Enebørn har det bedst!

Jo flere søskende man har, des mere ulykkelig er man, skriver FPN i dag.
Det er en britisk undersøgelse, der slår fast, at enebørn generelt er gladere og mere tilfredse end de børn, der må dele barndomshjem med en eller flere søskende.
Det skyldes blandt andet, at de ikke behøver at kæmpe med andre søskende om forældrenes opmærksomhed og anerkendelse, og at de slipper for at slås om legetøjet og blive drillet.
Ja, det må selvfølgelig være rart at være i centrum hele tiden – det kan da kun gøre en glad og tilfreds. I hvert fald på den korte bane. Men hvad så, når disse enebørn kommer ud i den virkelige verden, altså uden for barndomshjemmets trygge rammer?
Herude skal man jo kæmpe for at få anerkendelse og blive hørt, og her er man nødt til at dele med andre. Er disse enebørn ligeså glade når de er udenfor hjemmet?
Er du et lykkeligt enebarn?
Hvad vil man egentlig sige med denne undersøgelse?
http://fpn.dk/liv/born_unge/article2247068.ece

Det føltes i hvertfald sådan for mine søskende er langt ældre end jeg, så jeg oplevede det som at være enebarn.😮[:|]
Men så kastede mine forældre deres kærlighed på mig, efternøleren.... Ja, jeg BLEV forkælet, og jeg syntes bestemt at jeg havde de bedste forældre i verden... Havde, skriver jeg for de er desværre borte nu..😖
Gode forældre ja, men det er ikke deres skyld at jeg er blevet en mavesur og bitter DF mand der sidder og bitcher min galde og mismod ud her på [sol] 24 - 7 ..
Det er samfundets skyld...Ja, jeg er helt sikker på at det er samfundets og venstrefløjens skyld...🙁 .. Ja, det var bare sådan lidt betragtninger fra min side..
God tirsdag...Også til venstrefløjen..🙂

Nu ved jeg ikke hvor meget ældre dine søskende er, og om dine forældre er meget gamle.
Med mine 11-13-16 ældre søskende har jeg ikke været barn sammen med disse mere eller mindre voksne mennesker, men tog revanche ved ret hurtigt at blive den fysisk største og stærkeste efter at have været en slags dværg, der var for dum til at forstå, at der skulle rettes på mig, mere end et lille barn. En nu afdød søster var et ekstra problem, da hun på grund af sygdom (hjerneproblem) skulle have en, hun kunne være overlegen, og hun var den, der skulle tages mest hensyn til. I starten udviklede jeg så meget kontaktbesvær og taleforstyrrelse, at jeg måtte behandles, før jeg kunne blive et utilpasset skolebarn. Dette at jeg kom til stoppede nogle uoverensstemmelser mellem mine søskende, da man blev opdaget af at kigge ned i min barnevogn. Jeg har nok i højere grad end mange andre måttet kæmpe for min egen selvstændighed. At kulturen i hjemmet og i lokalmiljøet var meget forskelligt har heller ikke gjort det nemmere.

Den der snak om at have søskende og være enebarn.
Jeg er selv enebarn og har altid været mere end lykkelig for det.
Tror ikke mit liv havde været meget bedre hvis jeg havde haft søskende. Så havde der bare været endnu mere kiv og strid og splid end der har været og er i forvejen.
Jeg tror både der er fordele og ulemper ved begge dele.
Det er dejligt at være enebarn, man behøver ikke slås for opmærksomheden - til gengæld står man helt uforstående, når man kommer uden for hjemmet og ser alle de mennesker der råber op om alting. Men det er jeg nu glad for at jeg aldrig har deltaget i.
Har aldrig rigtig haft behov for at råbe op om en hel masse ting i forsamlinger.
Har nok nærmere været den reserverede type, og det er måske lettere at blive det, når man er enebarn og ikke har BEHØVET at råbe op om sin egen mening.
Mange siger, at når man så bliver voksen, står man alene med problemerne - øh ja, men det gør mange der har søskende også. Jeg kender ufattelig mange mennesker med en eller to eller tre søskende, der næsten ikke kan tale med dem. Og så er det vel ikke til megen hjælp?
Mange søskende er der også den der evige jalousi imellem, og kampen om den ene eller begge forældres kærlighed og opmærksomhed. Det må ikke være rart, tænker jeg.
Også mange forældre, oplever man, der favoriserer den ene eller den anden.
Det må da være lidt mærkeligt. Og så alligevel - som enebarn bliver man også favoriseret af den ene eller den anden forælder. Det er som om, at uanset hvad, så vil et barn altid tilhøre en af forældrene lidt ekstra meget.
Men selvfølgelig har jeg da også forestillet mig hvordan det ville være at have en rar søster eller bror at tale med. Det er klart.
De ville måske have haft en anden mening, og så havde vi kunnet diskutere en del 🙂
Det forudsætter så bare, at vi ville kunne have talt sammen!
Som man siger: Et søskendepar kan være lige så forskellige og uenige som et par personer, der aldrig har mødt hinanden!
Så det er ikke til at sige, tror jeg, hvad der er bedst.
Jeg tror det kommer meget an på familien og hvordan forældrene har det med hinanden.

