Nu bliver der jo skrevet meget herinde om enlige moedre. Kunne nu godt taenke mig at vide, hvordan andre enlige har det med at faa det hele til at loebe rundt og vaere klar i hovedet, hvis enligheden skyldes at mor/far er doed? Den situation er jeg selv i, og selvom jeg oekonomisk har det rimeligt godt, saa er det at staa alene med det hele svaert. Er der andre i samme situation? (Skal ogsaa lige siges at familien bor langt vaek fra mig, saa de kan ikke bare springe til og overtage syge boern eller invitere paa middag, naar jeg selv er for traet til at oppe mig til at severe andet end daase suppe)
tilføjet af Enlig ex-forsørger
Har prøvet det.
Jeg var også alene med mine tre børn på dengang 7-11-13 år, min mand døde i en trafikulykke.
Selvfølgelig er det hårdt, men jeg sagde til mig selv, enten kunne jeg sætte mig over i et hjørne, og have ondt af mig selv, eller også måtte jeg kæmpe videre alene, og sørge for at ungerne fik en god opvækst og kom godt fra reden.
Dengang var der ingen mand der "gad" mig, fordi jeg var alene med tre børn, så jeg kæmpede mig igennem, blev stærk og sidder idag og smiler over hele femøren, fordi det lykkedes mig at skabe en god tilværelse for ungerne, og at de kom godt hjemmefra da de var klar til det.
Det skaber et helt specielt sammenhold i familien, fordi man har oplevet så stor en modgang og sorg.
Jeg havde heller ingen familie at trække på, og noglegange glemte jeg mig selv, fordi jeg gik mere op i ungerne end i hvordan jeg selv havde det.
Hvis folk spurgte mig, hvordan jeg selv havde det, anede jeg faktisk ikke hvad jeg skulle svare, for jeg fortrængte det så meget i hverdagen.
Men idag kan jeg godt se, at jeg burde have tænkt lidt mere på mig selv, og trukket på de resourcer der engang imellem tilbød at hjælpe.
Ønsker dig alt mulig held og lykke.