en sidste hilsen til min far

Kære Far
Den 25. november valgte din kone og jeg at slukke for de hjælpemidler der holdt dig igang. Du var stært hjerneskadet og det var faktisk kun dit hjerte og tildels dit åndedræt der virkede. Vi havde valget mellem at slukke eller lade dig hjerte slide sig selv op. Vi valgte at slukke, hent i din ånd. Du har altid sagt at du på ingen måde ønskede at ligge som en grøntsag, det var det ønske vi ville opfylde selv om beslutningen var hård. Personalet på Intensiv på Hvidovre hospital var enestående og de gjorde det på den måde vi ønskede det. Vi fik sagt farvel til dig mens dit hjerte stadigvæk slog og en time senere havde du fået fred. Du lå som du sov trykt efter de havde gjort dig istand. Så kom tiden derefter med en masse tanker og store græde ture, blandet med minder og savn. Du har de sidste år mange år levet på Vesterbro i København bland mennesker fra din havekoloni, mennesker fra værshuset og mange arbejdskollegaer. Du har levet livet i overhalings banen tit og der har da også været flere gange hvor du har snydt døden. Nu kunne du bare ikke snyde døden længere. Igår mandag skulle du så bisættes. Din kiste stod smuk i kirken med blomster i brune og grønne farver. Derefter lå der rigtig mange buketter. Vi, dine nærmeste satte os ved din hvide kiste, musikken spillede og igen fik sorgen og savnet sin magt i mit hjerte. Med min voksne datter og min mand ved min side hørte jeg præstens ord. Hun var god og talte helt i din ånd. De var alle i kirken. Dem fra haveforeningen, vennerne fra værshuset, gamle kollegaer og familien. Vi fyldte langt fra den store kirke men vi var vel 50-60 mennesker. På et tidspunkt havde jeg det næsten som om du sad et sted og iagttog de fremmødte. Så kom det tidspunkt da din hvide smukt pyntet kiste skulle bæres ud. Et tidspunkt jeg havde frygtet i flere dage inden. Vi var dine to papbørn, dit barnebarn og hendes kæreste og så min mand og jeg. Vi fik din kiste ud i den stille regn omgivet af med toner fra kirkens orgel og med en lang hale af mennesker efter den. Vi var 4 der lagde de sidste roser på kisen og stille kørte kisten afsted på en grå og kold mandag på Vesterbro. Helt i din ånd og efter dine ønsker gik forsamlingen til dit stamværshus og fik kaffe, brød eller en kold øl.
Idag sidder jeg så og mindes dig og tænker på alle de glade og dejlige timer som jeg har haft med dig. Den største var nok iår da vi sammen var i Thailand som nogen af de første efter flodbølgen. Du sad skrøbelig i din kørestol eller på en stol og selv om du ikke var med os på alle turene så var du der for at vi skulle møde dine venner og se de ting som du har nydt igennem 5 år i Thailand. En anden stor oplevelse var også da du kom få dage efter min datter var født med 2 små kjoler som var lysserød og lilla. Du havde set hende et par dage før, men du ville bare lige se om hun havde det godt sagde du.
Jeg ved at du rent fysisk er borte for altid men i mit hjerte vil du altid ha' en plads og jeg vil savne dig for altid.
Du blev 71 år. Tak for alt og vi ses igen om lang tid.

- hvor var det smukt at læse.
Og hvor var det respektfuldt - man skal ikke slå ihjel, men heller ikke forlænge døden - og det har du og dine nærmeste forstået.
Alle mine tanker til dig og dine i tiden der kommer, og vid, at du er en af de får, der gør en forskel.
Knuz

Føler med dig puspige, og giver dig en kæmpe knuser, jeg har selv mistet mine elskede forældre, og ved hvad du føler.....knus og kram

Sidder her med tårene ned af kinderne, efter at have læst dit indlæg.
Det må have været hårdt at slukke.
Jeg er sikker på, at han sidder på en stjerne og smiler ned til dig.
Mindes dem som jeg har sagt farvel til.
Store knuz til dig

Jeg kunne ikke have skrevet et smukkere "på gensyn" til en af mine kære. Tak for dette og tak for din ærlighed. Dette er smukt, det er stort og hjertevarmt!

