Familie pleje
Min godnatlæsning p.t. hedder “Skæbner fra et usynligt fængsel” - en samling beretninger fra tidligere medlemmer af sekten “Jehovas Vidner”. Det er grum læsning især om, hvordan det formørker børns liv at vokse op indenfor de rammer, påvirker psyken, begrænser det voksne liv. Det er også en fortælling og hykleri og dobbeltmoral ud over alle grænser.
Det fik tankerne ned ad Mermory Lane. Tilbage til hende, som jeg ikke har haft kontakt med i tyve år, men faktisk havde kortvarigt i familiepleje, da jeg var nitten, og hun var femten år.
Hvordan hun kom ind i “flokken”, kan jeg faktisk ikke huske. Men pludselig var hun der - en meget smuk, intelligent og livlig pige. Vi gik automatisk ud fra, at hun var “på vores alder”, for sådan både så hun ud og opførte sig. Det skal siges, at “vi” nok var en slags klike, der holdt sammen i tykt og tyndt; men også, at vi var søde og regulære unge mennesker, så det var bestemt ikke, fordi M på nogen måde var kommet ud i noget snavs ved at lære os at kende.
Hun og jeg blev nære venner. Og nok blev jeg overrasket, da hun efter nogle måneders venskab fortalte mig, at hun ikke, som vi alle troede, var atten, men kun femten. Nåja, hun var jo lissom stadig den samme, det var jeg også, såå deeet…
Hun havde mistet begge sine forældre i en trafikulykke, da hun var syv år. Sexuelt misbrugt af sin storebrors “venner” fra menigheden - ja, det var Jehovas Vidner. Nu var hun så i familiepleje i mit lokalsamfund. Hos en af samfundets virkelige støtter! Dels havde manden dér jo selv opfostret en flok børn, dels havde han en gård med heste, hvor de små, søde piger kunne komme og ride. Og så var han da med i en masse råd og nævn og blandt meget andet tilsynsværge for prøveløsladte…
Jeg kendte ham jo fra “tiden på gården” og anede ikke uråd, da han en dag ringede på min dør. For jeg vidste godt, han var en slags “støtteperson” for den enlige far på anden sal - og ikke mindst hans søn. Jeg hilste glad - i næste nu lå den ældre mand stønnende, sukkende og savlende ind over mig! Det var nemlig til mit eget bedste, og forresten havde Kommunen bedt ham opsøge mig, da han alligevel færdedes i min opgang. Jeg behøver vel ikke sige, at han røg ned ad trapperne på en ret ublid måde!
Nå. men det var desværre dér min veninde boede. Og da han jo netop var en “samfundsstøtte”, og plejebørn skal være taknemlige… Fandt M sig i daglige krænkelser. Indtil den søndag aften, hun bare ikke KUNNE gå hjem, og jeg tog ansvaret for det.
Det var vildt af sagsbehandleren at give mig - nitten år - plejetilladelse. Men det gjorde hun ikke desto mindre :-). For der skulle handles her og nu. Det var ganske morsomt, da pigens “værge”, der ikke havde interesseret sig for hende i årevis, skulle give “tilladelse”. For på min fordør har der altid siddet et skilt med “Al henvendelse fra Jhehovas Vidner frabedes venligt, men bestemt.
Jeg meddelte ham venligt, at jeg formodede, han var der for sin nieces skyld…
Det fik tankerne ned ad Mermory Lane. Tilbage til hende, som jeg ikke har haft kontakt med i tyve år, men faktisk havde kortvarigt i familiepleje, da jeg var nitten, og hun var femten år.
Hvordan hun kom ind i “flokken”, kan jeg faktisk ikke huske. Men pludselig var hun der - en meget smuk, intelligent og livlig pige. Vi gik automatisk ud fra, at hun var “på vores alder”, for sådan både så hun ud og opførte sig. Det skal siges, at “vi” nok var en slags klike, der holdt sammen i tykt og tyndt; men også, at vi var søde og regulære unge mennesker, så det var bestemt ikke, fordi M på nogen måde var kommet ud i noget snavs ved at lære os at kende.
Hun og jeg blev nære venner. Og nok blev jeg overrasket, da hun efter nogle måneders venskab fortalte mig, at hun ikke, som vi alle troede, var atten, men kun femten. Nåja, hun var jo lissom stadig den samme, det var jeg også, såå deeet…
Hun havde mistet begge sine forældre i en trafikulykke, da hun var syv år. Sexuelt misbrugt af sin storebrors “venner” fra menigheden - ja, det var Jehovas Vidner. Nu var hun så i familiepleje i mit lokalsamfund. Hos en af samfundets virkelige støtter! Dels havde manden dér jo selv opfostret en flok børn, dels havde han en gård med heste, hvor de små, søde piger kunne komme og ride. Og så var han da med i en masse råd og nævn og blandt meget andet tilsynsværge for prøveløsladte…
Jeg kendte ham jo fra “tiden på gården” og anede ikke uråd, da han en dag ringede på min dør. For jeg vidste godt, han var en slags “støtteperson” for den enlige far på anden sal - og ikke mindst hans søn. Jeg hilste glad - i næste nu lå den ældre mand stønnende, sukkende og savlende ind over mig! Det var nemlig til mit eget bedste, og forresten havde Kommunen bedt ham opsøge mig, da han alligevel færdedes i min opgang. Jeg behøver vel ikke sige, at han røg ned ad trapperne på en ret ublid måde!
Nå. men det var desværre dér min veninde boede. Og da han jo netop var en “samfundsstøtte”, og plejebørn skal være taknemlige… Fandt M sig i daglige krænkelser. Indtil den søndag aften, hun bare ikke KUNNE gå hjem, og jeg tog ansvaret for det.
Det var vildt af sagsbehandleren at give mig - nitten år - plejetilladelse. Men det gjorde hun ikke desto mindre :-). For der skulle handles her og nu. Det var ganske morsomt, da pigens “værge”, der ikke havde interesseret sig for hende i årevis, skulle give “tilladelse”. For på min fordør har der altid siddet et skilt med “Al henvendelse fra Jhehovas Vidner frabedes venligt, men bestemt.
Jeg meddelte ham venligt, at jeg formodede, han var der for sin nieces skyld…