Er mennesker virkelig monogame?

Jeg mener i disse tider, hvor man hver anden dag hører om folk, der er utro. Er vi mennesker så virkelig skabt til, at være monogame? Eller er det i virkeligeheden okay, at vi får en quickie med en fra kontoret? Sådan at vi ikke undertrykker vores lyster og ender med at få kræft, eller andre ubehagelige ting. Eller er det mediers virkeligheds billed, der påvirker os i en grad hvor kærligheden bliver noget vi køber i supermarkedet. Ja jeg undres bare.

Mennesker er ikke monogame - Der skal en stor dosis religion og misundelse fra andre sex-forskrækket til for undertrykke mennesket naturlige sexdrift.
Du forvikler sex med kærlighed, men bare rolig det er du ikke ene om. Sex = Kærlighed bliver banket ind i hovedet på os af meiderne, religionen osv. fra barnsben af. Ikke underligt at der er så mange folk der mener det.

Fortæl mig hvordan du skiller de to ting ad?

Jeg kan kun rumme følelser for en mand af gangen.Og først når han er ude af systemet, kan jeg intressere mig for en anden.Jeg har aldrig været min partner utro. Har selv prøvet det et par gang.
Vidundermiddel til at få føleser til at dø øjeblikkeligt.
Og til den dag jeg dør, mener jeg ikke utroskab er i orden for at tilfredstille egne behov.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af utroskab (har kun været en kæreste utro en gang - og havde den sorteste samvittighed. Det gør jeg ikke igen!), men det nytter jo ikke noget, at lukke øjnene for, at det sker. For det gør det i stor stil.
Jeg tror, det har lidt at gøre med, at vi efterhånden anser det som en menneskeret hele tiden at være tilfredse med vores liv. Vi forlanger "instant gratification". Det kan en partner gennem lang tid have svært ved at leve op til (og det burde heller ikke være nødvendigt).
Og jo, jeg synes det er en rigtig god idé, at undertrykke sin lyst indimellem. Man kan ikke bare rende rundt og lave præcis det, man har lyst til med den, man har lyst til, under påskud af, at man ikke vil risikere at få kræft.
Som med så mange andre ting, må man vælge. Parforhold eller singleliv. Livet er en lang række valg, og et valg er som regel ensbetydende med, at man fravælger noget andet.
Mange hilsner
dr100

Først skal du definere hvad "tro" er. For hvis du definerer "tro" som "ikke at have sex med andre end det dertilindrettede kæreste", så har du jo selv besvaret dit eget spørgsmål ved at afgrænse begreberne så meget at ethvert andet svar vil være udenfor rammen.
Det er jo ikke nemt at adskille sex og kærlighed, dels fordi vi jo bliver hjernevasket fra barnsben af med "den eneste ene" og "ægte kærlighed kun til en" og den slags religiøst bavl og dernæst fordi den menneskelige biologi udskiller hormoner efter samleje der forsøger at danne følelses-mæssige forbindelser overfor ens partner. Men disse er forbigående.
Jeg kan jo heller ikke selv bolle-uden-følelser, men jeg har et ikke som krav at jeg skal være forelsket i dem jeg leger med - blot føle en vis tiltrækningseffekt...sympati, gensidig tiltrækning, kald det hvad du vil.
Men troskab for mig betyder at man holder sig "tro" mod det fundament som ens forhold bygger på - nemlig kærligheden. Hvis man ikke elsker den anden part, så er forholdet truet.
Det er derfor klart at sidestiller man sex med kærlighed, så må det jo betyde at har man sex med andre end sin kæreste, så er man utro imod forholdets fundament. Men sidestiller man ikke sex med kærlighed, så bliver det mere speget - for så bliver man nødt til at se på hvad fundamentet på ens forhold rent faktisk ER.
Derfor er der mange som vælger den "nemme" vej: Sex = kærlighed for så behæver man ikke at tage stilling til forholdet førend at den ene part eller den anden falder i og har sex med en anden. OG så er fanden løs, for så rammes forholdet af noget sm begge parter ikke kan håndtere.

Det skulle gerne være sådan at optugtelsen kan overdøve naturen, hvis da ikke udvikling har fået os et stykke længere siden skabelsen.

