Ejerskab over mennesker

"Det er vores barn" siger forældrerne. Men er det etisk og moralsk forsvarligt at tage dette bogstaveligt? At det er DERES?
Skal et barn, der jo er et menneske, være en privat ejendom, ejet af andre mennesker (forældrerne)?
Det mener jeg ikke de bør. Mennesker bør være deres egen ejendom. De bør eje sig selv.
Dette udelukker selvfølgelig ikke, at staten kan kræve visse begrænsninger for brug af denne ejendom - for en bil er jo også en privat ejendom, men der er masser af regler for brug af den. På samme måde skal der naturligvis også være det for mennesker - f.eks. skal man ikke have lov til at bruge sin ejendom til at skade andre mennesker.
Derfor mener jeg, at børn bør betragtes som værende selvstændige individer.
Der kan naturligvis opstå problemer her. For hvad nu, hvis det er et lille barn der er syg, og har brug for medicin, som det ikke vil tage?
Dette kunne løses ved at sige, at et menneske er sin egen ejendom MEN indtil det fyldte 18. år er man "indefrosset" hos staten. Staten har altså pligt til at "opbevare" denne ejendom, indtil den kan indløses ved det fyldte 18. år.
Men ejendommen skal være i så god stand som overhovedet muligt, når ejeren kommer for at indløse det, der er hans eller hendes på hans eller hendes fyldte 18. år.
Derfor kan man tillade at gøre noget mod ejerens vilje, sålænge det er til for at opretholde ejendommen i så fin stand som overhovedet muligt indtil den kan indløses. Med andre ord skal det være tilladt at tvangsbehandle et sygt barn, altså ved at give det medicin - også imod dets vilje.
Men kun sålænge det alene har til formål at holde ejendommen (barnet) i så god stand som overhovedet muligt, indtil det kan indløses (dvs. indtil det fyldte 18. år).
Men nogen skal jo udføre disse pligter. Nogen skal jo sørge for, at vedligeholde ejendommen, og sørge for at undgå skrammer og ridser i den. Det kunne jo passende være dem, der har lavet denne "ting". Altså forældrerne. Forældrerne skal ikke eje deres barn. Men de har pligt til at vedligeholde det.
Men de kan ikke eje det. Forældrerne skal ikke have lov til, at indoktrinere barnet med bestemte politiske eller religiøse læresætninger. Det eneste forældrerne skal have lov til er, forhindre skader på barnet, sørge for at det bliver behandlet hvis det er sygt, samt sørge for, at det følger den i lovgivningen fastsatte undervisning.
Intet andet bør forældrer være til deres barn!

gang ævl det hele!

En anden indgang til det; som skatteyder betaler jeg for alle de ynkelige forældre der ikke formår at holde deres egen røv oppe... derfor er jeg også medejer af deres yngel!
Dvs. jeg har ret til at klappe en tilfældig unge én på siden af hovedet, når jeg er i supermarkedet og den genere ved dens blotte tilstædeværsel... det var jeg sgu aldrig kommet på hvis ikke det var for dit indlæg, tak, tror sgu jeg skal handle ind i morgen!

jeg ved ikke hvor du ville hen med den gang plader men jeg ved at hvis du ikke giver et barens dens moders kærlighed så død den stille og rolig en sikker død eller også bliver barnet moder eller mange ander ting som vi ikke har lyst til i hvores samfund vh slim

Det handler ikke om ejerskab at børn er forældrenes, men om forpligtigelser. Men mon ikke du behændigt er hoppe over kernen i budskabet, såsom omskæring og blodtransfusioner? Vi kan ikke lægge det ind under den paraply du foreslår her uden at komme galt afsted, då der må særlove til de ting.

Børn er ikke nogen "ting", som man kan stille fra sig og tage frem som en død genstand.
Børn er levende væsener, som ikke "ejes" af nogen, men har tilknytning til den familie eller mor/far hos hvem de opholder sig.
Børn kan ikke eje sig selv af den simple grund at de indtil en vis alder ikke kan overskue konsekvenserne af deres adfærd og handlinger. Indtil da er forældrene nødt til at vejlede og hjælpe dem.
Du mener staten, at skal være den overordnede "magt" i forbindelse med opdragelse af børn; det er en tankegang som selv de fleste kommunistiske lande for længe siden har fravalgt. Det har vist sig at denne form for opdragelse har slået fejl.
Børn har behov for kærlighed, nærvær, kys og kram, deltagelse i deres aktiviteter, interesse i deres skole- og fritidsaktiviteter, m.m.
Vil man ikke påtage sig disse opgaver, bør man seriøst overveje om børn er noget man ønsker.
Man kan aldrig eje et barn - et barn er til "låns" indtil det bliver voksent og kan klare sig selv, men i "låneperioden" har man både opgaver, pligter og sidst men ikke mindst utrolig mange glæder.
Du beskriver en børneopdragelse uden følelser - hvilket samfund vil have glæde af afstumpede børn, der ikke kan grine eller græde? Hvilket samfund vil være tjent med robotter uden selvstændig tankegang?
Du siger at forældrene ikke skal have lov til at indoktrinere børn - lad mig fortælle dig, at indoktrinering næppe står øverst på listen i nogen forældres "handlingsplan".
Hvis jeg skal følge din tankegang til ende, så må spørgsmålet fra mig til dig være følgende: hvilket parti vil du synes var velegnet til at opdrage børn?
Det parti du stemmer på eller det parti jeg stemmer på?
Uanset hvem man er, hvilket politisk/religiøst tilhørsforhold forældrene har, gælder for flertallet af forældrene at de vil det bedste for deres børn.
Du kan så vælge at kalde det indoktrinering, eller noget helt andet - men hvis du ser noget galt i at forældre vil gerne gå meget langt for at deres barn har det godt, så tyder det mere på at du ved hverken noget om mennesker eller om børn i særdeleshed.
Dit totalt inhumane forslag er faktisk helt ude i hampen.