Europa og ateismen
I dag er det blevet moderne i Europa at fornægte Guds eksistens. Denne
modernitet har gjort folk til blinde tilhængere af falske tanker frem for
selvstændige tænkere, der med deres intellektuelle dømmekraft kan fri sig fra og
hæve sig over denne flokdyrsdrift. Årsagen til denne gudsfornægtelse er først og
fremmest den modbydelige undertrykkelse af menneskene i middelalderens
Europa. Fæstebønderne førte et elendigt liv i undertrykkelse, utraditionelle
tænkere og filosoffer betragtedes som kættere og brændtes på bålet, og
videnskabsmænd blev henrettet af Inkvisitionen, hvis de ikke afsagde deres
opdagelser og dokumenterede fakta, som ikke stemte overens med religionen;
som f.eks. at Jorden var rund.
Den religion, som stod ved magten i Europa, var kristendommen. Kejserne,
kongerne og adelen misbrugte og udnyttede folket i samarbejde med kirken i
kristendommens navn. Da kristendommen kun er en åndelig religion med et sæt
moral-forskrifter, er der et stort tomrum, hvad angår love vedrørende det
jordiske liv med alle dets anliggender, idet kristendommen hverken har et
politisk, økonomisk, social- eller retssystem mv., der kan give svar, løsninger og
behandlinger på diverse problemstillinger i livet. Dette udnyttede regenterne i
Europa i samarbejde med kirken, hvor man bildte folk ind, at paven var Guds
stedfortræder på Jorden og kongerne og kejserne havde en guddommelig ret til
selv at lovgive og styre efter eget velbefindende.
På den tid spillede feudalismen en stor rolle i Europa, hvor tusindvis af hårdt
arbejdende mennesker hvert år døde under sult og sygdomme, og hvis det
arbejdende folk tænkte på at protestere mod den umådelige uretfærdighed, der
blev begået mod dem, var kirken, som til den tid var den største feudalherre med
millioner af fæstebønder til at arbejde på dens jorde, klar til at bedøve folk med
biblen og sige: “Hvis du bliver slået på den højre kind, vend da den venstre til”,
og “hvis nogen tager en del af din klædedragt, giv ham da resten af dit tøj”.
Feudalismens slaver, fæstebønderne, måtte altså vende de feudale herrer, kirken,
adelen og kejseren ‘den venstre kind til’ og give dem ‘resten af tøjet’ uden nogen
protest. Dette førte til en deterministisk og fatalistisk skæbnetro, hvor folk
simpelt hen accepterede, at Gud havde givet hver enkelt menneske en bestemt
plads og funktion i samfundet, som vedkommende ikke skulle forsøge at bryde
ud af. Dette måtte nødvendigvis føre til en accept af de feudale herres, kejserens
og gejstlighedens position og undertrykkelse.
De gejstlige bedøvede menneskene og prøvede at bortlede deres
opmærksomhed fra revolutionens vej, ved at dele et narkotikum ud, der hed løfte
om evigt liv og paradis til dem, der ville bære uretfærdigheden i denne verden.
Undertrykkelsen fuldendtes, da man også i det åndelige aspekt af livet skulle være
styret, domineret og blindt følge med, ifølge den bibelske læresætning: “Giv
kejseren hvad kejserens er, og giv Gud (dvs. paven/kirken) hvad Guds er”. Hvis
kirkens løfter om evigt liv og paradis ikke virkede, ville de gribe til trusler, som
den, der ikke adlyder sin feudale herre, adlyder ikke Gud, kirken og gejstligheden.
Når hverken løfter eller trusler hjalp, blev magten taget i anvendelse og
rebellerne blev idømt straffe for ulydighed mod Gud og religionen. Således
forsøgte magtens folk at opretholde et undertrykkende og uretfærdigt statisk
samfund.
Men hadet og mistilliden til religionen og magtens folk, som førte en tøjlesløs
og luksuriøs tilværelse, ulmede, og efter flere århundreders undertrykkelse lavede
folk endelig revolution mod den teokratiske stat. Der var i de sidste tider af de
diktatoriske teokratiske stater opstået en række filosoffer og tænkere som simpelt
hen som modstykke til undertrykkelsen gik ind for afskaffelsen af religionens
eksistens og indflydelse i livet og staten. Nogle gik endda hen og fornægtede
eksistensen af en gud. Dog endte det med et kompromis mellem de gejstliges
teokrati og gudsfornægterne, der ville afskaffe religionen fuldstændigt, og
religionen blev i stedet for adskilt fra livet og staten – sekularisme-ideen.
