Et hjertesuk
Jeg har lige siden januar måned, nej faktisk lige siden jeg forlod Jehovas vidner, haft meget på hjerte. Men det sidder ligesom fast inden i mig.
Nåe jeg læser indlæg som dem, den tænksomme skriver, bliver jeg mindet om en tid, hvor jeg følte det ligesom ham/hende.
Mange af de tanker han/hun fremkommer med, var mine. Jeg kan stadigvæk i dag, sidde og føle, som den tænksomme.
Jeg var glad, meget glad for min tro. Jeg elskede min Gud. Jeg elskede min tro. Jeg brændte af iver, og var meget meget opsat på, at arbejde mig frem til en "karriere" som pioner, ja missionær.
Af hele mit hjerte, sind og alt hvad der var mig, ønskede jeg at tjene Jehova på bedste vis. Jeg ønskede det inderligt. Jeg var flittig, syntes jeg selv. Jeg studerede og læste alt hvad jeg orkede. Især i tiden inden jeg fik børn.
Og så er det jeg tænker, hvor gik det hele lige galt. Var det dengang jeg sad mutters alene, mellem 2-3000 mennesker på pladsen ved Silkeborg i en campingvogn ved sommerstævnet, eller var det bare i det hele taget, fordi det var så svært, for det meste at stå alene i en tro, hvor de eneste jeg kunne hælde til, forsvandt som dug for solen.
Hvem skal bære det ansvar på dommens dag, mig selv eller mine daværende brødre og søstre?
Nogle vidner vil tænke, at det må jo være mit ansvar. Men det er så forbandet nemt at dømme andre mennesker.
Jeg ved jeg var oprigtig. Og jeg ved, at jeg stadig er oprigtig.
Og med de ord mener jeg, tror i vidner virkelig, at man bare forlader Jehovas vidner, for derefter at følge denne verdens gud, Satan Djævelen? Tror i det? Jeg kan love jer for, at sådan hænger det ikke sammen.
Hvis jeg havde fundet ægte venner dengang jeg var med, som jeg har gjort det nu, var jeg stadig en del af Jehovas vidners samfund. Jeg har endda venner nu, som jeg aldrig har set. Men de er der bare for mig, og jeg for dem. Det er venskab jeg aldrig fandt hos JV.
Man kan ikke stå alene i troen som et Jehovas vidne. Man er dybt afhængig af, at have venner. Men selvom jeg var et oprigtigt vidne, der gjorde alt, alt hvad jeg kunne for at hænge i, havde jeg ikke venner. Som jeg før har skrevet på religion.dk, der kom en ældste, en præsiderende og besøgte mig. En ældre mand, som jeg faktisk holdt meget af. Han sagde en aften han besøgte mig: Det kan ikke være rigtig at en ung kone som dig, skal gå her og være så ensom.
Nej vel kunne det ikke være rigtigt. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg var ikke velkommen i inderkredsen, der er i den menighed jeg tilhørte. Og i yderkredsen, tjaee der dolkede de mig i ryggen, de 2 veninder jeg troede jeg havde. I 6 - 7 år holdt jeg ud. Gennemgik mange, rigtig mange depressioner, mens jeg hev mine unger afsted til de møder jeg orkede.
I den sidste tid, blev jeg tit hjemme. Men med den sorteste samvittighed. Fordi jeg ikke sad henne i rigssalen. Jeg savnede faktisk at være der. Når jeg blev hjemme.
Ofte prøvede jeg også, at når jeg var der, kom den ældre bror som nævnt ovenfor, hen til mig. Kiggede på mig og sagde, tjaee du er da vist trist i dag. Brøl så stod jeg på toilettet. Og hylede. Og efter mødet, gik jeg grædende hjem, mens mine unger undrende så til.
Ja sådan var min menighed, tænksomme.
Du er heldig at have en menighed, hvor sådanne omstændigheder ikke eksisterer. Jeg fandt aldrig næstekærligheden som jeg forstår den skal være, i et ægte brodersamfund. Men jeg var også kun en søster.
Jeg troede fuldt og fast på, at Jehovas vidner havde sandheden i op til 4 år efter at jeg forlod troen. Og stadig indtil januar 2007, var jeg stærkt tvivlende overfor, at det ikke var sandheden. Men nu, nej nu tror jeg ikke længere at i ejer sandheden. Og jeg må nok sige, at griber Gud ind i harmagedon, vil det være en Gud, jeg ikke kan tilbede.
