Er ikke stille.

Alle i min klasse tror jeg er en stille pige, som aldrig snakker, men sådan er jeg ikke... Siger bare ikke særligt meget i den klasse jeg går i (og andre steder), fordi jeg altid er blevet mobbet, bagtalt, gjort grin af osv. Derfor er jeg ikke så åben når der er andre mennesker... Men når jeg er sammen med min familie og min bedste veninde, så er jeg mig selv! Jeg har kun en veninde, og kunne godt tænke mig nogen flere veninder...gerne nogle som går meget op i hip hop og går i det tøj, for det gør jeg, og desværre synes jeg ikke at der er særlig mange piger der går i hiphop tøj.

Jeg tror de andre har købt nyt tøj siden og det der udklædningstøj, kan vist kun fås i "Igen"....
Hvis du føler dig ensom, så prøv at synge med de fugle du er iblandt.

Der findes noget som hedder "Ventilen". Det drives af Ungdommens Røde Kors og er et sted hvor man kan mødes med andre "stille og ensomme unge" dvs. du kan møde ligesindede som måske også har lidt svært ved at åbne op og/eller tage kontakt til andre.
Om du lige finder nogen der deler din interesse for hip hop er ikke til at vide, men ellers er det måske en ide at søge efter hip hop communities på nettet, hvor du i første omgang kan få kontakt med nogen der har den interesse.
Selve hip hop miljøet står jo stadig stærkt for dem der ikke bare tror det er en trend, og der findes mange unge som har en ægte interesse i det. Det giver dig et godt udgangspunkt for at finde nogen at dele din interesse med, især fordi den måske ikke er så "bred".
Når det så er sagt, så vil jeg også foreslå dig at prøve at løsne lidt op, selvom du er nervøs. Jeg har selv en baggrund lignende din; massiv mobning med deraffølgende depressioner og social-angst. Det har været supersvært for mig i mine teenage-år at komme ud af den skald jeg var i, men en dag valgte jeg at vise præcis hvem jeg er, selvom jeg ikke er som alle de andre. Og det sjove er, at folk kan faktisk lide mig nøjagtig som jeg er! Jeg var ellers også meget lukket, krøb langs murene og blev betragtet som en stille pige - men nu ved folk at jeg har humor, er lidt af en spasmager og har rigtig store armbevægelser fordi jeg fik nok af at forsøge at spille en rolle. Jeg nåede simpelthen et punkt hvor jeg tænkte, at når jeg alligevel var ensom og følte mig alene og allerede havde været mobbet, så var der godt nok grænser for hvor slemt det ville være hvis ingen kunne lide mig... og det viste sig så, at jeg faktisk slet ikke er så dum endda.
Prøv at vende tankerne i dit hoved; prøv at tænke at du ikke kan blive mere ensom end du er nu, at du simpelthen ikke har noget at tabe ved at lade andre se hvem du virkelig er. Det tror jeg nemlig du kan vinde en masse på.
Og lad så lige være med at lade dig påvirke af folk der ikke ved bedre. Det der med at gøre som alle de andre for ikke at blive ensom, det holder ikke i længden. Folk kan mærke hvis man ikke er sig selv og hvis man forsøger at tilpasse sig for meget. Det virker falsk og det vinder du ingen virkelige venner på.

- Indledningsvis vil jeg lige sige, hvad enten jeg gentager mig selv eller ej, at jeg sætter rigtig meget pris på din tilstedeværelse her på SOL. Dine indlæg er altid med omtanke, oplysende og den type svar/hjælp alle ønsker sig.
- Men nu skriver du slutteligt her: "Og lad så lige være med at lade dig påvirke af folk der ikke ved bedre. Det der med at gøre som alle de andre for ikke at blive ensom, det holder ikke i længden. Folk kan mærke hvis man ikke er sig selv og hvis man forsøger at tilpasse sig for meget. Det virker falsk og det vinder du ingen virkelige venner på"
- Hvis unge mennesker ikke kan tilpasse sig og samtidig være sig selv i en gruppe, får de helt uoverskuelige problemer senere hen i alle former for samarbejde - og den er simpelthen gal!
- Vi råber - i forhold til fremmede - om integration! Hvordan havde vi forestillet os at vore "egne" unge skulle klare sig, hvis de ikke som et minimum kan tilpasses i egen kultur? og sammen med jævnaldrende? Så er tilpasningsevnen simpelthen for lille.