Fattig eller ej?

Gud hvor jeg ellers havde glæder mig til at hende fra SF skulle vie Joakim B Olsen fattigdom i Danmark. Men det klarede hun godt nok skidt med det værste eksempel.
Som det er også er kommet frem er der folk som lever med underskud hver måned - før mad-indkøb! Helt afhængige af venner og families nåde.
Og nej det behøver ikke være selvforskyldt. Der skal faktisk ikke ret meget til før man er seriøst på røven. Desværre hører jeg selv til en årgang hvor 1. huskøb var populært i 2004-2007, og man fik jo lånene. Troede man var i gang med at opspare friværdi... Istedet teknisk insolvens.
Men også skilsmisser, fyringer, arbejdsløshed, og sygdom, kan få en i seriøse problemer.
Mit eget eksempel:
For 5 år siden:
140 m2 villa, kone, barn, 2 biler, mad på bordet, og levede helt ok, dog uden at føle sig vildt rig (det var 2 gamle biler nødvendige til jobbet).
Den gang kunne man få job. De var ikke altid lige spændende, men de var der trods alt. Jeg tog alt hvad der var. Helt fra at dele aviser ud til monotomt fabriksarbejde. Det var møgsygt og langt under mit uddannelses-niveau. Det job var der ikke.
Men i dag er der SLET ingen job.
Heller ikke som avis-omdeler.
Nu har jeg en gammel knallert, 25 m2 lejlighed, og et bragende underskud.
Og ikke mindste en datter som må vokse op uden sin far, alene fordi mig og moren måtte skilles og bo hver for sig af økonomiske grunde - nu får hun som "Carina" - og jeg har 6600 til alt når børnepengene er betalt.
Altså FØR husleje, mad, og alle andre udgifter. Mit rådighedsbeløb - altså til mad, daglig husholdning og tog-ture er på ca 1100 kr.
Eller ca 35 kr om dagen.
Det betyder blandt andet at jeg kun kan besøge min datter 1 gang om måneden pga togbillleten, og må bo så småt at jeg ikke kan have hende på besøg (der er ikke engang plads til en seng til mig selv så jeg sover i en gammel lænestol.)
Det betyder også en krig med kommunen. For når de sender mig i aktivering som de nok snart gør har jeg ikke råd til toget dagligt.
Jeg går ofte i seng uden at have spist - somme tider op til 4 gange pr uge, kun levende på 1 pk rugbrød og leverpostrej og postevand.
Min næste spareplan: Da jeg bor et sted hvor vandet er inkluderet i huslejen, sparer jeg toiletpapir væk, da jeg kan skylle de nedre regioner i vand fremfor at bruge fyrt papir.
Sådan noget som tøj er begrænset til ca 300 kr ÅRLIGT i Genbrugsen, alternativt kan man stjæle sko/tøj i den lokale svømmehal hvor der ikke er låste skabe i omklædningsrummet.
Jeg kan faktisk ikke en gang købe en beskeden gave til min datter. Og jeg skal låne af familie for overhovedet at kunne spise.

hvor ufedt ! 😖 Hvad skal man dog sige til sådan en omgang???
Blev I skilt så I kunne få flere penge ?

Du får lige hele historien - den lyder måske utrolig, men den er sand fra ende til anden!
Jeg er nu 30 år.
Jeg havde egenligt "gode odds" fra starten i livet. Modsat så mange andre havde jeg en god familie med både mor og far og en storebror. Men tingene gik galt. Min mor var alkoholiker, hvilket man jo ikke fatter ret meget af når man er 6-8 år udover at mor sommetider er i et "gladere" humør og er lettere at lokke 10 kr ud af til slik (som i virkeligheden var "bestikkelse" for at jeg forlod hjemmet en halv times tid for at købe slik.
Men der var styr på økonomien. Min far havde et ok job. De er begge fra 50-erne og i begyndelsen af 70-erne kunne man åbenbart som et par med lavt betalte jobs godt bo i 120 m2 ejer-parcel hus...