..kender ikke igen ovenstående. Som I måske har bemærket i overskriften har vi 4 børn. Selvfølgeligt har de deres små slænderier og selvfølgeligt nyder de ,når de er en gang i mellen alene med far eller mor. Men allerede efter kort tid begynder de at længtes efter søskene. De er som regel meget glade for hinanden og kan ikke tænke sig at være enebarn.

Overraskende men positiv nyhed. Verden er overbefolket og der er brug for at der bliver gjort noget ved det. Noget der kan være med til at dreje udviklingen den rigtige retning vil være, hvis erkendelsen af dette undersøgelsesresultat breder sig.
Potentiel mangebørnsfamilier må lære, at det ikke er for deres kommende børns skyld (eller samfundets!!), at de skal avle store kuld. Det er udelukkende egne egoistiske - ensomhedsangst, behov for at sprede sine gener.....

Situationen er forskellig for et enebarn (som senere kan blive ældste søskende)
for børn med få år imellem sig og hvis disse mange år senere får en endnu mindre søskend i form af en efternøler.
Mht. sidstnævnte er det vigtigt, at deen sidstfødte hurtigst overhovedet får sit eget børne-netværk, især at kunne komme i en børnehave. For mit eget vedkommende var der ingen børnehave eller anden børnepasningsordning i min barndomskommune, og jeg kunne først komme regelmæssig sammen med andre børn fra 5-6 års alderen, og så er det allerede for sent, og oven i dette kom en langvarig hospitalsindlæggelse. Som nævnt tidligere blev jeg en slags løsning på en søskendejalousiproblem, men som blot ikke havde med mig at gøre.
Jeg har ikke selv børn.

Er enebarn og har altid hadet det. Det kan godt være man har forældrenes fulde opmærksomhed og ikke at man ikke har skulle det noget med søskende, men forældrenes opmærksomhed kan også blive til en sygelig besættelse og kontrollerende Har aldrig måtte deltage i det min jævnaldrende måtte, blev det man kalder pakket ind i vat og bomuld. At jeg overlevede (overvejede mange gange at tage mit eget liv) og at jeg under min opvækst kunne gøre noget af alt det mine jævnaldrende kunne/måtte kan jeg takke min farmor for. Oplevede også mobning i skolen fra pigernes sidde, som skyldes misundelse, det var heller ikke morsomt.
Har selv fået 2 piger med 3 års mellemrum og de er og har altid været hinandens bedste venner. Gået i byen sammen og rejst på ferie sammen.
hilsen enebarnet

Livet vil jo ikke altid som vi vil.
Nu jeg er blevet ældrer, kan I alle tro, jeg er så glad for min familie, og også min mands søskende.
Da min mor som den sidste døde, sagde min søn, nej når I dør har jeg ingensøskende.
Han er meget ked af at har været enebarn, nu er han voksen, men savner stadig at have søskende, men vorherre ville det ikke.
Så vær dog glad for jeres søskende, selvom vi måske ikke får alt opmærksomhed, så får vi så meget andet.

jamen altså hvad de ikke kan finde på, jeg kender mange enebørn som idag er ældre mennesker og de har altid savnet/manglet søskende, - man bliver så træt af de forskellige undersøgelser både fra eksperter/forskere o.s.v - det er jo hvordan man spørger, jeg kan da give eksemplet hvis jeg som forsker spørger, har du som enebarn ikke fået flere gaver/dyrere end hvis i var 2 eller spørger om du som enebarn ikke har fået mere opmærksomhed end hvis i var 2, så er svaret jo klart, men spørger jeg om det ikke havde været sjovere/rarere som børn hvis i var 2 er svaret også klart.
Det er så latterligt/fordummende med de undersøgelser, da man altid kan få det svar man ønsker blot ved at spørge på den rigtige måde.

ønsker mest af alt en søskne.