Jeg kan under ingen omstændigheder, tilhøre for ikke at sige tilbede en Gud, der tillader hans folk at udøve disse svinskheder, uhumskheder som jeg har set det i de forløbne måneder.
Den Gud jeg kender og tror på, er retfærdig. Og de børn, der ikke bliver beskyttet pga 2 vidners reglen, skriger til himlen efter retfærdighed.
Hvis harmagedon kommer, tror jeg at i skal se jer godt om efter bl.a Det styrende råd. Beklager, men som jeg har set, hvad der sker i virkelighedens verden, kan de umuligt have en stor stjerne hos Gud.
Jeg tror på, at Gud har skab universet med alt hvad det indebærer. Det er en trossag. Men det er min tro. Hvorvidt biblen er Guds hele ord, har jeg mine tvivl om. Jeg tror at biblen er forfattet af Gud. Men jeg tror til gengæld ikke at alt, hvad der skal stå, står der.
Og noget der bliver ved med at klinge i mine ører er, at der står i biblen, at intet må lægges til eller trækkes fra. Men alligevel har i vidner indført Jehovas navn. Uden at forholde jer til de originale skrifter. Det må jo være dem, der styrer hvad der skal stå der.
Ligeså skriftstedet om, at dem der begår utugt skal havne i ildsøen, hvorfra der ingen vej er tilbage.
Men alligevel har i vidner den regel, at utugtige kan sagtens blive tilgivet og få en god plads i menigheden igen. Pædofile bliver kun udstødt såfremt vedkommende tilstår, eller at der er 2 øjenvidner. Hvilket der aldrig er, med mindre de selv har været deltagende i svineriet.
Men man bliver udstødt for småting i forhold til, såsom at ryge, eller være tvivlende omkring 1914. Ikke noget der ligefrem ødelægger andres liv. Altså 1914. (Bare så der ingen misforståelser er).
I dag hvor jeg er kommet ud, kan jeg pege på mange ting, jeg syntes der er forkert i forhold til den Gud jeg tror på. Men det tror jeg nok jeg har redegjort for i andre indlæg.
Jo en ting mere, min Gud har ikke forladt mig, eller omvendt. Jeg kan stadig bede til Gud. Det har taget mig mange år om, at have et forhold til Gud. Og dog, det er så ikke helt rigtigt, for jeg prøver stadig at have et forhold, tættere forhold end jeg har nu.
Jeg lærte hos Jehovas vidner, at forlod jeg troen, forlod jeg Gud. Denne tanke har jeg kæmpet med i mange år. Men jeg vil stadigvæk påstå, at jeg i dag får mere kærlighed som svar, end jeg gjorde da jeg var med.
Man forlader ikke bare Jehovas vidner og så er man på vej videre i livet. Det kræver rigtig meget. De siger at det er sværere at blive et vidne end at forlade dem. Det passer ikke. Der er mange følelsesmæssige smerter forbundet med det. Og især når man kommer ud og opdager at de ikke er det de siger de er.
Angsten er en stor del af manges hverdag. For mig kom/kommer angsten snigende når jeg ser nyheder. Eller ser hvordan f.eks. de unge opfører sig i dag. Eller der bliver afsløret korruption blandt verdensmagterne.
Men det har virkelig hjulpet mig meget, at opdage at den korruption også findes hos Jehovas vidner. For hvis ikke det er korruption at betale ofre for incest-misbrug og deres advokater, så ved jeg ikke hvad korruption er.
Hvad der til stadighed hver eneste dag chokerer mig er, at de vidner der findes her i forummet, samt det jeg ellers læser rundt omkring på nettet, tilbageviser at det er sket. At det er endnu løgne blandt "frafaldnes" munde. Syge tanker i syge sind. Det chokerer mig så meget, fordi der jo findes beviser for, at vi os ikke frafaldne er fulde af løgn. Eller syge i sindet. Samt og hvad værre er, at jo mere vidnerne benægter det, jo mere bliver børn misbrugt og ØDELAGT.
Jeg kan kun sige, at i dag er jeg glad for, at jeg ikke længere tilhører trossamfundet Jehovas vidner. Jeg er kommet langt. Og jeg arbejder på et projekt for at hjælpe dem, der har ar på sind og krop. Jeg arbejder for at de kan få et bedre liv.