Religionen anerkendtes nu kun som noget, der vedrørte det enkelte individ. Man
blev altså fritstillet til at tro på noget bestemt eller lade være, og kompromiset tog
hverken stilling til Guds eksistens eller non-eksistens, men kun at mennesket
skulle være kilden til lovgivningen. Kompromiset satte samtidig en stopper for
en lang epoke med blodsudgydelser mod anderledes tænkende, og grundlaget for
tros- og ytringsfriheden var skabt. I stedet for teokratiet formulerede og skabte
man en ideologi, kapitalismen (kaldes i Vesten for liberalismen), der byggede på
sekularismen – det indgåede kompromis. Den nye samfundselite bestod
hovedsageligt af filosoffer og tænkere, som hældte til holdningen om teokratiets
afskaffelse og gudsfornægtelsen, hvilket snart skulle sætte sit præg på Europa i
videnskabens navn.
Da kristendommen nu havde mistet sin magt i Europa, begyndte dens
tilbagetog. Folk blev nu mere og mere ikke-religiøse/ateister. Filosoffer og
tænkere erklærede Guds død, og Karl Marx stemplede religionen som værende et
opium for folket. Sådanne og lignende ateistiske erklæringer var reaktioner på
teokratiet og dets praksis, men de er snæversynede og yderst fejlagtige, da man
ikke kan generalisere fra Europas erfaringer med en religion som kristendommen
til alverdens religioner og trosretninger, således at disse forkastes, ligesom man
ikke kan generalisere fra Europas historiske problemer og løsninger til resten af
verden, således at de europæiske løsningsmodeller bliver universelle, da det er
løsninger på europæiske problemer og ikke på universelle og globale problemer,
udover at det er menneskelige løsninger. Ideer som evolutionsteorien, der
tilsidesætter Guds indflydelse i det jordiske liv, og materialismen, der gør
materialet og ikke en gud til den evige eksistens, og kaosteoriens Big Bang, der
gør universets pludselige eksistens til en tilfældighed, så dagens lys og fik vind i
sejlene, og ateismens bølge væltede ned over Europa.
modernitet har gjort folk til blinde tilhængere af falske tanker frem for
selvstændige tænkere, der med deres intellektuelle dømmekraft kan fri sig fra og
hæve sig over denne flokdyrsdrift. Årsagen til denne gudsfornægtelse er først og
fremmest den modbydelige undertrykkelse af menneskene i middelalderens
Europa. Fæstebønderne førte et elendigt liv i undertrykkelse, utraditionelle
tænkere og filosoffer betragtedes som kættere og brændtes på bålet, og
videnskabsmænd blev henrettet af Inkvisitionen, hvis de ikke afsagde deres
opdagelser og dokumenterede fakta, som ikke stemte overens med religionen;
som f.eks. at Jorden var rund.
Den religion, som stod ved magten i Europa, var kristendommen. Kejserne,
kongerne og adelen misbrugte og udnyttede folket i samarbejde med kirken i
kristendommens navn. Da kristendommen kun er en åndelig religion med et sæt
moral-forskrifter, er der et stort tomrum, hvad angår love vedrørende det
jordiske liv med alle dets anliggender, idet kristendommen hverken har et
politisk, økonomisk, social- eller retssystem mv., der kan give svar, løsninger og
behandlinger på diverse problemstillinger i livet. Dette udnyttede regenterne i
Europa i samarbejde med kirken, hvor man bildte folk ind, at paven var Guds
stedfortræder på Jorden og kongerne og kejserne havde en guddommelig ret til
selv at lovgive og styre efter eget velbefindende.
På den tid spillede feudalismen en stor rolle i Europa, hvor tusindvis af hårdt
arbejdende mennesker hvert år døde under sult og sygdomme, og hvis det
arbejdende folk tænkte på at protestere mod den umådelige uretfærdighed, der
blev begået mod dem, var kirken, som til den tid var den største feudalherre med
millioner af fæstebønder til at arbejde på dens jorde, klar til at bedøve folk med
biblen og sige: “Hvis du bliver slået på den højre kind, vend da den venstre til”,
og “hvis nogen tager en del af din klædedragt, giv ham da resten af dit tøj”.
