Elsker man et barn af en voldtægt?

Har nogle prøvet at være mor til børn, vis far ikke vil kendes ved børnene? Har nogle prøvet at barnet var lavet ved en voldtægt?
Jeg er mor til barn af sådan en mand (dog ikke voldtaget) og jeg synes endda at han var grim i forhold til mig. Barnet ligner ham -både af personlighed og udseende. Jeg elsker da barnet, men synes somme tider at det er hårdt at det kun ligner ham. Jeg føler jeg gør en masse for ham, da det er hans barn og han gør intet... kender nogle den følelse og kan man mon være helt derude hvor man bliver i tvivl om man elsker barnet? Hvis det er en resultat af en voldtægt må det næsten kunne være sådan tror jeg... også selvom barnet er uskyldigt... men har nogle prøvet det?

Kan der findes noget grimt.
Dog er det dig, som bestemmer hvordan resultater bliver.
Se dit barn, og se et spejl sammen med dit barn, og vis dit barn hvordan dit spejl er.
Resultated my dear, bestemmer du.
Boning

altså for mig at se,valgte du at have sex med barnets far og avlede et barn,det var noget du valgte selv og ingen anden! hvis nu faderen til barnet,viste interesse,ville du så syntes det samme om ham (faderen)......

.. nemlig. Børn er små mennesker og sig selv, med potientaler for livet. Det er så op til os forældre/voksne at give optimale vilkår til disse potientaler ............
Og så mener jeg at det er liiiiidt søgt at sammeligne med børn der er resultat af en voldtægt.
1-2-3

Jeg fandt først ud af i 13 uge at jeg rent faktisk var gravid. Anmodede om en fostervandsprøve og håbede der var noget galt.
Det var der ikke og jeg måtte nu bruge det næste ½ år på at forlige mig med tanken om, at skulle have et uønsket barn!
Da mit barn blev født, var jeg klar til at tage imod.
Han var startet som det mest uønskede her på jorden, men på det ½ år blev han det mest velkomne i mit liv. Det skulle bare være sådan, bestemte jeg mig for. INTET menneske skal fødes som uønsket. Det er vores pligt som mødre at elske vores afkom, uanset på hvilken måde, det er blevet lavet. Børn vælger ikke selv at blive født og de vælger ikke deres ophav!
Han stadig det mest velkomne, der er hændt mig.
Han har arvet mange ting fra sin far (udseende, gangart, mimik og stemme) og det jeg "hader" hos hans far (udseende, gangart og mimik og stemme), ser jeg tydeligt hver dag hos min dreng!
Her hader jeg det ikke, for det er jo min drengs private!
En dejlig dreng, der er andet og meget mere end sin far. Min dreng er sin egen og jeg elsker ham for den han er.

Barnet ligner også faren og har samme interesser.
Men jeg har ikke ambivalente følelser for barnet. Barnet er min øjesten...:-)
Når jeg ser barnet lege og fællestrækkene med faren, så får jeg bare den følelse, at det er synd for faren, fordi han har så fantastisk et barn og alt det han går glip af... netop også barnets begejstring for de selvsamme ting.
Havde faren set barnet bare en eneste gang er jeg overbevidst om, at han ville have samvær.
Anonym kvinde

at elske væres afkom ?
Hmmmm hvad er farens pligt ?

at visse fædre uden grund omsorgssvigter.
Mit barn var planlagt og faren forsvandt da jeg var højgravid. Jeg synes ikke, at det er fair, at jeg skal stå med hele ansvaret for noget vi har været TO om.
vh anonym kvinde

Jeg tror ikke indlægget er ment som endnu et indlæg i debatten om "de forsvundne fædre"!!
Derfor retter jeg det til "menneske"
Som menneske kan du gøre det DU kan. Du kan ikke gøre for andre?
At andre svigter, har intet med dig at gøre? Hvis du også svigter, er du ikke et hak bedre end faderen, vel?
At faderen ikke gør sin pligt, berettiger ikke dig, til også ikke at gøre din. Det berettiger dig end ikke til at brokke dig over barnet.

men jeg så nu gerne indlægsforfatterens forklaring på det.
Fordi jeg synes, at det er lige i overkandten at kalde det en moders pligt at elske sit afkom.. kærlighed kan aldrig være en pligt :-)

Jeg synes denne debat er kommet på afveje og ikke handler om det som Mamamia starter med..

Men til dig Mamamia Jeg tror man vi elske sit barn uanset hvad oså selv om det er voldtægt osv.
Jeg kan godt forstå du synes det er hårdt barnet kun ligner sin fader men du skriver ikke hvor gammel dit barn er min datter lignede desværre også sin far men det er hun heldigvis vokset fra.
Men uanset hvad vil en mor elske sit barn på en eller anden måde selv om hun måske er n af dem som slår dem ihjel eller ikke selv er klar til at tage sig af det..
Mvh K

med at debatten er på afveje ?
Ingen ved hvad mamamia mener, før hun selv deltager.
Det er iøvrigt irriterende, at folk starter en tråd og bare smutter.

Ja, jeg har også et barn " på den måde ".. Og aldrig har jeg haft disse tanker nej.
Men hvis du har, syntes jeg egentlig, at du/ i trænger til noget hjælp / nogen at snakke med.
Min dreng ligner også sin far.. men hvad så? Han er MIN unge. Hvad faderen gør eller ikke gør.. Det kan jeg ( desværre ) intet gøre ved. At han er løbet far sit ansvar, betyder kun, at jeg bare skal være en endnu bedre mor og elske ham endnu højere.
Og så tænke rigtig godt igennem, hvordan vi tackler spørgsmål om far de næste mange år - På en fornuftig måde.
Så nej.. Mit beskytterinstikt er i top og drengen er mit liv! Og føler mig ikke brændt af / snydt eller noget andet. Da synd for de mænd, at de går glip af de mest vidunderlige unger på jord ;-)
- Men så er børnene nok også, tjent bedre uden..
Og kan for øvrigt aldrig hade faderen - Han har jo trods alt, givet mig denne guldklump.

og manglende ansvarstagen betød at du ikke kunne bestride dit arbejde eller du mistede din uddannelse, som du havde brug for at forsørge og give barnet gode muligheder ?
eller at dit barn var ked af at faren ikke ville se det ?
tro mig, det kunne jeg.