Er jeg en dårlig mor?
Alle forældre kender vel følelsen af dårlig samvittighed, uanset om de har grund til at have/have haft den i forhold til deres børn, ikke?
Det har jeg i hvert fald hørt er meget normalt.
Nu har jeg så ikke den følelse så tit - mine børn er blevet større og kan selv sige hvad de har af behov, så muligheden for fejltolkninger med følgende konflikter og dårlig samvittighed er minimerede proportionalt med deres alder...
Nu er situationen så den, at jeg skal på en udlandsrejse med min kæreste, der ikke er børnenes far. Vi skal være væk hjemmefra i tre uger, og ingen af vores børn skal med på den tur.
Det er en beslutning vi har taget, fordi det er et behov og ønske vi har som voksne mennesker.
Vi har naturligvis sørget for opbakning hos vores ex'er og øvrige netværk, og vi ved, at børnene får det fint og godt mens vi er væk... Så alt skulle vel være i orden,ikke?
MEN... ikke helt, for min yngste har fødselsdag, mens vi er ude at rejse, og DET trækker åbenbart tænder på nogle i vores omgangskreds.
For nu er jeg en dårlig mor.... "èn ting er, at hun tager afsted fra sine børn i tre uger, men at hun ikke er hjemme når han har fødselsdag!!!" og
"Hold kæft hvor er hun bare egoistisk!" og "Hvordan kan hun holde ferie uden sine børn?"
Jeg skal lige sige, at rejsen er planlagt i forbindelse med løsning af nogle arbejdsopgaver, og kan ikke foretages på andre tidspunkter end netop de tre uger.
Så tænker jeg jo: Jeg er en okay god mor til hverdag, og åbenbart en lortemor til efteråret, når jeg rejser uden mine unger og glipper min yngstes fødselsdag...
Jeg har sådan set ikke dårlig samvittighed, fordi jeg netop er fuldt til stede evig og altid - og ja, det er et totalt egoistisk behov JEG har, for at komme afsted alene med min kæreste. Jeg kan jo ikke sige, at det er for ungernes skyld, at jeg gør det, vel?
Mine kritikere her er ikke meget tæt på os, men altså åbenbart alligevel tæt nok på til at have en mening...
Kan man ikke være en god mor, selvom man også tilgodeser egoistiske behov??
Det har jeg i hvert fald hørt er meget normalt.
Nu har jeg så ikke den følelse så tit - mine børn er blevet større og kan selv sige hvad de har af behov, så muligheden for fejltolkninger med følgende konflikter og dårlig samvittighed er minimerede proportionalt med deres alder...
Nu er situationen så den, at jeg skal på en udlandsrejse med min kæreste, der ikke er børnenes far. Vi skal være væk hjemmefra i tre uger, og ingen af vores børn skal med på den tur.
Det er en beslutning vi har taget, fordi det er et behov og ønske vi har som voksne mennesker.
Vi har naturligvis sørget for opbakning hos vores ex'er og øvrige netværk, og vi ved, at børnene får det fint og godt mens vi er væk... Så alt skulle vel være i orden,ikke?
MEN... ikke helt, for min yngste har fødselsdag, mens vi er ude at rejse, og DET trækker åbenbart tænder på nogle i vores omgangskreds.
For nu er jeg en dårlig mor.... "èn ting er, at hun tager afsted fra sine børn i tre uger, men at hun ikke er hjemme når han har fødselsdag!!!" og
"Hold kæft hvor er hun bare egoistisk!" og "Hvordan kan hun holde ferie uden sine børn?"
Jeg skal lige sige, at rejsen er planlagt i forbindelse med løsning af nogle arbejdsopgaver, og kan ikke foretages på andre tidspunkter end netop de tre uger.
Så tænker jeg jo: Jeg er en okay god mor til hverdag, og åbenbart en lortemor til efteråret, når jeg rejser uden mine unger og glipper min yngstes fødselsdag...
Jeg har sådan set ikke dårlig samvittighed, fordi jeg netop er fuldt til stede evig og altid - og ja, det er et totalt egoistisk behov JEG har, for at komme afsted alene med min kæreste. Jeg kan jo ikke sige, at det er for ungernes skyld, at jeg gør det, vel?
Mine kritikere her er ikke meget tæt på os, men altså åbenbart alligevel tæt nok på til at have en mening...
Kan man ikke være en god mor, selvom man også tilgodeser egoistiske behov??