Er det ikke sådan?

Et spejl
Det siges jo, at børn er et spejl af voksenverdenen. Hvis det har noget på sig, er vi ilde stedt, vil jeg mene.
I dag ser det ud til, at børn fremviser en adfærd, der ikke rigtig er god, hvis man skal tro den offentlige mening.
1.Børn har ingen respekt for deres skole og deres lærere.
2.De bruger i stigende grad en række ukvemsord i daglig tale uden smålig skelen til, om det er voksne de henvender sig til, eller jævnaldrende.
3.De har tilsyneladende “opfundet” “happy slapping”, eller blot taget det til sig fra voksenverdenen?
4.Deres seksuelle debut ser ud til at blive udlevet i en tidligere alder, og deres fokus på dette område er temmelig stor.
5.De indtræder i kriminalstatistikkerne i en tidligere alder end hidtil.
6.Mange har svært ved at læse og skrive problemfrit.
Dette er vist bare nogle af de ikke så tiltalende billeder af en opvoksende ungdom. Lad os med det same blive enige om, at det ikke gælder alle. :)
Men tilbage til spejlet. De kære poder har det jo et sted fra, og for at billedliggøre problemet, kan vi måske koge det hele ned til et par ganske få ord, der kan sige noget om denne kedelige situation.
Er det ikke sådan, at det de ser i voksenverdenen er, at vold kan legitimeres, hvis man kan sige noget ufordelagtigt om “den anden”?
Er det ikke sådan, at respekt i voksenverdenen er en selektiv størrelse, der er afhængig af, hvem man kan lide? Og at de andre kan man åbenlyst stort set skide på, og ikke mindst give udtryk for det?
Er det ikke sådan, at voksenverdenen flyder med pornografi, og at denne pornografi eksisterer i børneverdenen på foranledning af reklamebrancen?
Er det ikke sådan, at barske udtalelser anvendes i voksenverden problemfrit uden smålig skelen til et eller andet fjernt dannelsesideal, ja helt ind i folketinget? Eller blot se i dette forum, som børn jo har adgang til?
Er det ikke sådan, at medierne elsker at formidle nyheder om kriminalitet, at de faktisk svælger i det, at man kan lade en morder turnere rundt på landets skoler og underholde børnene med hans syn på verdenen, set gennem hans specielle optik?
Er det ikke sådan, at vi alle ved, at børn er sarte, identitetssøgende og usikre i forhold til deres egen plads og betydning i samfundet? At de er enormt blufærdige? At de er underlagt et imponerende heftigt konkurrenceparameter?
Jeg tror vi skal til at behandle dem ordentligt. Vi må genopfinde anstændigheden, menneskeligheden og ikke mindst respekten for “den anden”.
V.H. Modild

Jeg er helt enig med dig.
Kunne ikke have formuleret det bedre selv!

Hvis man opfatter et menneskes spirituelle værdier som en del af individet, kan man ikke respektere andre individer uden at respektere deres værdier.
Har man selv andre værdier, er de andres værdier fravalgt som mindreværdige i forhold til egne.
Følgelig vil respekten ikke være tilstede. At demonstrere agtelse vil være bedrag.
Som jeg før har fremført, vil jeg hævde, at respekt for andre kun er mulig ved adskillelse af spirituelle værdier fra individet. Så kan individet tildeles rettigheder og behandles ordentligt uden konflikt med egne overbevisninger.
Men værdisæt, overbevisninger og idealer er lovlige angrebsmål.

med enighed..
men tilbage til spejlet, er det ikke således, at hvis man vil ændre noget da start med "manden i spejlet" :-)
... F.eks er jeg utilfreds med fordelingen af goder i verden, derfor har jeg givet meget væk... og modtaget noget jeg manglede...underligt fænomen som virker :-)
DR`s ungdomsprogram handler kun om sex... så lidt af det de skulle tegne den perfekte mande og kvindekrop... så langt ude og de taler heller ikke om andet... sexlivet er ikke en privat sag????
...Mener bestemt, at de unge burde få tilbudt mere viden... mere kultur og almen dannelse end de gør. - men igen... singlevoksne (de unges spejl ) som render desperat til singelrock
og smsèr... ungdommen har rykket sig op til 40-50 års alderen... ??
mvh
dicegirl