HVORFOR SKAL DET SKRIVES I EN DEBAT?????????

Det er da debat, og ikke en biografi-side!!!!

for jeg mistede selv min far på Hvidovres Intensive (og ja - de var fantastiske derude) cirka tre uger før din far. Det gik hurtigt - han blev indlagt med en lungebetændelse og to dage efter var han væk. Det var mit livs mareridt og er stadig svært at forstå, men bliver nemmere og nemmere for hver dag der går.
Vil egentlig også bare sige tak for dit indlæg for det fik mig til at tude og det har jeg brug for. Og til de der ikke kan forstå hvorfor du skriver det til en debatside så er det sgu fordi man har brug for at fortælle og på en eller anden måde komme ud med alle de tanker der kører efter så voldsom en oplevelse det er at se sin kære far dø.

Du har ret, de er rigtig søde og hjælpsomme på den afdeling og ærlige hele vejen igennem. Min far lå i 8 dage inden vi valgte at slukke og de sagde at hvis jeg havde lyst eller var bange skulle jeg bare ringe om det så var kl. 2 om natten. De var god til at forklare og de talte tydeligt så vi efter vi havde slukket slet ikke var i tvivl om at vi havde gjort det rigtige. Han havde ingen smertegrænse og han vågnede slet ikke op igen efter hans pulsåre i mavesækken var sprunget og de have opereret på han en hel nat næsten. Han havde mistet meget blod inden han bliv indlagt og på vej til hospitalet fik han hjertestop. Det var nok der han fik hjerneskaden.
Det er dejligt at mærke man ikke er så alene i denne verden når man får sådan en oplevelse. Det er godt at få det ud selv om det stadigvæk gør ondt og man bare venter på at tiden heler de sår man har fået efter sådan en omgang.

HEj Puspigen. Tak for dit svar. Ja det gør ondt og trætter - også selvom jeg ikke hele tiden tænker på min far så er den der vist et sted, for jeg føler mig meget træt og er ikke særlig effektiv på mit arbejde hvilket også stresser.
Min far blev indlagt en mandag morgen da min mor ikke kunne få kontakt til ham og han var stort bevidstløs indtil tirsdag eftermiddag hvor talene pludselig raslede ned og de havde givet ham alt det adrenalin osv de kunne. Det var en voldsom lungebetændelse og en blodprop og da han havde nedsat lungefunktion og var 74 kunne hans krop ikke klare den. Det gjorde så ondt at se ham forsvinde mellem hænderne på os. Jeg er 30 år og min kæreste og jeg havde lige planlagt at begynde at prøve at få børn. Nu får han aldrig dem at se, og hvis vi engang skal giftes, kan han heller ikke være der. Sådan vil der nok være mange mærkedage..
Vi fik lov at sove der den ene nat vi var på Hvidovre og ja de var virkelig fantastiske. Ugen efter tog vi et møde med lægen og den sygeplejerske der havde været der for lissom at gå igennem forløbet på en mere rolig måde. Det var rigtig rart og så fik vi også takket dem, så det kan jeg anbefale.
Selvom jeg har masser gode venner og en fantastisk mor er det rart at kunne skrive lidt om det til dig, for du har lige været der og ved hvor trist man er selvom livet og dets glæder jo også fortsætter.
De bedste ønsker til dig!

