Døvhed kan være en pestilens for andre

Min mand og svigermor hører dårligt.
Jeg kan snart ikke holde ud altid at skulle råbe til dem. Engang imellem råber jeg for højt, så laver min svigermor trækninger i ansigtet. Jeg kan jo regne ud, det så var for højt. Men hele tiden er det mig, der skal afpasse stemmen.
Nå, men det er ikke så slemt, for det er jo kun, når vi er på besøg.

Hun har fået bevilget dyre høreapparater, som fungerer vældig godt, når de bliver brugt.
Men hun vil ikke bruge dem, fordi batteriet hurtigt slipper op og hun kan ikke skifte dem selv.
Det undrer mig lidt, det system, hvor man bevilger høreapparater, men ingen tænker på ældre mennesker ikke kan skifte batteriet selv , og det er de ikke klar over, når de bliver udleveret.
Hvor mange mennesker opgiver at bruge høreaparater af den grund. Hvor mange har dem liggende i skuffen. det er sørme et problem. Hjemmehjælp kommer der sjældent og deres tid er afpasset til bestemte gøremål.

Min mand vil overhovedet ikke have den slags apparatur, han bliver bare irriteret, når han ikke kan høre, eller også hører han forkert eller vil slet ikke høre, så lader han som intet.
Jeg kan ikke sige noget i et almindeligt tonefald. Det er altså trættende i længden.
Er der andre, der har de problemer.

At i kun mødes når hun bruget høreaparaterene, også må du lære at skifte de baterier, jeg kan Feks., ikke føre en samtale i et værelse nå der er flere der taler samtidligt, det er "efter virkninger" efter mine ulykker, mit problem er at jeg hører alt, og ikke kan skille samtalerene ad.
Men prøv at hjælpe hende og din mand med at bruge deres aparater, i alle vil få gælde af det.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Svigerinden har valgt at få høreapparat. Godt for hende og godt for os andre.
Mor vil, af uvisse årsager, hellere bo i en osteklokke - og det er absolut ikke fordi hun ikke kan skifte batterier.
Resultatet er, at hun virker ret belastende på os andre.
Så du er ikke alene....

Det er fuldstændig rigtigt, at et høretab også påvirker de pårørende.
Når det er sagt, ville det være en fordel om begge parter satte sig ind i, hvad man kan forvente af høreapparatbehandlingen, og hvordan man lever med et høretab.
Findes der ikke en hørepædagog i kommunen, I kan tale med?
Et høreapparat er et hjælpemiddel og ikke et mirakelmiddel.
Man hører ikke som man hørte før, med et høreapparat. Og det kræver ofte en god portion træning og tilvænning at bruge. Prøv at få hjælp til det. F.eks. ved nævnte hørepædagog.
Der findes også kurser, man kan komme på, også som pårørende.
Ældre mennesker er ofte støjfølsomme, så lad være med at råbe.
Lad i det hele taget være med at råbe til folk med høreapparat. Det lyder forfærdeligt i et høreapparat!
Tænk hellere over, at tale tydeligt i et roligt tonefald. Helst ansigt til ansigt, afhængigt af høretabet.
Dvs. ikke noget med at stå bag ved personen. Ikke noget med at stå i et andet lokale og tale med personen. Ikke hånden for munden, osv.
Og tænk over, at baggrundsstøj er meget forstyrrende for en samtale. Lad derfor være med at tale i munden på hinanden, og tænk på om TV og radio går.
Det er helt normalt, at folk med høreapparat ikke kan høre i selskab, hvor der er støj og flere, der taler på en gang. Så lad være med at blive irriteret over det.
Mange ældre mennesker har tillige et skelnetab. Det kan der ikke gøres noget ved.
Nogle lyde falder ud, og selv om man kan høre, at noget bliver sagt, kan man ikke få fat i hvad, der bliver sagt. Så prøv at bruge nogle andre ord, som måske "går bedre igennem".
Med hensyn til batteriskift, yder nogle kommuner hjælp til dette via hjemmehjælpen. Også selv om man ikke får hjælp til andet. Andre klarer sig med venners eller families hjælp.
Hvis man som ældre har sin gang på et dagcenter, var det måske også en mulighed, at få hjælp til det der.
Prøv at se om der ikke er en hørepædagog, der kan træffes, og få hjælp der. Spørg kommunen eller der hvor høreapparaterne er udleverede.
Med hensyn til din mand, som åbenbart ikke er høreapparatbruger endnu, må du forsøge at motivere ham til det. Måske med hjælp af jeres evt. børn? Et argument med, at det også går ud over dig, er absolut brugbart. Du kan også sige, at jo før han kommer i gang med behandlingen (dvs. før høretabet bliver alt for stort), jo større er muligheden for succes. Der er så også mulighed for at få en teleslynge, så TV'et ikke behøver at være så højt. (Af hensyn til andre).
Og mange mennesker ER rigtig glade for deres høreapparat.
Du/I skal ikke give op, for der ER hjælp at hente. Til en snak om realistiske forventninger, motivation, træning osv.
Held og lykke.