Det strider imod menneskens biologiske natur at väre monogam, ligesom det at begive sig selv i livsfare for at hjälpe et andet menneske eller at väre vegetar.
Det er mere et spörgsmål om hvad man selv föler.

Vi er ikke dyr længere; derfor kan vi tænke og træffe en beslutning på et grundlag, der involverer fortid og fremtid, nutid samt i forhold til vore omgivelser og partner.
Vi har alle et frit valg, men det betyder ikke, at det skal bruges hele tiden. Der er tilvalg og fravalg, hvis man er et anstændigt menneske og ikke kun tænker på sig selv og sine egne fornøgjelser.
Så hvis man har valgt et forhold, bør man efter min mening holde sig til den person og dermed fravælge alle de andre. SÅ, hvis man træffer en, der måske er "bedre", må man anstændigvis sige farvel til den første forinden man går i lag med den næste.
Ikke noget med at lurepasse over for begge - det er en grim ting.

Det er helt klart et valg! Det kommer jo ogsaa an paa hvor ens vaerdier er. Hvad er vigtigt i et forhold..Selvfoelgelig er sex super vigtigt, men hvis man husker at vaere gode venner, nyde at goere ting sammen, og fuld ud vaerdsaette sin kaereste, og foele sig super heldig at man har fundet hinanden, saa er det nemt at vaere tro! Fordi man er fuldt ud *lykkelig* med den person..saa bliver sex jo ogsaa noget dybere end bare fysisk tilfredsstillelse, som man ved at man ikke kan faa med nogen andre end den man elsker..og hvad ville man saa faa ud af at vaere sammen med en anden?!

Nogle mennesker er monogame og andre er ikke.
Der er egentlig ikke noget galt med nogle af delene, så længe man er afklaret med sig selv og spiller med åbne kort overfor de partnere man måtte have (faste eller løse).
Selv er jeg vel hvad man kan kalde serie-monogam. Jeg er ikke utro i mine forhold, men omvendt bliver jeg heller ikke hængende i årevis, hvis gentagne forsøg på at kommunikere eller genoplive gnisten ikke kan fungere.
Hvis jeg er uden fast kæreste forbeholder jeg mig retten til at være sammen med lige nøjagtig dem jeg har lyst til - dater jeg mere end én er jeg også fuldkommen åben omkring det, for jeg vil ikke love hverken andre eller mig selv noget, som jeg måske ikke kan holde.

Jeg synes det er for simpel en konklusion.
Personligt tror jeg ikke på "den eneste ene", lige så lidt som jeg tror på "Gud" eller på andre af den slags doktriner.
Men når det drejer sig om utroskab - også i fysisk form så synes jeg det er for simpelt at sige, at det kun drejer sig om hjernevask.
Jeg HAR for mange år siden været en kæreste utro og det var fanme ikke sjovt. Ikke fordi andre sagde det var forkert, ikke fordi jeg religiøst er opdraget til at sex er noget skidt - men fordi det gjorde ondt(!) på ham. Han blev så ked af det, fordi han elskede mig og fordi han troede at sex var noget vi delte med hinanden.
At se hans øjne bliver mørke af tristhed og mærke hvor skuffet han var og hvor ondt jeg havde gjort ham - det betød meget mere end noget andet.
Lige så vel som vi har dyriske drifter, så er mennesket også i stand til at føle empati og kærlighed, hvilket få dyr er i stand til. Mennesket besidder også evnen til at perspektivere udover egen næsetip og forstå at handlinger kan have både fysiske men også psykiske konsekvenser - og i den forbindelse at de psykiske konsekvenser hos den anden måske kan være langt mere vidtrækkende end det vil være for én selv, at modstå en momentan fysisk fristelse.
At tage afstand fra utroskab handler for mig slet ikke om hvad naboerne, præsten eller mor synes - men ene og alene om sorgen i øjnene på det menneske jeg har et psykisk og fysisk bånd til, og så om den fuldkomne skuffelse over mig selv fordi jeg havde gjort en anden ondt. Vi lever i et samfund som på mange måder har brudt med "reglerne" fra religionen og opdragelsen, så jeg tror faktisk ikke at jeg er den eneste som afstår fra utroskab fordi det gør skade på andre og dermed også på mig selv.
Det handler om simpel omtanke og empati, og det behøver man ikke at være religiøs fanatist for at "dyrke".