Man har en stor tomhed i sit hjerte og man føler at man mangler at sige så mange ting til sin far. Det med at skabe en familie og holdt store fester kan godt virke lidt fjernt når man lige har været en sådan oplevelse igennem, men livet går videre og jeg er sikker på at både din og min far ville ha' at vi fortsat gør de ting vi har lyst til og som betyder noget for os. I mandags efter bisættelsen og den samling vi havde haft på min far's lokale værtshus, gik min mand og jeg i tivoli bare for at spise og se på glade ansigter og høre børn grine. Det havde jeg virkelig brug for, bare det at mærke luften og kunne dufte lys og gran gjorde at jeg kunne se lyspunkter i livet igen. Jeg ville også gerne ha' haft at min far havde nået at opleve at min datter på 24 ville ha' gjort ham til bedstefar og hun blev gift. Den oplevelse får han ikke rent fysisk men så længe vi bære minder og glæder om vores afdøde i vores hjerter så tror jeg også at de "følger" os derfra hvor de er. Min mor mistede jeg i 1987, når så begge een forældre er væk, kan man virkelig mærke at man mangler et grundlag. Sidste år den 14 dec. døde min svigermor. Jeg passede hende mere eller mindre det sidste halve år. Nu er både min mand og jeg uden forældre så vi bære begge på et stort tomrum.
Livet går sin gang selv om man i den grad har lyst til at sætte tiden i stå. Der går ikke en time uden jeg tænker på ham og selv om det er hårdt så er der så småt begyndt at komme nogen sjove minder om ham i mine tanker.
Den dag på hospitalet fik vi talt med både læge og sygeplejeske efter det var sket og vi fik også sagt tak for deres gode behandling af os pårørende. Jeg bor i Slagelse og de sagde også med det samme at der stod en seng jeg gerne måtte sove i hvis jeg ikke havde andre muligheder for at overnatte i København.
Det er dejligt at kunne tale med andre om disse ting og jeg kan mærke det er godt at få skrevet det ned. For flere år siden læste jeg om een der havde skrevet et brev til hendes afdøde datter. Det er derfor jeg har skrevet alt dette for at få løsnet op for tingene og kunne lave sorgen om til dejlige minder og tanker.
Pas godt på dig selv Chr og dine nærmeste og tro på livet og glæden det er den eneste vej imod lyse tider igen.
Hilsen Puspigen
Du kan få min mail hvis du har nogen interesse i det hvis det kan hjælpe dig på nogen måde

Hej igen - tak for dit tilbud om email, men lige nu har det for mig bare været rart og godt at få læsset lidt af og læst lidt om dine tanker og følelser ved det hele. Livet er jo smukt og dejligt, også selvom man har mistet nogle man holder af, og jeg føler godt jeg kan nyde at være til - blandt andet fordi alt andet ville være imod hvad min far ville have ønsket.
Savnet og den der higen efter at fortælle ham om alt det der er sket er vist det værste og det går nok ikke bare sådan over. Heldigvis måske..
Pas godt på dig selv, din datter og dine nærmeste og tak for dine svar og dit initiativ ved at skrive herind.
Knus
Christina

Et stort knus til dig Pusserpigen. Det ikke let og miste en man elsker. Jeg mistede min far helt pludseligt og uden forvarsel fredag den 16. December. (hjertestop)🙁han blev kun 58 år. Jeg ville i den sammenhæng spørge om i kender nogen grupper på nettet/irl, hvor unge der har mistet en/begge forældre kan snakke sammen?. MVH Hilsen en deprimeret 17 årige dreng.

Kære Mnm
Det gør mig ondt at høre om din far. JEg er 30 og mistede min far for to måneder siden så jeg ved hvordan du har det. Måske har du alerede fundet frem til det men ellers er www.ungeogsorg.dk en god side til unge mellem 16-28 der har mistet en eller flere forældre (selvom jeg er lidt ældre har jeg også skrevet og fået et godt svar). De har også tilbud om rådgivning og sorggrupper.
Held og lykke med at komme godt igennem det og give dig selv tid og plads til at sørge.
Knus
Chr

Hej Chr
Jo, jeg havde fundet frem til det, men du skal have tak for dit svar og medfølelse
MVH MNM