Du må læse mit indlæg en gang til. Min mand vil slet ikke have det slags, og han har ingen.
Nej, jeg kan ikke sige sådan til min svigermor, det ville hun aldrig kunne forstå.
Jeg kan godt skifte batterier, men jeg er der ikke så tit. Vi bor ikke i samme by.
Jeg kan ikke bare fare op i hendes soveværelse og gøre den slags. Det ville hun opfatte forkert.
Jeg kender dit problem fra min mor. Hun lever ikke mere, men min svigermors høreaparater er nogle nye af slagsen, som ikke generer, når andre er til stede, tværtimod, efter hvad hun selv siger. Det er bare det, batterierne holder kun i kort tid.
Og hvordan får ældre mennesker dem skiftet.

Jeg ved ikke, hvorfor det er rart, at andre har de samme problemer, men man føler sig ikke så alene og helt skør.
For somme tider, når jeg siger noget i øst og min mand svarer i vest, ja så er det bare mig, det er galt med.

Du er vel ikke på besøg længere end de holder og så kan du jo sige til hende du gerne vil tale med hende, om I ikke lige kan skifte de batterier.
Ældre mennesker beder naboen klare det de ikke selv kan, hvis hjemmehjælpen ikke har fattet det.

så skal du se, så finder han nok ud af det. Så længe du afhjælper hans gener lige så længe er det ikke nødvendigt at have dem på.

Fra den anden side af hegnet må jeg sige, at det også er en pestilens når omgivelserne ikke vil tage hensyn til en hørehæmmet. At det er utrolig trættende altid at føle sig som den forkerte, den der bar er besværlig.
Jeg er selv hørehæmmet, men har en kronisk betændelsestilstand i mine øregange som betyder at jeg ikke kan bruge de høreapparater jeg har fået. Min betændelse øges, apparaternes stoppes til eller også får jeg så ondt at jeg ikke kan holde ud at være til.
Kompromiset er indtil videre at jeg benytter apparaterne når jeg kan og at jeg ellers har gjort alle opmærksom på at de er nødt til at udtrykke sig klart og tydeligt og om nødvendigt gøre opmærksom på hvornår de vil sige noget til mig.
Alligevel er rigtig mange enormt dårlige til det; de snakker når jeg har ryggen til, de mumler eller taler meget hurtigt osv. Det får mig til at føle mig dum og uværdig når folk ikke tager de små simple hensyn der skal til; f.eks. at prikke mig på skulderen hvis jeg har ryggen til, tale ansigt til ansigt eller tale klart fremfor at mumle ud af mundvigene.
Rigtig mange mennesker er ikke klar over hvor uforståeligt de egentlig taler, at deres normale måde at tale på et uklar eller mudret, men det er meget svært som hørehæmmet at komme igennem, for det er jo os der er de unormale.
Det kræver et samarbejde fra begge parter; at vi bruger de hjælpe midler vi har (når vi altså kan) og at den normalt hørende tænker sig om og følger de råd/retningslinjer de har fået omkring kommunikation med en hørehæmmet.
Og så kræver det også, at den normalt hørende lader være med at være belærende eller brokke sig hele tiden, hvis man har svært ved at høre. Det gør nemlig nogen rasmus modsat af ren og skær afmagt.

problemet er ikke helt sådan.
Min svigermor vil jo ikke bruge sine apparater, derfor er jeg nødt til at råbe.
Faktisk har jeg kendskab til alt det du nævner, det er bare ikke der problemet er.
Min svigermors høreapparater er af en særlig slags , som fungerer godt i selskab med andre. De generer hende ikke, tværtimod, hun er meget glad for dem, hvis hun endelig får dem på.
Problemet er de batterier, som hun siger skal skiftes hver 3 til 4 dag. Måske kunne jeg spørge hjemmeplejen om de ville kigge forbi. Hvis hun tillader, jeg blander mig.