Bevares. Vi var ikke rige på nogen måde. Min farfar - som er død forlængst - havde en bondegård og 1-2 gange om året fik vi en gris af ham - mod at slagte den selv og hjælpe ham med at passe arealerne på gården i takt med han blev ældre - fx fælde træer for ham og få brændet til varme.
Uha der blev slæbte brænde i tonsvis.
Min mor var/er syerske - nu mest på hobby-basis, men dengang var hun vild med at sy tøj til sine børn selv. I dag ville det nok nærmest være status-symbol - at have en mor som kunne lave tøj selv. I dag er det jo "in" at have noget ingen andre har - men dengang stod man sgu til mobning når det ikke var Converse eller Levis tøj man kom i skole i.
Hendes alkohol-misbrug tog til. I sådan en grad at jeg flyttede hjemmefra som 16-årig.
Men jeg var "stadig ovenpå". Forstået på den måde at jeg var fast besluttet på at skabe et godt liv for mig selv. Jeg havde/har en købmand i maven. Siden jeg var 8 år havde jeg købt og solgt alt muligt på den blå avis og tjent en klat her og der.
Så jeg startede på handelsskole lige før jeg blev 16, og havde 25 timers fritidsjob oveni, altså beskæftigelse 62 timer om ugen, og jobbet gav omtrent 3000 kr om måneden - man får ikke SU som 16-17 årig! De 1800 gik til husleje - 500 til mobilregning - og af de sidste 700 gik 300 til tog-kort dvs 400 til mad/benzin/tøj.
Man kan naturligvis ikke leve for 400 kr pr måned. Jeg arbejdede på en grill-bar, og fik i den forbindelse mad derfra.
Et ½ år før jeg var færdig på handelsskolen måtte grillbaren dog lukke. Så i ½ år måtte jeg optage studielån, og glædede mig vildt til at blive færdig så jeg kunne få et "rigtigt" job som jeg var glad for og få råd til en bolig som ikke er et klubværelse men en "base" for et liv med job hus, børn osv - kæresten havde jeg allerede fundet.
Jeg var en af de heldige som rent faktisk fik en praktikplads, endda i en butik som handlede med de varer som havde min interesse - IT og kontorartikler.
Jeg var i toppen fagligt. Men det hurtigt op for mig at jeg som butiks-elev mest af alt var billig arbejdskraft. Det var ikke en virksomhed som havde et ønske om at bidrage til at unge kan uddannes, og det var heller ikke en virksomhed som hyrede elev for at ansætte denne på alm vilkår efterfølgende.
Fordi jeg havde en drøm om en skønne dag at starte min egen butik et sted, var det naturligt at være elev i en butik jo. Men det viste sig hurtigt at mit job mest af alt handlede om at vaske chefens bil, foretage dagligvare indkøb til chefens private forbrug (og jo den lokale superbest troede sgu jeg var 18 år og top-alkoholiker, fordi jeg næsten dagligt købte rødvin af dem - til chefen.
Jeg var bare generelt stik-i-rend-dreng, ikke i lære som salgsassistent, andet end på papiret.
Det lykkedes mig dog at tilegne mig evner som gav mig et 10-tal til fagprøven på Niels Brock.
Og selvom de ikke ytrede ønske om at ansætte mig "normalt" var jeg nu ledig. Men jeg ville da frem i verden. Nu var jeg dagpengeberettiget, og købte en brugt bil for at kunne komme let og nemt til en hvilken som helst virksomhed på Sjælland og arbejde "rigtigt" - komme til en "normal" bolig og overveje at stifte familie.
Jeg var helt overbevist om at det højst kunne handle om få måneder før jeg fandt et godt job - min eksamen var jo næsten perfekt - i al fald i forhold til de forhold jeg arbejdede under som elev.
Jeg følte mig allerede ikke kun "brugt" men "misbrugt" på jobbet fordi jeg blev udnyttet som billig arbejdskraft og ikke som elev.
Men job lod vente på sig. Efter 3 mdr fandt jeg et. Det var dog et barselsvikariat. Hehe 3 mdr kunne de tilbyde - og det var præcist hvad jeg skulle bruge for om ikke andet så være berettiget til fulde dagpenge og ikke dimmitend-sats.
