Dødsriget-
http://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=137
Hvad sker der, når vi dør?
Af Bent Ryborg
»For mig er livet Kristus, og døden en vinding«, skrev apostlen Paulus til de hellige i Kristus Jesus i Filippi (Fil 1,21).
Jesus sagde til saddukæerne, at Abraham, Isak og Jakob lever for Gud, for »han ikke er Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende« (Luk 20,38).
Og til Martha fra Betania sagde han: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11,25-26).
Apostlen Paulus forstod Jesu ord således, at de, der dør i troen på Herren Jesus Kristus, fortsætter med at være sammen med ham, ganske vist borte fra legemet, men sammen med Herren (2 Kor 4,16-5,8).
Derfor kunne han skrive: »Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste« (Fil 1,21-23). - Den, der lever i troen på Herren Jesus Kristus, kan nok dø, men han kan ikke holde op med at leve.
Den afdeling af dødsriget, som Jesus kalder »Abrahams skød« blev på Ny Testamentes tid også kaldt for »Paradiset«.
Dette udtryk forekommer tre gange i Ny Testamente.
Jesus sagde til den ene af de to røvere, som blev korsfæstet sammen med ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,42-43).
Efter opstandelsen fra de døde sendte han dette løfte til menighederne: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis« (Åb 2,7).
Tredje gang er det apostlen Paulus, der taler om »Paradiset«, men ikke som en betegnelse på en afdeling i dødsriget men en betegnelse på »den tredje himmel« (2 Kor 12,1-4).
Hebræerbrevets forfatter skrev til dem, som var kommet til tro på, at Jesus er Kristus, Guds søn: »I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler« (Heb 12,22-23).
Bortført fra dødsriget
I Ef 4,8 bruger Paulus et citat fra en aramæisk oversættelse af Sl 68,19 om Kristus: »Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.«
»Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Heb 2,14-15).
Kristus »befriede« alle dem, som (under den gamle pagt) »havde været« holdt nede i trældom af frygt for døden. - På jorden viste dette brud sig ved, at jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange (Matt 27,52-53).
Abraham og hans åndelige børn både fra den gamle og den nye pagt venter nu i »Paradiset« på, at Gud skal opfylde sit løfte om, at de en dag skal arve verden sammen med Kristus (Rom 4,13).
Når Kristus, deres liv, bliver åbenbaret, skal de nemlig åbenbares sammen med ham i herlighed (Kol 3,4) og være konger og præster med ham her på jorden (Åb 2,26; 5,9-10; 20,1-6).
Ja, hele skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares (Rom 8,18-21).
Ny Testamente forkynder nemlig, at den Jesus, som blev korsfæstet, har Gud oprejst fra de døde og gjort til både Herre og Kristus. Han skal være i himlen, indtil de tider kommer, da alt det skal genoprettes, som Gud fra evighed af har forkyndt ved sine hellige profeter (ApG 3,21).
Når de tider kommer, skal Kristus komme til syne i herlighed og overtage verdensherredømmet (1 Kor 15,25; Åb 11,15-19).
[s][l][s]
Hvad sker der, når vi dør?
Af Bent Ryborg
»For mig er livet Kristus, og døden en vinding«, skrev apostlen Paulus til de hellige i Kristus Jesus i Filippi (Fil 1,21).
Jesus sagde til saddukæerne, at Abraham, Isak og Jakob lever for Gud, for »han ikke er Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende« (Luk 20,38).
Og til Martha fra Betania sagde han: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11,25-26).
Apostlen Paulus forstod Jesu ord således, at de, der dør i troen på Herren Jesus Kristus, fortsætter med at være sammen med ham, ganske vist borte fra legemet, men sammen med Herren (2 Kor 4,16-5,8).
Derfor kunne han skrive: »Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste« (Fil 1,21-23). - Den, der lever i troen på Herren Jesus Kristus, kan nok dø, men han kan ikke holde op med at leve.
Den afdeling af dødsriget, som Jesus kalder »Abrahams skød« blev på Ny Testamentes tid også kaldt for »Paradiset«.
Dette udtryk forekommer tre gange i Ny Testamente.
Jesus sagde til den ene af de to røvere, som blev korsfæstet sammen med ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,42-43).
Efter opstandelsen fra de døde sendte han dette løfte til menighederne: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis« (Åb 2,7).
Tredje gang er det apostlen Paulus, der taler om »Paradiset«, men ikke som en betegnelse på en afdeling i dødsriget men en betegnelse på »den tredje himmel« (2 Kor 12,1-4).
Hebræerbrevets forfatter skrev til dem, som var kommet til tro på, at Jesus er Kristus, Guds søn: »I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler« (Heb 12,22-23).
Bortført fra dødsriget
I Ef 4,8 bruger Paulus et citat fra en aramæisk oversættelse af Sl 68,19 om Kristus: »Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.«
»Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Heb 2,14-15).
Kristus »befriede« alle dem, som (under den gamle pagt) »havde været« holdt nede i trældom af frygt for døden. - På jorden viste dette brud sig ved, at jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange (Matt 27,52-53).
Abraham og hans åndelige børn både fra den gamle og den nye pagt venter nu i »Paradiset« på, at Gud skal opfylde sit løfte om, at de en dag skal arve verden sammen med Kristus (Rom 4,13).
Når Kristus, deres liv, bliver åbenbaret, skal de nemlig åbenbares sammen med ham i herlighed (Kol 3,4) og være konger og præster med ham her på jorden (Åb 2,26; 5,9-10; 20,1-6).
Ja, hele skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares (Rom 8,18-21).
Ny Testamente forkynder nemlig, at den Jesus, som blev korsfæstet, har Gud oprejst fra de døde og gjort til både Herre og Kristus. Han skal være i himlen, indtil de tider kommer, da alt det skal genoprettes, som Gud fra evighed af har forkyndt ved sine hellige profeter (ApG 3,21).
Når de tider kommer, skal Kristus komme til syne i herlighed og overtage verdensherredømmet (1 Kor 15,25; Åb 11,15-19).
[s][l][s]