Jeg genkender dette med kontrol fra forældrene som sen efternøler, hvor der var tre mere end forældrene, der holdt øje med mig, men ofte havde de så meget andet at se til, så jeg blev ladt alene, så jeg til tider kunne leve som i et isolationsfængsel uden forbindelse med andre børn, og jeg skulle være ham, der ikke måtte forstyrre, men hvor man snakkede ned til mig, hvis jeg skulle være med, men måtte ellers ikke forstyrre "de voksnes" snak, hvor min far (præst) og min bror (startede på universitetet da jeg fyldte 4 år) havde en masse at fortælle hinanden på akademisk højniveausprog, hvor jeg slet ikke kunne være med, min ene søster var lektie-og eksamensplaget gymnasieelev,der fik "huen" tre år senere, og en anden søster var kronisk syg og både psykisk og fysisk handicappet og var en belastning for min anden søster indtil fokus blev flyttet, da jeg kom til.
Jeg kender enebarnets situation fra en af mine nærmeste klassekammerater.
Efternøleren.

Skal man lede længe efter.

Det er jo bare en stor fordom.
Undersøgelsen lugter langt væk af fordomme om forældre der ikke er i stand til at tage lige meget af deres børn.
Dine udtalelser lugter tilgengæld af det stik modsatte:
Alle enebørn er forkælede børn, der tror verden drejer sig om dem.
Imponerende at noget så useriøst, kan komme på forsiden som en reel debat.

Så har du da også en del mht. enebørn.

Jeg giver fuldstændig ret i at den undersøgelse er noget vrøvl. Jeg har selv en bror som er 2½ år ældre end jeg(jeg er nu 25), og vi har det bedste forhold nogensinde. Jeg kunne bestemt ikke undvære ham, fremfor flere gaver eller mere opmærksomhed og jeg mener det er sundt for børn at lære, fra starten, at dele.
Selvfølgelig har vi haft vores skænderier, men det ser vi begge tilbage på nu, og vi kan grine af alle de åndsvage ting vi kaldte hinanden. Og så har vi også haft vores hemmeligheder fra forældrene, som kun vi to vidste.
Så kan man da ikke ønske sig andet.

Hilsen
Hende der skal have to børn

Der er så mange undersøgelser og så få af dem er reelle.
Jeg er selv enebarn og har så længe jeg kan huske ønsket mig en søster eller bror, men mener bestemt hverken jeg er ulykkelig, dårlig til at dele eller mindre rustet til at klare verden 😃
Selv har jeg 3 børn og den ældste har udtryk dyb medfølelse med sig selv over hun i mere end 2½ år var alene. Især mener hun, at det måtte være meget kedeligt at køre i bil, da hun jo har sat alene.
Men mon ikke det i bund og grund kommer an på hvordan ens familie er, kemien mellem eventuelle søskende og vores forskellige personligheder og sociale præferencer?

Uddyb venligst... din påstand

"da hun har sat alene" - hvad har hun sat?

Jeg er enebarn... lykkeligt enebarn... jeg er altid kommet let til ting kan har alfrig fået en røvfuld...
som teenager bliver det lidt sværer...!!!
men igen jeg vågnede op til den virkelige verden... og det gjorde jeg tidligt takket værd mine forældre... jeg har aldig ønsket mig en lille bror eller søster, så har aldrig været ensom...
blev 18, fik gæld og blev voksen...
er nu 22 og lige blevet mor... og hun skal være ene barn..
selv om man er forkælet, så betyder det ikk at man ikk kan blive hurtigt voksen...
og på en fornuftig måde... jeg sys personligt at jeg har styr på flere ting end min veninde med 2 søskene...

hvor f..... læser du at jeg har fordomme, -- mine 2 bedste venner er enebørn og har tit forklaret mig at selvfølgelig har man økonomiske fordele ved at være enebarn men det kan ikke erstatte søskende.

ved jeg nu ikke 😉
Jeg synes da der er rigtig meget positivt og kulturelt ved dig også selvom du kun er delvist enebarn 😃
[l] Løvemor

er enebarn og har aldrig savnet søskende 🙂
Da jeg blev skilt fra hendes far, vågnede jeg en nat ved at hun græd 😖 Hun havde haft et mareridt om at jeg fandt en ny mand, fik en masse børn og glemte alt om hende 😮
AHHHH det kunne jeg jo aldrig i mit liv finde på. Men det siger lidt om hvilken angst skilsmissebørn bærer på [:*(]
Jeg forbliver ene og Løveungen forbliver den eneste i kuldet 😉
Løvemor

Jeg er far til 6 børn, som i dag er så lykkelige over at være så mange, at de næsten takker deres forældre hver eneste dag. De elsker hinanden på kryds og tværs og kunne aldrig i livet forestille sig at være enebørn....
De er nu mellem 18 og 28 og i fuld fart på vej gennem uddannelsessystemet og ingen har nogensinde haft hverken sociale eller opdragelsesbetingede problemer😃