Jobbet bestod af at kopiere pornofilm og pippi langstrømpe på VHS ;)
Det lyder måske meget sjovt sådan at kunne se film hele dagen og tjene penge på det. Men i virkeligheden var du jo lavt betalt, og handlede mest om at fodre de 500 VHS maskiner med bånd - og tage dem ud igen - og få dem pakket i cover osv og klar til at komme ud til salg.
Men vikariatet sluttede, så nu måtte jeg finde på noget nyt. Efter et par måneder var jeg træt af ikke at kunne finde job uanset hvor mange ansøgninger jeg sprøjtede ud. Så jeg greb det an på en anden måde.
Jeg mødte tilfældigt en person på internettet som påtænkte at starte en computer-butik ikke langt fra mig. Han havde dog ikke oceaner af penge og derfor ikke råd til ansatte til at starte med.
Så begik jeg min første "kriminelle" handling. Eftersom jeg var i 1. dagpengeperiode havde jeg nogle måneder uden risiko for aktivering, så jeg foreslog ham at jeg kunne hjælpe ham med at få den butik op at køre, og arbejdede sort i 2 mdr.
Det så faktisk godt ud for butikken, så efter 2 mdr sagde jeg ja til at være der "lovligt" - i form af løntilskudsjob - butikken økonomi var jo stadig sårbar.
Og det gik faktisk godt for butikken - vi omsatte let for 30-40000 kr pr dag og med 1½ medarbejder så det godt ud.
Desværre viste det sig at "chefen", var alt andet end en hæderlig forretningsmand. I starten kunne vi kun få varer pr efterkrav, og en dag havde han "glemt" at hæve penge så han fik mig overtalt til at give posten en check på 12000kr fra min egen private konto. Jeg fortalte ham at jeg slet ikke havde så mange penge, men han sagde at han straks ville gå i banken og overføre dem til min konto. Det gjorde han så også men det var måske det første tegn på at der var noget alvorligt galt.
Det undrede mig i det hele taget hvordan manden havde råd til hus, forsørge 2 børn, og en ret ny bil. Han kom også slæbende med en farve-laserprinter som var møg-dyr dengang, og vandkøler, og der blev købt computergrej i stride strømme.
Jo det så godt ud.
Faktisk så godt at vores forretningslokale var et problem. Det lå klods op af et værtshus som stillede bænke på gaden foran vores vinduer, og huslejen var horribel.
Derfor besluttede han at vi skulle søge efter nye lokaler, og det gjorde vi så. Det viste sig at han i virkeligheden var flad. Efter 2 mdr undrede jeg mig meget over hvordan han kunne give mig løn når vi stadig ingen butik og dermed ingen indtægter havde? Efter 3 mdr udeblev min løn så, og manden gik under jorden og konkurs.
Nu var jeg så igen uden job. Så jeg søgte naturligvis helt vildt. Det gik ret hurtigt op for mig at drømmen om en fysisk computerbutik var naiv. For det første havde jeg ingen start-kapital og for det andet så er avancen på It-udstyr kun omkring 5-10%, et meget svært marked, især fordi de fleste "computer-nørder" netop er det - og udemærket ved at IT-grej altid er billigst på nettet.
Så brød min bil spontant i brand.
Jeg var 20 år og havde en bil til 40000 kroner. I den alder tegner man ikke kaskoforsikring, da den koster næsten det samme som bilen når man er i den alder...
En elektrisk fejl gjorde at den efter at have stået stille i 7 timer besluttede sig for at bryde i brand. Brandvæsnet kom dog hurtigt nok til at nye sæder og insstrumentbord kunne gøre den køreklar igen. Men den var brandskadet, og det næste syn klarede den ikke.
Så jeg fandt mig en ny brugt bil. Boede desværre et sted med kriminelle. På 3 mdr fik jeg 3 indbrud i min bil.
Første gang havde mig og kæresten fejret hendes 18-årsfødselsdag, og vi var så trætte da vi kom hjem at vi havde ladet gaverne ligge i bilen - næste morgen var anlæg og alle gaverne væk.