Klart – at alle de faktorer er medvirkende til de sørgelige konsekvenser hos børnene.
Hvis børn mistrives i forhold til tidligere, mener jeg det er nødvendigt at se på, hvilke signifikante ændringer, der er kommet i barnets hverdag, for på den måde at drage paralleller.
Familiemønstret er ændret. – Begge forældre er udearbejdende – flere enlige forældre – børnene overlades til dagtilbud.
Konsekvensen af dette kunne være, at børnene ikke magter flere forskellige baser – mindsket voksenkontakt – i højere grad overlades til sig selv – oplever en mere stresset hverdag.
Dette ville kræve af børnene eje større selvstændighed – er omstillingsparate – og bliver involveret i beslutningsprocesser, som måske skulle tages af en ansvarlig, en voksen.
Dertil kan vi så diskutere opdragelsen og hvilken tid der bliver tillagt i denne?
Har en tilbøjelighed til, at mene – eller tro, at da konsekvenspædagogikken var på sit højeste – blev den misbrugt på baggrund af mangel på ressourcer fra formidleren…..men et lille bette gram af denne, mener jeg kunne have en stor værdi og kunne sagtnes drages til vores nutid – men det ville igen forlange tid af de voksne, en tid der er forsvundne, som er skrevet.
Ligeledes efter konsekvenspædagogikken, kan man sige?- at det har været et mode/udviklingsfænomen at eksperimentere med de forskellige pædagogikker, samt nye er faldet ind. Ikke at der måske er noget galt i dette, forståelsen for at den pædagogiskindgang skal stemme overens med samfundet er måske en ”gyldig” grund. – men tror ligeså at dette også har givet en rusketur i opfattelsen i det, at opdrage børn. (Hvorfor altid indordne sig efter samfundet, bare en tanke?)
Den værste jeg er støt på er, når fagfolk og forældre råber ud :”mit barn er født kompetent” – for derefter at lade stå til, fordi de mener barnet selv tilegner sig det der skal til, for at blive et afbalanceret menneske. – suk!
– og til sidst, at sætte grænser er også kærlighed.
Men enig, de skal behandles ordentligt og have lov til at være børn.
:) Krampen

Hvordan er det lige, at jeg skal forstå dit bidrag i forhold til trådens emne?
En anden ting gode smilodon, jeg er usikker på, hvorvidt det kan nytte, at gå ind i dit ellers interessante problemfelt, da du jo "løber", når man prøver at diskutere mere indgående med dig. Jeg behøver vel ikke lægge links ind for at pege på de steder, du er "løbet" fra? :)
Det ville være interessant, at gå ind i den holdning du fremfører, men vil du virkelig prøve at diskutere den? Jeg tvivler.
V.H. Modild

Forrygende indlæg.
Et spejl skal studeres nøje.
Jeg kan godt forstå de unge, mange er stressede, og har ingen, eller ringe udsigt til et liv, som far og mor har.
Og jeg/vi har ingen tid eller interesse om at høre hvad børnene siger.
Vi skal alle, lære at lytte, registrere, og behandle børnene med den respekt men så gerne vil have.
Men vi skal også vise dem at det kommer at koste, har vi lyst eller tid til dette?
Som du er ind på, det er ikke børnene som er problemet, det er os.
Lad os invitere børnene ind i vores verden, og lad os bruge lidt mere tid til vores fremtid.
Og ikke glemme at børnene så gerne vil have øjne kontakt.
vh
Tom

Jeg er helt enig i din indgangsvinkel. Hvis man vil ændre noget, er det formodentlig den bedste start, at se nøje på sig selv i et spejl. Det kan hænde, det vil være en smertelig oplevelse, :), men ikke desto mindre, er det nok nødvendigt.
Jeg er ligeledes nødt til at tilslutte mig din betragtning om fordeling af goder i denne verden.
Og så mener jeg, at du gennembryder lydmuren med din antagelse, at barndommen er udvidet til 40-50 års aldermen.🙂Den er dælemene provokerende, og så har den vist også en betydelig grad af sandhed i sig.🙂
Den kan vi jo så tygge lidt på.🙂hahaha
V.H. Modild

Mange fine vinkler set her fra. Der er ingen tvivl om, at dine mange punkter medvirker til at gøre det vanskeligt for de kære poder. Nogen kan sikkert sagtens håndtere flere “baser” som du kalder dem, andre er ikke lige så “modne”.
Jeg er alligevel af den opfattelse, at børn generelt er mere modne i forhold til tidligere. Problemet er, at de præcist som tidligere stadig er børn.🙂Og jeg er enig i, at de overlades for mange beslutninger, som burde tages af en voksen. Men når jeg ser mig omkring, ser jeg jo voksne, der er ude af stand til netop at tage beslutninger også.🙂
Jeg er enig i, at man kan sætte grænser for børn, men jeg er af den mening, at det let overdrives, som jeg kan se, du også er opmærksom på. Ikke desto mindre er en grænsedragning jo dels kærlighed, dels "nærvær", et ord som jeg mener mangler i udpræget grad i dag.
De skal nemlig behandles ordentligt, og som jeg antyder, deres spejl skal opføre sig ordentligt, for at det skal lykkes. :)
V.H. Modild

er hvad jeg kan se du taler for, og det er jeg helt enig i.
Men det kræver tid, som du også er inde på. Jeg tænker, at tid er en mangelvare i dagens moderne samfund? :)
V.H. Modild

tja... ups... jeg mente, at det var teenageperioden som efterhånden synes at være strukket op mod de overdrevene 40- 50 årig.. men ja, det en provokerende antagelse... draget på baggrund af det opløste familiebillede og den adfærd der til tider præger den aldersgruppe :-) .... :-)

hilsner herfa
Dicegirl