Men mere om det, når tiden er inde. Og den er ikke lige om hjørnet. Den ligger lige foran mig.
Med venlig hilsen
Manjana
Nåe jeg læser indlæg som dem, den tænksomme skriver, bliver jeg mindet om en tid, hvor jeg følte det ligesom ham/hende.
Mange af de tanker han/hun fremkommer med, var mine. Jeg kan stadigvæk i dag, sidde og føle, som den tænksomme.
Jeg var glad, meget glad for min tro. Jeg elskede min Gud. Jeg elskede min tro. Jeg brændte af iver, og var meget meget opsat på, at arbejde mig frem til en "karriere" som pioner, ja missionær.
Af hele mit hjerte, sind og alt hvad der var mig, ønskede jeg at tjene Jehova på bedste vis. Jeg ønskede det inderligt. Jeg var flittig, syntes jeg selv. Jeg studerede og læste alt hvad jeg orkede. Især i tiden inden jeg fik børn.
Og så er det jeg tænker, hvor gik det hele lige galt. Var det dengang jeg sad mutters alene, mellem 2-3000 mennesker på pladsen ved Silkeborg i en campingvogn ved sommerstævnet, eller var det bare i det hele taget, fordi det var så svært, for det meste at stå alene i en tro, hvor de eneste jeg kunne hælde til, forsvandt som dug for solen.
Hvem skal bære det ansvar på dommens dag, mig selv eller mine daværende brødre og søstre?
Nogle vidner vil tænke, at det må jo være mit ansvar. Men det er så forbandet nemt at dømme andre mennesker.
Jeg ved jeg var oprigtig. Og jeg ved, at jeg stadig er oprigtig.
Og med de ord mener jeg, tror i vidner virkelig, at man bare forlader Jehovas vidner, for derefter at følge denne verdens gud, Satan Djævelen? Tror i det? Jeg kan love jer for, at sådan hænger det ikke sammen.
Hvis jeg havde fundet ægte venner dengang jeg var med, som jeg har gjort det nu, var jeg stadig en del af Jehovas vidners samfund. Jeg har endda venner nu, som jeg aldrig har set. Men de er der bare for mig, og jeg for dem. Det er venskab jeg aldrig fandt hos JV.
Man kan ikke stå alene i troen som et Jehovas vidne. Man er dybt afhængig af, at have venner. Men selvom jeg var et oprigtigt vidne, der gjorde alt, alt hvad jeg kunne for at hænge i, havde jeg ikke venner. Som jeg før har skrevet på religion.dk, der kom en ældste, en præsiderende og besøgte mig. En ældre mand, som jeg faktisk holdt meget af. Han sagde en aften han besøgte mig: Det kan ikke være rigtig at en ung kone som dig, skal gå her og være så ensom.
Nej vel kunne det ikke være rigtigt. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg var ikke velkommen i inderkredsen, der er i den menighed jeg tilhørte. Og i yderkredsen, tjaee der dolkede de mig i ryggen, de 2 veninder jeg troede jeg havde. I 6 - 7 år holdt jeg ud. Gennemgik mange, rigtig mange depressioner, mens jeg hev mine unger afsted til de møder jeg orkede.
I den sidste tid, blev jeg tit hjemme. Men med den sorteste samvittighed. Fordi jeg ikke sad henne i rigssalen. Jeg savnede faktisk at være der. Når jeg blev hjemme.
Ofte prøvede jeg også, at når jeg var der, kom den ældre bror som nævnt ovenfor, hen til mig. Kiggede på mig og sagde, tjaee du er da vist trist i dag. Brøl så stod jeg på toilettet. Og hylede. Og efter mødet, gik jeg grædende hjem, mens mine unger undrende så til.
Ja sådan var min menighed, tænksomme.
Du er heldig at have en menighed, hvor sådanne omstændigheder ikke eksisterer. Jeg fandt aldrig næstekærligheden som jeg forstår den skal være, i et ægte brodersamfund. Men jeg var også kun en søster.
Jeg troede fuldt og fast på, at Jehovas vidner havde sandheden i op til 4 år efter at jeg forlod troen. Og stadig indtil januar 2007, var jeg stærkt tvivlende overfor, at det ikke var sandheden. Men nu, nej nu tror jeg ikke længere at i ejer sandheden. Og jeg må nok sige, at griber Gud ind i harmagedon, vil det være en Gud, jeg ikke kan tilbede.
