Familiens betydning for unge

Jeg er mor til nogle halvvoksne unger (18-22 år), og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg bekymrer mig unødigt, så nu prøver jeg at høre I unge, hvordan I ser på det.
Sagen er den, at mine dejlige unger næsten ingen kontakt har med familierne. De skulle jo egentlig have masser af familie eftersom både deres far og jeg har fået nye svigerfamilier, og ungerne dermed har fire familier "at tage af".
Af de fire familier præsterer de tre af dem at lade som om ungerne ikke eksisterer. De prøver ikke at holde kontakt med ungerne, inviterer dem ikke til familiekomsammener osv. Det er vitterligt som om mine unger ikke eksisterer for dem - og det går mig på! Jeg synes, det må gøre skade på dem et eller andet sted indeni, at mennesker der burde elske dem og elske at se dem, aldrig kontakter dem.
Bekymrer jeg mig unødigt?
Det er min nye svigerfamilie, ungernes far og hans familie og ungernes fars svigerfamilie, den er gal med. Min egen familie er såmænd ikke meget bedre, men en smule kontakt er der da. Jeg er den eneste som har kontakt med dem og altid har dem med i tankerne. Vi har det så heldigvis rigtig godt sammen.

Hej.
Jeg kender alt til at have det såen med famillien. Men jeg kan fortælle dig at det ikke er så stort et problem for os unge, det har ihvertfald ikke betydet ret meget for mig, om der er kontakt eller ej. Det eneste minus ved det er at man ikke har så mange følehorn ude, når man skal bruge et eller andet 8)

Nu må du endelig ikke tro, at jeg prøver at gøre dig ked, men jeg ville selv blive det i den situation, så derfor spørger jeg lige ind.
Rører det dig slet ikke, hvis alle i familien er inviteret på feri/til fest osv. og du er den eneste, der ikke har så meget som modtaget en invitation?

Sådan er det også hos os. Efter jeg flyttede hjemmefra, bliver jeg heller ikke længere inviteret til noget - hverken julefrokoster i familien eller tilsvarende. Jeg må indrømme, at det faktisk gør mig ked af det - det er da ikke særlig fedt, at ens familie er så ligeglad med en. Der er faktisk kun mine forældre, som inviterer mig med, når tingene foregår hos dem...

Jeg er adopteret i min fam blev det som 9 fra rumænien, har aldrig selv følt det var min fam, så har aldrig rørt mig de ikke invitere en til deres tam tam.som 17 årig flyttede jeg hjemme fra, og fik min egen fam, de kan så ikke tage min mand så de sidste 7 år har jeg set dem, hvad ved jeg smår 4 gange, Invitere dem selv til forskelige ting, åg får altid nej, igen på grund af min mand, Men igen det passer mig fint da jeg ikke selv er intereseret i dem og hvad de laver, kan være dine unger har det på samme måde 😉

Jeg er rigtig ked af, at du føler dig uvelkommen.
Jeg er helt med på at unge skal forme deres eget liv og har travlt med det. Det betyder ofte nej tak til invitationer, og det er altså kun naturligt (synes jeg!)
Men det betyder da noget for mig, om jeg bliver inviteret eller ej.
I den anden ende af aldersskalaen har jeg min gamle bedstemor på næsten 100 år. Hun har ikke deltaget i festligheder i flere år, men jeg kunne ikke drømme om ikke at invitere hende alligevel. Hun skal da vide, at jeg rigtig gerne vil se hende. Ofte bliver det så også årsagen til at vi lige får snakket sammen og dermed holder kontakten.

Flot at du har så afklaret et forhold til familien :)
Skal jeg være ærlig (men jeg bekymrer mig jo muligvis unødigt), TROR jeg, at mine unger er blevet lidt ligeglade med dem efterhånden. Men jeg tror også kun det er på overfladen. Nærmest en nødvendighed for ikke selv at blive såret af at blive afvist hele tiden.

Med os, da vi har så meget at se til i forvejen, mange bump i livet så at sige, og hvis ens fam ikke er der, jamen hvorfor selv være der for dem, sådan er min tankegang.Det gør så ondt at prøve på at komme ind i varmen det eneste sted du burte være velkommen, uden spørgsmål. Og i sidste ende er det nemmest bare at glemme dem og komme vider, og eventuelt en dag selv laver/får sig en rigtig fam der vil en.

Du kan lige tro, jeg forstår dig!
Jeg får det selv sværere og sværere med de andre familier, for hvis ikke mine børn er familie, så er jeg så sandelig heller ikke. Mine unger er det mest værdifulde i hele verden, og når nogen træder på dem, træder de på mig.
... sagde hønemoderen ;)

jeg foeler ligesom dig hoenemor, fra en ditto.
Naar det saa er sagt, hvad skal vi med papfamilier??? overvuderet i min mening.

Har selv en lille dreng på 5 år, havde inviteret hele fam til hans fødselsdag her i sommers, og der kom ikke en, han var knust den lille dreng, havde forventet han skulle lege med sine fætre og kussiner, da han altid tager med til deres,og der kom bare ikke et øje. Blev selv knust som mor. så motte tage ham og nogen af hans venner en tur i tivoli i stedet. Bare synd at han ikke havde sin fam med.Vi kan ikke gøre andet ind at være på vores børns side og være der for dem altid.

