en frugtbar fortælling

min ideskaber
så med rette hvorn det gik for sig
hende fra i søndags stod i skyggen under den høje kran, og sugede sin overlæbe op i en sprække mellem fortænderne
jokkede, og dansede da jeg lod mit blik glide hendringsløst henover, og jeg begyndte at kravle afsted på bagbenene over mod hendes store hvide fortænder
hun fløjtede ud gennem revnen, det var en magisk besvægelse, den manisterede sig fra ansigt, og helt ned i sølet under mine tæer, som strakte sig overanstrengt
så op på de to oppustede bold, som trillede ud af stien hen over nørrebro, og videre ud af de små grå skrænter
pigen stod, som forstenet derinde i sin opgang brød sig om om lyde
hun så ud af en sprække i væggen
en gren strakte sine våde kroge ud mod den store tremmeseng
hvori hun lod timerne gå lod uret gå istå
gi i hi i timevis slog hjernen fra, og stirrede på det billede moderen havde malet
det om vasen, og asmapatienten, det sidste potræt
hendes spinkle håb-måtte håbe igen-måtte vise vilje-måtte lytte til sit fysiske behov, og lade vandet kilde for sin hals
...nu kom der en hans navn var hr aktiv, og han ydede dødshjælp
sjisk sjask sjusk, og havet det var fuldt
sprællede, og lod hjernen mørbankes, som af en hammer?hun spekulerede på hvad det var, der kvaste, så hæsligt?mere fytoplasma...hun var mytoman...hendes pigenavn var emma...de der muslinger, de der af plastic, de der med bolsjefyldig indmad, det var alt hun tog til sig...
det var det hun levede for...men det var ikke nok....det var ikke nær nok