1 mdr senere røg anlægget igen. Jeg havde parkeret min bil på terassen, 2 meter fra hvor jeg sov - men de nuppede det sgu alligevel.
Så blev det vinter med frost på ruderne. Så man kunne ikke se ind i bilen. Men jeg havde lært at fjerne mit anlæg hver aften.
Jeg lå en sen aften og var ved at sove, da jeg hørte min bil dytte?!?!. Jeg for ud - skuffet over at jeg ikke have endnu et anlæg de kunne stjæle forsøgte de at stjæle bilen, og forettede skader for 10000 kr på døre, tændingslås osv, Jeg kendte deres navne, og politiet gav dem en bøde - men min bil var jo ødelagt.... igen...
Ny bil, og nyt job, nu i træindustrien på 3-holdskift. Det gav ok, men var satme også hårdt og igen kun vikariat.
Så fik jeg mig en datter, og økonomien faldt helt fra hinanden. Min kæreste var på kontanthjælp, og udsigten til månedelige udgifter på 3-4000 kr gjorde budgettet umuligt.
Vi var gift. Gifte mennesker har gensidig forsørgelsespligt. resultatet blev at jeg måtte tage en proforma-adresse så hun på papiret var enlig mor, alternativet var ganske enkelt at min datter ikke kunne komme i dagpleje / børnehave.
Og jeg gjorde mit - drømmejobbet kom aldrig, så jeg tog bare alt hvad der var - også avisjob og rengøring.
vi havde skruet det således sammen... eftersom vi havde været sammen i næsten 10 år stolede vi blindt på hinanden - og hun kunne da også stole 100% på mig, men det var ikke omvendt... Hun havde godt nok svært ved at styre pengene... Indtil da havde jeg bare overført halvdelen af pengene til børnehaven til hendes konto og så kunne hun betale - men det gjorde hun ikke.
Jeg gav hende penge til vores fælles elregning - som hun brugte på tøj. Penge til vand-regning - som hun brugte på julegaver.
Det blev så galt at forholdet gik i stykker.
Som single uden job har jeg hverken brug for eller råd til 120 m2 villa. Så hun fik de famøse "Carina-15000" af kommunen - + indskud til lejlighed og alt det man ellers kan få som enlig mor, herunder at komme forrest på listen til lejlighed...
Jeg selv fik dummet mig gevalidigt med spritkørsel og har lige været 2 mdr i fængsel uden indtægt.
Jeg synes man glemmer mændende i det her spørgsmål om fattigdom. Derfor var der særligt dumt at fremhæve en enlig mor i spørgsmålet, for 5000 kr EFTER smøger og udgifter til hund, er det de færreste der har - og endda med helt fin lejlighed og stort Tv osv...
Nu er jeg så lige løsladt, og skal have indtægt igen. I 2011 har jeg rent faktisk tilbragt mere end 3 mdr indlagt på sygehus. Og det var rent faktisk ikke fordi jeg havde en eller anden livstruende sygdom, var gravid eller havde brækket et ben. Årsagen var massiv underernæring.
Derfor måtte jeg "fedes op" på sygehus-mad. Min krop var så drænet for energi at jeg kun kunne gå med rollator. Og det er stadig ikke godt - går stadig med krykke hvis jeg skal mere end nogle ganske få 100 meter... Ellers klapper benene ganske enkelt sammen under mig, og trapper er et rent helvede.
I årene efter jeg blev 18 var økonomien selvsagt streng - helt til grænsen for eksistens. Men der var "lys for enden" i form af at jeg naturligvis fik et normalt job efter endt handelsskole og elev-tid... men det fik jeg så ikke.
Men derfor stod tandlægen meget langt nede på listen når valget stod mellem husleje, mad, og tandlæge.
I mange år gav det ikke problemer. Men det betød også at tandlægen blev udskudt for det var trods alt vigtigere at betale el-regningen end at få lavet et hul hos tandlægen.
Men det blev jo værre og værre. Og hullerne flere og flere. Da jeg var 27 besluttede jeg mig dog for at komme "igang" hos tandlægen, men indså ret hurtigt at selvom jeg brugte 1000 kr af mine sparsomme penge til tandlægen hver måned, så var det slet ikke nok.
