Ensom og deprimeret

Jeg er en pige på 24, der altid har været trist og har haft svært ved at få venner. Jeg har ikke rigtig nogen nu. Jeg har en kæreste som er rigtig sød, men jeg tør ikke gå fra ham af frygt for at være alene.
Hvis jeg kunne gøre lige som jeg ville, så ville jeg flytte til Edinburgh, finde en stor lejlighed og finde 3-4 room-mates. Beskæftige mig med noget af interesse (ved ikke hvad det skulle være) og gå i byen og have det sjovt, ligesom de fleste andre på min alder.
Jeg har bare hverken modet eller pengene til det og for hver dag, bliver jeg mere og mere ked af det og stresset. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre længere. Desuden har jeg en hund og jeg kan jo ikke bare flytte rundt hele tiden, når jeg har hende.
Hun begrænser også mine dage rigtig meget, for hvis ikke jeg havde hende, ville jeg kunne tage i byen i de byer hvor jeg kender folk, men hun er jo ikke til at slæbe med hver gang og hun skal heller ikke være alene en helt aften og nat hver weekend.
Jeg er bare så trist og kan slet ikke holde styr på mine tanker. Jeg har fået en elevplads her fra August af, men det er ikke nok for mig. Jeg vil noget andet.
Nogen der har nogle gode råd? Nogle der selv har stået i den situation at deres hverdag ikke var nok og de ønskede sig et andet liv? Hvad gjorde i?

Kære søde pige.
Lige nu tænker du at det er rigtig synd for dig, der er bare ikke noget der vil som du vil. MEN prøv at stå op hver morgen og tænk positiv, lad være med at bekymre dig så meget, tag en dag af gangen, og nyd dig selv. Har du ikke familie der kan passe din hund eller hvad med din kæreste? Prøv at gøre noget for dig selv og glem alt hvad der skal ske om en uge.
Der er mange ting vi gerne vil i hverdagen, men f.eks mig selv jeg er alenemor til 2 børn, jeg har da også drømme, men den tid kommer til jeg kan det jeg vil, du har også selv valgt af have hund, så lad vær med at have medlidenhed med dig selv, skub dig bagi og lav noget du gerne vil i dag
Held og lykke alt bliver altid godt igen.
Knus Marie

at jeg går og har medlidenhed med mig selv eller synes det er synd for mig. Jeg er bare ked af det. Er nok svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det. Og som en anden foreslår, tror jeg ikke bare det er en krise jeg skal igennem. Har været deprimeret så lang tid jeg kan huske tilbage. Min familie kan jeg heller ikke tale med. Og ja, jeg har selv valgt at få hund, men dengang valgte jeg ikke at jeg skulle have hende alene. Og jeg synes også det er synd bare at få hende passet hver gang jeg skal ud og rejse.
Psykolog har jeg prøvet, men jeg har ikke råd til det og desuden syntes jeg ikke at jeg kom nogen steder overhovedet. Jeg er nu blevet henvist til psykiater, men har endnu ikke fået taget mig sammen til at komme afsted.
SYnes bare alt virker uoverskueligt og som om at jeg spilder min tid. Lige pludselig er det tid til at få familie og børn og så er det jo ikke længere så nemt at få tid til rejser.

Har du NOGENSINDE mærket helt ind i dig selv efter det, du gerne vil ???
Har du nogensinde givet dig lov til at gøre "de skøre ting", som nogen siger, og du selv måske tænker, ikke kan lade sig gøre???
Ofte begrænser vi os selv med undskyldninger, fordi vi i bund og grund ikke rigtig tør gøre "de skøre ting"...
Elevplads inden for hvad...?
Er det DET du vil ??? eller er det noget, du føler, du skal...?
Det lyder som om, at du arbejder på at opfylde normerne og forventningerne, frem for at mærke dig selv..
Og ja - det er vi mange der har prøvet. Men min erfaring siger mig, at det holder ikke i længden. Man bliver utilfreds, ked af det og i sidste ende måske deprimeret. Fordi det hjertet i virkeligheden banker for, ikke får lov til at komme ud i lyset....
LYT TIL DIT HJERTE - hvad siger det?
Og tro på det.. Hjertet taler ALTID rigtigt.
Hovedet og fornuften og andres meninger trækker ofte i en anden retning. MEN følg dit hjerte. Måske bliver du ikke materielt rig, men rig på anden måde - og det er det vigtigste....
Hvad interesserer dig...?
Nu skriver jeg noget, som måske vil falde nogen for brystet, men alligevel...
Hvis din hund begrænser dig, og din situation har ændret sig, siden du fik den, er det så ikke muligt at finde en god familie til at overtage den? Hunden vil også have det bedre i et hjem, hvor der er plads og rum til den, fremfor at den er klods om benet hos dig..