Næe, mit problem er min mand, og han VIL ikke.
Men hvor var det sødt af dig, at give dig tid til at skrive det ned. Andre, som ikke ved det kan jo få glæde af dine absolut rigtige råd. 🙂

Det kan du have ret i. 😉

Forstå mig ret, han aner ikke hvad han går glip af, prøv at tale "stille" til ham, så kan det være at det går op for han at problemet ikke er dit, men hans, jeg har selv høreaparater, små til at "stoppe" ind i ørene, kan ikke ses, bare det at kunne høre fuglene og vinden i træerene igen i skoven, det kan ikke beskrives, mit høre problem kom efter 5-6år på Stålvalseværket, fik sprængt trommehinderene 8-10 gange, så der "røj" alle de høje toner.
Det må da også være en "hemsko" for din mand?, jeg fik høreaparaterene fordi jeg ikke kunne høre min yngste datter, hun havde en lille "piv stemme", din mand aner ikke hvad han går glip af.
Håber det lykkes dig at få han overtalt, held og lykke med det.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

men jeg kigger altid på dem, når jeg taler. Jeg tager rigtig meget hensyn. Men jeg bliver jo også træt.
Jeg taler altid meget tydeligt, men jeg ved godt, det er der mange der ikke gør.
Min svigermor siger endda, jeg er tydelig at forstå. Det koster bare arbejde at lægge stemmen i den rette højde. Og det tror jeg til gengæld ikke rigtig de forstår, at jeg bliver træt. Jeg er heller ikke ung mere.

Mange hørehæmmede føler sig meget alene, forkerte, skyldige og til besvær. Og det er oveni dén følelse af isolation, som selve høretabet nemt kan medføre.
Jeg kender folk, der er holdt op med at gå f.eks. på aftenskole eller lignende af samme grund. Som en sagde, så sidder man der og føler, folk synes, man er mindre begavet, fordi man ikke lige får det hele med. Så hellere blive hjemme, tænker nogle.
Andre plages af en gnaven familie, der bare ikke forstår et klap af, hvad det vil sige, at have et høretab.
Når personen har et høreapparat, har de bare at kunne høre. Basta!
Det er så vigtigt med oplysning på området. Det er jo en meget høj procentdel af os, der ender med at få brug for et høreapparat. De fleste af dem, der får lov til at leve til pensionistalderen faktisk.
For de ældres vedkommende er det vigtigt, at hjemmehjælp og plejepersonale er undervist i problemet. Nogle kommuner gør mere ud af det end andre.
Dine betragtninger er helt rigtige, og også dem jeg er inde på ovenfor.
Og ja, jeg arbejder med det til hverdag.

Men du har helt ret i det med børnenes stemmer. Det oversætter jeg for ham, når jeg kan se på hans ansigt han ikke har hørt, hvad barnebarnet sagde.
Jeg tror helt bestemt, han går glip af mange toner. Vores ene barnebarn synger og jeg tror ikke han får hørt det hele, når vi er til koncert. Men han har glæden ved at se hende. Det skal vist blive værre før han vil gøre noget.
Men jeg vil da prøve at overtale ham til bare at få prøvet sin hørelse, så han kan blive overbevist om, han hører dårligt. 😉

Det er slet ikke så nemt, som det lyder, jeg har tilbudt det, men det går jo meget godt, mener hun.
Men jeg kunne jo tale almindeligt til hende, så går det måske op for hende, den er helt gal. Jeg må jo også oversætte, hvad min mand siger til hende.
Det var faktisk et forsøg værd, at prøve. 🙂