Løvemor det fortæller hvilken angst DIT barn render rundt med og intet andet.
Det andet er en generalisering som du ikke kan tillade dig at give på alle andre skilsmissebørn. Dit barn føler sådan og du indordner og retter ind lyder det som om.

det jeg ville med indlægget 😖
Børn ønsker deres forældres udelte opmærksomhed, det tror jeg ikke min datter er ene om, specielt da, når man kun har den ene forældre 😮
Løvemor

Som Africa suck’s (dette med de partipolitiske antipatier forekommer mig emnet uvedkommende) og jeg vil ind på, at vi vel har gamle forældre der døde fra os og de væsentligt ældre søskende. Også en anden efternøler jeg har truffet og jeg har været plaget af, at ældre søskende kunne huske ting i detailier, som man selv har glemt og skulle være glemt, men måttet høre for det. Hvis bare enebarnbet og efternøleren kan have børn omkring sig fra man kunne kravle er der vel næppe noget problem. Et enebarn er ikke enebarn længere hvis der kommer flere til, og er der en søskendeflok men mange år hvis der mange år senere kommer endnu et barn er familien ude af balance, og ”sidstebarnet” falder lidt udenfor familien.
Heldigvis har jeg gode bånd til mine (nu ældgamle) søskende, som jeg håber jeg kan beholde nogle år endnu. (også den mere vanskeligt omgængelige syge søster, der er død nu), men ikke helt på lige fod, og de var i gang med deres (på grund af lange uddannelser sene) karriere, da jeg skulle starte min, samtidig med. at mine forældre måtte trække stikket ud. Meget af det mine forældre (og endnu mere gammeldags klasselærer😃var blevet for gamle til at lære mig kunne mine søskende bidrage med.
Nu drejer emnet sig om enebarnet. Er forældrene mindre end 30 år ældre og er der andre børn i nærheden og et nærmiljø med børnehave eller børnepasningsordning i øvrigt (hvor jeg voksede op ´var "legepladsen" en farlig vej jeg ikke måtte løbe ud på, og ingen børneinstitutioner), er der næppe noget problem. Den ældste søskend er altid startet som enebarn😃. der degraderes.

Man er ikke selv herre over,om man er enebarn eller har søskende eller kunne være efternøler, og det er udmærket hvis der forskes i hvordan det bedst kan klares i de tre vidt forskellige situationer. jeg er efternøler fra efter krigen, mens mine søskende var KRIGSBØRN😃😃😃 Også at sent fødte nbørn efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er i risikozonen for at blive født med autisme eller det der er værre. Og mange forældre stiller store perfektionskrav til deres børn eller frygter de bliver sociale tabere.
Hertil kommer kulturforskelle.

Kære Krigsbarn! Forskning i børns udvikling er ikkee omsonst!

Antal børn og deres aldersfordeling har også betydning. Det værste må være hvis nogen være blevet "enebarn" hvis søskende er døde fra dem, næst efter hvis forældre dør fra mindre børn, eller hvis der er kriminalitet, alkohol/narkotika-problemer, psykisk sygdom eller ekstrem fanatisme (f.eks. en eller anden yderliggående sekt) involveret i familieskabet.

på bedste vis - her kan man se det.
Hvem siger at enebørn ikke skulle være sociale eller skulle være dårligt opdraget?
Jeg tror netop at enebørn får en rigtig god opdragelse, for der er ikke nogen
"militær-disciplin", som der som regel hersker meget ved fire eller flere børn.
Man får ikke lov til så meget med mange søskende, for der er mange der skal til.
(Og ja, det er så mine fordomme.)
Det synes jeg så til gengæld er synd, og jeg synes faktisk det er helt
vanvittigt at få så mange børn i nutidens samfund, eftersom der i forvejen
er mangel på tid og begge forældre er udearbejdende.
Man har ganske enkelt ikke særlig meget tid til børnene.
Men okay, folk med et eller to børn kan jo også være fraværende og prioritere
jobbet frem for børnene.
Så, som sagt, det kommer an på kemierne og prioriteterne i familien!

