med besked på at det nok er mine ører det er galt med.
Da jeg kommer ud på gaden, mister jeg så bevidstheden igen og bliver samlet op af nogle venlige forbipasserende, der anbringer mig på en stol i venteværrelset, hvorefter jeg bliver afhentet af min kone.
Jeg får et anfald igen dagen efter, og kan nu slet ikke bevæge mig.
Hun kontakter min læge, der dog nok mener det er et udslag af mandehysteri, men efter megen palaver frem og tilbage indvilger i at komme forbi. Mens lægen er tilstede, får jeg et nyt anfald og mister bevidstheden. Da jeg kommer til mig selv er lægen gået, men har dog bestilt medicin på apoteket, - mod kvamle og svimmelhed.
Jeg kan nu med møje og besvær bevæge mig lidt, er dog lam i højre side, og har mistet smags og lugtesans. Bestiller tid hos ørelæge, og efter undersøgelse, fortæller han at mine ører intet fejler, men jeg skulle nok få en undersøgelse hos en neurolog.
Ergo må jeg til læge igen, da det kun er ham der kan henvise til en neurolog.
Nu er der gået 3 måneder efter mit første andfald!
Lægen er dog ikke meget for at lave en henvisning, men da jeg insistere, for jeg en sådan.
Jeg har det virkeligt dårligt nu, min krop virker overhoved ikke, og jeg er blevet madet med 6 små stykker melon om dagen og har nok tabt mig 15 kg.
Neurologen sender mig til scanning på Nyk. Falster sygehus, så går der jo lige 14 dage mere med det.
Min scanning viser så at jeg har haft adskellige små nye blodpropper i hjernen ( på størrelse med en tyver, som han sagde) Samt en masse af ældre dato.
Jeg får så blodfortynende medicin. og har ikke har haft væsenlige anfald siden.
Jeg har nu et år efter skiftet læge. Da jeg ikke turde blive hos en, der måske af dumhed og indkompetence, har så ihærdigt forsøgt at tage livet af mig.
Jeg fungere absolut ikke og har det utroligt dårligt psykisk.
Jeg har da også forsøgt at tage livet af mig et par gange.
Først med noget stærkt morfin, jeg havde arvet. Må tilstå at jeg forsøgte først med en kat, den døde af 2 piller. Jeg spiste 20 for at være helt sikker, men sov blot i 5 timer og havde det utroligt skidt bagefter. Så prøvede jeg at gasse mig selv i bilen, med en støvslugerslange. men efter 6 timer opgav jeg det.
Så leve kan jeg ikke rigtig, og finde ud af at dø kan jeg heller ikke.
Og hvad gør man så?
Jeg bestilte tid hos min ny læge, og fortalte jeg nok var lidt deppresiv og fortalte min historie.
Men han sagde, at han ikke bare sådan ville udskrive medicin, og bad mig udfylde et spørgeskema og så bestille tid igen.
Jeg skal lige tilføje, at jeg aldrig før har fejlet noget i mit liv og har været i en utrolig god fysisk form og kondition.
Skyldes det så vores måde at forvalte livet på?
Det mener man ihvertfald fra politisk hold.
Og den gengse måde er at lovgive sig ud af problemet. Så folkesundheden bliver i top.
Jeg mener nu at man måske skulle kigge lidt på, om vores praktiserende læger, er så kompetente som de selv mener!
Her kan jeg bidrage til en debat om at sætte fokus på det problem, ved at berette om mit eget sygdomsforløb.
Jeg har i årevis, fået pludselige svimmelhedsanfald, mistet bevidstheden og i korte perioder mistet førligheden. Er selvfølgelig gået til egen læge og beskrevet problemet.
Hver gang er han kommet til den samme konklusion, at der nok var noget galt med balancen i mine ører. Og blevet henvist til en ørespecialist.
I 2011 kort før nytår, var den så gal igen. Jeg får indtil flere anfald i løbet af et par dage. Bliver lammet i højre side og hele verden drejer rundt.
Kontakter læge og bliver transporteret til Nyk. falsters sygehus. Havde før det kontaktet Natlæge, da det skete i weekenden, men han mente jeg ikke fejlede det store.
Jeg bliver så undersøgt og indlagt på sygehuset, men udskrevet 3 timer senere, med besked på at det nok er mine ører det er galt med.
Da jeg kommer ud på gaden, mister jeg så bevidstheden igen og bliver samlet op af nogle venlige forbipasserende, der anbringer mig på en stol i venteværrelset, hvorefter jeg bliver afhentet af min kone.
Jeg får et anfald igen dagen efter, og kan nu slet ikke bevæge mig.
Hun kontakter min læge, der dog nok mener det er et udslag af mandehysteri, men efter megen palaver frem og tilbage indvilger i at komme forbi. Mens lægen er tilstede, får jeg et nyt anfald og mister bevidstheden. Da jeg kommer til mig selv er lægen gået, men har dog bestilt medicin på apoteket, - mod kvamle og svimmelhed.
Jeg kan nu med møje og besvær bevæge mig lidt, er dog lam i højre side, og har mistet smags og lugtesans. Bestiller tid hos ørelæge, og efter undersøgelse, fortæller han at mine ører intet fejler, men jeg skulle nok få en undersøgelse hos en neurolog.
Ergo må jeg til læge igen, da det kun er ham der kan henvise til en neurolog.
Nu er der gået 3 måneder efter mit første andfald!
Lægen er dog ikke meget for at lave en henvisning, men da jeg insistere, for jeg en sådan.
Jeg har det virkeligt dårligt nu, min krop virker overhoved ikke, og jeg er blevet madet med 6 små stykker melon om dagen og har nok tabt mig 15 kg.
Neurologen sender mig til scanning på Nyk. Falster sygehus, så går der jo lige 14 dage mere med det.
Min scanning viser så at jeg har haft adskellige små nye blodpropper i hjernen ( på størrelse med en tyver, som han sagde) Samt en masse af ældre dato.
Jeg får så blodfortynende medicin. og har ikke har haft væsenlige anfald siden.
Jeg har nu et år efter skiftet læge. Da jeg ikke turde blive hos en, der måske af dumhed og indkompetence, har så ihærdigt forsøgt at tage livet af mig.
Jeg fungere absolut ikke og har det utroligt dårligt psykisk.
Jeg har da også forsøgt at tage livet af mig et par gange.
Først med noget stærkt morfin, jeg havde arvet. Må tilstå at jeg forsøgte først med en kat, den døde af 2 piller. Jeg spiste 20 for at være helt sikker, men sov blot i 5 timer og havde det utroligt skidt bagefter. Så prøvede jeg at gasse mig selv i bilen, med en støvslugerslange. men efter 6 timer opgav jeg det.
Så leve kan jeg ikke rigtig, og finde ud af at dø kan jeg heller ikke.
Og hvad gør man så?
Jeg bestilte tid hos min ny læge, og fortalte jeg nok var lidt deppresiv og fortalte min historie.
Men han sagde, at han ikke bare sådan ville udskrive medicin, og bad mig udfylde et spørgeskema og så bestille tid igen.
Jeg skal lige tilføje, at jeg aldrig før har fejlet noget i mit liv og har været i en utrolig god fysisk form og kondition.