Er glad single, men alligevel...

Der mangler måske noget.
Har mere eller mindre været single hele mit liv, halvt frivilligt, halvt ikke frivilligt, forstået på den måde jeg har gerne ville have haft en kæreste, men ikke dem der ville have mig.
Egentlig kan jeg godt lide min situation, men på den anden side savner jeg kærtegn, både at få og giv og sex (-det er så lang tid siden jeg ikke kan huske hvad det er).
Jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor det ikke kan fungere for mig, da jeg er meget attraktiv for mænd, men jeg føler mig lidt nogen gange som et trofæ.
De har ikke den store interesse i at lære mig at kende :-( Og jeg er altså ganske sød :-D
Og nogen siger så hvad med dem der viser dig interesse? Jo men jeg kan altså ikke starte noget hvor vi intet har tilfælles.
Andre der kan nikke genkendende til det??
Alle jeg kender er i par, så jeg kender ingen der har de "problemer".....

Hvad med mig. Hvor gammel er du?

Vi er mange i den situation.
Er du urealistisk med dine ønsker ?
Spekulerer du for meget på det, er det med at komme ud og opleve noget. Det hjælper på tankerne.
Der er masser af gode mennesker derude. Emballagen er ikke så vigtig, som indholdet (og holdbarheden)
Jeg tog chanchen og er sluppet godt fra det. Har en supersød kæreste. Jeg har haft flere go'e hug. Men langvarig substans er en helt anden sag og det kræver meget af begge parter. Det er dog det sjoveste fordi et forhold kan udvikle sig i alle mulige spændende retninger.
pøj pøj

Kan godt følge dig lidt, men mht sex er der jo alternativer... en "hyggeven" evt ..... Det er nu altid rart...

Er jeg slet ikke til mere. har haft et par enkelte stykker da jeg var midt i tyverne, men ikke mere..

ikke jeg er specielt kræsen.
Men jeg gider ikke fjernsynsmænd - da det ikke interesse mig et hak.
Jeg vil gerne opleve en masse og vil gerne have en der er nogenlunde lige så aktiv, må dog gerne være lidt mere rolig, kan måske være godt for mig :-)
Udseendet...
Jeg kan bedst lide de mænd ingen andre kan lide af udseende, så det forstår jeg hellere ikke, det lyder ikke til de har så store chancer ellers.
Jeg er meget tynd - sygdom, dog ikke medicin krævende og vil helst have mænd der er lidt store, ikke fede, bare robuste og noget at holde om, men jeg har faktisk flere gange hørt: En pige med dit udseende kan da aldrig være interesseret i mig?
Det er lidt deprimerende at høre på, for jo det kan vi faktisk godt.
Men det skal nok gå, er ikke i tvivl om han er der engang. Om nogle år når jeg er over 35, stopper de vel også med at snakke om børn hele tiden.
Jeg ville bare gerne høre om andre havde det på samme måde. Da alle jeg ellers kender har haft stor succes i kærlighedslivet og det får mig til at føle mig lidt ved siden af.

Jeg står i samme situation. Jeg vil ikke ha' en kæreste bare for at ha' nogen. Jeg får tilbud og har også mødt mange søde mænd, desværre har jeg ikke fundet nogen jeg svingede sammen med. Jeg har selvfølgelig mødt en mand jeg blev helt rundtosset med, føelsen var ikke gengældt, but aint that just the way it goes. Jeg satser på et godt liv og jeg tror på at det eksister både for solosild og par prinsesser og hvis jeg endnu en gang støder på en mand der gør mig rundtosset så tager jeg en tur i par karrusellen hvis han vil ha mig, hvis ikke så nyder jeg mine venners god selskab og forkæler mig selv med nogle gode oplevelser. Det gælder om at leve ikke om at fokusere på hvad andre har og hvad du evt. mangler, for hvem ved dette kunne være den bedste tid i dit liv. Så nyd det.
Knus
Helene

Jeg kender også problemet, har dog været i længerevarende forhold indtil for 3 år siden. Jeg tror vi bliver mere kritiske med alderen, og med det vi har erfaret. Jeg har det også lidt i retning af; dem der vil have mig, vil jeg ikke há`og dem jeg vil ha`kan jeg ikke få.
Det er måske slet ikke på dansegulvet man skal lede, for hvad kan man her andet end at dømme på udseendet, for det er jo ikke det, som tæller. Jeg har blot ikke modet til netdating, da jeg ikke ønsker mit billede offentliggjort.
Men lige pludselig dukker han op, det må vi tro på. Good luck!
Singlepige

Især den sidste sætning fik mig til at tænke over nogle ting...
"Det gælder om at leve, ikke om at fokusere på hvad andre har og hvad du evt. mangler. For hvem ved, dette kunne være den bedste tid i dit liv. Så nyd det."

Du har bare ik mødt den rigtige endnu.....og været uheldig med dine valg af kærester/mænd!! Men du er ik den eneste.....tror vi er mange som har valgt forkert, nogle mere end andre!!
Men synes du virker sød og lyder jo som om du ser ret godt ud....hvis du lige frem er et trofæ!!! Så giv det tid.....så finder du vel også lykken!! Ellers må du skrive tilbage, så må vi finde ud af noget*SSS*

Men ser nu helt almindelig ud, kan sagtens finde en del kvinder der er mindst ligeså pæne som jeg.
Er ikke i tvivl om han kommer engang :-)

Han kommer.....men kærlighed har det med at ramme en, når man mindst forventer det!!! Så giv det lidt tid.....
Og tror nu stadig du er mere end alm.!! Vi kan vel alle finde folk der er pænere....i vores egne øjne, men det er heldigvis ik dem der skal se skønheden*SS* For synes vi ik alle vi har fejl?? Og hvis ik.....er man så ik lidt for selvglad!!!
Ville gerne skrive mere sammen.....du virker altså sød*SSSSSSSSSSSS* :)

... om end jeg - grundet mit køn - nok ville have skrevet kvinder, der hvor du skrev mænd :-)
Jeg har på akkurat samme måde været mere eller mindre frivillig single i det meste af mit liv, selvom jeg med jævne mellemrum har fået at vide af både mandlige og kvindelige venner/veninder og kolleger, at de simpelthen ikke fatter hvorfor jeg stadig er single (først i 30'erne), da de påstår at jeg er både "sød" og har en ret sjov humor. Jeg har også altid haft nemt ved at få venner.
Det er såmænd ikke fordi at der har manglet tilbud, og jeg har da heller ikke levet i fuldstændig cølibat, men bestemt heller ikke som en præmietyr :-(. Jeg holder meget af en fest engang i mellem - måske lidt for meget - men har ikke let ved at forelske mig gennem byture og ender som regel med at tage hjem alene. Derfor kommer jeg let til at virke "kræsen", men det mener jeg faktisk ikke jeg er. De få gange jeg har været forelsket har det desværre altid været i "umuligheder", f.eks. en kollega der allerede har en kæreste eller lignende.
Bortset fra den manglende kæreste har jeg et godt liv, og tænker ind i mellem, at jeg bør vel egentlig ikke klage, men der mangler sgu' ligesom "lidt". Nu begynder venner at få børn på stribe, og jeg synes at jeg kan mærke en begynde panik ligge på lur, men jeg er endnu ikke så desperat, at jeg vil have en kæreste som jeg ikke virkeligt holder af.
Livet skal åbenbart være svært ....