Jeg spurgte derfor kommunen om hjælp fordi det var - og er stadig - en helt umulig opgave at betale selv. De henviste mig til en tandlæge for at få lavet et overslag på at få lavet et normalt fungerende tandsæt igen. Og det var galt, meget galt. I alt var der skader for 95.000 kroner, og jeg går dagligt med smerter i de tænder der er tilbage - og det er ærligt talt heller ikke kønt at se på - lige politivold oveni kostede et par fortænder som jeg ikke få erstattet.
Det er ikke kun grimt at se på - det påvirker også min tale så folk ofte ikke kan forstå hvad jeg siger.
Så det søgte jeg så kommunen om - og fik afslag, klagede og fik afslag. Begrundelsen var at det var selvforskyldt fordi jeg ikke jævnligt har været til tandlæge og få ordnet evt problemer inden det blev så slemt som det er nu. (hvilket jeg lissom ikke havde råd til når jeg levede af SU + lån og senere elevløn med barn!!!)
Så fordi det er "min egen skyld" vil de ikke hjælpe, men henviser til at da det er så omfattende det jeg skal have lavet - det vil nok tage år at rette op på - så mener de godt jeg kan betale selv hen ad vejen...!
Jeg kender sgu ikke ret mange på kontanthjælp (som IKKE er enlige mødre) som kan finde 95000 kr i deres budget til tandlægen.
Men det synes jeg egenligt er helt generelt "ulækkert" efter jeg mere og mere har benyttet mig af det offentliges "tilbud". "Hvis vi synes det er din egen skyld, ja så er det dit eget problem, vi lukker kassen".
Jeg havde en eller anden forventning om at når alt glippede for folk så kunne man få hjælp på kommunen - uanset om man var enlig mor som blev hjemløs, eller var en fattigrøv uden tænder, men i hele det offentlige system er der en tildens til A-og B hold.
På A-holdet ydes der top-hjælp. Og jeg har set det med egne øjne, det er ikke noget jeg finder på. Jeg blev indlagt med den her underernæring. Et af lægens vigtigste spørgsmål var hvad mit job var og om jeg havde børn/kone osv. Jeg kunne jo kun sige ja til at jeg havde et barn, men intet job, og heller ikke udsigt til det, for det er sgu svært at få job som sælger hvor man gerne skal kunne smile til kunderne, med et tandsæt som er... intet værd, folk bliver sgu bange for mig når jeg smiler. Af samme grund smiler jeg sjældendt.
Samtidigt så jeg på hospitalet at de patienter som kom i jakkesæt og var "vigtig" at få kureret hurtigst muligt fik hjælp til deres problemer i top-tempo - og de var ofte ude igen efter højst 5-7 dage.
Men MIG. Jeg var indlagt i en måned der. Man foretog diverse prøver og test - lumbalpunktur, blodprøver, piller i baner.
Og til sidste konstaterede en fysioterapeut dropfod som årsag til mit gangbesvær - men ingen idé om hverken årsag eller afhjælpning.
alt i alt gik der 27 dage som udelukkende var ventetid, og på 4 dage blev der rent faktisk lavet undersøgelser - uden nogensinde at komme frem til noget. Man fik udelukket alverdens sygdomme - men ikke fundet frem til en løsning.
Jeg lå ved siden af folk som kunne dø hvert sekund - ubehageligt i sig selv, men jeg nåede at dele stue med 7 som enten døde eller blev udskrevet som helbredt - eller i al fald ikke-indlæggelses-krævende mere.
Nu er vi så først i december. har ingen haft indtægt siden 1. oktober. Og får det ikke før 1. januar i form af kontanthjælp. Min konto står på minus, og min pung indeholder 150 kroner. De 50 skal bruges til togbillet for at komme til kommunens kontanthjælp-kontor på mandag.
De sidste 100 skal således dække mad, vand, husholdning, transport, tøj, gaver, i resten af december.