Jeg tror nu ikke lykke hænger sammen med om man har søskende eller ej. Tror mere det kommer an på om man har forældre, som er glade og som giver en den mængde opmærksomhed og modspil man har brug for. 🙂
Nogle forældre magter 4 børn, andre magter ingen. Jeg tror desværre der er en tendens til at det giver præstige BÅDE at have karierre, lækkert hår og mange børn. Og det er en kombination som de færreste har det fornødne overskud til i længden!!
[s]God dag til jer alle - og til jeres børn

Vi er tre brødre, som har haft det godt sammen lige siden drengeårene, og det vil vi fortsat have - nu er vi over 50.
På både min mors og min fars side er/var de mange søskende (6 og 7), de har lige fra jeg var lille haft et utroligt stærkt sammenhold i livets opgangs- som nedgangstider. Hvis du spørger dem, er der ingen der ville undvære så meget som en lillefingernegl hos de andre - tværtimod har det været en styrke hele livet igennem at være flere at finde støtte hos, hvis nødvendigt. Jeg tror på, at man bliver frygtelig ensom i livet, hvis man bare er sig selv. Det vigtigste er, at søskende sliber ens kanter - og det nyder man rigtig godt af senere hen som voksen.

og så er jeg enebarn jeg kunne godt have savnet en søster,eller bror sådan har jeg altid haft det, og socialt set, er jeg sikker på man har en bedre forudsætning ved ik at være det

jeg er hvertfald sikker på jeg falder udenfor den statistik du der refererer til

Altså det med at man ikke kunne undvære sine søskende, det er jo klart, når man aldrig har prøvet andet.
Jeg kunne ikke undvære ensomheden, jeg elsker den og har vænnet mig til den, men kan også godt lide at være sammen med folk.
Men jeg er træt af at folk taler om at "lære at dele".
Det skulle vi enebørn altså også lære, og der er ingen forskel der.
Selvom jeg var den eneste, skulle jeg da også lære at dele med kammerater, familie osv., og fik altid at vide af mine forældre at jeg ikke skulle afbryde, tage det hele osv.
Så der er altså ikke noget at komme efter.
Jeg er simpelthen så træt af at folk kigger bebrejdende på mig, så snart jeg nævner ordet enebarn. Øh, hvorfor? Har ikke oplevet de store forskelle i forhold til andre.
Tror nærmere jeg har haft mange fordele ved det, da der ikke var nogen der stod i vejen for min lykke.
At få slebet kanterne af, tror jeg nok jeg har fået!!!
Selvom jeg har været enebarn, er jeg også blevet smidt ud mellem mennesker og har oplevet alle mulige reaktioner.
Hilsen én, der i hvert fald ikke har levet en beskyttet tilværelse i en osteklokke!

Hvem bestemmer, at sådan noget useriøst pladder, kan komme på forsiden?!?

det vidste vi ikke og da slet ikke at du var DF'er og en mand.
Men at du er mavesur og bitter det vidste vi dog godt🙂

Jeg kan ikke lige se at nogen fordomme skulle være luftet særlig tydeligt. Jeg har boet i Israel og kan bevidne, at der er familier med 12 eller flere børn dernede, som med 110% sikkerhed aldrig er involveret i hverken kriminalitet eller stoffer.
Man lærer en langt mere social adfærd end et gennemsnitligt enebarn, det er MIN påstand. Jeg har selv 3 søskende og har aldrig kendt til jalousi f.eks. fordi det altid var helt naturligt at dele det man havde.

så læs mit svar ordentligt.
Jeg skrev at jeg også lærte, det var naturligt at dele.
Har heller aldrig haft tendens til jalousi.
Jeg ved ikke hvad et gennemsnitligt enebarn er, men det ved du, kan jeg læse?

Synes du det er væsentligt at rette? Du forstår vel meningen?

ikke 100% fordi enebørn nok senere i livet har generelt sværere ved at begå sig blandt andre mennesker...så over et helt liv passer pengene nok.
PS Jeg har selv tre hunde, og kan se at den yngste går betydeligt bedre i spænd med andre hunde end den første (=enebarnet)
mvh
JP

Så alle dine antagelser er baseret på at du kender 2 mennesker der har savnet søskende?
Jeg er nærmest hvad man kan betegne som enebarn.
Efternøler med hhv. 12 og 16 år op til mine brødre, hvoraf den yngste boede hos sin mor, og den ældste var flyttet hjemmefra (sådan mere eller mindre), da jeg kom, så jeg har aldrig rigtig haft søskende.
Jeg har heller aldrig savnet søskende.
Jeg har altid fået at vide, at jeg burde have haft søskende, fordi så havde jeg lært en masse ting, fået modstand osv, men det er ikke noget jeg selv føler. Det er en ide jeg er blevet påduttet.
Og jeg kender andre enebørn der aldrig har savnet søskende.
Men der er da også enebørn der savner søskende...
Til tider kan jeg da godt se på nogen, der har et fedt søskendeforhold, og tænke "gid det var mig". Men jeg kender også en del der har et elendigt forhold til deres søskende, og sådan kunne det jo lige så godt være endt.
Sådan får jeg dit indlæg til at være dybt fordomsfuldt.
Pludselig er vi alle bare nogen der har haft økonomiske fordele, og vi har alle savnet søskende.