Jeg kan under ingen omstændigheder, tilhøre for ikke at sige tilbede en Gud, der tillader hans folk at udøve disse svinskheder, uhumskheder som jeg har set det i de forløbne måneder.
Den Gud jeg kender og tror på, er retfærdig. Og de børn, der ikke bliver beskyttet pga 2 vidners reglen, skriger til himlen efter retfærdighed.
Hvis harmagedon kommer, tror jeg at i skal se jer godt om efter bl.a Det styrende råd. Beklager, men som jeg har set, hvad der sker i virkelighedens verden, kan de umuligt have en stor stjerne hos Gud.
Jeg tror på, at Gud har skab universet med alt hvad det indebærer. Det er en trossag. Men det er min tro. Hvorvidt biblen er Guds hele ord, har jeg mine tvivl om. Jeg tror at biblen er forfattet af Gud. Men jeg tror til gengæld ikke at alt, hvad der skal stå, står der.
Og noget der bliver ved med at klinge i mine ører er, at der står i biblen, at intet må lægges til eller trækkes fra. Men alligevel har i vidner indført Jehovas navn. Uden at forholde jer til de originale skrifter. Det må jo være dem, der styrer hvad der skal stå der.
Ligeså skriftstedet om, at dem der begår utugt skal havne i ildsøen, hvorfra der ingen vej er tilbage.
Men alligevel har i vidner den regel, at utugtige kan sagtens blive tilgivet og få en god plads i menigheden igen. Pædofile bliver kun udstødt såfremt vedkommende tilstår, eller at der er 2 øjenvidner. Hvilket der aldrig er, med mindre de selv har været deltagende i svineriet.
Men man bliver udstødt for småting i forhold til, såsom at ryge, eller være tvivlende omkring 1914. Ikke noget der ligefrem ødelægger andres liv. Altså 1914. (Bare så der ingen misforståelser er).
I dag hvor jeg er kommet ud, kan jeg pege på mange ting, jeg syntes der er forkert i forhold til den Gud jeg tror på. Men det tror jeg nok jeg har redegjort for i andre indlæg.
Jo en ting mere, min Gud har ikke forladt mig, eller omvendt. Jeg kan stadig bede til Gud. Det har taget mig mange år om, at have et forhold til Gud. Og dog, det er så ikke helt rigtigt, for jeg prøver stadig at have et forhold, tættere forhold end jeg har nu.
Jeg lærte hos Jehovas vidner, at forlod jeg troen, forlod jeg Gud. Denne tanke har jeg kæmpet med i mange år. Men jeg vil stadigvæk påstå, at jeg i dag får mere kærlighed som svar, end jeg gjorde da jeg var med.
Man forlader ikke bare Jehovas vidner og så er man på vej videre i livet. Det kræver rigtig meget. De siger at det er sværere at blive et vidne end at forlade dem. Det passer ikke. Der er mange følelsesmæssige smerter forbundet med det. Og især når man kommer ud og opdager at de ikke er det de siger de er.
Angsten er en stor del af manges hverdag. For mig kom/kommer angsten snigende når jeg ser nyheder. Eller ser hvordan f.eks. de unge opfører sig i dag. Eller der bliver afsløret korruption blandt verdensmagterne.
Men det har virkelig hjulpet mig meget, at opdage at den korruption også findes hos Jehovas vidner. For hvis ikke det er korruption at betale ofre for incest-misbrug og deres advokater, så ved jeg ikke hvad korruption er.
Hvad der til stadighed hver eneste dag chokerer mig er, at de vidner der findes her i forummet, samt det jeg ellers læser rundt omkring på nettet, tilbageviser at det er sket. At det er endnu løgne blandt "frafaldnes" munde. Syge tanker i syge sind. Det chokerer mig så meget, fordi der jo findes beviser for, at vi os ikke frafaldne er fulde af løgn. Eller syge i sindet. Samt og hvad værre er, at jo mere vidnerne benægter det, jo mere bliver børn misbrugt og ØDELAGT.
Jeg kan kun sige, at i dag er jeg glad for, at jeg ikke længere tilhører trossamfundet Jehovas vidner. Jeg er kommet langt. Og jeg arbejder på et projekt for at hjælpe dem, der har ar på sind og krop. Jeg arbejder for at de kan få et bedre liv.
Men mere om det, når tiden er inde. Og den er ikke lige om hjørnet. Den ligger lige foran mig.
Med venlig hilsen
Manjana