Du skal altså stadig ikke råbe🙂De andre råd er vigtigere, og kan også bruges uden høreapparat.
Jeg synes faktisk, at jeg var inde på de ting, du nævner. Hvis din svigermor ikke vil bruge sine høreapparater, kunne man måske prøve at finde ud af hvorfor. Hvis det er motivation eller øvelse i isætning, det kniber med, kan en hørepædagog hjælpe.
Hvis det er batteriskift kan hjemmehjælpen eller dagcenter evt. hjælpe. I min kommune, og i nogle andre, tager hjemmehjælpen ud til isætning og batteriskift, selvom brugeren ikke har brug for anden hjælp. Og det forventes/ forlanges af hjemmehjælpen, at de hjælper brugeren med deres høreapparater.
Et batteri, der kun holder 3-4 dage lyder mærkeligt. De mindste batterier til høreapparater skal kunne holde i en uge. De større længere.
Måske er høreapparatet gammelt, eller der er noget i vejen med det. Det kan være årsagen til at det "æder" batterier så hurtigt.
Under alle omstændigheder er det et problem, der burde kunne løses, som jeg skriver.
Mht.til din mánd: Ja, hvis han ikke VIL, er der nok ikke så meget at gøre. En høreapparatbehandling uden motivation er dømt til at mislykkes. Og så er det de ender som "skuffeapparater".
God vind alligevel.

Han føler det sikkert som et nederlag eller handicap, men han har ikke haft problemer med at bruge eventuelle briller, vel❓😉
Min mor var glad for sit høreapparat men også hun fumlede med batterierne.
Og det ER noget småt lort, ældre mennesker er for såvidtligeglade med design og hvor små apparaterne er, men anvendelsen skal også designes for dem og ikke friske unge mennesker.

at ældre mennesker ikke er ligeglade med hvordan høreapparaterne ser ud. Mang er kede af, at få høreapparater, netop fordi de er forfængelige. Og de skal være SMÅ. Jo mindre jo bedre. Mange er meget skuffede over at de ikke kan bruge de små apparater, der sidder inde i øret.
Og hvordan får man store batterier ind i små høreapparater? Det er nok de færreste, der vil have et stort apparat hængende på maven, selvom de findes.
Men jeg er sikker på, at Oticon og Widex og de andre firmaer er åbne for ideer.
Men som sagt, burde besvær med batteriskift være et problem, der kan løses. Det er et spørsmål om at konferere med kommunen eller finde på andre muligheder.

Jeg har også undret mig over den korte tid, hun siger de holder. Det er næsten helt nye apparater. meget moderne. Hendes ører er sarte, og vi har fundet disse, som slet ikke generer. De er vældig gode og fungerer godt. Det har jeg jo opdaget, når hun har haft dem på.
Nej ,problemet er disse batterier og det var godt du nævnede det, for det må vi prøve at få undersøgt. Jeg mener sandelig også, det er meget kort tid de virker, og det mener hun ikke at kunne ulejlige nogen med, at skifte dem så tit.

Jeg er nød til at hæve min stemme, for ellers kan ingen af dem høre. 😉
Men jeg skulle nok lade være, for så kan de jo se, der er et problem.

Brillerne generer ikke, men jeg tror tanken om høreapparat generer ham meget.
Han er også typen, der aldrig går til læge. 😉

Min svigermors ører er sarte og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kan heller ikke selv tåle meget omkring mine ører. Så jeg ved, hvordan det er.
Der er ikke andre muligheder end hjemmeplejen, for min svigermor vil ikke være nogen til ulejlighed. Vi må have undersøgt, hvorfor de batterier skal skiftes så tit. Jeg ved ikke om hun har fået skruet ned for dem ved en fejl eller det er batteriet. Nu håber jeg, at kunne få lov til at kigge på dem.

Og det har kostet, dog ikke noget alvorligt.

"Jae, men han er flink nok", teksten, den passer på en gravsten, nej spøg til side, hvis han bare engang prøver at høre med høreapparater, og høre jeres barnebarn synge, så opdager han hvad han er gået glip af, også vil han bruge dem hele tiden også skal du til at passe på hvad du siger, for så kan han pludseligt høre det hele.
Hilsen Poul Jørgensen