Kære (måske unødigt bekymrede) mor,
Jeg kan så tydeligt genkende det billede du tegner, og jeg synes det er et yderst relevant spørgsmål du stiller: hvor meget betyder familien idag? Hvordan føles det, når de bånd vi for få generationer tilbage tog forgivet, pludselig bliver meget "udvisket"?
Først og fremmest vil jeg sige: tal med dine børn om det. De er store børn alle sammen, og vil sagtens kunne tolerere sådan en snak. Fortæl dem om dine bekymringer og sig, at du har brug for at få afklaret om det er sådan, at de har det. I såfald de faktisk føler det er et problem (det kan jo være at blot et en ud af de tre synes det), kan I jo så tale om, hvad der kan gøres. Først og fremmest vil jeg i den henseende mene, at det er dit ansvar at kontakte familien og fortælle dem, at der er altså noget her, som I må tale om og ændre. Tænk hvis den resterende familie går rundt og tænker, at dine børn måske ikke er interessert i dem!
Så, åbenhed frem for alt. Selvom jeg så udemærket er klar over, at det er nemmere sagt end gjort.
Der er ingen tvivl om, at vi de næste par år vil se nogle store ændringer I måden, hvorpå familien opfattes og bruges. I dag er det for mange unge helt naturligt, at man "vælger" sin egen familie igennem sine venner og netværk. Derudover kommer, at mange forældre i højere grad får deres eget liv uden om deres børn, og særligt når der kommer nye partnere på banen. Det er med andre ord en gensidig proces, hvor man af forskellige årsage bliver/bliver nødt til at være mere uafhængige af hinanden.
Ikke desto mindre tror jeg, at rigtig mange ville profitere voldsomt at nære familierelationer. Netop fordi der er en langt højere grad af totalt og ubetinget accept. Mange ensomhedsproblematikker, depression osv. tror jeg kunne afhjælpes ved et stærkere netværk i familien. Men sådan er tiden nu engang bare - og dermed ikke sagt, at man ikke selv kan være bevidst om det, og særligt som mor, gøre en indsats for at tilbyde sine børn det.
Tal med dem om det, del dine tanker - uden at de bliver "oversvømmet" af DIN angst, men sådan at de forstår, at du har deres bedste for øje.
Held og lykke med det, og skrive da lige, hvis du kommer nærmere en løsning. Synes som sagt det er en spændende og relevant problematik.
Kh,

Joe... Det er måske et godt spørgsmål, hvad vi egentlig skal med papfamilier. Hvis det fungerede supergodt med ungernes far og hans familie og hele min egen familie, ville det måske ikke gøre så meget for ungerne.
Jeg kan ikke forestille mig at have fået papbørn og papbørnebørn og så være ligeglade med dem. Jeg ville så godt det overhovedet var muligt gå ind i rollen og benævne dem mine børn og mine børnebørn. Det må da aldrig gå ud over børnene, at forældrene ikke kan leve sammen. Det har omkostninger nok i sig selv. Jeg synes, vi skylder alle børn at tage dem kærligt til os og engagere os i dem og deres liv. Jeg synes, det er de voksnes ansvar at vise interesse og lære børnene omsorg. Ikke omvendt.
Jeg tror, at det er vigtigt de unge kommer hjemmefra og bliver selvstændige og frie af forældrene. Først når de vender tilbage derefter, er de "færdigudviklede voksne" og finder ud af, at også voksne har brug for familie. Den familie skal være der at komme tilbage til.
Jeg synes nu også det er et problem, hvis papfamilie er ligeglade med ungerne. Mor og far har valgt dem som vigtige personer i deres egne og dermed også ungernes liv.

Med lidt held vil en 5 årig ikke bemærke om det er familie eller venner, der kommer til hans fødselsdag😉Det kan vi håbe, ikk'? Men den dag kommer hvor han begynder at interessere sig for familie og forstår, at familie ikke er det samme som venner - eller ikke burde være det (efter min mening).
Jeg tænkte lige... Kunne det være en ide kun at invitere fætre og kusiner - altså uden onkler, tanter osv. - til næste barnefødselsdag? Måske kan du vise børnene vejen og hjælpe dem til at få et nært forhold til hinanden :)

Det er faktisk med baggrund i nogle nylige erfaringer, jeg har startet tråden. Jeg fornemmede på mine unger at noget gik dem på og det pegede i retning af "min familie kan ikke lide mig". Jeg appellerede til min egen familie, fordi de er de eneste som stadig inviterer dem og snakker med dem, når ungerne deltager. Den bedste tilbagemelding var, at ungerne sikkert var ligeglade. Den dårligste var, at hvis ungerne ville se dem, kunne de sende en invitation.
Det er altså endnu engang ungerne, der skal være de voksne? Jeg synes, det er forkert. Og det fortæller mig, at de ret beset er ligeglade. Det var ikke "God ide! Jeg vil glæde mig til at se, hvordan de har indrettet sig" eller noget i den stil.
Det er lidt svært for mig at tage snakken med ungerne, hvis de der skulle reagere mest positivt er ligeglade. Så bliver det meget svært for mig at hjælpe ungerne og vise dem, hvor gode familier de har at trække på. Jeg tager nok snakken med dem alligevel. Om ikke andet har jeg behov for at fortælle dem, at JEG ikke synes, det er ok og så opfordre dem til at optage kontakten selv. Lade det bære eller briste men i alt fald vide, at de har prøvet.