Læs hvad jeg skrev "mine 2 bedste venner er enebørn" men jeg kender mange flere, du er heller ikke enebarn da der skulle tages hensyn til 2 andre selv om de er flyttet hjemmefra. Ja der findes søskende som har det elendigt sammen men heldigvis har de fleste det tåleligt og en vis form for samvær livet igennem, - og et er sigende alle de enebørn har i dag mindst 2 børn hver efter eget ønske.
P.S fordomsfuld, er det sidste jeg er, tværtimod har jeg lyttet og forstået gennem hele livet.

under krigen og du skriver at der var sygdom og tungsind i din familie, det er barskt at vokse op i og ja hvis der er 11 år mellem søskende er den ældste da enebarn i de 11 år, men du er ikke enebarn.
Jeg er selv født midt i krigstid og har 2 ældre brødre, den ene 2 år ældre og den ældste 8 år ældre end mig, - men jeg har haft en dejlig barndom i et aktivt hjem med en vidunderlig mor der elskede os og gjorde alt for at vi skulle være glade så personlig har jeg ikke dårlige minder fra noget i min opvækst/barndom, --den opvækst har givet mig styrke til at klarte svær modgang senere i livet, og mine brødre er guld værd for mig.
Mine nærmeste venner som er enebørn opholdt sig meget i vores hjem da der altid var liv og gæstfrihed.
P.s ja idag er børn på instutioner og det er de nød til da der ikke er børn at lege med derhjemme, men det er sikkert udmærket selv om jeg synes mine egne voksne børn arbejder for meget og har for lidt tid til deres børn, men sådan er tiden jo blevet og det er bare at få det bedste ud af det, - det der så glæder mig er at de har "kvalitetstid" og ikke kvantitetstid med børnene som man nok havde mere af før i tiden.

Mine søskende er 11, 13 og 16 år ældre end jeg, og var en almindelig søskendeflok, hvor jeg kom dumpende langt bagefter Den 11 år ældre søster var meget handicappet og kom hverken i skole eller på arbejdsmarkedet, og mine forældres placering på arbejdsmarkedet var også atypisk, da min far var præst og havde en stor del af sit arbejde hjemme, (den folkelige opfattelse at en præst overhovedet ikke arbejder) og min mor var hjemmeløbende præstefrue på mere end fuldtid. Det er nok en hel del anderledes i dag. Jeg skulle enten være hjemme stort set uden kontakt med andre børn eller slæbes rundt med som "håndbagage" faktisk indtil 5-års alderen, Bortset fra den nu afdøde søster, der var meget mræeklig har jeg haft et godt forhold til mine søskende, men ikke været barn sammen med dem. Mine forældre fik generelt børn sent pga uddannelse.
Der jeg vil hen er, at enebarnet eller efternøleren, der ikke har børn som søskende bør sikres kontakt med andre børn fra kravle-alderen. Jeg lærte efterhånden et par andre børn at kende, der senere kom i min klasse, der var forladt fordi forældrene måtte på arbejde og der var ingen form for børnepasningsordning i en meget fodslæbende landkommune.(det gik mere ud over dem end over mig). Jeg var nødt til at have meget "voksne" interesser. Jeg håber jeg kan beholde mine to tilbageblevne ældgamle søskende lidt endnu.

uden at jeg kender til dine forældre eller deres tro der naturligvis godt kan være mere afslappet end noget af det jeg oplevede i min barndomsby, - børnene fra flere af de indre missionske hjem måtte ingenting hverken danse eller lege ude med os 1 times tid efter aftensmaden om sommeren hvor vi spillede rundbold eller gemmeleg o.s.v. det blev anset som "ugudeligt" (som de sagde)og de var fordømmende over vores leg/glæde, - resultatet blev så at børnene fra disse indre missionske hjem tog afstand til den fanatisme i deres voksenliv.
Naturligvis bør børn have kontakt med andre børn, det sociale er yderst vigtigt helt fra kravlealderen af og som du skriver især når de ikke har små søskende.