Flyt da til Edingbourgh, hvis det er det der trækker..
Man kan så vidt jeg ved tage retten til a-kasse dagpenge med i tre måneder. Måske du kan undersøge jobmuligheder hjemmefra.
Hvad er det, der holder dig tilbage??
Frygten for at fejle??
Frygten for det fremmede??
Frygten for at udleve dine drømme ??
Frygten for at miste det kendte..??
Min erfaring siger mig, at frygt ofte er det, der står i vejen for at gøre det, jeg inderst inde gerne vil. NÅR jeg så gør det, så har jeg det RIGTIG godt. OG det viser sig, at døre bliver lukket op. Døre som man slet ikke havde forestillet sig muligt...
Se at komme afsted du...
Når først beslutningen er taget og energien rettet mod projektet, så er det kun praktisk arbejde, der skal gøres... Go for it....

pas på det ikke bliver en flugt fra uløste indre konflikter. Så trækker du bare den samme energi med dig - nissen flytter med, vil nogen sige...
Men ofte vil ny inspiration give næring og ny energi og nye veje...

er at anbefale.. læs Louise Hay - hun kan vende dine tanker til positive bekræftelser og hjælpe dig til tro på dig selv. Held og lykke. Husk du selv vælger dit liv. [s]

Hvis din hund ikke er totalt umulig og du ikke bor for langt væk, så kunde jeg godt passe hende nogle gange i weekenden.
Jeg bor i Ringsted, har selv en lille vimmergøj på 15 mdr. Har hegn rundt om hele haven så de kan være ude hele dagen når vejret er til det.
Bare et tilbud. Det er jo ikke sikkert det er nogen god ide at skille sig af med sin hund fordi man går og er deprimeret. De er trods alt også med til at sætte lidt fut i en.
[s][f][s]

Hej. Skriver tilbage til dig fordi jeg har det nogenlunde på samme måde..
Føler mig ensom og ulykkelig. og det vigtigste for mig i livet er at være lykkelig og have det godt. Men den følelse kan jeg bare slet ikke finde frem. Føler mig ikke glad på arbejdet føler mig uden for og vil ikke være det tredje hjul der render rundt i røven på folk, så føler jeg mig dum og svag og falsk. Vil have mine venskaber skal være helt naturligt. Føler samtidig med at jeg har det forkerte arbejde. Sidst jeg var glad var da jeg lige mødte min kæreste og jeg arbejdede i en modetøj butik. Men følte et eller andet sted at det ikke var godt nok. man får lidt i løn og så det at være salgsassistent, ja hvor langt kommer man lige med det. Så nu har jeg et job hvor jeg tjener en ok løn, men er ikke blevet lykkeliger af det, tværtigmod, men med bil, hest og lejlighed har jeg bare ikke råd til og skifte job. Har en sød kæreste, men er i tvivl om jeg elsker ham, men er meget bange for at være alene og føle mig endnu mere ensom, det magter jeg bare ikke. Og mine veninder synes jeg også drysser væk fra mig, der bliver lavet aftaler uden om mig, ved godt de fleste har børn, men vil da gerne se dem alligevel. Bare det mindste så har jeg lyst til at græde og rase ud, men holder det i mig, for det virker jo dumt. Min kæreste får nogle gange turen, hidser mig vildt hurtigt op. Så er det jo klart folk ikke gider en. Men ved heller ikke hvad jeg skal stille op. Har overvejet og gå til en psykolog, men koster vildt meget og det har jeg ikke råd til =0(. Håber bare der sker et mirakel på en eller anden måde, så jeg kan blive glad igen.