En trist situation i bussen
Jeg var idag ude at køre i bybus. Da jeg kom ind i bussen, så jeg en ung mand, der lignede min lillebror usædvaneligt meget. Jeg kiggede på ham, men opdagede at det alligevel ikke var min bror.
Den unge mand (vel omkring 20-25 år) stirrede ret bistert tilbage på mig. Jeg er ikke typen, som taber en stirrekonkurence og jeg nyder et godt slagsmål (var lidt af en bølle, før jeg blev udannet og borgerlig ;0)), så jeg stirrede tilbage lige så bistert. Fyren gjorde så, med håndtegn, mig opmærksom på, at han var døv, og spurgte, hvorfor jeg stirrede på ham. I det øjeblik fattede jeg situationen: Fyren følte sig sikkert ensom og isoleret i en bus fyldt med snakkende unge piger og mænd. Han virkede, ved nærmere eftersyn, til at være sårbar og trist. Han og jeg misforstod hinanden totalt, og han føler sig sikkert endnu mere marginaliseret nu, end han gjorde, da han tog hjemmefra imorges. Jeg har det meget skidt med denne situation. Jeg har selv oplevet, hvor alene man kan føle sig, når man er anderledes. Jeg er selv mørkglødet,og blev holdt meget udenfor i min skoletid, p.g.a. dette. Jeg følte mig, ligesom den døve gut fra bussen sikkert gjorde, anbrebet fra alle sider og totalt isoleret. Det er meget sjældent, at jeg har dårlig samvitighed, men idag føler jeg mig som et dumt svin.
Ps: Hvis dig fra bussen, ved et eller andet heldigt sammentræf, læser med her på sol så vil jeg gerne sige: undskyld at jeg stirrede bistert på dig. Hav en god weekend og et godt liv.
Den unge mand (vel omkring 20-25 år) stirrede ret bistert tilbage på mig. Jeg er ikke typen, som taber en stirrekonkurence og jeg nyder et godt slagsmål (var lidt af en bølle, før jeg blev udannet og borgerlig ;0)), så jeg stirrede tilbage lige så bistert. Fyren gjorde så, med håndtegn, mig opmærksom på, at han var døv, og spurgte, hvorfor jeg stirrede på ham. I det øjeblik fattede jeg situationen: Fyren følte sig sikkert ensom og isoleret i en bus fyldt med snakkende unge piger og mænd. Han virkede, ved nærmere eftersyn, til at være sårbar og trist. Han og jeg misforstod hinanden totalt, og han føler sig sikkert endnu mere marginaliseret nu, end han gjorde, da han tog hjemmefra imorges. Jeg har det meget skidt med denne situation. Jeg har selv oplevet, hvor alene man kan føle sig, når man er anderledes. Jeg er selv mørkglødet,og blev holdt meget udenfor i min skoletid, p.g.a. dette. Jeg følte mig, ligesom den døve gut fra bussen sikkert gjorde, anbrebet fra alle sider og totalt isoleret. Det er meget sjældent, at jeg har dårlig samvitighed, men idag føler jeg mig som et dumt svin.
Ps: Hvis dig fra bussen, ved et eller andet heldigt sammentræf, læser med her på sol så vil jeg gerne sige: undskyld at jeg stirrede bistert på dig. Hav en god weekend og et godt liv.