Det betyder fx at jeg ikke kan give min datter selv en beskeden julegave, og toiletpapir er sparet væk - for der skal købes pasta og ketchup for de sidste 100 kroner.
+ der ligger 2 mdr ubetalte regninger...
Jeg får sgu sådan en følelse af at kommunen - istedet for aktivt at forsøge at hjælpe folk videre - aktivt søger grunde til at nægte hjælp.
De fatter bare ikke deres eget regnestykke. Fordi jeg ikke kan få den hjælp som er nødvendig for at blive selvforsørgende og leve et normalt liv, er jeg kandidat til at blive førtidspensionist - og i længden er det vist laaaaangt dyrere end at hjælpe mig med tænder?????
Men jo - vi blev skilt for at få friplads i børnehaven og ekstra boligsikring og andre ydelser som den enlige mor så var berettiget til - alternativet var 0 børnehave og langt værre gæld endnu (anslået 200.000 kr) - som i øvrigt for mit vedkommende vokser hver måned, da de førnævnte 1100 kr jeg har til mad osv, faktisk burde gå til de børnepenge moren opkræver via kommunen.
Så faktisk har jeg 0 kroner til mad - men 1100 i form af en gæld som vokser måned for måned da jeg ikke betaler regningen til min datter. resultatet er en gæld på ca 300.000 kroner når hun fylder 18 - den er på 30.000 nu. Og vokser for hver måned. Min øvrigt gæld kan jeg knapt nok klare renterne på.
Fattigdom findes i Danmark! Og den er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt man har råd til at holde hund og have bil - den er her også i sådan en grad at selv basale fødevarer og tag over hovedet er en luksus.
Skræmmende...

Den faldt på et TØRT sted, i den her over-ophedede debat, hvor neo-liberalisterne råber allerhøjest og skriger op om, at de ringest stillede skal have det endnu værre. - At de skal sparkes til som om de var skidt....ligesom lav-kasterne i Indien...sådan vil vi nemlig gerne have det herhjemme også!
Det var engang hvor kendingsmelodien til Olsen-banden filmene spredte hygge og varme herhjemme. Det fællesskab, som samlede os, er fuldstændig forsvundet. Nu bliver der i stedet sparket nedad, hvor kontanthjælpsmodtageres indkomst sammenlignes med de lavest lønnede og S.U.-modtagere. Samtidig er forståelsen for, at sygdomme, skilsmisser, dødsfald, arbejdsulykker m.v. kan ramme en - på fuldstændig NUL! Jeg har diskuteret med en del, som har den holdning, at alt hvad der rammer i livet er ens egen skyld. En spritbilist som kører ens pårørende ned - ja, får nogen nok også snart til at blive ens egen skyld!
Jeg har en søskene som er født multihandicappet og som bor på et hjem. Skal hun så have fjernet al pension og sparkes ud på græsplænen nu, så alle de neo-liberalisterne kan få tilfredsstillet deres retfærdigheds-gen? Har de det kun godt, hvis folk lider?
Næh, de rige sidder rigtigt og hygger sig i øjeblikket....for de går fuldstændigt fri af den her debat. (Og i mellemtiden får de kongelige sat hår til 17.000 kr. til en aften. Det går også ubemærket hen). Men kontanthjælpsmodtagerne...de bliver rigtigt jagtet nu... hold da op!

Ja - det er altid trist at høre fortællinger om, hvor svært det kan være for nogle mennesker at få økonomien til at løbe rundt. Helt klart. Men igen må man jo så sige, at der findes fattigdom alle steder. Har aldrig rejst i et land uden at have set hjemløse, tiggere osv. osv. Så hvorfor skulle der ikke også være fattige i Danmark? Der er jo ikke nogen naturlov, der friholder de sølle 40000 km2 på kloden fra fattigdom og andre vederstyggeligheder

Det er bare så fjernt.
Bare fordi der er "fattigdom alle steder", bør det sgu da ikke være ambitionen for Danmark at fordi folk sulter i Afrika så er det naturligt at danskere også sulter og fx nægtes sundheds-behandling??
