Far og mig : (

jeg ved ikke længere om jeg kan holde det ud, for det er som om det aldrig bliver anderledes, selv om man drømmer om det dag og nat.
Hver gang jeg er sammen med min far oplever jeg de samme følelser som jeg plejer.
Vi har lige været oppe og ordne hans sommerhus, hvor jeg sagde ja til at hjælpe far, fordi han er så ked af, at der aldrig er nogen, der gider hjælpe ham. :P
Problemet er bare den måde han er på.. Han retter på mig hele tiden, intet af det jeg gør er godt nok (fx når jeg maler væg).. Jeg bliver også rettet på NÅR jeg gør som han beder mig om, og det er altid på den der vrede måde han gør det på.
Jeg føler mig så forsvarsløs når han er sådan og nedgjort fordi jeg nu engang er 21 år og stadigvæk bliver behandlet som en 8 årig, og enda nogen gange som en dum hund.. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal sige, og når jeg endelig siger nogen, får man at vide at man skal lade vær med at forsvare sig hele tiden.
Hvis han er sammen med venner eller noget og jeg protesterer over ham, griner han bare til de andre..
Jeg har prøvet at vende det flere gange, og han siger at sådan er han over for alle, også dem på arbejdet.. Ja, faktisk er alle i fars verden idioter, det siger han selv. Hele tiden skal man høre på at hans nye kone er ved at drive ham til vanvid, og at folk aldrig hjælper ham, og at han endnu en gang skal med en kollega i rettet på grund af noget med nogen ubetalte penge.

Selvom der er mange forklaringer på hans vrede opførsel, så gør det ondt indeni [:*(]
Føler mig ikke altid elsket, og værre endnu er at min far aldrig nogen sinde har ændret sig en tomme i løbet af min levetid, Kun hårfarven. Heldigvis er han blevet bedre til at rose mig i dag end før i tiden.
Men jeg bærer alligevel sorg over det, særligt fra min barndom hvor hver dag også var en krig mod ham, med rettelses-maskinepistolen..😮
Er der nogen der kender det samme? :(
Fortæl gerne hvordan DIN far er/var
Fld-Fga

Undskyld, men udfra det beskrevne er han også alt for gnaven til at finde ud af hvorfor.
Min far var også lidt slem, men det var i mine teenageår, det kender de fleste vel 😃
Til gengæld var min morfar mildt sagt upopulær i familien og hos kolleger, det eneste positive var at han knoklede, drak kun ved få lejligheder og afleverede hele sin løn til konen, bortset fra penge til tobak og knallertbenzin.

Jeg kan da lige se det der koleriske røvhul for mig. Selvfølgelig er der ikke nogen, der vil hjælpe ham. De bliver behandlet som du bliver behandlet og det vil ingen stå model til. Hvis du er hans "sidste bastion", så gør ham den tjeneste at sige fra. Fortæl knolden, at der ER en GOD grund til ingen gider ham. Du skal da slet ikke tage det personligt. Det er HANS personlighed at være en dum skid.
Min far? Fair, hele vejen igennem. Støttende, rosende og grinende. En der kunne jage al tungsind på vej bare ved at være sammen med én et par timer. Ihhh guder, hvor jeg savner min far, ven og guide.