Jeg er ikke opvokset i et indremissionsk forbudsmiliø a la "Fiskerne", men min familie var lige så finkulturel som et konservatorium hvad angår musik, hvilket nok har styrket mig, da jeg netop senere har været igennem en klassisk musikuddannelse og et arbejde på netop dette område, indtil jeg blev handicappet. Kulturen på min hjemegn var lige modsat, hvilket jeg altid har haft et afslappet forhold til, og er kommet mig til gode siden.
Det var ikke her jeg havde de store problemer. Det var mere, at mine meget gamle forældre glemte at hjælpe mig med et børne-netværk, og jeg fik alvorlige kontaktforstyrrelser.
Efter den megen selvreference, så er det min holdning, at der skal tages hensyn både til søskendeløse enebørn og til sene efternølere med søskende i næsten voksenstørrelse og meget gamle forældre og jeg fik først legekammerater som 5 årig, som jeg ikke var i stand til at kommunikere med, ligefrem medførende indlæggelse. "Legepladsen" var en trafikeret vej som jeg ikke måtte være på.
Også det, at jeg har læst mig til, at børn, der fødes så sent kan have medfødt hjernesygdom i form af autisme eller det der er værre.
Det er lidt udenfor debatten, men jeg synes lige dette skulle med. Det burde måske være en tråd om efternølere, et emne der tidligere har været på SOLen.

Dette med Indre Mission er nok lidt udenfor emnet. Det er ikke kun den hårde kerne indenfor muslimerne og Jehovas vidner, vi kan også tage Faderhuset og Evangelist med, der inkluderer og udstøder og hermed ødelægger menneskelige relationer (splitter familier). Jeg vidste ikke, at missionen har haft Hizb ut-Tahrir-lignende forbud mod rundbold. De klassiske musik-freaks betragter ikke dans i sig selv, men musik man kan danse til som den dybeste synd, mens de fromme dyrker gospel-vræl! Mon ikke ham deroppe griner i skægget?

Ulemperne ved at være enebarn opvejer så rigeligt fordelene.
Jeg er desværre enebarn. Mine forældre forsøgte gennem flere år at få børn og havde flere fejlslagne graviditeter, jeg var den eneste der blev til noget. Man skulle måske tro at det var en fordel, men da min far døde betød det rent faktisk at min mor var ved at kvæle mig og var ekstremt omklamrende - i en grad så det var svært at få lov at være mig selv. Det førte til et massivt ungdomsoprør som rent faktisk blev værre og kunne have haft meget alvorligere konsekvenser, end nødvendigt.
Det har ikke været svært for mig at få anerkendelse "ude i verden". Jeg er heldigvis enebarn af en arbejderfamilie hvor hverken penge eller andre ting har hængt på træerne og derfor har jeg lært at kæmpe for det jeg kan, vil og skal. Dermed har jeg også lært at præstere og derfor kan jeg både finde ud af at begå mig fagligt og socialt. De fleste gætter ikke på at jeg er enebarn og har aldrig gjort det.
Efterhånden som jeg er blevet ældre er det at være enebarn dog ikke blevet nemmere. At have en aldrende forældre (og et par andre ældre da der ikke er mange børn eller børnebørn i familien) kan være meget svært, ikke mindst fordi man står med krav på mange planer som man må forsøge at dække alene. Ikke mindst kravet om at passe ind i billedet af den perfekte datter og forventningen om at man kan være der på et splitsekund hvis de har brug for en... sådan er verden jo ikke skruet sammen. Den dårlige samvittighed fordi man er den eneste til at tage sig af de ældre og være der er svært at slippe, selvom man er blevet voksen og selv har familie. Det er svært at sige nej til ting som jul eller andre begivenheder fordi man ved at man er den eneste. Det er svært at se sin mor bliver gammel og begynde f.eks. at have problemer med hukommelsen eller at opleve den bitterhed hun måske føler mod livet. Når man ikke har nogen at dele det med kan det være enormt hårdt. Uanset hvor godt et forhold man har til venner, mand/kone eller hvad det nu er, så er det bare ikke det samme som at have biologiske søskende at dele de ting med, for de ville være de eneste der kender forældrene lige så godt som en selv.

Det er en fordom af proportioner. Jeg kender mange utålelige flokbørn som har måtte råbe og kæmpe så meget for opmærksomheden at de både mangler evnen til at fokusere og til at opføre sig ordentligt i selskab med andre, fordi de er vandt til at lege aber for at få opmærksomheden.
Jeg er selv enebarn og i langt de fleste sammenhæng hvor den slags kommer op, går folk ud fra at jeg har søskende. Det afhænger af menneskets sociale evner og lysten til tilpasning, mere end familiestruktur. Nogle mennesker interesserer sig jo rent faktisk for andre, mens andre mennesker egotripper hele livet igennem og er en plage.

både på opmærksomhed og materielt set, det er selvsagt mange undtag fra det men det er ligevel en generel tendens sådan. Ofte når jeg møder folk for første gang kan jeg se med en gang om de er enebørn eller ej, fordi det med enebørn ofte er tydeligt at de er vant til at få meget opmærksomhed og at få det som de vil.
Jeg tror forældre til enebarn ofte må gøre en større indsats end forældre med flere børn hvis de vil forhindre at deres børn bliver forkælede, og det er mange forældre som passer på det, men langt i fra alle.