Her tænker jeg i sær på mennesker med misbrugs- og psykiske problemer. Nogen af jer så måske serien på DR1 "et liv uden stoffer", hvor man blandt andet indlagde en ung mand på psykiatrisk afdeling fordi han havde alvorlige problemer med stoffer - og udskrev ham igen af samme årsag!
At folk med depression, angst og den slags, blot tilbydes en dyr pille som de måske ikke har råd til at købe - og ellers selv må finde 900 kr/time til hjælp hos en psykolog.
At man ikke kan få ordnet tænder før de alle er faldet ud og gebis er eneste løsning.
At ældre selv skal købe robotstøvsuger. En folkepension... købe robotstøvsuger?.... hvem betaler husleje så?
Der er ingen naturlov som friholder DK fra fattigdom nej. Men vi kunne langt hen ad vejen helt undgå den, endda uden nævneværdige meromkostniger.
Og jeg bruger gerne mig selv som eksempel. Her er et tankevækkende regnestykke!
10 år på dagpenge... omtrent 1,7 millioner kroner - her af de 2 på sygedagpenge.
Fængselsophold - 57 dage á 1100 kroner - et stykke over 60000 kroner.
Udsigt til kontanthjælp og senere førtidspension = 35 års passiv forsørgelse. Så nærmer vi os de 10 millioner kroner...
Og det kunne alt sammen være undgået med den rette hjælp som ganske vist ville koste 100-200.000 kroner.
Men i Dk skal man helst så langt ned i sygdom og elendighed at man faktisk er dødsdømt af lægen før der er et minimum af hjælp at hente.
Jeg bor i Nykøbing Sjælland. Jeg var i fængsel i København. Da jeg skulle hjem konstaterede fængslet at jeg havde 350 kroner på min "fængsels-konto". havde jeg været i flad havde de givet mig togbilletten - men fordi jeg "havde penge" skulle jeg selv betale de 150 kroner den koster - så nu har jeg 200 kroner til hele december - og ubetalte regninger fra oktober, november, og december...
Som sagt, det offentlige leder aktivt efter undskyldninger for IKKE at hjælpe fremfor at at udnytte lovens muligheder for aktivt at hjælpe folk videre. Og jo loven rummer rig mulighed for at hjælpe mig med mine tænder - men det er en MULIGHED - ikke en de SKAL benytte sig af...!
Det er lidt som med den globale opvarmning - stiger den mere end 2 grader så ser det ud til at det løber løbsk op mod 6-7 grader så vil vi opleve vejrfænomener af bibleske dimensioner. Dog forsøger man aktivt at undgå dette.
På kommunen - deres "hjælp" bidrager faktisk mere til at man kun kan få det endnu værre - de opsøger aktivt muligheder i loven for at nægte hjælp, fremfor aktivt at hjælpe den enkelte med de behov der er! Ingen psykisk syg kan betale 900 kr af en kontanthjælp pr time til psykolog-hjælp eller lykkepiller for den sags skyld...!
De skyder sig selv i foden, for de rammer ikke kun mig som fattig, de rammer også min familie, og de forhold min datter må vokse op under! - og i sidste ende endnu en kronisk kontanthjælpsmodtager, for hun er i den grad i højrisiko for at få seriøse problemer som mig selv - og ikke få hjælp til dem.
Og gad vide hvad 3 mdr på syge hus koster i skattekroner?
Jeg er faktisk ret overbevist om at hvis man i stedet udbetalte pengene, så kunne jeg købe mad og få ordnet tænder for langt mindre end hvad det koster at have en person indlagt i 3 måneder.
Og med - 400 på kontoen den 2. i måneden er jeg godt på vej mod endnu en omgang underernæring-indlæggelse. Min sidste 50-er skal bruges på togbillet til kontant-hjælp-kontoret.
Ej den koster faktisk kun 36 kroner, så der er 14 kroner tilbage til mad og julegaver resten af måneden...
Bor vi i Uganda eller hvad???
Hvorfor kan kommunen ikke fatte, at med hjælp som er langt under behovet, så er man i virkeligheden ved at grave et dybere hul frem for at yde hjælpen her og nu og dække hullet til????