Feudalismens slaver, fæstebønderne, måtte altså vende de feudale herrer, kirken,
adelen og kejseren ‘den venstre kind til’ og give dem ‘resten af tøjet’ uden nogen
protest. Dette førte til en deterministisk og fatalistisk skæbnetro, hvor folk
simpelt hen accepterede, at Gud havde givet hver enkelt menneske en bestemt
plads og funktion i samfundet, som vedkommende ikke skulle forsøge at bryde
ud af. Dette måtte nødvendigvis føre til en accept af de feudale herres, kejserens
og gejstlighedens position og undertrykkelse.
De gejstlige bedøvede menneskene og prøvede at bortlede deres
opmærksomhed fra revolutionens vej, ved at dele et narkotikum ud, der hed løfte
om evigt liv og paradis til dem, der ville bære uretfærdigheden i denne verden.
Undertrykkelsen fuldendtes, da man også i det åndelige aspekt af livet skulle være
styret, domineret og blindt følge med, ifølge den bibelske læresætning: “Giv
kejseren hvad kejserens er, og giv Gud (dvs. paven/kirken) hvad Guds er”. Hvis
kirkens løfter om evigt liv og paradis ikke virkede, ville de gribe til trusler, som
den, der ikke adlyder sin feudale herre, adlyder ikke Gud, kirken og gejstligheden.
Når hverken løfter eller trusler hjalp, blev magten taget i anvendelse og
rebellerne blev idømt straffe for ulydighed mod Gud og religionen. Således
forsøgte magtens folk at opretholde et undertrykkende og uretfærdigt statisk
samfund.
Men hadet og mistilliden til religionen og magtens folk, som førte en tøjlesløs
og luksuriøs tilværelse, ulmede, og efter flere århundreders undertrykkelse lavede
folk endelig revolution mod den teokratiske stat. Der var i de sidste tider af de
diktatoriske teokratiske stater opstået en række filosoffer og tænkere som simpelt
hen som modstykke til undertrykkelsen gik ind for afskaffelsen af religionens
eksistens og indflydelse i livet og staten. Nogle gik endda hen og fornægtede
eksistensen af en gud. Dog endte det med et kompromis mellem de gejstliges
teokrati og gudsfornægterne, der ville afskaffe religionen fuldstændigt, og
religionen blev i stedet for adskilt fra livet og staten – sekularisme-ideen.
Religionen anerkendtes nu kun som noget, der vedrørte det enkelte individ. Man
blev altså fritstillet til at tro på noget bestemt eller lade være, og kompromiset tog
hverken stilling til Guds eksistens eller non-eksistens, men kun at mennesket
skulle være kilden til lovgivningen. Kompromiset satte samtidig en stopper for
en lang epoke med blodsudgydelser mod anderledes tænkende, og grundlaget for
tros- og ytringsfriheden var skabt. I stedet for teokratiet formulerede og skabte
man en ideologi, kapitalismen (kaldes i Vesten for liberalismen), der byggede på
sekularismen – det indgåede kompromis. Den nye samfundselite bestod
hovedsageligt af filosoffer og tænkere, som hældte til holdningen om teokratiets
afskaffelse og gudsfornægtelsen, hvilket snart skulle sætte sit præg på Europa i
videnskabens navn.
Da kristendommen nu havde mistet sin magt i Europa, begyndte dens
tilbagetog. Folk blev nu mere og mere ikke-religiøse/ateister. Filosoffer og
tænkere erklærede Guds død, og Karl Marx stemplede religionen som værende et
opium for folket. Sådanne og lignende ateistiske erklæringer var reaktioner på
teokratiet og dets praksis, men de er snæversynede og yderst fejlagtige, da man
ikke kan generalisere fra Europas erfaringer med en religion som kristendommen
til alverdens religioner og trosretninger, således at disse forkastes, ligesom man
ikke kan generalisere fra Europas historiske problemer og løsninger til resten af
verden, således at de europæiske løsningsmodeller bliver universelle, da det er
løsninger på europæiske problemer og ikke på universelle og globale problemer,
udover at det er menneskelige løsninger. Ideer som evolutionsteorien, der
tilsidesætter Guds indflydelse i det jordiske liv, og materialismen, der gør
materialet og ikke en gud til den evige eksistens, og kaosteoriens Big Bang, der
gør universets pludselige eksistens til en tilfældighed, så dagens lys og fik vind i
sejlene, og ateismens bølge væltede ned over Europa.