Nu er jeg ikke biologisk set enebarn men har været ene barn med næsten voksne søskende bortset fra den ene der både havde dårligt helbred og mén efter operationer og havde ekstreme psykiske problemer, men hvor det var en sejr for hende at hun var "mere" end den lillebitte lillebror (mig), der nærmest skulle være det "barn" hun aldrig selv hverken kunne elle (af arve-hygieiniske grunde efter danske "Nazi-regler") måtte få, og først op i femårs alderen kom jeg i regelmæssig kontakt med andre børn og havde ikke lært at kommunikere, hvilket så var noget jeg "fejlede" og jeg undgik ikke en psykiatrisk behandling/indlæggelse. Her er det problemet med de for gamle forældre, tilmed var med en anden kulturbaggrund (dog ikke indre missionsk, men ikke mindre "fundamentlistisk") end den på stedet. Dette blot oplyst som eksempel hvor galt det kan gå.
Og du VA290540 har nok ret i at det kommer an på, om man fungerer godt sammen eller om man forfalder til egotrip. Den syge søster er død, men de to andre er ældgamle og jeg håber jeg kan beholde dem lidt endnu.

Og til den næste på tråden. Enebørn kan være forkælede, men er der fattigdom eller eksempelvis alkoholproblemer, så rækker økonomien kun til et enkelt barn, der absolut IKKE forkæles.

Har de det...???

Det er da det mest dumme jeg har hørt at enebørn skulle være lykkeligere børn end de børn der har søskende.
JEG ER ENEBARN og har altid savnet en søster. Det er trist altid kun og "lege" med de vokne eller skulle lege med sig selv. Det er virkelig kedeligt når man bliver pakket ind i vat. Altså når ens forældrer passer så meget på en at det er pinligt overfor kammeraterne at man f.eks. bliver hentet når ungdomsskolen er slut. Det er bestemt ikke sjovt når man ikke måtte sove ude hos veninderne men at veninderne altid skulle sove hos en selv.
Prøv og forestil jer at man ikke havde en søster eller bror til og have hemmeligheder sammen med.
Det er bestemt heller ikke sjovt når man bliver voksen. Man kan ikke give sine børn fætrer og kusiner.
Der er ingen til og komme med idéer og forslag til aktiviteter for forældrerne når de f.eks. har rund fødselsdag.
MAN ER HELT ALENE OM DET HELE.
Jeg synes ikke det hverken var eller er rart og være enebarn. BASTA.
At søskende skændes er jo netop med til og forberede folk til livet ude i virkeligheden.
Hvis børn i en søskendeflok virkelig synes det er så forfærdeligt og blive kaldt øgenavne eller ikke at kunne have sine ting i fred så forestil jer at blive drillet fordi man ikke har nogen søskende. Det er bestemt heller ikke sjovt.
Mvh. det ensomme enebarn

Selv om jeg ikke biologisk set er enebarn men den sene efternøler og stort set kun fik input fra mere eller mindre voksne,
så genkender jeg dette med at skulle lege med mig selv. nok noget der direkte er farligt. Jeg tror nok at jeg ligefrem var ved at blive tosset af det, eller andre kunne få sådanne forestillinger på mine vegne.
En gammel klassekammerat, der i øvrigt er enebarn fra små kår og absolut IKKE forkælet, men hvor hans far forkælede sig selv med bajere, driller mig med, at jeg nok er en "smutter". Det var en jeg legede godt sammen med, da jeg endelig var kommet i skole, og vi skilte os nok lidt ud fra mængden med mere "nørdede" interesser.
Blot lidt absurd, at dette at jeg kom til, blev løsningen på (mig uvedkommende) søskende-jalousi fordi fokus blev flyttet. Her var det ikke mig, men en 11 år ældre svært handicappet søster, der blev pakket ind i vat og som fik størst opmærksomhed. Jeg skal ikke her komme med helbredsoplysninger.

Jeg tror fundamentalt at det er sundt at have mennesker i alle aldre omkring sig. Jeg har ihvertfald haft det fint med at være vokset op med to ældre brødre. Det har været sundt, givet en masse sjov og ballade og det betyder at jeg i dag har en stor familie med en masse nevøer som skaber liv og glade dage når hele familien samles.
Det betyder sikkert ikke at det er decideret usundt at være enebarn. Det er jo op til forældrene at skabe de gode rammer, og de rammer kan måske ligefrem være sværere at skabe når der er andre børn at tage hensyn til også.
Men for barnet tror jeg bestemt det er en gave at have søskende at snakke med fremfor kun forældrene.