Erik Ejegod
Erik Ejegod. Danmarks konge 1096 – 1103
Efter 9 års elendighed med Oluf Hunger, kom der atter rigeligt med korn på markerne.
Ejegod var en meget høj mand, og så stærk at han siddende kunne hamle op med 8 stående mænd i tovtrækning.
Hans kone, dronning Bodil, havde så stor overbærenhed, at hun behandlede alle hans mange friller med godhed.
Skjalm Hvides bror, Auden, var blevet dræbt af venderne i sin overfart fra Sjælland til Falster. Ejegod fik samlet en større hær, som tog til Rügen, fandt de skyldige, hængte dem op på pæle og skar deres indvolde ud, til de døde.
Ejegod tog til Rom og fik paven til at indføre et bispesæde i Skandinavien. Nordens kirkelige anliggende blev nu afgjort i Lund og ikke fra Hamburg-Bremen.
Hans sidste mission blev en pilgrimsrejse til Jerusalem i Palæstina. Via Novgorod i Rusland kom han frem til Byzanz, der på det tidspunkt var græsk. Efter at kejseren havde holdt ham udenfor byens porte nogle dage, blev han budt indenfor på slottet, og de udvekslede dyre gaver.
Kejseren gav ham tilmed et skib, så han kunne sejle til Cypern. Her fik han imidlertid feber, og det var en så alvorlig sag på det tidspunkt, at han endte sine dage der. Jorden på denne Middelhavsø havde indtil da udspyet ethvert lig, man forsøgte at begrave. Men grundet denne statelige mands hvile, opgav mulden sit nag, og fra da af kunne alle begraves.
Dronning Bodil nåede derfor ensomt frem til det hellige land og bukkede under på oliebjerget.
Ejegods søn, Harald Kjesa, havde vikarieret som regent i Danmark imens, men på så grusom en måde, at man ikke kunne vælge ham til ny konge, da budskabet om Eriks undergang nåede frem 2 år senere.
Ejegod havde 3 brødre tilbage. Den ældste, Svend, døde på sin færd frem til Viborg Tinge. Det ville ellers havde glædet ham, om han var blevet konge bare én time. Men det skete altså ikke.
Næstældste var så Ubbe. Men han så sig ikke i stand til udføre hvervet, og gav derfor titlen til den yngste: Niels.
Efter 9 års elendighed med Oluf Hunger, kom der atter rigeligt med korn på markerne.
Ejegod var en meget høj mand, og så stærk at han siddende kunne hamle op med 8 stående mænd i tovtrækning.
Hans kone, dronning Bodil, havde så stor overbærenhed, at hun behandlede alle hans mange friller med godhed.
Skjalm Hvides bror, Auden, var blevet dræbt af venderne i sin overfart fra Sjælland til Falster. Ejegod fik samlet en større hær, som tog til Rügen, fandt de skyldige, hængte dem op på pæle og skar deres indvolde ud, til de døde.
Ejegod tog til Rom og fik paven til at indføre et bispesæde i Skandinavien. Nordens kirkelige anliggende blev nu afgjort i Lund og ikke fra Hamburg-Bremen.
Hans sidste mission blev en pilgrimsrejse til Jerusalem i Palæstina. Via Novgorod i Rusland kom han frem til Byzanz, der på det tidspunkt var græsk. Efter at kejseren havde holdt ham udenfor byens porte nogle dage, blev han budt indenfor på slottet, og de udvekslede dyre gaver.
Kejseren gav ham tilmed et skib, så han kunne sejle til Cypern. Her fik han imidlertid feber, og det var en så alvorlig sag på det tidspunkt, at han endte sine dage der. Jorden på denne Middelhavsø havde indtil da udspyet ethvert lig, man forsøgte at begrave. Men grundet denne statelige mands hvile, opgav mulden sit nag, og fra da af kunne alle begraves.
Dronning Bodil nåede derfor ensomt frem til det hellige land og bukkede under på oliebjerget.
Ejegods søn, Harald Kjesa, havde vikarieret som regent i Danmark imens, men på så grusom en måde, at man ikke kunne vælge ham til ny konge, da budskabet om Eriks undergang nåede frem 2 år senere.
Ejegod havde 3 brødre tilbage. Den ældste, Svend, døde på sin færd frem til Viborg Tinge. Det ville ellers havde glædet ham, om han var blevet konge bare én time. Men det skete altså ikke.
Næstældste var så Ubbe. Men han så sig ikke i stand til udføre hvervet, og gav derfor titlen til den yngste: Niels.